Dorthe Kollo
Foto: Thomas Sjørup Dorthe Kollo: "Jeg var fanget i et net, og i dag tøver jeg ikke med at opfatte ham som mentalt forstyrret"

Dorthe Kollo om en hård tid: "I dag tøver jeg ikke med at opfatte ham som mentalt forstyrret"

Dorthe Kollos karriere er gået slag i slag og kun den rigtige vej gennem mere end 60 år. Men kærligheden har givet hende knubs på vejen, og først i en moden alder fandt hun vej ind i en sikker havn.

Hvilken vej var den første, du gik på?

– Det var Sadelmagervej på Nørrebro. Jeg ved ikke, om gaden ligger der endnu, for jeg har ikke været der, siden jeg var ung. Min far havde 11 søskende, som alle spillede et instrument, og jeg er født ind i musikken. Vi flyttede til Aarhus, da jeg skulle i 1. klasse, fordi min far var blevet engageret som kapelmester på Restaurant Varna ude ved Marselisborg. Et skønt sted, det ligger der endnu. Jeg boede i et lille træhus i Højbjerg med mine forældre og min storesøster. Min far var meget væk på turné, og min mor havde travlt med at drive to frisørsaloner i Aarhus. Jeg hjalp hende efter skole, hvor jeg cyklede ti kilometer til en af salonerne og vaskede hår på kunderne eller tog telefonen: ”Salon New Look, goddaaaaaag”. Derudover var det en ret almindelig barndom, når man ser bort fra, at jeg skulle ud at optræde i weekenderne.

Din levevej?

– Jeg begyndte at synge ved et tilfælde. Min mor kendte nogen, som havde udskrevet en talentkonkurrence om at blive sommerens pige til sommerens plade. Man skulle være mellem 18 og 20 år. Men de havde glemt at sørge for nogen til at synge i pausen, så jeg kom på scenen med min teddybjørn i hånden. De syntes, jeg var så sød, at jeg vandt konkurrencen, selv om jeg kun var otte år.
Senere begyndte jeg at synge lørdag aften i de typiske tilrøgede forsamlingshuse med et opretstående klaver og skrattende højtalere. Jeg fik altid en masse bamser, chokolade og blomster. Heldigvis var jeg opdraget til at blive ved med at være den, jeg var, og jeg fik stadig kun fem kroner om måneden i lommepenge og havde plakater af Barbra Streisand på værelset. Jeg fandt også hurtigt ud af, at det ikke var klogt at fortælle mine kammerater alt for meget om, hvad jeg lavede, for ellers blev de jaloux.

LÆS OGSÅ: Trine Dyrholm: "Jeg er indædt modstander af, at udseendet skal fylde for meget"

Hvordan har du det med at blive genkendt på gader og veje?

– Jeg blev spillet meget på Radio Merkur, og jeg var med i Otto Leisners Pladeparade, og derfor blev jeg snart genkendt. Folk var ellevilde efter at se den lille pige i strutskørt og hvide ankelstrømper. De syntes, jeg var så naturlig, så jeg blev hurtigt populær. Når du først har et pladeselskab, der investerer i og tror på dig, går det stærkt. Senere fik jeg kontrakt med Bent Fabricius-Bjerres pladeselskab, Metronome, og han fik mig til Tyskland som 16-årig, hvor jeg lavede et hav af store tv-shows og radiointerview. Så gik det rigtig stærkt. Det var spændende, for selv om jeg aldrig drømte om en international karriere – jeg drømte mest om en ny cykel – så kunne jeg godt lide alt det nye tøj, jeg fik. Jeg kiggede meget i franske modemagasiner som Elle og fik syet tøjet på Vesterbro efter bladene. Jeg kan huske en kort rosa kjole, jeg havde, med blomstret overdel og en lille jakke til. En rigtig parisermodel. Jeg elskede at få den slags på.

Mister du nogensinde vejgrebet?

– Som 25-årig fik jeg kræft og var bange for at dø. Jeg tror, at den slags sygdomme også kan hænge sammen med noget psykisk, for har man det ikke godt på det område, er ens immunforsvar ikke i top. I mit tilfælde var jeg var alene med et barn efter et forlist ægteskab. Jeg var ikke lykkelig og ledte efter kærligheden. Gudskelov kunne min sygdom klares med en operation. Heldigvis kan du i de fleste tilfælde klare det meste, når du er ung, stærk og ikke har økonomiske problemer.

Jeg har to pragtfulde døtre med to forskellige mænd. Min ældste datter blev født på min 20-års fødselsdag. I dag kan jeg se, at det var for tidligt. Hendes far, Rene Kollo, som var tysk, var på vej til at blive en kendt operasanger, og jeg havde travlt med min karriere. Vi skulle hele tiden herhen og derhen, så vi var sjældent sammen. Dengang talte jeg ikke perfekt tysk, så der var mange misforståelser mellem os. Jeg var selvstændig, tjente mine egne penge og havde mit eget fly, som jeg selv fløj mellem mit hus på Samsø og Kastrup, eller hvor jeg nu skulle hen. Så lød det: ”Oscar Delta to Kastrup”, og de svarede: ”Oh, hello Dorthe”. Nå, men jeg forelskede mig i min yngste datters far, som var en flygtning fra DDR. Han var en gave, for jeg havde aldrig troet, jeg skulle have flere børn, men jeg blev mor til endnu en datter som 36-årig, og hun var en gave fra himlen. Der er så stor forskel på at blive mor som 20-årig og som 36-årig. Som 20-årig havde jeg succes og skulle hele tiden ud at spille med hende under armen. Da jeg var 36, havde jeg bedre tid. Når man bliver ældre – det er derfor, det er fedt at blive ældre, gammel bliver jeg sgu aldrig – bliver man bedre til ikke at sige ja til alting. Spørg dig selv: ”Hvad er du god til?” Og lær at sige: ”Nej, tak, jeg har ikke lyst”. I dag når min mand spørger, om vi skal gå ud at spise, kan jeg sagtens sige, at jeg hellere vil sidde hjemme foran pejsen med en spicy fajita.

LÆS OGSÅ: Bodil Jørgensen: "Jeg hader folk, der ikke kan få pungen op af lommen"

Hvornår har du følt dig på afveje?

– Jeg boede fem år i USA med en dansk filmproducent, som jeg nødig vil omtale. Jeg var fanget i et net, og i dag tøver jeg ikke med at opfatte ham som mentalt forstyrret. Jeg syntes, Los Angeles, hvor jeg boede de tre første år, var en papmachéby, hvor alle kvinderne lignede Barbiedukker. Men jeg måtte faktisk ikke gå udenfor for min mand, jeg var nærmest spærret inde. Dengang kunne jeg ikke sætte grænser. Jeg ofrede alt for alle andre end mig selv. Mit største behov var at gøre noget for andre. Hvis jeg havde kunne sætte grænser, havde jeg ikke skulle alt det igennem. Piger skal huske at beholde deres selvstændighed og lære at sige: ”Det vil jeg fandeme ikke finde mig i”. Det meste af tiden i USA gik jeg bare og tænke ”få mig hjem”. Til sidst rejste jeg hjem til Danmark. Da var jeg i slutningen af 40’erne. Jeg kom videre ved at træne. Jeg trænede simpelthen alle dårligdomme ud af kroppen. Det hjalp mig at løfte vægte og løbe ture i skoven på Enø. På den måde kom aggressionerne ud. Jeg læste også bøger, så film og var sammen med gode venner. Vennerne er faktisk det vigtigste i sådan en situation.

Hvem har fundet vejen til dit hjerte?

– Et par år efter jeg var kommet hjem fra USA, blev jeg spurgt, om jeg ville lave et show på et krydstogtskib. Det var kun ét show på otte dage, og jeg måtte tage en veninde med. Da jeg kom om bord på skibet, gik jeg op i baren, hvor der sad nogle mænd i forvejen. En af dem stod og røg en cigar og havde en meget lang hals. Senere på aftenen kom jeg til at sidde ved siden af ham. Det var Heiner, og han ejede det skib, vi var på. Vi havde en sjov aften, hvor jeg fortalte om mit hus på Enø, og jeg gav ham mit telefonnummer. Den dag i dag påstår han, at han ikke vidste, at det var mig, der skulle underholde om bord. Han var på vej ud af sit ægteskab, mens jeg havde svoret, at jeg var færdig med mænd. Men en aften da jeg sad i mit hus på Enø, ringede han pludselig og sagde, at han havde et problem. Jeg troede, det var noget med hans kone. Han sagde, at han ikke vidste, om han skulle til højre eller venstre. Han var på Enø, og kort efter ringede han på min dør. I et helt år kørte han til Enø hver fredag og hjem til Tyskland igen hver søndag. Syv år senere blev vi gift. Han taler endda flydende dansk. Er det ikke en kærlighedserklæring? Tænk at det skulle lykkes mig at finde en, der er så fantastisk. Hans hjerne har tusinde skuffer, som kan trækkes ud. Han ved så mange ting. Han er skibsreder, og jeg føler virkelig, jeg er styret ind i den rigtige havn.

LÆS OGSÅ: Jasmin Gabay: "Nu har jeg jobs, så jeg kan betale mine regninger"

Hvor er du på vej hen lige nu?

– Min mand bliver 70 næste år, og han er ved at give firmaet videre. Jeg er også ved at trappe ned – det har jeg været længe – men jeg får stadig tilbud om turneer og cd’er. En cirkushest som mig kan godt have svært ved at sidde stille. Jeg synes også, at man som sangerinde bliver bedre med årene. Men jeg er også en ivrig golfspiller, og jeg er så glad for mine huse på Enø, på Sild, på Mallorca og i Bremen. Jeg har fire hjem, og jeg er glad for at være alle steder. 

Hvem er Dorthe Kollo?

Dorthe Kollo

Dorthe Kollo

  • Født 1947 og opvokset i Aarhus.
  • Allerede som otteårig fik hun en pladekontrakt, og hendes karriere fortsatte herfra især i Tyskland.
  • Hun har to døtre og er i dag gift med den tyske skibsreder Heiner Dettmer.
  • Bor til dagligt i Tyskland, men har også et sommerhus i Danmark.
  • Aktuel i podcastserien Dansktoppens Gyldne år på DR.
  • Hendes største danske hit til dato er Gid du var i Skanderborg.
Se, hvad vi ellers skriver om: Interview, Musik, Livsstil, Karriere og Kærestesorg