Jussi Adler-Olsen: Jeg er opvokset på forskellige sindssygehospitaler

OMDREJNINGSPUNKTET: 

I rigtig mange år – indtil jeg mødte Hanne – var mit omdrejningspunkt en frihedstrang. Jeg er opvokset på de forskellige sindssygehospitaler, hvor min far arbejdede, og jeg gik frit rundt og havde meget vide rammer for, hvad jeg kunne tillade mig. Jeg kunne for eksempel ligge oppe på et tag og kigge ned på dissektionen af lig. Jeg trak den altid lige en tand videre, end hvad der lå i kortene. Som spejder følte jeg mig også fri. For eksempel da jeg som 14-årig tog en hel patrulje med til Sverige for at hugge træer om. De andre var 11-12 år, og vi cyklede derop med økser og det hele – kunne man forestille sig det i dag? Det ville være en skandale. Men dengang var det med fuld opbakning fra forældrene, fordi de så, at vi gjorde det ordentligt.

Nysgerrighed har også altid været et omdrejningspunkt for mig. Følelsen af, at man aldrig skal lade sig bremse i sin nysgerrighed, har jeg fra min far. Han tog den ene uddannelse efter den anden. Han var cand.mag. i to hovedfag og tre bifag, han var uddannet præst, han var mediciner, psykiater, kirurg, stenografilærer og dirigent fra konservatoriet. Da han døde som næsten 87-årig, var han i gang med at læse retorik.

Jeg tror også, at et omdrejningspunkt i mit liv har været held. Eller god timing. Min far sagde til mig, at jeg havde så mange talenter, men det største var heldet. Og når en med sådan en autoritet konstaterer det, må det jo være rigtigt. Så frihedstrangen, nysgerrigheden og heldet har på en eller anden måde gået hånd i hånd og skabt en masse muligheder i mit liv.

Jeg har grebet de ideer, jeg har fået. Skal vi lave en tegneserieforretning der, hvor vi bor? Ja, det var da en god ide – det gør vi. Og Hanne har været med hele vejen. Hanne er også mit omdrejningspunkt. Jeg ELSKER Hanne dybt og inderligt, hun er sådan et smukt menneske. Og så har hun samtidig evnen til at få næseborene til at vibrere af temperament. Hun er opvokset i Brasilien, var der de første syv år af sin levetid, og det kan man altså godt mærke. Der er virkelig noget eksotisk over hende – noget,
jeg mærkede den allerførste dag, jeg så hende. Hun er så varm og livfuld og har støttet mig rigtig, rigtig meget de gange, jeg har haft brug for det. Derfor tror jeg nok, at jeg næsten må kalde mig lykkelig i den sammenhæng.

Da jeg var barn, var min mor et omdrejningspunkt. Hun var meget varm, og med fire børn tog hun opdragerrollen på sig. Hun var meget pædagogisk. Da jeg var 9 år, lavede hun en morgen havregrød til mig. Det simrede, og så puttede hun salt i. Salt i havregrød! "Den kan jeg ikke spise," sagde jeg, men så sagde hun: "Hør her Jussi, nu laver vi havregrøden uden salt også, og så kan du smage dem begge to." Der fattede jeg, hvad kogekunst er, og jeg lærte lynhurtigt at lave mad og kan lave alt. Da jeg var 16 år, sagde min mor: "Så, nu vil jeg til at studere noget mere." Og så læste hun til faglærer og underviste i mange år på Lyngby Privatskole. Hun var utrolig sej og blev 96 år.