Giv et blad i julegave. Eller forkæl dig selv med en skøn julegave. Priser fra 149 kr.

Ellen Trane Nørby og Ritt Bjerregaard
Foto: Nicolai Mørk/Skovdal Nordic I fælles kamp for medicinsk cannabis.

Ellen Trane Nørby og Ritt Bjerregaard i fælles kamp: " Folk skammer sig, for de ved godt, at det er ulovligt"

Ellen Trane Nørby har to små børn og et job, der passer rigtig dårligt til et familieliv. Ritt Bjerregaard er kronisk syg af kræft og ved aldrig, hvad den næste scanning viser. Begge er de drevet af en passion for en fælles sag: medicinsk cannabis.

To vidt forskellige biler triller ind på parkeringspladsen ved den lille offentlige strand.

Den store sorte Mercedes bliver kørt af en professionel chauffør, som sammen med en sekretær har hentet ministeren hjemme i Sønderborg. En hvid minibil parkerer ved siden af.

Det er et umage møde: Den ene er sundheds-minister, den anden er kronisk kræftpatient. De to kommer fra hver sin politiske fløj og fra hver sin generation, og de har aldrig før haft en fælles sag. Men det har de nu: De er gået til kamp for medicinsk cannabis, og det er derfor, de har sat hinanden – og ALT for damerne – stævne på en fynsk strand en mandag eftermiddag.

– Jeg tror på det her. Jeg har mødt så mange mennesker, der har fortalt mig, at de ikke får tilstrækkelig smertelindring med konventionelle præparater, så jeg havde ikke været sundheds-minister ret længe, før jeg gik i gang, fortæller Ellen Trane Nørby, som er kvinden bag en omdiskuteret forsøgsordning, som trådte i kraft 1. januar i år.

LÆS OGSÅ: Signe Lindkvist: "Jeg sagde slet ikke til nogen, at jeg gik rundt med en kæmpe sorg"

Ritt Bjerregaard er græsrod i den her sammenhæng. Hun sidder i bestyrelsen for foreningen Cannabis Danmark.

– Jeg er blevet engageret, fordi Søs Egelind kom til mig. Det er vigtigt, og jeg mener, at virkelig mange mennesker kan have gavn af det. Søs siger, at hun ikke tror, hun havde overlevet, hvis hun ikke havde brugt cannabis til at lindre smerterne.

De to kvinder går ned mod stranden. Ritt Bjerregaards sølvgrå hår lyser op mod solbrændtheden, der kommer af et langt forår i sommerhuset. Det ligger tæt på mødestedet.

– Min mand har været til øjenlæge i formiddag og skal have ro, ellers kunne vi sagtens have været hos mig, siger hun.

Hun er hjemmevant her og går forrest, da de skal passere et mudret stykke, hvor det gælder om at balancere på nogle flade træstammer. Men hun mister fodfæstet, og både fod og sandal forsvinder ned i mudderet – et kort øjeblik ser det ud, som om hun vil falde.

– Jeg har mistet balanceevne, efter jeg har været syg, fortæller hun, mens hun skyller sin sandal ren i vandkanten.

Ritt Bjerregaard fik konstateret kræft i endetarmen i 2015. En operation fjernede den oprindelige kræft, men den nåede at sprede sig som metastaser i lungerne.

LÆS OGSÅ: Kirsten Lehfeldt om at græde af lykke: "Han kan gøre mig grådlabil på et splitsekund"

– De sidder der, og de forsvinder ikke, og så må jeg bare få mest muligt ud af det. Og det får jeg! Og det her med Cannabis Danmark og forsøgsordningen, det giver mening. Det er med til, at jeg godt kan skubbe min sygdom fra mig. For her er noget andet, der er vigtigt.

Også for Ellen Trane Nørby har kampen for cannabis en højere mening.

– Jeg beundrer Ritts ro og evne til at hvile i noget og finde energi i noget andet. Og det her er også for mig en af de sager, hvor jeg tænker "det her rykker noget". Det får mig ud af sengen om morgenen, og det kommer til at betyde noget ud over min tid som sundhedsminister. Det kan rent faktisk rykke ved vores måde at tænke ting på og bringe Danmark i front som forsøgs- og udviklingsland.

Hun var højgravid, da hun i november 2016 blev udnævnt til sundheds-minister. Allerede inden hun gik på barsel, vidste hun, at det her SKULLE lykkes. Også selv om hun helt fra begyndelsen har mødt modstand fra mange sider: Internt i regeringen er meningerne delte, især de konservative har det svært med at gøre nogen form for cannabis lovlig.

Lægerne er imod at skulle tage ansvaret for at udskrive cannabis, så længe effekten ikke er videnskabeligt bevist.

Forskerne mener, at der er alt for få penge sat af til forskning, og at de har for kort tid til at kunne sige noget om bivirkningerne på langt sigt.

– Jeg mener, at lægerne og videnskaben er bagud i forhold til befolkningen og globale trends. Og da jeg tiltrådte som minister, havde jeg for længst mistet tålmodigheden.

Efter 10 en halv uges barsel var hun tilbage på sagen, Regeringen godkendte en dyrkningsordning i juni sidste år, og den første gartner fik tilladelse i november.

– Det er let at slå gode idéer ihjel i bureaukrati, og det skulle ikke ske med det her. Jeg tror, der er medarbejdere i mit departement, der synes, det gik lovlig hurtigt, men det er bare nødt til at gå hurtigt, når man sætter sig noget for. For mig var det vigtigt at få hastighed i det, for hvis vi skulle være i front på det her og få investeringerne til at ligge i Danmark, så nytter det ikke noget, at vi bruger to år på at udforme en dyrkningsordning.

Fronterne trukket op


1. januar 2018 blev det muligt for lægerne at udskrive medicinsk cannabis.

– Som minister kan man være med til at gøre en forskel, og det her er et af de områder, hvor jeg føler, at jeg har pligt til at skabe bedre forhold for en masse mennesker, der lever i et smertehelvede. Jeg mødte en 90-årig kvinde, som jeg har kendt i mange år, og som har sammenfald i ryggen. Hun fortalte mig – med et på samme tid fandenivoldsk blik i øjnene og lidt duknakket – at hun nu var blevet kriminel, for hun var begyndt at købe cannabis i Tyskland, fordi det var det eneste, der gjorde, at hun kunne sove.

Ritt bryder ind.

– Det er noget af det, der er vigtigt, og som Ellen og jeg er helt enige om: Folk skammer sig, for de ved godt, det er ulovligt, men hvis du har stærke smerter, så skaffer du det, selv om det er ulovligt. Det er også derfor, det er godt, Ellen har sagt, at der kan gives tilskud til at købe det i Danmark, for ellers ville det igen blive for dyrt i forhold til det sorte marked.

De seneste tal viser, at på de første fem måneder af forsøget var der 454 patienter, der fik udskrevet cannabis hos 135 praktiserende læger. I alt er der i Danmark mere 3.400 praktiserende læger, men langt de fleste tøver med at udskrive cannabis frem for konventionel, gennemprøvet medicin.

Ellen Trane Nørby og Ritt Bjerregaard: Ellen Trane Nørby og Ritt Bjerregaard: Foto: Nicolai Mørk/Skovdal Nordic.

Er det ikke forståeligt, at lægerne synes, det er for stort et ansvar, når der nu ikke er videnskabelig evidens for virkningen?

Ellen: – Det er hos den praktiserende læge, de fleste har kontakt med sundhedsvæsnet, og medicinsk cannabis skal være et præparat på linje med de andre præparater og behandlingsmetoder hos den praktiserende læge. Han/hun kan sige "nu har vi prøvet de her tre typer gigtmedicin, der er ikke noget af det, der giver dig gavn, skulle vi nu ikke prøve at give dig den her cbd-olie, og så følger vi begge to med i det".

Ritt Bjerregaard roser ministeren for at have lagt ansvaret hos de praktiserende læger: 

– I udlandet er det mange steder sådan, at det skal vurderes i forskellige specialistgrupper, før man overhovedet kan få tilladelse til at få det. Det er godt set af Ellen at gøre det på denne enkle måde: Man kommer op til sin praktiserende læge, og det er ham eller hende, der træffer beslutningen.

– Nu findes muligheden, og så skal det nok sprede sig. Nu er den hurdle, vi skal over, prisen, for det er stadig billigere på det sorte marked.

Ritt har endnu ikke selv haft brug for at dulme smerter med cannabis.

– Jeg mærker ikke noget til metastaserne. Og det selv om det bestemt var rædselsfuldt at være igennem en kemobehandling, så havde jeg ikke kvalme, og jeg kunne godt spise, så der var ingen grund til, at jeg skulle bruge cannabis.

Hun får ingen medicin i øjeblikket, men hvert halve år går hun til en scanning.

– De sidste to år har lægerne kunnet konstatere, at metastaserne ikke
er vokset. Jeg har indtryk af, at det undrer dem, og foreløbig føler jeg mig meget heldig.

LÆS OGSÅ: Andreas Jessen om at miste sin far som 24-årig

Kan du godt lade være med at bekymre dig for, hvad scanningen viser næste gang?

– Ja, det kan jeg godt. Jeg nyder livet, men spiser fornuftigt, og jeg tænker på det i forhold til mit immunforsvar, det, tror jeg, er vigtigt, og så gør jeg en del ud af min motion og vil gerne være så sund som muligt, jeg har det her ur, der tæller skridt og så videre.

– Og så en uge før jeg skal til scanning, så har jeg det ikke så godt, der går jeg og bider negle. Så går tankerne i gang. Men så får jeg beskeden – og den er forhåbentlig også god i slutningen af august, når jeg skal have den næste gang – og så skyder jeg det fra mig.

Work-life-balance

I Ritts ende af tilværelsen må man godt nøjes med at gøre lige, hvad man har lyst til. Ritt tilbringer fire dage om ugen i sommerhuset, hvor hun skriver på sine erindringer og bader så ofte, hun kan komme til det. Hjemme i København dyrker hun sine mærkesager, går til møder og holder foredrag. Alt sammen i hendes tempo og på hendes præmisser. Hun kan slet ikke forstå, hvordan Ellen får sit liv til at hænge sammen.

– Hvordan i alverden klarer du det? Jeg kigger på dig og dine jævnaldrende og kan ikke forstå, hvordan I gør det. Jeg har jo ikke haft børn og har haft en meget større frihed i mit politiske liv.

Ellen: – Det er benhård prioritering, og nogle uger hænger det mig langt ud af halsen, og andre gange, så synes jeg, det lykkes. I sidste ende er der NUL mig-alene-tid. Det eksisterer ikke, men det er så en periode i livet, hvor man har valgt at være minister samtidig med at have små børn, så er der nogle ting, der prioriteres bort.

Ellen Trane Nørby bor med sin mand og to børn i Sønderborg, hvor hun netop har holdt en slags weekend med dem (dog afbrudt af en royal galla). Nu har hun mandagen alene, men i morgen kommer familien til København.

– Min mand arbejder som udgangspunkt fra København fire dage om ugen og fra Sønderborg én dag om ugen, så de kommer herover hver uge. Jeg vil ikke leve et liv, hvor jeg ikke ser min familie i løbet af ugen. Min mand har heldigvis en fleksibel chef, der godt ved, at når hustruen bliver minister, så kræver det noget.

Ritt glæder sig over at høre, hvordan løsningerne er blevet mere varierede med årene.

– Der i begyndelsen af 70'erne var jeg bekymret for, at fordi jeg ikke havde et barn, så var jeg med til at danne det billede, at man som kvinde kun kunne klare at være i politik og være minister, hvis man ikke havde børn. Og det ville være et forkert signal, og det er heldigvis klart demonstreret, at det kan man godt.

– Samtidig må jeg sige, at jeg har da haft stor glæde af, at jeg altid har kunnet være med. Jeg har aldrig haft den forpligtelse, at der var nogle børn, der ventede, eller nogle løfter, jeg havde givet, der ikke kunne indfries. Det har været en fordel for mig. Men det er godt, at der i dag er plads til hele spektret.

Ellen gør, hvad hun kan for at få det hele til at hænge sammen. Men opstår der akutte sager i ministeriet, må familien vente:

– Så bliver de brændt af. Og så bliver jeg nødt til at sætte kapital ind på andre tidspunkter, så der er noget at tage af, når jeg bliver nødt til at brænde dem af, fordi der opstår noget, der er vigtigere og uomgængeligt.

Men hun trøster sig med, at det i dag ikke længere kun er kvinderne, der står i det dilemma.

– Simon Emil (Ammitzbøll, Liberal Alliance, red.) er lige blevet far, og nu kigger vi alle sammen på ham. Da jeg fik det at vide, kiggede jeg på ham sådan "tager du barsel? Det skal du jo. Du skal være et godt eksempel og nyde tid med din datter!". Han er gået på barsel, og Morten Østergaard har også været på barsel, så vi rykker jo det der pres og forventninger andre steder hen nu.

Kvoter eller ej


Meget har ændret sig på den front, siden Ritt var ung minister – hun var blot den 10. kvindelige minister i Danmarkshistorien, da hun blev sat i spidsen for Undervisningsministeriet i 1973.

Men det er stadig ikke nok, mener Ritt, der går ind for, at halvdelen af en regering skal være kvinder.

– Vi mangler at erobre de afgørende udvalg: Økonomiudvalg og koordinationsudvalg. Dér sidder kvinderne for tyndt, så der er fortsat noget at kæmpe for, siger hun og peger på, at der i dag sidder seks mænd ud af seks mulige fra de tre regeringspartier i koordinationsudvalget.

– Jeg synes, der skal være kvoter. Man må kigge på det og sige "det her går ikke". Så må man udvide udvalget, så der kommer en mere, som er en kvinde.

Den siddende regering har ni kvindelige ministre, hvilket udgør 41 procent og er den største andel af kvinder i en regeringsdannelse nogensinde. Men den er blevet kritiseret for, at kvinderne sidder på de "bløde" stofområder.

Men den køber Ellen Trane Nørby ikke.

– Jeg synes, at det er en fejl at kalde det bløde emner, for det er jo de største emner. Det er der, hvor vi ultimativt bruger flest af de penge, vi kratter ind. Sundhed, børn, undervisning. Så jeg set det som et privilegium at få lov til at sidde på nogle af de områder, hvor man virkelig rykker ved noget.

Her rammer samtalen et punkt, hvor de to kvinder er uenige. For mens Ritt mener, at kvinderne skal have faste pladser i regeringens kontrolrum, så mener Ellen, at udviklingen skal komme af sig selv.

– Jeg er ikke kvotetilhænger, jeg synes, at vi får mere og mere. Vi er ikke nået til fuld ligestilling, men vi er kommet langt, og når jeg kigger internationalt, så er vi kommet rigtig langt. Men jeg synes, at mændene mangler at få mere plads til at være far. Min egen mand har været privilegeret – og også sød – og han har taget størstedelen af barslen, men på det punkt kan man virkelig se, at mange kvinder opfatter det som deres barsel, og at rigtig mange mænd ikke ser det som deres opgave. Og det sætter sig i alt fra pensionsopsparinger, til hvem tager barnets første sygedag. Det er en kulturel diskussion, men det er også en ligestillingsdiskussion.

Ritt: – Det er jeg enig i, men jeg plejer at bruge som eksempel, at jeg selv er blevet kvoteret. Da jeg blev valgt ind i Folketinget i 1971, blev jeg spurgt, om jeg ville være medlem af Finansudvalget. Socialdemokratiet havde nemlig aldrig haft en kvinde i Finansudvalget før, så det syntes de ville se godt ud. Jeg tror, de raflede om, hvem det skulle være, for de vidste ikke noget om mig, sådan en helt ung lærerinde, der var valgt på Fyn. Men jeg var da glad, fordi – og det er min pointe – så kunne jeg demonstrere, hvor smaddergod jeg var. Og selvfølgelig kunne jeg finde ud af det. Men hvis ikke partiet havde tænkt, at "nu går den ikke længere uden kvinder", så var jeg da ikke kommet ind, så havde de taget en mand, som de plejede. Kvoter kan give kvinder nogle chancer, som de ellers ikke får.

Uenigheden om andre politiske emner ødelægger ikke noget mellem dem. De har en fælles hjertesag.

Ellen: – Vi er ikke politisk enige om alt, men nogle gange bliver dansk politik så karikeret, tegnet op som om vi altid er uenige, og det er vi jo bestemt ikke. Det her et godt eksempel på noget, der favner bredt, og hvor skillelinjerne er nogle andre. Selv om Ritt i sin tid som minister har ment noget, jeg langtfra var enig i, så har jeg altid respekteret det med at have en mening, og det er også det, jeg selv har lagt for dagen. Så kan det godt være, at der er nogen, der mener, at "cannabis, hvad er det dog for noget?!", men det er vigtigt at kæmpe for det, man tror på.

Ritt indrømmer, at det havde været endnu bedre, hvis det havde været en socialdemokratisk minister, der havde indført cannabis-ordningen. Men når det nu skal være en borgerlig, så er hun glad for, at det blev Ellen.

– Jeg har altid haft stor respekt for Ellen. Jeg synes, det er vigtigt, at politikere træder frem, står for noget, vil noget og sørger for at være på i medierne, og det er Ellen god til. Jeg vidste, det ville blive et godt samarbejde, og når man er kvinde, så bliver man også glad, når det er en kvinde, der er god.

Hvem er Ellen Trane Nørby og Ritt Bjerregaard?

Ellen Trane Nørby, 38 år

  • Sundhedsminister, Venstre.
  • Tidligere børne-, undervisnings- og ligestillingsminister.
  • Danner par med
  • Ulrik Ryssel Albertsen, som hun har en datter på 4 år og en søn på 1 år med.

Ritt Bjerregaard, 72 år

  • Forfatter og foredragsholder.
  • Tidligere folketingsmedlem og minister, Socialdemokratiet.
  • Danner par med historiker Søren Mørch.
  • Lider af uhelbredelig kræft med metastaser i lungerne.

MEDICINSK CANNABIS – her står sagen nu

1. januar trådte en omdiskuteret 4-årig forsøgsordning i kraft, der gør det muligt for patienter med eksempelvis sclerose, rygmarvsskader, kvalme efter kemoterapi eller kroniske smerter at få lægeordineret medicinsk cannabis, hvis de ikke har effekt af relevante godkendte lægemidler. Ordningen blev stemt igennem af et enigt Folketing. Den anbefalede dagsdosis for de nuværende produkter ligger på op til 400 mg, hvilket medfører en månedlig udgift på 1.950 kr. Pr. 1. januar 2019 vil det være muligt at få tilskud.

LÆGERNE

Lægemiddelstyrelsen har lavet en vejledning til lægerne, men Lægeforeningen mener, at Ellen Trane Nørby beder dem om noget, de ikke er klædt på til.
"Hun vælger at overse det faktum, at det faglige grundlag ikke er i orden, og at vi ikke har at gøre med et godkendt lægemiddel, og derfor er lægerne naturligvis vældig skeptiske. Under normale omstændigheder ville vi kompromittere vores faglige etik og autorisationslovens krav om at vise omhu og samvittighed i vores gerning, hvis vi udskrev ikke-godkendte lægemidler uden indikation", siger Andreas Rudkøbing, formand for lægeforeningen (Sundhedspolitisk Tidsskrift).

FORSKERNE

Der er sat 10 mio. kr. af til forskning, og indtil videre er to videnskabelige forsøg sat i gang. Men det er ikke nok, lyder kritikken."Det er meget begrænset, hvor meget viden man kan få af 2-4 studier. Man kan for eksempel kun undersøge én speciel type smerter og 1-2 typer cannabis i ét studie, og det skal være meget stort, før man kan være ret sikker på resultatet. Samtidig har vi allerede 5-10 studier, der viser, at visse typer af medicinsk cannabis ikke har nogen effekt på smerter, så uanset hvad et studie måtte vise, vil det være en dråbe i havet, som ikke vil kunne fastslå, om der er en effekt«, siger Nanna Brix Finnerup, dr.med., professor på Institut for Klinisk Medicin – Dansk Smerteforskningscenter ved Aarhus Universitet (Videnskab.dk).

LANDBRUGET

Sideløbende med forsøgsordningen har danske landmænd fået lov at dyrke cannabis, og det er blevet taget godt imod: "Vi kan se, at resten af verden er godt i gang med at udvikle de her produkter, imødekomme nogle efterspørgsler hos diverse patientgrupper og udvikle den forretning, der er i det her. Så det er positivt, at vi ikke står tilbage på perronen, men kommer med på udviklingen", siger Lars Hvidtfeldt, viceformand i Landbrug & Fødevarer (Jyllandsposten).

Se, hvad vi ellers skriver om: Sygdom, Døden og Kvinder du skal kende