Gert Martin Hald: Det har jeg lært som ekspert i Gift ved første blik
SPONSORERET indhold

Gert Martin Hald: Det har jeg lært som ekspert i Gift ved første blik

Som ekspert i Gift ved første blik har psykolog Gert Martin Hald oplevet parforhold gå godt og desværre også mindre godt. Efter fem sæsoner i programmet hæfter han sig særligt ved fem ting, der har stor betydning for, om et forhold lykkes eller ej – både i programmet og i det virkelige liv.

Af:: Emma Kleist Christensen Foto: Snowman Productions ApS
26. sep. 2018 | Livsstil | ALT.dk

I starten lød det helt som et helt vanvittigt projekt: At sætte par sammen og arrangere deres ægteskab, før de overhovedet havde mødt hinanden.

For selvom Gert Martin Hald har en stor viden om parforhold og tiltrækning gennem sit arbejde som psykolog med speciale i klinisk sexologi, var det en stor opgave at skulle forudse, om to mennesker kunne tiltrækkes af hinanden.

- Jeg fandt hurtigt min styrke i data. Altså det at se på statistiske mål for, hvad sandsynligheden er for, at det her par faktisk kommer til at udvikle en god relation over tid. Jeg var nok ikke så interesseret i, hvordan det umiddelbare møde mellem dem ville være, men vægtede lidt mere at matche nogen, der havde stor sandsynlighed for at kunne holde på langt sigt, fortæller Gert Martin Hald om dengang i 2014, da han sammen med tre andre eksperter fik til opgave at sammensætte par til den allerførste sæson af DR-programmet Gift ved første blik.

Læs også: Gift ved første blik tager hul på ny sæson: Mød alle deltagerne her

Der er nu lavet fem sæsoner af programmet, og Gert Martin Hald har gennem årene lært meget om, hvordan et parforhold udvikles, og hvilke parametre der er vigtige for, om to mennesker kan udvikle en langvarig relation til hinanden.

- Siden første sæson har vi indset, at det er langt mere kompliceret end, hvad der ligner et godt match på papiret. Matchet danner et udgangspunkt, og det kan være godt, eller det kan være mindre godt, men det handler lige så meget parrenes villighed til at blive og arbejde på forholdet, og om deres villighed til at arbejde med dem selv. Det er mindst lige så medbestemmende for, hvordan det kommer til at gå parrene, mener psykologen.

Vi har fået de bedste tips og vigtigste kærlighedslektioner fra parforholdseksperten Gert Martin Hald, hvis du drømmer om et forhold, der kan holde for livet.

1. Kend dine ”dealbreakers”

Er der noget, som du under ingen omstændigheder kan leve med hos en partner, er det vigtigt, at du ikke lader dig forblinde af forelskelse. Ifølge Gert Martin Hald kommer mange af os dog til at gøre netop dette og gå på kompromis med vores såkaldte ”dealbreakers”, hvis vi oplever en umiddelbar tiltrækning af et andet menneske.

Læs også: Louise Gade Sig om kærlighed: Denne misforståelse kan ende med at gøre dig ensom

- Vi har alle nogle dealbreakere. Det kan være, at du gerne vil have børn, men møder en person, der er 30 år ældre end dig selv, som ikke vil have det. Selvom du er meget tiltrukket af vedkommende, så vil det besværliggøre forholdet. Men når vi mennesker får denne her underlige fornemmelse af forelskelse, så bliver vi mere villige til at gå på kompromis. Så er mange af os villige til at sige til os selv, at "ej, det betyder nok ikke så meget jeg kan da godt leve med det her," men efter et halvt eller helt år, når vi er kommet ud af vores midlertidige sindssyge, som en forelskelse kan føles som, så er det, at vi finder ud af, at det simpelthen ikke går, siger han.

2. Ligheder er vigtigere end forskelle

Nogle af os er opdraget med sætningen ”modsætninger mødes”, andre har fået at vide at ”lige børn leger bedst”. Men ifølge Gert Martin Hald er videnskaben meget utvetydig på dette punkt:

- Den peger meget på, at lige børn leger bedst. Nogle gange kan forskelle selvfølgelig godt bidrage med noget positivt. Det kan være, at man har brug for én, der er lidt mere rolige end én selv, eller at den anden har nogle andre interesser end dig, som kan være spændende at høre om. Men de helt afgørende forskelle i værdier - det kan eksempelvis være politiske værdier, som DF over for Enhedslisten - vil for de fleste blive meget udfordrende på længere sigt.

3. Forelskelse er ikke et must

Igennem sin tid som ekspert i Gift ved første blik er Gert Martin Hald blevet overrasket over, hvor stor vores romantiske forestilling om parforholdet er. Han oplever både i programmet og i hele datingindustrien, at der generelt er en stor forventning om at blive stormende forelsket meget hurtigt.

- Folk har ofte et urealistisk billede og nogle idealiserede forventninger til, hvem det nu er, man skal ud og møde, for eksempel på en Tinderdate. Når man så møder personen i virkeligheden, bliver man ofte skuffet. Det har været interessant at opleve i Gift ved første blik, hvor stærkt vores romantiske forestilling om forelskelsen stadig står. Vi matcher jo ikke folk for, at de nødvendigvis skal blive forelskede – vi matcher dem til at kunne fungere på langt sigt, fortæller han.

Læs også: Iben Maria Zeuthen undersøger Tinder: ”Myten om den forråede mand, der knepper og skrider, er svær at kombinere med de mænd, jeg mødte”

- Men uanset hvor meget vi instruerer deltagerne i, at der nok ikke kommer følelser eller ’sød musik’ til at starte med, har de stadigvæk en forestilling om, at det kommer til at ske for lige netop dem. Og når det ikke sker med det samme, er der mange, der tænker, at deres match aldrig kan lykkes, og at de ”burde føle mere.” Det er rigtig vigtigt at justere sine forventninger til de her ting, for det skal nok komme, hvis det er, men det kan godt tage noget tid, og du kan desuden sagtens udvikle en dyb kærlighed, selvom indgangsvinklen ikke nødvendigvis er forelskelse.

I Gift ved første blik arbejder Gert Martin Hald med at justere deltagernes forventninger til den store forelskelse (foto: Snowman Productions ApS).

4. Tag ejerskab over dine dårlige mønstre

Efter nogle år på datingmarkedet har mange af os udviklet en række mønstre, som vi tager med os i nye parforhold. Disse mønstre kan både være gode og mindre gode, men i nogle tilfælde kan de være så usunde, at de kan være med til at ødelægge det nye forhold, vi prøver at starte, forklarer Gert Martin Hald. Han mener, at den bedste måde at arbejde med disse mønstre er at blive bevidst om dem for på den måde at komme dem til livs.

- Det kan være alt lige fra, om man er overkritisk, hvis en person har de forkerte sko på, til at man i parforholdet bruger alt for meget tid på at pege på den andens fejl eller at retfærdiggøre sine egne 'shortcommings' via den andens adfærd. Altså sådan noget, som "ja, det kan godt være, at jeg råber af dig, men jeg gør det kun, fordi du er fuldstændig urimelig."

- Det er i virkeligheden sådan nogle små husmandsråd, som kan være nærmest klicheagtige, men både i parterapien og ofte i Gift ved første blik synes jeg, at folk enten ikke er bevidste om det, eller ikke tør gå ind i, hvad man selv bidrager med. Til gengæld er mange rigtig gode til at pege på, hvad den anden IKKE er, og hvad den anden gør galt.

5. Vend situationen om

At kunne sætte sig i sin partners sted er endnu et vigtigt redskab til at få et parforhold til at fungere. Det kan måske virke indlysende for mange, men Gert Martin Hald oplever alligevel, at vi glemmer at spørge ind til den andens tanker og situation, når vi har en konflikt eller ikke evner at lytte til dét den anden forsøger at sige.

- Du skal spørge dig selv helt grundlæggende, hvordan det andet menneske har det. Hvad er det, at de oplever og tænker i denne her situation? Hvis du prøver at spørge lidt ind til det og interessere dig for det, gør det både, at den anden føler sig hørt, men også, at du selv forstår, hvor de kommer fra. Det er noget, man ofte kan overse og glemme at gøre i et parforhold, fordi man ofte bygger konflikterne i forholdet på antagelser: "Du gør nok sådan, fordi…” eller "når du siger dét, så mener du i virkeligheden noget andet". Det bliver tillagt en symbolværdi, som ikke nødvendigvis er der, og så er der pludselig så meget støj, at man aldrig hører, hvad hovedbudskabet egentlig er, lyder det fra Gert Martin Hald.

Anbefalet til dig