At læse gamle dagbøger kan være en pinlig affære.
SPONSORERET indhold

”Kære dagbog… jeg var fuld og havde ingen modstandskraft.”

Som teenager er der ikke noget, der fylder mere, end når din kærlighed ikke bliver gengældt 100 %.

07. apr. 2015 | Livsstil | Eurowoman

Opdateret med følgende tilføjelse lørdag 11. april:

Vi er på redaktionen blevet opmærksomme på, at et facebookopslag om disse sider fra Amalies teenagedagbog har vakt debat. Vores læseres bekymring går på, om Amalie er blevet tvunget til sex. Hun understreger, at hun ikke er blevet tvunget i bogstaveligste, fysiske forstand.

Amalie tilføjer: Når jeg skriver, at jeg "ingen modstandskraft havde", henviser det til, at jeg ikke kunne modstå at gå i seng med en fyr, jeg var vild med, fordi jeg havde fået et par glas for meget, selvom jeg ikke ønskede at ende i "bolleven"-kategorien. 

Selvom hun understreger, at hun ikke oplever, at der var tale om et overgreb i denne situation, vil vi i den kommende tid sætte fokus på det vigtige emne, at man aldrig skal føle sig presset til sex. 

 

KLUMME: Pyha, at læse i ens gamle dagbøger, fra man var teenager, kan være en ulideligt pinlig affære. Inspireret af Stinne Skovbjergs Teenage Dagbog-projekt - som har udviklet sig fra oplæsninger til en facebookside, en bog og senere på året et DR-program, er jeg gået i gemmerne og har fundet en af mine egne. Hele projektet går nemlig ud på at omfavne sit yngre jeg, også selvom det kan være ulideligt pinligt.  

Her er, hvad jeg kan læse om mig selv fra en helt almindelig fredag aften i 2001, da jeg var en ung pige på 17 år på vej til at blive en kvinde.

"Kære dagbog.
Var i byen i går, på Cavi, med Chloé, Carina, Caroline og Kathrine. Det var en kanon fed aften. Vi sad ved et bord hos nogle fyre, der havde købt adskillige flasker. De var totalt griner og kaldte mig for "Balle" og klappede i hænderne, når jeg gik forbi. Alle blev pænt berusede, og jeg spillede totalt smart i min nye Gucci-cowboyhat! Der var en fyr, som jeg så nemt kunne have været sammen med... men så dansede jeg med en anden lækker fyr i hvid skjorte og slips. Jeg havde skrevet nogle beskeder til Alexander om, hvornår han kom derind. Han havde ikke rigtig svaret på, hvornår han kom. Pludselig var han der bare. Han kom lige mens, jeg stod og dansede med en anden fyr. En 4. G'er fra Øregaard. Jeg løb straks hen til Alexander... Han virkede meget glad for at se mig! Vi dansede lidt og rendte lidt rundt hver for sig. Så spurgte han, om vi skulle tage hjem... ok. Chloé og Caroline var de eneste, der var tilbage, og de havde gang i hver deres fyr.
Alexander og jeg havde sex, selvom det bestemt ikke var meningen fra min side. Men jeg var fuld og havde ingen modstandskraft. Det var rimelig godt, men bagefter fortrød jeg sindssygt meget... Alexander virkede sur eller kold eller et eller andet pis, men i morges var han ligeså sød, som han plejer, og vi havde sex igen og var i brusebad sammen. Det var kanon. Det irriterer mig bare, for jeg gider virkelig ikke være hans bolleveninde! Det er for nedværdigende! Jeg vil jo for helvede være hans kæreste. Vi opfører os jo også totalt som et par, det eneste, der mangler, er, at vi aftaler at være "kærester", og det vil så betyde, at vi ikke må være sammen med andre! Hvis han kun vil være sammen med mig for at få sex, siger jeg fuck af..."

Vil du læse flere pinlige dagbogsskriblerier, kan du læse med her, hvor Stinne Skovbjerg, forfatteren til bogen 'Til helvede med fortiden - Teenagedagbogen', deler sine dagbogssider.