Ilse Jacobsen
SPONSORERET indhold

Ilse Jacobsen: "Jeg er en stærk pige, men Janteloven regerer stadig her i landet"

Ilse Jacobsen er kendt for sine farverige gummistøvler og kompromisløse forretningsfacon. Det har givet hende både tæsk og tv-tid og oveni det alvorlig sygdom. Men når man er en pige med stærke østrigske gener, skal der mere end både shitstorm og kemoterapi til at slå en ud af kurs.

Af:: Marie Varming Foto: Claus Boesen
18. sep. 2019 | Livsstil | Hendes Verden

Hvilken vej var den første, du gik på?

– Det var Hjortevænget i Hornbæk, hvor jeg voksede op på en helt almindelig villavej. Min mor og far var fra arbejderklassen, og det er jeg stolt af. Jeg har en tvillingebror og en lillesøster. De er i øvrigt begge to ansat hos mig i dag. Vi manglede intet i vores barndomshjem, og der var masser af kærlighed. Men det var også en gammeldags familie, hvor man tjente sine egne penge og fik fredagsslik. Det var et festligt hjem med god mad og mange gæster. Min mor elskede at invitere folk over på kaffe og kage, og hun er god til at lave mad.

– Jeg var et barn, der gik med aviser som seksårig, for jeg ville gerne tjene mine egne penge. Jeg syntes, det var spændende at spare sammen, og jeg havde et stort glas med mønter, som jeg elskede at sidde og tælle til min brors store misundelse. Som 11-årig søgte jeg job på badehotellet Hornbækhus, hvor jeg hjalp til med opvasken og på værelserne. Da jeg var 14-15 år, blev jeg kæreste med sønnen i huset, og vi blev senere gift. Vi er skilt i dag, men jeg har stadig hans navn.

Din levevej?

– Inderst inde vidste jeg altid, at jeg skulle skabe noget, men jeg elsker også købmandsskab. Min far byggede en træbod til mig, og der solgte jeg grøntsager ved vejen som barn. Jeg har altid været god til at opsnappe gode ideer til, hvad man kan sælge. Men det var faktisk først i 1992 – efter at have arbejdet for alle mulige andre – at jeg besluttede mig for at arbejde for mig selv. Jeg startede med at leje mig ind i en lillebitte butik i Hornbæk for 1260 kroner om måneden, hvor jeg solgte espadrilles og saronger.

ilse jacobsen
Foto: Claus Boesen.

– Folk sagde, at det aldrig ville gå, men om sommeren er der jo mennesker nok i Hornbæk til, at det gik. Det blev også grundstenen til alt, hvad jeg laver i dag. I dag sælger jeg mine ting i 26 lande, jeg har tre blomsterbutikker, en spa, en restaurant og en beautyline. Jeg er også involveret i de projekter, som jeg har købt mig ind i til Løvens Hule (DR-program hvor garvede investorer vurderer og byder ind på nystartede virksomheder, red.). Jeg får nok omkring 10 henvendelser hver dag fra folk, der vil have mig til at investere i deres virksomheder.

LÆS OGSÅ: Anne Hjernøe: "Da jeg var 20 kilo tungere, havde jeg ondt alle vegne"

Hvem er den vigtigste vejleder i dit liv?

– Det har nok været min mormor. Faktisk er alle kvinderne i min familie stærke og lever længe. De har klaret sig gennem gode og dårlige tider, og de piber ikke. Min mor var wienerbarn og kom til Danmark efter krigen. Hun vendte aldrig tilbage til Østrig, hvor min mormor boede lidt uden for Graz. Mormor lærte mig allerede som barn, at man selv kan vælge, om man vil reagere på noget eller lade være. Hun var også typen, der lavede sine egne cremer og tørrede kød og lavede sin egen æblemost. Vi var der på ferie flere gange om året, og jeg elskede de ferier i Østrig. Jeg kan stadig huske duften i huset, og at vi fik skinke med sennep og hjemmesyltede agurker.

Hvordan har du det med at blive genkendt på gader og veje?

– Jeg synes, det er hyggeligt, når folk hilser, og ofte kan jeg høre børn, der hvisker: ”Det er hende fra Løvens Hule”. Der er også tit nogle, der kommer over og siger, at de har mine gummistøvler derhjemme. Det bliver jeg aldrig for fin til at høre. Jeg møder i det hele taget mange skægge mennesker. Bare jeg står på en italiensk busstation, kommer der en mama hen og taler med mig. Jeg ved ikke, hvad det er, jeg gør, men jeg har fået venner på den måde.

ilse jacobsen
Foto: Claus Boesen.

– Jeg var en gang ude at bade i havet ved Sardinien. Pludselig viftede min mand med arme og ben inde fra stranden, for lige bag mig var en to millioner kroner dyr gummibåd, hvori der sad en arabisk mand med hvid hat og cigar. Hans Hermès-sko hang ned i vandet, og mit hjerte var ved at gå i stå, for jeg ved godt, hvad den slags koster. Nu har vi været venner med ham i 15 år, selv om vi de første mange år af vores venskab kun mødtes i badetøj. Han bor i Qatar, og jeg har været med til familiebegivenheder hos ham. Jeg synes, det er så spændende at komme ind i den verden, og jeg har fået mange nye venner, efter jeg har mødt ham. Man kan ikke beskylde mig for at have kontaktbesvær.

Mister du nogensinde vejgrebet?

– Jeg fik det dårligt en dag i 1998. Jeg lå på stranden i Hornbæk, da jeg pludselig ikke kunne rejse mig. Jeg kravlede op til bilen og kom hjem, men fra da af kunne jeg ingenting, og det var kun min stædighed, der fik mig op ad trappen derhjemme. Det var nogle lorteår, for jeg havde mit firma, men lægerne kunne ikke finde ud af, hvad jeg fejlede. Nogle dage havde jeg ondt i benene, og så kunne det være i kæberne et par dage senere. Efter 10-12 år fandt de ud af, at det var leddegigt. Jeg har fået kemoterapi for det i halvandet år. Der gik lang tid, før jeg sagde ja til det, for jeg ville så gerne undgå kemoen. Jeg blev også syg af det.

– Da vi lavede første afsnit af Løvens Hule, var jeg ude at kaste op hvert femte minut. Jeg var så dårlig, men de kunne jo ikke bruge en standin for mig. I dag får jeg biomedicin, som jeg skyder mig selv med en gang om ugen, og det skal jeg gøre resten af livet. Men det er biomedicinen, der holder mig fra rullestolen.

Hvem har fundet vejen til dit hjerte?

– Det har min mand, Jesper. Jeg sad en dag i Hornbæk og hyggede med nogle venner, og selv om der skal meget til at få mig ud af Hornbæk, fik de mig overtalt til at tage med ind til Skovriderkroen (natklub nord for København, red.), hvor der pludselig kom 12 golfdrenge ind. Mange af dem kendte jeg fra gamle dage, men ikke Jesper.

ilse jacobsen
Foto: Claus Boesen.

– Han begyndte at bage på mig, for han syntes vist, at mine sandaler var flotte. Han spurgte, om jeg spillede golf, og hvad mit handicap var. Jeg aner intet om golf, så jeg svarede bare ”to”. Jeg vidste ikke, det svarer til at være professionel golfspiller. Han gik over og sagde det til de andre, og de skreg af grin, for de vidste, at det var løgn. Nu har vi været sammen i 17 år. Jesper er så naturlig. Han er ikke popsmart, og den slags er der nok af.

Hvornår i livet har du taget en genvej?

– Jeg har ikke selv børn, men jeg mødte Jesper, da hans datter var fem år. Hun er en dygtig og skøn pige, og i dag er hun 23 år, og vi er meget tætte. Jeg kan huske første gang, hun skulle hjem til mig. Jeg havde kendt Jesper et stykke tid. Jeg glædede mig så meget, at jeg indrettede et værelse til hende i mit hus i tilfælde af, at hun skulle blive der.

LÆS OGSÅ: Mette Müller om sygdom: "Jeg affejede faresignalerne, fordi jeg elskede alle elementerne i vores liv"

– Jeg havde jo aldrig før fået lov at indrette et børneværelse, og så stod hun pludselig der i guldsandaler. Hun elskede heldigvis sit værelse, og hun blev der og sov om natten. Lige nu er hun i Kolding, hvor hun arbejder som designer. Jeg synes, det er fornuftigt af hende at prøve at være et andet sted. Hun kunne jo bare være her hos mig, men hun skal lige prøve noget andet først.

ilse jacobsen
Foto: Claus Boesen.

Hvornår kan du føle dig på afveje?

– Sidste år var jeg udsat for et karaktermord, som var startet af én person. Jeg er en stærk pige, men Janteloven regerer stadig her i landet. I dag er jeg glad igen. Jeg tror, jeg fik 3871 henvendelser fra folk, der bare ville sige gode ting som ”op med humøret, min pige”. Selv om jeg også lærte noget af det, vil jeg ikke unde min værste fjende at gå igennem, hvad jeg gjorde. Men jeg er heldig, at jeg er stærk. Andre var knækket.

Hvad tænkte du på vej herhen?

– At min mand ikke må tabe i golf i dag, for så skal jeg lave mad til alle på hans hold, og det har jeg ikke tid til. Det er en fast regel, at når han taber, skal jeg lave mad, nogle gange har jeg stået med 25 gæster, og man får det jo først at vide om eftermiddagen. Det er hyggeligt, men jeg har simpelthen ikke tid i dag.

Hvilken vej bor du på nu?

– Jeg bor i Hornbæk lige ved siden af min spa og restaurant. Jeg elsker det heroppe, for jeg elsker naturen, og at der ikke er flere mennesker, end der er. Om sommeren kommer alle de mennesker, man kender, men om vinteren er her stille. Det er så vildt, at man kan sidde i Hongkong den ene dag og så tage herop til Hornbæk og den friske luft den næste dag. Jeg forlader dog ikke Hornbæk frivilligt. Mit DNA er bygget op omkring den by.

ilse jacobsen og kronprinsesse Mary
Sammen med Kronprinsesse Mary under Kronprinsparret besøg i Canada 2014 i forbindelse med et dansk erhvervsfremstød. Foto: Klaus Bo Christensen.

Afslut sætningen ”Vejen til det gode liv går gennem…”

– Arbejde. Jeg kunne godt have lagt mig på sofaen, da jeg blev syg, men jeg havde mit firma, som tvang mig til at rejse mig. Jeg har også lige for nyligt været indlagt på grund af hjertet, men jeg udskrev mig selv klokken 21 om aftenen, fordi jeg skulle på forretningsrejse til Spanien næste dag. Det er typisk mig. Begge mine forældre er over 80 i dag, og min far har været murer i over 36 år. Jeg synes dog, det er synd, at de har slidt sig selv op nu, hvor de skulle hygge sig. Det gør ondt at se, at de har ondt over det hele. Jeg arbejder selv 24 timer i døgnet syv dage om ugen.

– I år står jeg foran et stort gennembrud i USA, som jeg har arbejdet på i mange år. Jeg skal også i gang med at skrive en bog om mit liv, og det bliver ikke kedeligt. Og så skal jeg holde en masse foredrag, så jeg får vist rigeligt at se til.

Anbefalet til dig