"Før voldtægten var jeg den sjove pige"

Som så mange gange før tager Sarah Kruse de 400 meter hjem fra en bytur i Jomfru Ane Gade i Aalborg på gåben. Hun nyder, at hun bare kan smutte hjemad, når festen er døende og stiletterne klemmer. Der er ingen taxi, der skal ringes til. Bare den korte tur gennem natten. Hun siger farvel til en veninde på LA Bar, hvor de har snuppet den sidste øl, og svinger forbi 7eleven efter en pizza-slice.

Hjemme skubber hun bygningens tunge hoveddør op og går et par trin op til sin lejlighed. Hun låser sig ind og lader døren stå åben, mens hun tager skoene af i gangen. Det har været en hyggelig aften, og på trods af, at klokken er halv fire, har hun holdt igen med drinksene. Næste dag byder på en fødselsdagsfest, og hun vil ikke dukke op helt tung i hovedet. Da hun vender sig om for at lukke døren, står han der. Først er hun forvirret og tænker, at han er gået forkert og skal besøge naboen. Men hun indser hurtigt, at den fremmede mand har fulgt efter hende. I det øjeblik forsvinder hendes sanser. Hun ser ingenting, tænker kun. Og kæmper. Hun sparker og slår, men han tvinger hende ned på gulvet i køkkenet. Hun forsøger at skubbe ham væk og råber, at han skal lade hende være. Det lykkes ham at få både hendes strømpebukser og trusser af, selvom hun febrilsk forsøger at presse benene sammen. Til sidst tager han fat om hendes hals og klemmer til. Langsomt mærker Sarah ilten forsvinde, mens hun hører ordene: "Hvis du ikke stopper med at gøre modstand, slår jeg dig ihjel."

− Derfra vil jeg bare ikke dø, så jeg lukker øjnene og ligger stille. Jeg ved ikke, hvor lang tid der går, men jeg venter bare på, at han er færdig.

Sarah fortæller sin historie med et underlag af kynisme. Der er ingen selvmedlidenhed. Kun tørre fakta. Voldtægten er blevet en del af hende. Et element i historien om, hvem hun er. Benhård erfaring, som skal bruges til at hjælpe andre. I dag kan Sarah ikke fremkalde et eneste billede af manden. Hårfarve, højde, positur – alt er væk. Hendes krop lukkede ned, og chok og fortrængning har fjernet enhver mental tilbagespoling. Men hun husker tydeligt, hvad hun blev udsat for. Da manden endelig har gjort sig færdig og fjerner sin krop, drejer Sarah sig om på siden og trækker benene op i fosterstilling med øjnene lukkede. Stille forsøger hun at simulere søvn.

− Jeg tænker, at hvis jeg lader som om, alt er ok, så slår han mig ikke ihjel. Jeg forsøger at holde mit åndedræt roligt, men jeg hyperventilerer fuldstændig, og tårerne vælter ud af hovedet på mig.

Læs også: Klumme - Adoptionsdebatten der kammede over

Stoler ikke på nogen
Sarah Kruse var 23 år, da hun blev voldtaget den 15. marts 2008 på køkkengulvet i sin egen lejlighed. Inden da var hun den sjove pige. Hende som altid planlagde fester og havde venner på besøg. Folk kunne bare overnatte og flytte ind flere måneder ad gangen, hvis de havde brug for tag over hovedet. Men efter voldtægten ramlede hendes verden, og hun udviklede en lang depression. De mennesker, som hun tidligere var så tætte med, anede ikke, hvad de skulle sige til hende. Et voldtægtsoffer var for stor en mundfuld.

− Mine venner forsvandt meget hurtigt. De kunne ikke forholde sig til det. Især ikke fyrene. De trak sig væk fra mig, og jeg trak mig også væk. Jeg havde det svært med, at der aldrig var nogen, der turde spørge ind til, hvordan jeg havde det. Jeg var ude engang imellem og kunne sidde med 10 mennesker, som jeg havde kendt i mange år, men ingen spurgte mig, hvordan det gik.

Sarah mistede hurtigt tilliden til andre mennesker. Der var ingen forståelse at læne sig op af, ingen omsorg at trække på. Tværtimod blev hun efterladt med en gennemsyrende følelse af at være til besvær. Selvom hun efter voldtægten gik til psykolog i to år, er sporene stadig dybe og kræver, at hun hver dag husker på, at der er mennesker, som vil hende det godt.

− Jeg arbejder rigtigt meget med at stole på de mennesker, der er tæt på mig. Jeg tror ikke på, at folk holder af mig. Jeg tror ikke på det, når folk roser mig. Det værste for mig er at blive efterladt eller afvist. Det er som om, folk siger, at de ikke kan lide mig, som jeg er, og derfor går de. Efter voldtægten ville jeg bare gerne have ret til at være. Jeg ville bare have lov til at ligge i min seng, uden at nogen forventede noget af mig. Uden at jeg skuffede nogen eller var en belastning for andre.

Depressionen udviklede sig til en identitetskrise, hvor Sarah mistede fornemmelsen af, hvem hun selv var. Hun anede ikke, hvad hun selv ville, og følte, at alt var taget fra hende. Også i forholdet til hendes egen krop var menene efter voldtægten uoverstigelige.

− Jeg har følt, at min krop var det værste, der fandtes. Den blev krænket så vildt, at det blev til et beskidt og ulækkert sted, som ikke burde eksistere. Jeg kunne stortude ved tanken om at skulle dyrke sex. Jeg følte mig som en brugt ting, som ingen var fortjent med at røre ved.

De første uger efter voldtægten fik Sarah ingen hjælp. På Center for voldtægtsofre kom hun til en samtale med en sygeplejerske og en socialrådgiver, men der var ingen decideret behandling at hente. De lyttede, og Sarah kunne læsse af. Det var det. Efter et opkald til sin egen læge fik hun en henvisning til en psykolog. Her var ventetiden halvanden måned, og Sarah kunne få fem psykologtimer betalt. Hun røg også på antidepressiv medicin, men det, hun havde brug for, var at tale med nogen, som forstod, hvad hun gennemlevede hver dag. Efter fem måneder stødte hun på en brochure for Hjælp Voldsofre i psykologens venteværelse. Da hun ringede til telefonnummeret i brochuren, fik hun fat i en venlig kvinde i Randers ved navn Gitte. Foreningen sørgede for, at Sarah fik al den psykologhjælp, hun havde brug for. Og Gitte kom hun til at tale med hende flere gange om ugen i meget lang tid.

− Nogle gange kunne simple ting blive til store problemer. Bare det at vaske op kunne jeg slet ikke overskue, og det gjorde mig bare så ked af det. Men Gitte hjalp mig til at komme igennem hverdagen.

Læs også: Mor til en misbruger

Bange og alene
I Sarahs køkken skræver manden efter voldtægten over hendes hikstende og rystende krop på gulvet, og mens hun kæmper for at ligge helt stille, hører hun ham gå rundt og stjæle alt af værdi i lejligheden. Først da den tunge hoveddør smækker i efter ham, åbner hun øjnene, rejser sig og låser døren.

− Der er ingen tanker. Jeg er slet ikke til stede. Jeg handler rent instinktivt, og min intuition fortæller mig, at jeg skal bevare dna'en, så jeg går ikke i bad eller på toilettet. Jeg tager trusserne og strømpebukserne på igen og hiver et par bukser og en jakke over.

Derefter finder Sarah sit pas. Manden har taget hendes pung, og hun skal kunne identificere sig selv. Hun løber tilbage til Jomfru Ane Gade for at hente hjælp. Hendes telefon er også snuppet, så hun griber fat i en vagt og får ham til at ringe til politiet. På politigården beder de hende finde en taxi og komme med det samme.

− Jeg har talt med taxichaufføren efterfølgende, og han fortalte, at han faktisk ikke forstod et ord af, hvad jeg sagde den nat, fordi jeg hyperventilerede og hulkede. Men jeg kan ikke selv huske ret meget.

Natten er præget af to gruppers store demonstrationer tidligere på dagen i Aalborg, og på politigården er betjentene underbemandede og glemmer Sarah. Uden nogen beroligende ord bliver hun efterladt alene i et modtagerum med store vinduer, der vender ud mod gaden.

− Jeg sidder bare og tænker, at lige om lidt cykler manden forbi derude. Og når han ser mig, kommer han ind og slår mig ihjel, fordi jeg er gået til politiet.

Med frygten i kroppen begynder hun at hamre på ruden i en dør, hvor hun kan skimte betjentene på den anden side, men ingen hører eller ser hende.

− Til sidst ligger jeg på gulvet og banker på ruden. Jeg har ikke mere tilbage i mig overhovedet. Pludselig kommer en betjent ud, og han er helt overrasket over at finde mig på gulvet. Jeg er ikke rigtig til stede. Jeg kan huske, at han fører mig ned til et rum, hvor jeg bliver afhørt. Min krop er så meget i chok, at jeg ikke kan få et ord frem. Jeg ved, at jeg er blevet voldtaget, men det er lige før, at jeg ikke ved, hvor det er sket henne.

Under afhøringen ankommer Sarahs mor, og forklaringen bliver endnu mere usammenhængende og betjenten endnu mere utålmodig.

− Derfra er det bare ja og amen. Jeg svarer tilfældigt på spørgsmålene, for jeg vil bare have min mor.

Efter afhøringen bliver Sarah tilbudt vand og kaffe og går på toilettet. Hun er ikke længere opmærksom på at dna'en skal bevares, og politiet virker heller ikke til at skænke det mange tanker. Hendes mor kører hende til retsmedicinsk undersøgelse på skadestuen, hvor hun bliver podet. Da hun endelig kommer hjem næsten 12 timer efter voldtægten, får hun noget beroligende og falder om og sover i halvandet døgn.

Læs resten af artiklen på næste side...
Falsk anmeldelse
Den næste tid udvikler sig til en kamp mod politiet. Sarah får ingen oplysninger, men må selv opsøge betjentene. Kun for at få at vide, at de intet har fundet ud af. Hun har det forfærdeligt med, at hun heller ikke selv husker detaljerne for, hvad der skete den nat.

− Jeg ringer til mit telefonselskab for at finde ud af, hvornår jeg har brugt min telefon. Og ringer til PBS for at få at vide, hvornår og hvor jeg har brugt mit dankort. Jeg går ind i 7eleven og spørger, om de har overvågning for at finde ud af, om manden er fulgt efter mig derfra. Jeg ringer til politiet og giver dem alle oplysningerne.

Men politiet stiller sig tvivlende overfor, at Sarah overhovedet er blevet voldtaget. Nogle uger efter får Sarah et nyt opkald fra den samme betjent, som afhørte hende. Han fortæller, at der i rapporten fra retsmedicinsk ikke er tegn på, at hun er blevet voldtaget.

− Hvad helvede gør man så? Jeg fik ikke nogen hjælp, politiet troede ikke på mig, og alt begyndte bare at falde fra hinanden. Der begyndte jeg at tvivle på mig selv. Bildte jeg mig noget ind? Var jeg blevet skingrende skør?

Til en samtale med bistandsadvokaten bliver konsekvensen tydeliggjort. Sarah kan blive tiltalt for falsk anmeldelse. Hun beslutter sig for at samle så mange oplysninger sammen som muligt, inden hun skal til en afsluttende afhøring hos politiet tre måneder efter voldtægten. Hun får en udtalelse fra sin egen læge, og hendes psykolog skriver en erklæring på, at hun er dybt traumatiseret.

− Det er den mest skæbnesvangre dag i mit liv. Her bliver det afgjort, om jeg var noget eller ej. I mellemtiden har jeg fået en ny sagsbehandler hos politiet. Det første, han siger under afhøringen, er, at han har fået svar fra retsmedicinsk, og at det er tydeligt at se, at det er et groft seksuelt overgreb, jeg har været ude for. Han kendte intet til de oplysninger og opkald, jeg tidligere havde fået.

Sarah lytter chokeret til den medfølende betjent, som forklarer, at de ikke har noget at gå videre med, fordi hun ikke har kunnet give et signalement, og der ikke var nok dna-materiale til at lave en dna-profil. At sagen bliver henlagt, fylder mindre. Det vigtigste er, at de endelig tror på, at hun er blevet voldtaget.

− Det er en lettelse, indtil jeg kommer ud af døren og står og har mistet mit liv. Jeg havde mistet alt. Mine venner, mit arbejde og mig selv. Egentlig er jeg jo sindssygt ressourcestærk uden at være bevidst om det i situationen. Jeg får bare tingene gjort.

"Hvordan har du det, Sarah?"
I halvandet år efter voldtægten er Sarah sygemeldt fra sit arbejde som salgskonsulent. De uanede kræfter, som havde hjulpet hende i kampen mod politiets mistillid, beslutter hun at bruge på frivilligt arbejde, og hun begynder at spille fodbold for at komme lidt ud. På fodboldbanen møder hun Karina. Den første, der tør spørge: "Hvordan har du det, Sarah?".

− Da jeg lærte Karina at kende, begyndte der at ske noget. Jeg ville gerne hjælpe andre, og da jeg endelig havde fået ressourcerne til det, kunne jeg ikke finde et projekt i Aalborg, som hjalp ofre for vold og voldtægt. Så Karina foreslog, at vi startede vores eget.

10 måneder efter – i oktober 2010 – har Sarah og Karina sammensat en bestyrelse, fundet lokaler, lavet vedtægter og holdt stiftende generalforsamling for Hjælp Voldsofres nye lokalafdeling i Nordjylland. I dag har foreningen et stort antal medlemmer, og Sarah Kruse er formand. Karina er med på sidelinjen med afgørende moralsk opbakning.

− Som foreningen er vokset, er jeg også vokset som person. Fordi jeg har oplevet succeser, er jeg begyndt at tro mere på mig selv og føler, at der er en grund til, at jeg skal være i den her verden. Der er mennesker, der har brug for mig, og jeg kan gøre en forskel. Det er fantastisk, når ofrene ringer til mig og siger, at de ikke ved, hvad de skal gøre uden mig.

Sarah arrangerer gruppemøder, psykologhjælp og juridisk hjælp for de voldsofre, som henvender sig til foreningen. Det er Sarah, brugerne ringer til, når de har det værst og bare har brug for forståelse. Når det hele ser så sort ud, at selvmord er den eneste udvej.

− Vi har brugere, som er så syge, at de også får psykiatrisk behandling. Tit møder de ingen forståelse, men de ved, at jeg om nogen forstår, fordi jeg selv har været der. Jeg gør alt, hvad der står i min magt for at hjælpe dem. Hvis jeg ikke gør det, hvem gør så?

Et dybere menneske
Den 9. maj 2012 besluttede Sarah sig for at droppe den uddannelse som social- og sundhedsassistent, hun var begyndt på efter voldtægten. Hun indtrådte i stedet som underdirektør i familievirksomheden Kruse Vask, hvor hun er tredje generation ved roret.

− Der tog jeg ansvar for mit eget liv. Jeg tog nogle chancer, som måske ikke var så velovervejede. I årerne efter voldtægten havde jeg et kæmpe behov for at planlægge alt, fordi jeg havde mistet kontrollen over mit liv. Da jeg begyndte på vaskeriet, tog jeg en chance, og det var befriende ikke at tænke så meget over tingene. Kampen sluttede den dag, og for første gang i fire år kunne jeg bare leve mit liv, uden at det her lave selvværd holdt mig tilbage.

Der er stadig men. Sarah går ikke udenfor alene en mørk aften. Der er ikke mange tanker bag det. Det er bare ikke noget, hun gør. Heller ikke et smut ud i bilen, som holder 20 meter fra hoveddøren til hendes hjem.

− Jeg tør godt være alene, men jeg skal bare ikke udenfor. Jeg kan jo ikke vide, om der står nogen. Det er uvisheden, jeg er bange for. Jeg har også altid mine flugtveje og ved, hvad jeg skal gøre, hvis nu nogen bryder ind.

Sarah blev voldtaget af en tilfældig mand. Hun gik det forkerte sted på en forkert nat. Hun var ikke klædt specielt udfordrende. Og var ikke specielt beruset. Det var på ingen måde hendes egen skyld. Selvom hun ville ønske, at det aldrig var sket, er hun alligevel glad for den udvikling, voldtægten kastede hende igennem.

− Jeg vil aldrig få mit liv tilbage. Jeg lever et nyt liv nu med nye venner, nye interesser, nye holdninger og værdier. Jeg er blevet et dybere menneske og tænker mere over de mennesker, jeg har i mit liv. Jeg værdsætter dem og forsøger at tro på, at de vil have mig. Det er hårdt at tænke tilbage på alt det, jeg har været igennem, og dele alle detaljerne, men hvis folk skal kunne forstå, hvad jeg har været igennem, bliver de også nødt til at høre det inderste. Den proces, jeg har været igennem, ville jeg ikke have været foruden, men det måtte gerne have været udløst af noget andet.