"Jeg var 20 år og smaskforelsket. Han var fem år ældre og virkelig god til at lyve"

Jeg var 20 år og smaskforelsket. Han var fem år ældre og virkelig god til at lyve. Kombinationen af de to ting endte i et knap seks år langt parforhold fyldt med utroskab, løgne og bedrag. Et parforhold, hvor jeg altid håbede, at min mavefornemmelse var forkert, selvom den aldrig var det, og hvor jeg gang på gang fik at vide, at det var mig, der var skør, irrationel og jaloux. Et parforhold, der endte alt for sent og lod mig tilbage med et maltrakteret hjerte og selvværd.

Derfor har jeg i de snart 2,5 år, der er gået, siden jeg forlod ham, næsten helt undgået mænd. I begyndelsen var lysten der ganske enkelt ikke, og da den langsomt kom snigende igen, har frygten for at få mit helende hjerte knust igen gang på gang overtrumfet den spæde appetit på kærlighed, som trods alt fandtes inde i mig.

Derfor er næsten alle Tinderfyre blevet dømt ude som enten for taberagtige, for store douches eller bare alt for pæne til mig. Hvilket har resulteret i helt præcist to dates med mænd, der ikke fik muligheden for en date nummer to, fordi jeg allerede havde fundet mindst fem graverende fejl ved dem.

Derfor har jeg i svage øjeblikke seriøst overvejet, om jeg ikke bare kunne blive kærester med min bolleven, for han har jo allerede set mig nøgen og er ikke en fuldstændig idiot. Men jeg er på ingen måde forelsket i ham. Og derfor sætter frygten sig tungt om mit bryst, når jeg er i byen med mine veninder, og den officielle scorejagt bliver skudt i gang. Et startskud, der altid giver mig meget mere lyst til at løbe væk fra målet end mod det.

LÆS OGSÅ: Jeg slog op med min veninde: Kan man basere et venskab på ”sød det meste af tiden”?

Jeg løber generelt alt for meget. Løber væk fra de mulige scenarier, jeg efterhånden har fået skabt i mit hoved, for, hvad der kan gå galt, når man indleder et forhold. Jeg løber væk fra frygten for at blive såret og forladt. Og jeg løber væk fra den ubærlige tanke om overhovedet slet ikke at blive valgt.

 Journalist Amalie Frøkjær-Rubbås. Foto: Daniel Tuladhar og Anne Kring.

Men jeg vil ikke løbe mere. Jeg vil nemlig kærligheden, og jeg ved, at jeg fortjener den. Jeg ved bare ikke, hvad jeg skal gøre for ikke at være så fandens bange for den. Derfor har jeg bedt fire kloge kvinder med speciale i kærlighed, sex, frygt, mod og gamle mønstre om at komme med deres bedste bud på, hvad man kan gøre, hvis man er blevet bange for at date.

KÆRLIGHEDSTERAPEUTEN

Ifølge kærlighedsterapeut Connie Kragelund, der bruger sin hverdag på blandt andet at hjælpe mennesker komme sig over deres knuste hjerter og at genopbygge deres selvværd, bør jeg først og fremmest kortlægge alle de gange, hvor jeg har følt, at der var noget galt i mit sidste forhold. Jeg har nemlig brug for at genvinde tilliden til mig selv og ikke mindst troen på, at jeg godt fremover kan bedømme om de mænd, jeg møder er værd at give min kærlighed til, siger hun.

– Et eller andet sted er du kommet til at ignorere de her tegn, men hvis du prøver at huske tilbage på, hvad tegnene var, og forstå og tilgive, at du lod dig rive med, kan du få tilliden til dig selv tilbage. Du vil indse, at det ikke var fordi, du ikke så det, men fordi du blev overbevist af dig selv eller af ham om, at der ikke var noget galt, forklarer Connie Kragelund og siger, at hvis jeg lykkes med det, vil jeg en anden gang have langt nemmere ved at spotte, hvis der er noget, der er off, men lige så vigtigt vil jeg være i stand til at tro på mig selv og min egen dømmekraft og derfor ikke være så bange for at gå forkert i byen.

Men kan det at tænke tilbage på alle de gange, jeg ignorerede min intuition, ikke bare gøre det værre og få mig til at føle mig dum?

– Lige når du gør det, kan du godt få det ubehageligt, og du kan godt blive vred på dig selv, siger Connie Kragelund, men forklarer, at det er vigtigt at tænke tilbage for netop at bekræfte, at man har en intuition, og at den rent faktisk virker.

– Meningen er, at du skal indse det og mærke det, og det kan du kun, hvis du giver tankerne plads.

Okay, so far so good. Men hvad gør jeg så, hvis jeg stadig har allermest lyst til at stikke af, når jeg skal på date?

– Det bedste er nok at give det noget tid og noget bearbejdelse først. Men det er en balance, for du skal heller ikke gå i dvale derhjemme. Du kunne starte med at kigge rundt på de dejlige mænd omkring dig, familiemedlemmer, kolleger, dine veninders kærester, og lade det styrke din tro på, at der findes en god mand derude til dig.

LÆS OGSÅ: Julie Berthelsen: "Jeg er ikke længere bange for at fejle og være uperfekt"

SEXOLOGEN

Hos sexolog Maj Wismann får jeg at vide, at jeg skal holde op med at tænke så meget. Ikke så meget pjat og lange dialoger med mig selv om, hvad jeg burde gøre eller om, at jeg er bange. For selvfølgelig er du det, siger hun. Og et forhold, hvor tilliden er blevet brudt gang på gang, kommer man sig ikke over ved at tale, men ved at gøre.

– Jeg tror egentlig heller ikke nødvendigvis, at man skal komme over det, man skal nok nærmere komme videre. Og en del af at komme videre er også, at man får det, man frygter, aktiveret, og så gøre det alligevel. Vi kan ikke ændre på det, der er sket, og at et menneske har opført sig som jordens største skiderik, kan man ikke gøre noget ved, men man kan gøre noget ved, at man opfører sig som en skiderik over for sig selv ved at leve et liv i frygt. Og derfor skal du gøre det alligevel. For du kan ikke få nye erfaringer, hvis du lader dig styre af angst. Du kan altså ikke forhindre det, der er sket, men du kan forhindre at få god livskvalitet.

Maj Wismanns råd er derfor rimelig simpelt. Spring ud i det!

– Det er ligesom, når du er væltet på cyklen. Der er du er virkelig bange, når du skal op på den igen, men allerede anden gang er det lidt nemmere. Her er det psykologiske lidt det samme – du er blevet såret, og det kan vi ikke gøre noget ved, men vi kan gøre noget ved, at du lader dig styre af din angst og manglende mod. Lav derfor en udfordring, for eksempel 14 dage med 10 dates, og kom på den måde op på hesten igen. Anerkend, at det er svært, og at du er bange. Frygten må godt være der, men den skal ikke styre dig, forklarer hun.

Men hvad så med den nagende følelse af, jeg ikke er god nok til nogen, hverken som kæreste eller i sengen, fordi min kæreste var mig utro?

Men heller ikke her er Maj Wismann med på, at den skal have lov at fylde.

– Hvis man vil være utro, skal man nok finde nogle argumenter, der understøtter, hvorfor man er det. Det er aldrig fordi, du ikke er god nok. Og når det på et tidspunkt kommer til sex, så forsøg at tømme hovedet, så godt du kan, og fokuser på nydelsen frem for alt. Tænk over, hvorfor det er, du har sex? Hvor er det, du nyder at røre ved ham? Hvor er det, du nyder at blive rørt? Øv dig på at rykke dit fokus hen på det, der er rart, og få på den måde sluppet tankerne om, at du ikke er god eller nok, siger Maj Wismann.

 Journalist Amalie Frøkjær-Rubbås. Foto: Daniel Tuladhar og Anne Kring.

COACHEN

Coach Henriette Claydon-Smith er først og fremmest interesseret i hvorfor. Hvorfor jeg fandt en mand, der overskred mine grænser, og hvorfor blev jeg sammen med ham i så lang tid. Og det er jeg egentlig også. Derfor vil hun gerne have, at jeg forsøger at afklare, hvilke overbevisninger jeg har i forhold til kærlighed.

– Mange af de overbevisninger, vi har, når det kommer til relationer og kærlighed, bliver grundlagt i vores barndom. Så hvis du for eksempel som barn har "lært", at du ikke kan regne med noget, eller at du bliver nødt til at være glad for det, du får, også selvom det egentlig ikke er godt nok, så tager du det med over i dit voksne parforhold. Hvis du altså ikke er klar over det, forklarer hun og fortæller, at det at være bevidst om, hvilket syn og hvilken tro vi har med os fra barndommen om kærlighed, betyder utrolig meget for, om vi formår at finde en partner, der rent faktisk er god for os.

– Hvis du ikke tror, at du er god nok eller kan få noget, der er bedre, så er sandsynligheden for, at du finder en, der er god for dig, eller at du formår at sætte grænser, ikke særlig stor, siger hun.

Jeg skal altså, lidt ligesom Connie Kragelund var inde på, have opbygget mit selvværd og min tro på mig selv og min egen dømmekraft. Og det skal jeg blandt andet gøre ved at skrive et brev.

LÆS OGSÅ: Ea Ørum: "Hvis du vil holde på kærligheden, er det din pligt at sætte grænser og sige fra"

– Det at skrive et brev til den, der har gjort dig ondt, kan være utrolig kraftfuldt. Her får du nemlig lov til at fortælle personen helt præcist, hvad det er, de har gjort, der var forkert, hvorfor det var forkert, og ikke mindst hvilket liv du nu har tænkt dig at leve uden ham. På den måde kommer du både af med noget vrede, men vigtigst får du sat ord på alle de små steder inde i dig, der måske stadig lidt tror på, at det var din egen skyld, og at du ikke er god nok. Og herefter er det meget nemmere at se, at det slet ikke er sandt, siger Henriette Claydon-Smith, som også anbefaler, at man skriver et brev til sig selv.

– Det vigtigste, når man kommer ud af et turbulent forhold, er faktisk ikke at tilgive den anden, som mange ellers kan tro. Det vigtigste er, at man tilgiver sig selv for alle de gange, man ikke gik, ikke lyttede til sig selv, lod sine grænser overtræde og så videre. Og det kan man blandt andet gøre i et brev, hvor man fortæller sig selv, hvor god, dejlig, smuk og fantastisk man er. Og så huske at læse det en gang imellem, når troen vakler.

HEALEREN

Kabbalistisk healer Roxana Padmini arbejder med hjertet som et følende og nærmest tænkende organ, som man bør tage sig ekstra godt af og lytte til. Og det var da også hendes foredrag "Opening The Heart", der fik mig til at tænke, at hun måske kunne hjælpe mig med at åbne mit. Og det kan hun godt, forsikrer hun mig om, men det kræver en masse bevidsthedsøvelser.

– Alle de her tanker og overbevisninger, vi har omkring kærlighed generelt og om, hvad der er sket for os tidligere, sidder i kroppen. Frygten sidder der, og også troen på, at der for eksempel ikke findes nogen mænd, der er gode. Og helt primitivt dukker de følelser og tanker op, når vi står i en situation, hvor vi for eksempel bliver præsenteret for en ny mand, eller når nogen, vi godt kan lide, siger eller gør noget, der minder os om vores tidligere kæreste. Og så er vores umiddelbare reaktion at flygte, forklarer Roxana Padmini.

Men hvis man lærer sin krop og sine tanker at kende på et dybere plan, vil man i de fleste tilfælde være stand til at se, at frygten, der blusser op, er en gammel smerte, og at den ikke har noget at gøre med den situation, man er i lige nu, siger hun.

– Normalt plejer vi at slukke for den evne, men vi kan træne det som en muskel, så vi bliver i stand til at kunne se, at de følelser og den frygt, du føler, intet har med den person, du står over for nu, at gøre. Bevidsthedsøvelser som meditation eller at fokusere på, hvad det var, du var villig til at give op i dit tidligere forhold for at være i det, er begge dele noget, der styrker den muskel. Og i sidste ende vil den kunne agere som et lille lys i dit hjerte, der beskytter dig på en helt anden og meget sundere måde end de barrikader, vi har en tendens til at bygge op omkring vores hjerte, og som i sidste ende ikke lukker nogen ind – heller ikke de rigtige, forklarer hun.

Roxana Padmini understreger også, at det er vigtigt, at man gør sig klar på, hvad ens ufravigelige krav til en kæreste er. Og her mener hun ikke dem, der handler om, at han skal være 190 cm høj, have mørkt hår og et job i mediebranchen.

– Ufravigelige krav er dem, du absolut ikke kan eller vil leve uden. Det kan for eksempel være humor, troskab eller eventyrlyst. Det er forskelligt for alle, men det er så utrolig vigtigt, at man finder frem til dem, så man ikke ubevidst finder en, der ikke kan eller vil imødekomme dem, men allervigtigst så man selv kan føle sig tryg i troen på, at man er et vigtigt menneske, der har nogle helt retfærdige krav, der skal opfyldes, før man åbner sit hjerte og sit liv for en anden.

EN NY BEGYNDELSE

Jeg har endnu ikke været på 10 dates på 14 dage, men jeg har genoprettet min ellers forviste Tinderprofil for at imødekomme Maj Wismanns råd om bare at gøre det, og jeg har både skrevet et brev til min ekskæreste og et brev til mig selv. Og selvom jeg troede, at det ville være det første brev, der ville veje tungest, var det faktisk brevet til mig selv fyldt med tilgivelse, der rørte mig allermest, og som nu ligger og smiler til mig i min skrivebordsskuffe på de dage, hvor min tro på mig selv ikke er lige så stærk, som jeg kunne ønske.

Derudover har jeg gået og lagt mærke til alle de gode mænd, der findes i min omgangskreds. Mine veninders kærester, min bror og min papfar, en kollega. Og det kombineret med fire ufravigelige krav, som nu står nedskrevet i min lille lysrøde notesbog, har vist gjort, at mit ellers golde og lukkede hjerte mærkede en lillebitte gnist og snerten af en sommerfugl, da jeg forleden faldt i snak med en mand.

En mand, jeg i noget tid har gået og tænkt lidt på, og som jeg en dag tilfældigt så gennem en menneskemængde. En mand, som jeg trods frygten, der stadig sidder i mig, gik hen og sagde hej til. Et hej, der udviklede sig til en samtale, en samtale, der fik mit hjerte til at gibbe og min mund til at smile fjoget og sige: "Jeg skriver til dig!".

Og så vendte jeg mig rundt, gik min vej helt uden at løbe, alt imens jeg prøvede at kontrollere det fnidrede fnis, der ville ud og blande sig med den glæde, der havde overtaget frygten. Glæden over at vide, at uanset om den gode samtale fortsætter, så rørte mit hjerte endelig på sig.