Min far var murersvend, og vi boede på Østerbro og var tre søskende. 

Der var ikke mange penge at gøre godt med i vores hjem, men jeg husker alligevel tilbage på dejlige juleaftener, for vi børn vidste ikke, at vi ikke havde mange penge. 

Jeg kan dog huske et år, hvor vi fik julehjælp – man fik et julemåltid med flæskesteg, kartofler og det hele – men vi børn fik besked på ikke at tale højt om det. Men når jeg tænker tilbage, var der nu ingen i vores gade, der havde nogen penge.

Læs også

LÆS OGSÅ

Gurli husker julen i 1950’erne: Dengang var gaverne kønsopdelt

Min mor pyntede vores lille lejlighed op med guirlander. Hun lavede kræmmerhuse med slik i, og så kunne hun folde servietter så kunstnerisk. Hun var god til at gøre en fest ud af det. Hun syede også små nisser, som hang i en snor på juletræet. Jeg tror ikke, der var en eneste ting på det træ, som var købt. Det samme gjaldt i køkkenet, hvor hun stod for det hele selv. Hun lavede karameller af sukker og smør på panden og rullede marcipan i flydende chokolade til en træstamme med hele mandler ovenpå.

Selv om det var hyggeligt, var der også intriger. Min farmor og farfar kom nogle år med sporvognen fra Vanløse, indtil de fik råd til en motorcykel med sidevogn. Andre år kom min mormor. Hun var endnu fattigere end os og boede alene ude ved Utterslev Mose. Min farmor og farfar kunne ikke lide min mor og slet ikke min mormor, og derfor blev det enten min mormor eller min farmor og farfar, der kom til jul. De syntes simpelthen ikke, min mormor var fin nok, og det kunne vi børn sagtens mærke.

Om eftermiddagen skulle vi hvile os, inden vi fik et bad. Til hverdag foregik det i en balje i køkkenet, men juleaftensdag kom vi i badekarret på skift. Vi fik også fint tøj på, for min mor syede kjoler til os og et jakkesæt til min far, og vi skulle også have laksko på.

Det var et hjem, hvor der kun var én frikadelle pr. person til hverdag. Men juleaften skulle der ikke mangle noget, og der stod den på flæskesteg og risalamande. Bagefter dansede vi om juletræet til de klassiske sange, inden man til sidst skulle sidde stille og have en pakke. Det foregik inde i dagligstuen ved kakkelovnen.

Hvis mine bedsteforældre var der, havde de nok en gave med til os børn, men det var en mindre ting, for eksempel en kjole, som min farmor selv havde hæklet, eller noget undertøj. Det var ikke lige sagen, men det sagde man ikke højt. 

Men jeg kan huske en jul, hvor jeg var omkring fem år, hvor mine forældre sagde, at der ikke var ret mange penge til gaver. Jeg ventede det meste af aftenen, indtil min far sagde: ”Gå lige ud og kig på trappen.” Der stod en cykel til hver af os børn. Det var en kæmpe overraskelse. Det var der ikke mange, der fik, så da jeg kom i skole efter ferien, spurgte alle, hvor jeg havde den cykel fra.