Julie Steincke
SPONSORERET indhold

Julie Steincke: "Jeg prøvede i en alder af 34 år, men det resulterede i komplikationer"

Skuespiller og musicalstjerne Julie ­Steincke om at blive mor i en sen ­alder, om at ligne en dragqueen og om ­pludselig at stå i badedragt til vennernes bryllup.

Af: Frederikke Pontoppidan Foto: Franne Voigt
11. dec. 2017 | Livsstil | ALT for damerne

Hvornår har du været mest bange?
– Da min søn, Storm, væltede bagover fra en højstol på en ferie og slog hovedet direkte ned i et cementgulv. Der endte vi akut på hospitalet, som lå over 40 minutter væk. Men der skete heldigvis intet. Jeg var knust, men lettet.

Hvilken beslutning har du fortrudt?
– At jeg ventede så længe med at blive mor. Jeg ventede på, at alt skulle falde på plads, hvilket betød, at jeg prøvede i en alder af 34 år, men det resulterede i komplikationer. Men endelig som 39-årig fik jeg mit lille mirakelbarn, og mit hjerte er fyldt. En lillebror eller lillesøster ser dog tvivlsomt ud nu. Men det er jo en del af livet, som man lærer af.

Hvad er den vigtigste ­lektie, livet har lært dig?
– Den vigtigste lektie i livet for mig har været, at tiden er nu, og det perfekte moment kommer ikke. Så bare lev dit liv. Jo ældre vi bliver, desto mere bliver det en realitet, da vi en dag også mister dem, vi elsker. Så tiden er lige nu.

Hvad er det sjoveste ­kompliment, du har fået?
– Det sjoveste kompliment, jeg har fået, var dengang, jeg fik at vide, at jeg var en meget smuk dragqueen. Jeg var ikke så gammel og havde job i Blackpool i et show, hvor jeg havde voldsomt meget teatermakeup på, og så er min stemme jo dyb. Men jeg skreg af grin og tog det som et kæmpe kompliment, da det kom fra en ægte dragqueen på natklubben.

Hvornår gjorde du sidst noget rigtig pinligt?
– Det gør jeg næsten ­dagligt. Men jeg var engang til et bryllup i Italien, hvor festen blev holdt udenfor. Der var 36 graders varme, og ­middagen trak ud, så jeg blev så varm. Så jeg tænkte, at et hurtigt smut i poolen ­ville gøre underværker, og bagefter kunne jeg vende tilbage, uden at nogen opdagede det. Men da jeg var på vej ned til poolen i ­badedragt, stod de pludselig lige ­foran mig, og skulle til at ­danse brudevals. Så stod jeg der i min badedragt sammen med de andre fuldt påklædte gæster og klappede i takt til brudevalsen. Hokus pokus, mig i fokus. Wow, det var ­pinligt.

Hvornår har du nydt dit arbejde mest?
– Jeg er super privilegeret, da jeg laver det, jeg elsker. Men siden jeg har fået min søn, er jeg blevet meget mere afklaret og rolig. Det er vidunderligt, og det har hjulpet mig meget som skuespiller, kan jeg mærke.

Har du et ar, der fortæller en historie?
– Da jeg var 23 år gammel, blev jeg opereret for en brystknude. Det var først efter, at jeg fik knuden fjernet, at de fandt ud af, at der ikke var kræft i brystet. Det satte livet i perspektiv ret tidligt, og jeg har stadig et ar, som dagligt minder mig om at nyde ethvert øjeblik.

Hvad er du mest stolt af?
– Jeg er mest stolt af Henrik, som er far til mit barn. Han har givet mig verdens bedste gave, og han er min bedste ven.

Hvilken anden kvinde har inspireret dig mest og ­hvorfor?
– Udover min mor så har Oprah Winfrey inspireret og motiveret mig enormt meget. Hun er en ufattelig stærk og motiverende kvinde, der har haft alle odds imod sig. Jeg kunne lytte til hendes livsfilosofi 24 timer i døgnet.

Hvad er den største ros, du har fået?
– Den største ros, som jeg faktisk fik for nylig, var fra min mor, som sagde, at jeg er en god mor. Det betyder alt for mig. Vi ved begge to, hvor lang en rejse det har været, før jeg blev mor, og at der var en stor chance for, at jeg ikke vil blive det. Og så synes jeg, min mor er den sejeste mor, så det er et stort kompliment.

Anbefalet til dig