
Ny rapport: Her er de bedste og værste lande at være pige i
Danmark er verdens sjettebedste land at være pige i, viser ny rapport.
Zahra var 14 år, gift og gravid, da hun døde af brandsår på et hospital i Kabul i Afghanistan i sommers.
Det var angiveligt hendes mands familie, der havde sat ild til pigen efter at have tortureret hende, fordi hun nægtede at arbejde, mens hun var gravid, skriver New York Times.
Pigens historie er ekstrem, men den repræsenterer alligevel "en verden hvor fattigdom og diskrimination frarøver millioner af børn retten til at overleve, lære og føle sig trygge - bare fordi de er piger."
LÆS OGSÅ: 7-årig pige tweeter fra Aleppo i Syrien
Det siger tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt, som er direktør i Red Barnet International, i en fælles udtalelse med Kevin Watkins, direktør i Red Barnet UK.
De udtaler sig i forbindelse med den nye rapport "Every Last Girl" fra Red Barnet, som blandt andet sætter fokus på de alvorlige konsekvenser ved børneægteskaber, som Zahras historie er et tragisk eksempel på.
Hvert syvende sekund bliver en pige under 15 år nemlig gift, viser rapporten, og piger har generelt et "bjerg at bestige", før de opnår samme muligheder som drenge, lyder det blandt andet i udtalelsen.
Sjetteplads til Danmark
Den nye rapport indeholder en opgørelse over de 144 lande, hvor det er bedst og værst at vokse op som pige i dag.
Her har Danmark fået en sjetteplads, mens resten af Skandinavien ligger i top fem med en førsteplads til Sverige.
LÆS OGSÅ: Derfor deler flere tusinde billeder af deres negle
Foruden børneægteskaber er der fire andre parametre, der har haft indflydelse på landendes placeringer i rapporten: Mulighederne for skolegang, teenagegraviditeter, mødres dødelighed ved fødsler og andelen af pladser for kvinder i landenes parlamenter.
Marginaler skiller landene i toppen
Ifølge Alice Moltke Ladekarl, som er nødhjælpschef i Red Barnet, skyldes Danmarks placering primært, at vi har færre kvinder i det danske parlament, end man for eksempel har i Norge og Sverige.
- Vi har 37 procent kvinder i Folketinget i forhold til Sverige, som er oppe på 44 procent. Så det er marginaler, der skiller landene i toppen, men der er stadigvæk en forskel, og det vil sige, at der selvfølgelig også er noget, man kan gøre bedre, siger hun og forklarer, at andelen af kvinder i landenes parlamenter har stor betydning for kvinders generelle muligheder for at få indflydelse i samfundet.
Hvad kan man konkret gøre i Danmark for at komme længere op på listen?
- Jeg tror, at man skal gøre mere af det samme. Man skal sikre, at vi ikke tager for givet, at vi har ligestilling og rettigheder, og så skal vi blive ved med at kæmpe for, at der kommer flere kvindelige rollemodeller, som vores små piger kan se op til.
- Og så skal vi selvfølgelig holde fast i principper om, at børn skal have lov at være børn, og at piger og drenge skal have lige muligheder, og at rettigheder skal fremmes for begge køn, siger Alice Moltke Ladekarl og understreger, at man i Red Barnet primært er fokuserede på de fattige lande, der rangerer lavt på listen.
- Hovedfokus for undersøgelsen er jo at sætte fokus på de barrierer, der er for kvinder globalt og netop vende listen om og sige: Hvem er det, der har det allerværst og allersværest, og hvad er det for nogle kvinder, som ikke har de rettigheder, der er nødvendige og bliver diskrimineret i en sådan grad, at det går ud over deres helbred eller deres muligheder for overlevelse.
LÆS OGSÅ: Den canadiske storchamør Drake giver koncert i København
LÆS OGSÅ: Eva Kruse: Bæredygtig mode skal være cool
LÆS OGSÅ: Inspiration til din efterårsgarderobe: Street style fra Paris
Global opgørelse
Top seks over bedste lande at være pige i:
1. Sverige
2. Finland
3. Norge
4. Holland
5. Belgien
6. Danmark
Top seks over værste lande at være pige i:
1. Niger
2. Chad
3. Den Centralafrikanske Republik
4. Mali
5. Somalia
6. Sierra Leone
Kilde: Red Barnet