Julie Hastrup havde 93 sygedage med sin datter – så tog hun en beslutning, der ændrede hendes liv

Hvilken vej var den første, du gik på?

"Det må være Købmagergade, hvor jeg boede, fra jeg var seks, til jeg var ni år.

Det var i nummer 13 lige over for Illum, at mine forældre havde et gammelt bindingsværkshus inde i en baggård.

Læs også

En strikkepind blev Dalia og Jaels redning, da de var spærret inde i kold lejlighed – nu har de skabt særligt fællesskab

Dengang lå der en bager, en chokoladeforretning, en Fætter BR og en ostebutik, og så åbnede de første cafeer i København lige i det område, og der spiste vi tit. Jeg voksede op blandt en masse mennesker, jeg ikke kendte, men det afholdt mig ikke fra at slå en tombola op på gaden. Det er strengt taget forbudt, men politiet lod det passere, da jeg lod en af betjentene vinde min gamle skoletaske.

Jeg færdedes meget på egen hånd i byen. Jeg kørte på Illums rulletrapper og gik i Fætter BR. Mine forældre var veluddannede, og der var masser af bøger i vores hjem men intet tv, selv om det var noget, jeg brændende ønskede mig. Det kom først, da jeg var otte-ni år. Næ, hos os læste man bøger, spillede kort og lyttede til plader.

Fotografen Jacob Holdt boede også på Købmagergade, og jeg kan huske, at jeg har været til foredrag hos ham og set hans amerikanske billeder, og Dan Turèll sad på ”sin” café og læste op. Jeg kom med til det hele, for min mor var hjemmegående dengang og tog mig med. Vi tog også i Det Kongelige Teater, hvor vi sad øverst oppe på de billige – og meget varme – pladser, der ofte var til salg på dagen. Vi var ikke fine, men der var meget kunst og kultur.

Mine egne børn er også vokset op i byen, og jeg ved nu, at man godt kan blive et udmærket menneske, selv om man vokser op i byen. Men man skal bruge byen. Gå i parker, på legepladser, museer og på biblioteket. Da børnene blev ældre, var det Tivoli, teatrene og biograferne. Der er masser at lave i byen.

Da jeg var ni, flyttede vi til Kartoffelrækkerne (bebyggelse på Østerbro, red.), for i Indre By, var der ingen andre børn. Det var der til gengæld der, og det var en ægte barndommens gade."

Den vigtigste vejleder i dit liv?

"Jeg var meget tæt på min mormor, som døde i 2005. Det var hende, der lagde kimen til min store interesse for psykologien bag drab. Drab i sig selv er uinteressante, synes jeg, men det er interessant at prøve at forstå, hvorfor nogle mennesker vælger drabet som en løsning.

Min mormor var kun 45 år ældre end mig, og hun boede i en stor lejlighed i Vester Voldgade, hvor jeg også havde mit eget værelse. Hun havde ikke andre børnebørn end mig og min lillesøster. Hun var lægesekretær ude på Bispebjerg, og hendes kæreste var hjernekirurg. Jeg gik i vuggestue og siden børnehave på Bispebjerg Hospital og fik lov at gå omkring selv derude. Jeg var gode venner med portørerne, som indimellem viste mig folks brækkede ben og den slags.

Læs også

Ditte og Louise talte om det, længe før det blev moderne – og nu hyldes de for det

Det var en vild introduktion til sygdom og død, men det var min mormor, der introducerede mig til drab, for da jeg blev lidt større, sad vi tit hjemme i hendes grønne stue og talte om tidens mange pigedrab. Så bagte hun sandkage og lavede te og røg Cecil, mens hun fortalte om Agatha Christie, Sherlock Holmes, og jeg fik lov at se 'Quincy', 'McCloud' og 'De uheldige helte' på hendes lille sort/hvide tv.

Hun var med til at give mig en stor kærlighed for krimier, og det er virkelig noget, jeg skriver med hjertet. Jeg er bare ked af, at hun aldrig oplevede, at jeg blev krimiforfatter."

Hvordan fandt du din levevej?

"Jeg har altid fået at vide, at jeg var god til at skrive, og jeg var også en flittig gæst på Hovedbiblioteket og pløjede gerne hele De 5-serien igennem på ingen tid. Da jeg flyttede til Kartoffelrækkerne, kom en lille mørkhåret pige løbende imod mig.

Det var Dea Trier Mørchs datter, Rosa, og vi er veninder den dag i dag. Hendes mor sad oppe på anden sal i sit hus og ville ikke forstyrres mellem klokken 10 og 16. Pludselig blev det konkret for mig, at man kunne leve af at være forfatter.

Da jeg var færdig i gymnasiet, kunne jeg dog mærke, at jeg ikke var klar, så jeg tænkte, at jeg først skulle være forfatter, når jeg blev 60 år og kunne sidde og skrive i et sommerhus med en kat på skødet. I stedet søgte jeg ind på Journalisthøjskolen og kom til at arbejde med tv. Sådan er livet. Man tror, man skal ned ad én vej, men havner et helt andet sted.

Jeg fik to børn, og den yngste er født med astma. I 2006 havde jeg 93 sygedage med hende – jeg talte – og så tænkte jeg, at hvis jeg skulle være forfatter, måtte jeg give det et skud. Det var meget sårbart for mig, og jeg delte det ikke med nogen, men en orlov fra DR var ikke nok. Jeg skulle sige farvel til journalistikken og være fuldtidsforfatter. Da jeg endelig sagde det til folk, kunne jeg se katastrofeblikket i deres øjne, men jeg tænkte: ”Fuck det, hvis jeg kun sælger ti bøger, så kan jeg i det mindste sige, at jeg har prøvet”."

Hvordan har du det med at blive genkendt på gader og veje?

"Jeg kan godt mærke, at folk kigger lidt ekstra, men efter jeg har været med i Forræder, er det da helt vildt. Jeg var i Tivoli forleden, og jeg blev hele tiden stoppet. Børn, unge, ældre, ægtepar – alle! Men det er bare sødt, at folk gerne vil snakke lidt med en.

Læs også

Husker du tv-serien Guldregn? ”Det var en mærkelig alder at blive kendt i"

Forleden var der en dame, der stoppede mig for at sige, at hun havde set mig i 'Forræder', og det havde givet hende lyst til at læse mine bøger, og nu havde hun læst alle ni. Jeg har nu altid været meget i kontakt med mine læsere, for de sender tusindvis af breve.

Indimellem har jeg også fået beskeder fra kvinder, som fortæller, at hvis det ikke var for mine bøger, så ville de ikke være i live i dag. Jeg bliver helt rørt bare af at snakke om det. Tænk at litteratur kan gøre det."

Hvem har fundet vejen til dit hjerte?

"Det har mine børn. Jeg er blevet single efter et langt ægteskab, og det er nærmest første gang, for jeg har haft kæreste, fra jeg var 15, til jeg var 52. Det har været – og er stadig – en stor sorg at blive skilt, selv om skilsmissen var rigtig.

Det var jo en drøm, at vi skulle blive gamle sammen – ikke splitte familien op. Det er stadig hårdt, selv om det nu er tre år siden. Det første halve år var især hårdt, men jeg har det godt i dag."

Hvordan fandt du den vej, du bor på nu?

"Jeg har talt op, at jeg boede 25 forskellige steder, fra jeg blev født, til jeg var 25 år. Men nu har jeg boet her i lejligheden næsten 30 år. Jeg blev tilbudt den sammen med en daværende kæreste. Faktisk var det en af hans venner, som havde mistet sine forældre, og som vi havde taget os lidt af, der blev tilbudt lejligheden, men han var ikke interesseret, så han gav den videre til os.

Vi kom fra en lille toværelses lejlighed på Østerbro og købte den som andel billigt i 1995. Vi boede her et par år sammen, og så købte jeg ham ud, da vi gik fra hinanden. Så boede jeg her med min daværende mand og vores to børn, og nu er der kun mig og min datter tilbage, men det er også hyggeligt.

Jeg ved godt, at jeg snart er alene i lejligheden, og det prøver jeg at have det godt med. Jeg holder meget af stedet, for alle, der bor i området, kender hinanden. Det føles som en lille landsby i byen, og alle de fulde mennesker holder sig nede i Nyhavn.

Et parcelhus og mig er ikke et godt match, for min største skræk er de der øde villaveje med hække foran husene. Nogle gange kan jeg dog godt blive grebet af tanken om et lille hus i Skovshoved – men længere ud kan jeg slet ikke forestille mig. Bare et lille ukompliceret hus med plads til børn og børnebørn en dag og frugttræer i haven.

Men jeg bliver nok i byen, for jeg nyder at kunne gå til alting, og folk kommer altid lige forbi til en kop kaffe hos mig inden et møde. Indimellem kan jeg godt få spat af at gå langsomt bag 30 japanere med parasoller, men jeg prøver at favne det hele."