Iben Maria Zeuthen: Gravstene fylder mig med mod

En gravsten er jo den vildeste cliffhanger. Man får en fødselsdato og en dødsdato. Nogle gange får man nogle ord, der indikerer, hvem der har begravet afdøde, og nogle ord, der beskriver personens virke eller personlighed. Der, hvor jeg bor, er der en kirkegård, der har exceptionelt mange gamle grave. En ting, mit hoved aldrig lærer at kapere, er, hvordan man kan være død i 1970'erne, men født i slutningen af 1800-tallet. Tænk engang, hvor ekstrem en udvikling Norden har været igennem på den tid. Tænk at det kan være inden for rammen af et enkelt menneskes liv, at Knut Hamsun skriver bogen "Sult", hvor folk spankulerer om aftenen med monokel, stok og hat og i det stiveste puds, og hvor det er helt nyt at beskæftige sig med menneskers psyke, OG at det også er inden for ens levetid, at en flok halvnøgne unge i særtoge, luftballoner og på hest invaderer Thy for at rejse et nyt samfund og fremelske en helt ny mental tilgang til alt værende.

Jeg ville så gerne høre et menneske fortælle om Danmarks udvikling gennem disse år. Man vil have det, man ikke kan få, og jeg vil have de historier fra de mennesker, der ligger der under de sten, og jeg vil have dem endnu mere, fordi personerne er døde, og jeg ved, at jeg aldrig får dem til at tale. Derfor spøger jeg rundt som et andet genfærd og forsøger at stykke deres historier sammen ud fra de få fakta, jeg nu engang kan læse mig til, ­lænende mig ind over gravstedet uden at betræde roserne.

Hvem var du, Doktor Vilhelm Hansen, som praktiserede i 1850'erne, før penicillinen blev opfundet? Hvor mange børn mistede du undervejs i dit virke, som kunne være reddet i dag?

Hvem var du, Anna Bergstedt, som har et kæmpe gravmonument, men ingen mand at blive begravet ved siden af? Var du en rig arving, der sad ved et klaver og spillede hjertet ud af længsel, når alle andre var gået i seng?

Og så er der børnegravene. Som jeg forbigår i tavshed og med bøjet hoved. Man kan kun høre mine kondisko i gruset.

Man må forudsætte, at alle mennesker har lige så mange tanker, bekymringer, følelser og drømme, som man selv har, uanset hvilket århundrede man er født i. Bekymringerne og glæderne har måske haft andre typer årsager, men følelserne deler vi som art.

Og så er det, at det slår mig, på vej ud af de dødes have, at det barske ved gravstene er, at et helt menneskeliv er reduceret i en så ekstrem grad. Der står nogle tal. Et minimum af ord. Og så er det det.

Menneskets liv er så stort og omfattende. Især hvis man får lov at leve det ud i både tidslig og indholdslig forstand. Men vi ender der alle sammen, reduceret til en fødselsdato og en dødsdato. Livet skrumper ind med døden. Man siger jo gerne, at man lever videre i de efterladte. Men så er det, jeg tænker på en sætning, jeg lige har læst i Caspar Erics bog "Avatar": "Vi lever så længe, dem, som kendte os, også lever". Det er umiddelbart en trist pointe, at man uanset hvad, man udretter, og hvor mange, man elsker, bliver reduceret til en bindestreg mellem to årstal. Men den fylder mig med mod. For inden jeg bliver til en bindestreg, skal den saftsuseme have en over frakken! Og så vil jeg i øvrigt udtænke den helt perfekte gravstenstekst, så en tilfældigt passerende snushane om 170 år kan gruble mig op af graven til en sludder.