Dans dig glad til ALT for damernes årlige danse-event i København

Foto: Les Kaner

Hun er min bedste veninde

LINDA ANDREWS er 35 år. Hun stammer fra Færøerne og er uddannet butiksassistent og autodidakt kordirigent og sanger. Hun vandt X Factor 2009 og er i gang med en treårig vokalcoach-uddannelse hos Cathrine Sadolin. Linda bor alene med sin datter på ni år.
ANNA LYNGE er 30 år og bliver færdig som cand.psyk. til jul. Hun er leder af girltalk.dk, der rådgiver unge piger mellem 12 og 24 år. Linda er ambassadør for girltalk.dk og er ofte med for at synge for de unge piger, når Anna holder foredrag. Anna er gift og har en datter på tre år og en søn på ti måneder.


- Hvis jeg ringer klokken lort om natten, så er hun der for mig

Da Linda Andrews vandt X Factor 2009, var der en anden, som nød sejren lige så meget. Lindas veninde Anna Lynge.

Anna:
– Jeg følte nærmest, at det var mig, der havde vundet! Hun griner højt og giver Linda en high five.
Anna:
– Jeg var så glad. Den nat, vi var ude og fejre sejren – det var den bedste nat i ti år. Jeg har levet på en bølge lige siden. At dele glæden med Linda var helt fantastisk, for det er ikke alle venskaber, der kan bære succes. Jeg kunne jo godt være blevet vildt jaloux og have trukket mig, men jeg har altid vidst, at Linda nok skulle vinde et eller andet. Linda er alt for fantastisk til ikke at blive opdaget!
Linda:
– Det var også Anna, der meldte mig til X Factor. Hun er meget konkret, og hun handler, hvor jeg bare snakker.

Og Linda snakker. Meget. Og passioneret. Men Anna følger godt med, og de falder næsten over hinanden for at fortælle historier. Linda og Anna lærte hinanden at kende for 14 år siden i det, der dengang hed Pinsekirken. Linda var kommet til Danmark fra Færøerne et halvt år tidligere og sang i kirken.
Anna ville gerne lære at synge og spurgte Linda, om hun ville være hendes lærer.
Linda:
– Jeg kunne mærke, at Anna var en person med rigtig, rigtig mange følelser, men hun var også fem år yngre end mig. Jeg var 21 år, og hun var 16, så der opstod en storesøster/lillesøsterting mellem os, da jeg begyndte at undervise hende. Ret hurtigt begyndte vi dog at hænge ud sammen i stedet for, og jeg tog hende med på caféer og på besøg hos mine venner.

Hvad sætter I mest pris på hos hinanden?
Anna:
– Linda er et af de mest positive og optimistiske mennesker, jeg kender. Uanset hvor sure tingene er, så giver hun ikke én lov til at være sur ret længe. Og det, synes jeg, er en rigtigt god kvalitet. Linda lever også ualmindeligt ægte. Det, du ser, det er det, hun er. Og hun er utroligt god til at være nærværende,
når man er sammen med hende. Her og nu – det er det, der er vigtigt for hende. Linda har altid givet mig en følelse af at være meget speciel.
Linda:
– Og skriv også lige, at jeg er rigtig sjov… Den sidste bemærkning er en hentydning til X Factor-dommeren Thomas Blachman, der i forbindelse med udsendelsen sagde, at Linda ikke har humor. Hvilket Anna højlydt afkræfter!
Anna:
– Hvis man først har set Linda optræde som diskokugle i et juleteaterstykke og set hende på ski, så ved man, at der er masser af humor i Lindas liv! De griner højt, og der er ingen tvivl om, at de begge ser nogle rigtigt sjove billeder for deres indre øje.

Hvordan er det at få en veninde, som ikke er en barndomsveninde?
Anna:
– Jeg blev mobbet rigtig meget i folkeskolen, men Linda kendte mig jo slet ikke som den der kiksede pige, der burde have haft bøjle på tænderne. Linda havde ikke en masse forudindtagede forestillinger om, hvem jeg var. Hun tog mig bare ind. Der er noget meget befriende ved et venskab, der starter, hvor man er helt blank.
Linda:
– Jo ældre man bliver, jo færre mennesker lukker man virkelig ind, tror jeg. Det tager tid, at lære et menneske godt at kende. Jeg er meget udadvendt og social, og jeg tager folk ind og deler, men det er ikke altid, at de bliver rodfæstet i mig. Det tog også lidt tid med Anna, før hun kom ind i mit inderste. Det var hendes stædighed, der gjorde det. Fordi hun var så god til at holde kontakten med mig, da jeg blev gravid og manglede hele min familie og mine gamle venner. Jeg er ikke nær så god til at huske mærkedage og følge op, som Anna er.
Anna:
– At få lov til at komme helt derind, hvor man ikke kan tåle at miste hinanden – det tager tid. Når man har været veninder hele livet, er der ting, man ikke spørger om, for det ved man jo. Man har oplevet tingene
sammen, og der er en indforståethed. Men der kan også være en stor gave i at få lov til at fortælle hele sin historie til et nyt menneske, man møder.

Hvornår er det allervigtigst at have en god veninde?
Linda:
– Når der sker noget forfærdeligt, men også når der sker noget fantastisk. Anna er der hundrede procent – anytime. Jeg ved, at hvis jeg ringer klokken lort om natten, så vil hun dukke op og være der for mig.
Hvilket hun også gjorde for to år siden den nat, hvor mit ægteskab sluttede. Jeg ringede klokken to om natten og sagde: Den er gal! Den er helt gal! Og så dukkede hun op.
Anna:
– Det er vigtigt at have én at dele livet med. Og det ville ikke være en veninde, hvis man kun så den ene side – succesen eller nedturen – man skal have begge ting med for at kunne kalde det et stærkt venskab. Og vi har delt både det ene og det andet.LINE HALLBERG er 36 år og uddannet guldsmed fra Vagn Drachmann. Hun har en kæreste, som hun har en søn på fem år med. Hun er desuden højgravid med barn nummer to.
JO RIIS-HANSEN er 35 år og uddannet guldsmed fra Marlene Juhl Jørgensen. Hun har en kæreste og en søn på otte måneder. Sammen har Line Hallberg og Jo Riis-Hansen guldsmedefirmaet Line & Jo, som de etablerede i 2007. www.lineandjo.com


- Vi behøver ikke at lave om på os selv. Line Hallberg og Jo Riis-Hansen (th) er enige
om, at de er to stykker af samme kage.

– Det var lidt som at have været single i rigtig lang tid – og have prøvet noget dårlig netdating – og så pludselig finde en kæreste. Solen skinner igen, og man behøver ikke have ondt i maven, fordi man ved, at der nu er et menneske, der holder af én! Sådan beskriver Jo Riis-Hansen, hvordan det var at lære Line Hallberg at kende. De er begge guldsmede, og sammen har de virksomheden Line & Jo, som de etablerede i 2007. Inden da havde de arbejdet sammen i smykkefirmaet Arena, og endnu tidligere havde de set hinanden på guldsmedeskolen.

Jo:
– Jeg var så forelsket i Line, da vi gik på guldsmedeskolen, men jeg gad ikke være veninder med hende! Jeg ville bare gerne kigge på hende.
Line:
– Og jeg syntes, at du var lidt farlig. Du var så perfekt. Så æstetisk. Som et fint lille smykkeskrin!

De er begge kommet sig over deres benovelse over hinanden og griner højt af det, når de tænker på, hvordan de beundrede hinanden på afstand i de unge år. I dag har de hinanden HELT tæt på. Hele tiden. Deres værksted ligger oppe ad nogle snirklede trapper bag butikken Lot #29, og her dyrker de både deres fælles professionelle passion for smykkekunst og deres nære venskab.
Jo:
– Vi er to stykker af samme kage. Det er skidegodt, men forretningsmæssigt har vi selvfølgelig også nogle huller, fordi ingen af os er revisor! At vi er ens betyder, at vi har stor menneskelig forståelse for, hvordan vi arbejder, og hvordan vores privatliv influerer på arbejdet. Vi har f.eks. begge to sådan et stik af-behov! Nogle gange får man bare lyst til at stikke af, smide sin telefon i lokummet og gå ned på Strøget, uden at nogen ved, hvor man er. Det har jeg altid har haft svært ved i andre jobs – og jeg har det
stadig dårligt med mit stik af-gen – men sammen med Line kan jeg få lov til at smide min telefon væk, og det er enormt rart.
Line:
– Det er også derfor, jeg føler mig godt tilpas sammen med Jo, for jeg føler ikke, at jeg behøver at lave om på mig selv. Vi har jo alle vores skavanker, og verden fungerer på mange niveauer. Når man er et meget kreativt menneske, fungerer hjernen bare anderledes, end den gør hos mange andre.
Jo:
– Det sjove er, at det, jeg holder allermest af ved Line, er alle de ting, som ville irritere alle andre. At hun ikke kan finde sin telefon, at hun ikke lige kommer til tiden, og at hun somme tider ikke helt kan huske, hvor hun bor…!

Hvordan er det at arbejde sammen med en veninde?
Line:
– Det er en luksus at arbejde sammen, for man ser jo hinanden så meget og kan følge med i hinandens liv. Voksenvenskaber kan ellers godt være svære, for det kræver mere at holde dem i gang, og det kræver, at man kan tilgive, at den anden er et andet sted i lange perioder. Efter at jeg har fået familie, har jeg oplevet, at det fylder så meget, at de veninder, der ikke har kunnet acceptere det, automatisk er blevet sorteret fra. Jeg fungerer ikke i sådan nogle venskaber, hvor jeg skal ringe på bestemte tidspunkter og møde op der og der. Jeg får dårlig samvittighed, og jeg føler mig som et usselt menneske. Og det kan jeg simpelthen ikke bruge til noget.

Er det let eller svært at få veninder i voksenalderen?
Jo:
– Jeg synes, at det er rigtig nemt at få bekendte.
Line:
– Men det er svært at få nye venner, når man er voksen og har en familie. Alle har hver deres prioriteter, og det kræver noget ekstra at lære et nyt menneske at kende. Jeg skal jo ikke bare kunne lide dig, jeg skal også kunne lide din mand, dine børn og alt andet rundt om dig.
Jo:
– Og min hund!
Line:
– Men jeg har stadig nysgerrigheden i forhold til at lære nye mennesker at kende.

Fortæller I hinanden hemmeligheder?
Jo:
– Ja! Hvis folk fortæller mig noget, som jeg ikke må fortælle min mand, så må de sige det til mig. Og sådan har jeg det også med Line. Folk må vide, at jeg deler tingene med hende, medmindre jeg bliver bedt om at lade være. Line er min meget fortrolige.
Line:
– Samtidig er der også ting, vi ikke deler med hinanden. Jeg kan sagtens gå til en koncert med nogle veninder, uden at overveje at spørge Jo, om hun vil med og omvendt. Vi er slet ikke afkrævende eller besiddende i forhold til hinanden.JOHANNE SCHMIDT-NIELSEN er 25 år. Hun er bachelor i socialvidenskab fra RUC og MF og politisk ordfører for Enhedslisten. Hun har en kæreste.
SIGNE FÆRCH er 27 år og studerer offentlig administration på RUC. Til sommer begynder hun på en uddannelse til socialrådgiver. Hun er kandidat for Enhedslisten til Borgerrepræsentationen i København. Signe er single.


- Vi bruger vores forhold til at rykke på nye tanker og idéer. Johanne Schmidt Nielsen og Signe Færch (th) er rigtigt gode til at give hinanden det lille skub, der nogle gange skal til.

Folketingsmedlem Johanne Schmidt- Nielsen har et hyggeligt lille kontor i den fløj af Christiansborg, der ud over hendes eget parti – Enhedslisten – også huser Det Radikale Venstre. Hun hilser hjerteligt på både Margrethe Vestager og Marianne Jelved på vej hen ad gangen til kontoret, hvor veninden, Signe Færch, venter. De to har kendt hinanden, siden de sammen arrangerede Enhedslistens ungdomsvalgkamp i 2005, hvor de fandt ud af, at de både arbejdede godt sammen og havde det rigtig sjovt. Men faktisk går deres historie lidt længere tilbage.

Johanne:
– Vi gik begge to i gymnasiet i Odense, så derfor har vi vidst, hvem hinanden var, siden jeg var 15 år. Vi var begge aktive på venstrefløjen, men jeg syntes vist, at Signe var lidt „stor“, fordi hun gik i 2. g, da jeg gik i 1. g!
Signe:
– Jeg kan huske Johanne fra gymnasietiden, både fordi hun var meget politisk aktiv, og fordi hun havde sådan et flot, langt, hennarødt hår. Jeg har altid drømt om at få sådan et hår!

Hvad sætter I mest pris på hos hinanden?
Johanne:
– At vi har et meget fordomsfrit forhold til hinanden. Jeg kan sige hvad som helst til Signe, uden at hun tænker, fuck – ved hun ikke engang det? Eller, hvad har hun gang i?
Signe:
– Jeg sætter mest pris på, at Johanne er ekstremt loyal, og at hun er der hundrede procent. Vi havde ikke kendt hinanden ret lang tid, da jeg havde et brud med en kæreste og pludselig stod uden et sted at bo. Jeg ringede helt panisk til Johanne, som reagerede instinktivt og sagde, kom hen til mig! Og så lå jeg i Johannes seng og var helt slået ud i ti dage. Der oplevede jeg for første gang, at hvis hele verden brænder sammen, så kan jeg ringe til Johanne, og så er hun der for mig.

Hvornår er det vigtigt at have en god veninde?
Johanne:
– Det er det sgu hele tiden, synes jeg faktisk. Hverken Signe eller jeg lever et liv, hvor vi står over for at skulle stifte kernefamilie i morgen eller i overmorgen. Og den sikkerhed, som mange nok har i den base, som kernefamilien er, den har vi jo sammen.
Signe:
– Det er vigtigt, at vi ved, at vi har et rum, hvor vi kan gå hen og være accepterede. Både politisk og personligt.
Johanne:
– Venindeforhold bliver tit fremstillet som helt ekstremt navlepillende. Som sådan noget fnidder med, skal vi ikke gå på toilettet sammen, for jeg kan bare ikke holde til at gå derud alene! Og det, synes jeg bare, er sådan en provokerende kliché. Det er klart, at den tætte relation da godt kan bruges til den slags, men man kan også bruge den til at turde nogle ting, udvikle nogle idéer og handle aktivt. Jeg synes, at vi i høj grad bruger vores relation til at rykke i forhold til nye tanker og idéer. Signe var stærkt medvirkende til, at jeg valgte at stille op som folketingskandidat. Fordi hun troede på mig. Og vi har også lige haft den omvendte situation. At jeg har skubbet på Signe, så hun valgte at stille op til Borgerrepræsentationen i København.

Hvordan er forholdet til en veninde, man har fået som voksen, i forhold til en barndomsveninde?
Signe:
– Det er klart, at det er et anderledes venskab. Jeg har barndomsveninder, som jeg har nogle særlige ting med, fordi de kender min historie. Og nu må det ikke lyde forkert i forhold til mine gamle veninder, men når man får veninder som voksen, deler man måske i højere grad de grundlæggende værdier.
Johanne:
– Det er virkelig et aktivt valg at være veninder, når man mødes som voksne. Barndomsvenner er jo noget, der opstår af praktiske omstændigheder. At man bor det samme sted, går i samme skole eller, at ens forældre er venner. Signes og mit venskab er noget, vi selv har sørget for. Hvor meget ser I hinanden?
Johanne:
– Det er blevet lidt sværere, efter jeg er kommet i Folketinget, for jeg arbejder hele tiden. Så nogle gange, når Signe ringer og spørger, om vi skal lave noget, siger jeg, ja – du kan komme hjem og sidde i fodenden af min sofa, og så kan vi sidde med hver vores bærbare computer og arbejde.
Signe griner højt:
– Ja, det er SÅ hyggeligt, synes Johanne!

Hvad betyder det at have en rigtig god veninde?
Johanne:
– Jeg har tænkt, gad vide, hvad vi laver, når vi er 70 år? Og jeg aner ikke, hvad jeg laver, når jeg er 70 år, men jeg er fuldstændig sikker på, at Signe og jeg stadig er venner. Og så skal vi måske kuppe Ældresagen!

Se, hvad vi ellers skriver om: Psykologi, X Factor og Johanne Schmidt-Nielsen