Anne Sofie Allarp
SPONSORERET indhold

Er kvinde kvinde værst?

Er vi kvinder for dårlige til at glæde os på hinandens vegne? Sende ros derhen, hvor det er fortjent? Er der noget om snakken? Er vi hinandens værste fjender?

Af:: Anne Sofie Allarp
07. jun. 2016 | Livsstil | ALT for damerne

Der er næsten ikke noget, jeg hader mere end ordsproget: "Kvinde er kvinde værst". Jeg kan ikke udstå det. Der er noget del og hersk over det. Og så er det er jo ikke sådan, livet er. Kvindeliv understøtter andre kvindeliv i afgørende grad. Hvad skulle vi gøre uden hinanden?

Men fra tid til anden lister der sig bølger af tvivl ind i mit sind. Er der noget om snakken?

I sidste uge nåede jeg lige at se stykket "Toves Værelse" med Paprika Steen i hovedrollen. Det var sidste aften Folketeatret i København viste det. Stykket handler om digteren Tove Ditlevsens sidste år og turbulente forhold til chefredaktør på Ekstrabladet Victor Andreasen, som åbenbart var meget ustabil.
Og det var i verdensklasse. Dialogen var dynamisk og uforudsigelig, der var høj, algegrøn søgang og dirrende irritabilitet imellem de to hovedrolleindehavere. Scenografien var stilfuld og uhyggelig på en gang, et angreb på sanserne.

Paprika Steen var blevet Tove, hendes stemme ny og portrættet hjerteskærende, så hjerteskærende at tårerne trillede ned ad kinderne ved tæppefald.

Og anmeldelserne var da også en lang anprisning, nå nær tre (blandt andet denne og denne). Tre, der vel at mærke alle var skrevet af kvinder. Weekendavisens anmelder fandt f.eks. at Paprika Steen var hul og karikeret, og, - helt galdebittert -, at det eneste højdepunkt var den mandlige birolleindehaver. Så er der ligesom sat streg under.

LÆS OGSÅ: Kvinder, råb højt og vær smukke!

Er vi for dårlige til at glæde os på hinandens vegne? Sende ros derhen, hvor det er fortjent? Løfte hinanden op? Ville vi have flere Tove Ditlevsen Boulevarder og Suzanne Brøgger-gader og Paprika Steen-veje, hvis vi kunne rumme hinandens genialitet?

Man kunne virkelig godt få den mistanke.

Der er altid publikum og medvind, hvis vi angriber hinanden. Det er svært at åbne en debat-sektion uden at se kvinder tale andre kvinder ned eller til tavshed. Man skal faktisk stort set ikke have andet på hjerte end at skælde en anden kvinde ud for at svigte eller fejle, så er der spalteplads i metermål.

Og der er næsten ikke bedre hadeobjekter end kvinder i det offentlige rum, vel? Der er alligevel flere følelsesmæssige udsving omkring en Zenia Stampe eller en Trine Bramsen end omkring Esben Lunde Larsen og Morten Østergaard. Den kvindelige studievært eller senior-korrespondent får lige et par ekstra granskninger med på vejen.

Men er vi værre end mænd eller bare lige så slemme?

Vi ved, og det er fuldstændigt målbart, at kvinder også diskriminerer imod kvinder.

LÆS OGSÅ: Vi lever i en kultur, der tillader voldtægt

Så målbart at man ved, at det ikke er nok, bare at sætte kvinder til at rekruttere nye medarbejdere f.eks.. Vi er sjovt nok også præget af den verden, der ikke dømmer de to køn ens.

Et forskerhold på det amerikanske eliteuniversitet, Yale, lavede et eksperiment med 127 af universitetets ansatte. De blev bedt om at evaluere en ansøgning fra en kandidat, der søgte om et job som laboratorieleder. De blev bedt om at vurdere ansøgerens kvalifikationer, om de selv ville være mentor for vedkommende, den passende startløn og hvorvidt personen fremstod som et rart menneske. Halvdelen af testpersonerne fik en ansøgning fra Jennifer og halvdelen fra John. Ud over navnene var ansøgningerne identiske.

Og som du måske allerede har gættet, så var der uhyggelig stor forskel på "John" og "Jennifers" evalueringer. Jennifer fremstod mindre kvalificeret end John, og den startløn hun i gennemsnit blev tilbudt lå 4.000 dollars lavere end Johns. Der var færre, der havde mod på at være hendes mentor, men til gengæld virkede hun sødere. Men hvad fanden hjælper det, når lønnen er så lav.

Der var ingen forskel på evalueringerne fra mandlige og kvindelige testpersoner, og det viser at der i det mindste ikke er nogen ekstra hjælp at hente fra din medsøster, hun vil dømme dig lige uretfærdigt.

Men om hun dømmer dig hårdere, end en mand ville have gjort, det vides ikke. Forskningen er ikke entydig.

Så kvinde er muligvis bare kvinde lige så værst som en mand.

Og derfor kunne der selvfølgelig også bare være en tilfældighed, at det lige var tre kvinder, der med stort underskud fandt hår i suppen på noget så mesterligt som "Toves Værelse".

Jeg skal i hvert fald være den første til ikke at holde deres køn, men alene deres skriverier, imod dem.

LÆS OGSÅ: De uskrevne sms-regler

LÆS OGSÅ: Rejs dig op, og bliv ved med at gøre det, du elsker. Igen og igen

LÆS OGSÅ: Hvorfor inviterer medierne kun kvinder til at debattere ligestilling og kropsidealer?