Frank Jensen
SPONSORERET indhold

Mistet overblikket? Her er en tidslinje over Frank Jensens krænkelsessager

Den 19. oktober trådte Socialdemokratiets næstformand og overborgmester i København, Frank Jensen, tilbage fra sine poster, efter at flere kvinder – igen – er stået frem med krænkelsessager mod ham. Få overblikket over hændelsesforløbet og alle sagerne her.

Af: Lærke Sofie Bonke Foto: Getty
27. okt. 2020 | Livsstil | ALT.dk

Mandag den 19. oktober skete det: Frank Jensen (S) trak sig tilbage fra sine poster som overborgmester og næstformand i Socialdemokratiet efter et efterår, som han – og mange andre danskere – sent vil glemme.

”Jeg træder ud af politik,” sagde han bl.a. på et pressemøde og tilføjede:

”Jeg ville selvfølgelig gerne have afsluttet mit politiske liv på en anden måde – det siger sig selv.”

Læs også: Politikere står frem med vidnesbyrd: ”Han ville mere, så da hun sov, penetrerede han hende”

Frank Jensen er trådt tilbage, efter at flere kvinder – blandt andet 30-årige Maria Gudme (S), som er medlem af regionsrådet i Region Hovedstaden – er stået frem med flere krænkelsessager mod den 59-årige (nu tidligere) overborgmester, som også tidligere i sin karriere har opført sig seksuelt grænseoverskridende.

I et stort interview med Berlingske søndag den 25. oktober erkendte Frank Jensen efter sin fratrædelse, at han i visse sager måske er gået over stregen. Blandt andet sagde han følgende i forhold til sin krænkende adfærd til en julefrokost i 2011, hvor han er beskyldt for at have kysset en kvinde på øret og slikket hende på halsen:

”Jeg overtræder en regel, som jeg har haft med mig selv, og bliver hængende for længe i forhold til, at jeg er den øverste chef for forvaltningen. Dansen går i gang, der er høj musik, og jeg danser måske også meget tæt, fordi vi taler sammen under dansen,” sagde han til avisen, men understregede, at han hverken kyssede eller slikkede hende.

”Helt ærligt: Det gør jeg altså ikke. Det passer ikke. Og jeg er selvfølgelig ærgerlig over, at jeg på den måde er kommet til at fremstå i et lidt komisk lys.”

Den tidligere overborgmester understregede samtidig, at man generelt skal passe på med ikke at lade ”folkedomstolen” dømme for hurtigt og for hårdt. Det kan belaste ”retssikkerheden”.

”Forældelse er en grundsætning i dansk retspleje. Har du begået en forbrydelse, som kan give op til fire års fængsel, så er den forældet efter fem år. Men i disse moralske og etiske sager arbejder pressen ikke med forældelse. Sager, som ligger 10-12 år tilbage i tiden, bruges i en aktuel debat om krænkelser. Det tror jeg alle kan se er uholdbart,” sagde han til Berlingske.

Anbefalet til dig