Kirsten Olesen: "Jeg har et godt liv, men min kærlighed er blevet ensom"

Det er første gang siden 24. januar, at Kirsten Olesen er på vej hen i sin garderobe i Skuespilhuset.

Hun går gennem teatrets bagscene, hvor en gruppe medarbejdere står samlet. En kvinde i stribet trøje får øje på hende og lyser op i et smil:

”Hej Kirsten”, siger hun med begejstring i stemmen. Flere stemmer i, som vi bevæger os gennem rummet. Glade for at se hende igen. 

Hun har netop hentet ALT for damernes udsendte ved Skuespilhusets bagindgang og fører mig gennem huset og hen til sin garderobe. Det er et hus, hun kender rigtig godt. Og som kender hende rigtig godt. For selv om de fleste danskere tænker på Agnes fra ”Matador”, når de hører hendes navn, så har Kirsten Olesen mest af alt lavet teater, og hun har været ansat her på teatret i 41 år. De første mange år på Det Kongelige Teater på Kongens Nytorv, men siden 2008 med base i det kubistiske skuespilhus for enden af Nyhavn. 

– Jeg er her på teatret endnu, fordi jeg godt kan lide det sociale samvær. Jeg er jo alene i min dagligdag, men jeg har brug for mennesker og kammerater omkring mig og brug for, at vi kan skabe noget sammen og har opgaver sammen. Løser noget i fællesskab. Det er derfor, jeg elsker teatret, fortæller Kirsten Olesen, som med sine 71 år er den ældste skuespiller i huset.

Foråret var præget af aflysninger, og sommeren har Kirsten Olesen brugt derhjemme på Christianshavn på at lære manuskriptet til sin kommende rolle. En næsten to timer lang monolog, hvor hun skal spille rollen som Goebbels’ sekretær. Noget af en kraftpræstation. Både at stå på scenen alene og at ”orde” manuskriptet, som hun kalder det. At lære det udenad. 

– Jeg skal være forberedt til fingerspidserne, når jeg går ind på scenen, så jeg må være meget flittig. Da jeg var ung, kunne jeg bedre gribe tingene på stedet, lige når de skete. Så kunne jeg huske dem og bruge dem, og jeg behøvede ikke gå hjem og terpe og læse så meget, som jeg gør nu. Det går ikke så hurtigt længere. Min forberedelse er blevet mere langsom og omhyggelig. Jeg løber ikke så stærkt mere, og det er fint nok for mig. 

Når man som Kirsten Olesen nyder det sociale aspekt ved arbejdet, er det heller ikke decideret en drøm at stå alene på scenen. 

– Jeg var lidt betænkelig over, at det var en monolog. At jeg skulle være helt mutters alene om at præstere. Jeg har prøvet det en gang eller to før, og jeg synes ikke, det er så sjovt. Det er ikke et spabad, vel …  Det er meget krævende for mig, selv om jeg har prøvet så meget. Men man skal også tage imod udfordringen, hvis man bare vil rykke sig lidt, forklarer hun og pointerer, at hun jo heller ikke er alene om at skabe stykket.

– Vi er stadig mange om at fortælle historien. Der er scenografer, lyd, musikken, instruktøren. Vi er jo flere om det, men jeg er så bare alene på scenen. Det er hårdt, men der er altså også en stor tilfredsstillelse ved det. Det ansvar, man har, og den store kontrakt, der er med publikum. 

Egentlig er hun ikke meget for at sætte ord på sorgen over sin mand. Det er mere gennem musikken og billedkunsten, hun finder genklang for sin sorg. Især musik, som går lige i hjertekulen.

– Når jeg sætter ord på min sorg, synes jeg faktisk, at den skrumper. Hvis jeg siger, at den har farven blå, så er den bare blå. Men den er så meget mere. Den har så mange andre nuancer. Jeg kan ikke rumme sorgen i et ord eller i en sentens. For det er jo hele mit liv, jeg har været sammen med ham. I hvert fald i 39 ½ år. 

Har sorgen udviklet sig?

– Jeg kan jo godt leve mit liv i dag, jeg fungerer. Jeg har et godt liv, og jeg har et skønt arbejde. Men jeg går altid rundt med savnet. Det er ikke noget, jeg glemmer. Eller min krop glemmer. 

Hun går ned og taler med ham i krypten under Christians Kirke på Christianshavn, hvor han er bisat. Her har han en lille flise, og ved siden af er der en flise til Kirsten, når det bliver hendes tur.  

– Der skal jeg også ligge. Der er reserveret en flise til mig. Lige ved siden af. Lige nu er jeg jo sund og rask, men hvis man går hen og bliver syg og dårlig, så kan det gå stærkt, også selv om man kun er 71 … Men jeg bekymrer mig ikke. Det gør jeg slet ikke. Det kan ikke betale sig. Man må tage det, som det kommer. Jeg kan ikke gøre noget ved døden. Den er der
jo. Ligger der bare. Vi kan lige så godt lade være med at spekulere så meget på den.  

Vidunderlige veninder

Lige nu er Kirsten Olesen aktuel med en stor rolle i filmkomedien ”Madklubben”, hvor hun spiller sammen med kollegerne Stina Ekblad og Kirsten Lehfeldt. De spiller tre veninder, som tager på madkursus i Italien sammen, da den ene kommer i livskrise. Filmoptagelserne foregik over fem uger i efteråret 2019 i den italienske region Apulien.

– Det var en stor oplevelse at besøge en del af Italien, som vi slet ikke kendte, og at arbejde med et stort italiensk filmhold. Vi havde selvfølgelig lidt sprogproblemer, da ingen af dem kunne engelsk, men vi fandt ud af det med fagter og gebærder. Og vi tre kvinder havde et rigtig godt samarbejde, og instruktøren Barbara Topsøe-Rothenborg var også åben over for mange af vores personlige erfaringer.

Kirsten Olesen har selv syv-otte tætte veninder, som altid har været der for hende.

– Jeg har nogle vidunderlige veninder, der har stillet op for mig altid og hele tiden. Det er nogle dejlige piger – damer må jeg hellere kalde dem – jeg jo også har kendt i mindst et halvt århundrede. Så det er nogen, jeg er så tryg ved og har stor kærlighed til. Det er dem, jeg altid kan trække på. Både når det er sjovt, og når det er sørgeligt. Og det er dem, jeg drømmer med. Der er mange af os, der er blevet alene, så det er også dem, jeg lægger planer om at rejse og bo med. Så skal jeg bare holde op med at arbejde, så det kan lade sig gøre, siger Kirsten Olesen med et smil.

Den ældste veninde kender hun helt tilbage fra 3. klasse, andre stammer blandt andet fra elevskolen på Odense Teater, og nogle har hun lært at kende gennem sin mand. 

– Vi behøver ikke længere vise os for hinanden og bevise noget for hinanden, pisse territorier af over for hinanden, og vi accepterer hinandens forskelligheder, for det er kun det, der sætter krydderi på vores tilværelse sammen. Vi kender jo hinanden og har set hinanden i kortene SÅ mange gange. Så vi kan læse hinanden dødhurtigt.  

Søsteren er også blandt de tætte veninder. De to er endda kommet endnu tættere på hinanden, efter at søsteren for et par år siden også mistede sin mand. Det er sammen med søsteren og hendes fire børn, Kirsten altid fejrer højtiderne. Kirsten og hendes mand fik aldrig selv børn. Hun var gravid en enkelt gang, men det gik ikke. 

– Jeg har aldrig savnet at få børn. Inden min mand døde, spurgte han, om jeg ville føle det som et savn, at vi ikke havde fået børn. Men jeg kunne forsikre ham om, at det ville jeg ikke. Jeg har så mange mennesker, både unge og gamle, jeg er tæt på. Jeg kunne ikke se, at der var noget, der kunne være bedre end det, jeg havde. 

Altid Agnes

Foran Kirsten Olesens supermarked på Christianshavn står der en Hus Forbi-sælger, som har fundet ud af, hvordan han kan få solgt en avis til hende. 

– ”Altså Kirsten”, siger han. ”Jeg looover at se ”Matador” 20 gange, hvis du køber et blad”. Og så køber jeg, griner hun. 

Det er svært at tale om Kirsten Olesen uden også at tale om folkekære Agnes fra ”Matador”. Og det er helt okay. 

– Jeg holder også meget af Agnes. Faktisk så irriterede det mig lidt i begyndelsen, at jeg altid blev spurgt til det, for jeg lavede jo så meget andet. Men i dag er jeg jo pavestolt over, at vi har lavet sådan en serie, som vi har. En serie, som er gået hen og blevet så stor og betydningsfuld for så mange mennesker. Det er da en gave at få med. Det er det da. Derfor er jeg glad for Agnes. 

Bortset fra Hus Forbi-sælgeren føler Kirsten Olesen ikke, at der er mange, der genkender hende på gaden. Hun falder fint ind i mængden. Folk tror nogle gange, at de har gået i skole med hende. På nær når ”Matador” igen er løbet over skærmen. Så kan hun godt føle sig genkendt. Hun sagde mest af alt ja til rollen for at få noget mere tv- og filmerfaring og havde ingen ide om, hvor stor rollen ville blive. 

– Sådan som Erik Balling forklarede det, var det bare sådan en lille stuepigerolle. Men det var jo fantastisk, som hun fik lov at udvikle sig. Det anede jeg ikke noget om til at begynde med, for det forelå ikke i manuskriptet. 

– Jeg turde ikke rigtigt sige det til dem, for jeg vidste godt, det ikke ville falde i god jord. Men jeg havde min storesøster, så hende skyndte jeg mig op til, og det viste sig så, at hun havde akkurat de samme planer. Så læste vi med hinanden og kom begge to ind. Hun gik i Aarhus og jeg i Odense. Vi er fra samme årgang. 

Havde Kirsten Olesen været ung i dag, er hun ikke sikker på, at hun var blevet skuespiller.

– Jeg tror, det ville have været meget anderledes i dag. Konkurrencen er blevet vanvittigt stor. Alting er blevet så målrettet. Meget tidligt skal du være bevidst om, hvad du vil, og hvad du evner. Det, synes jeg, er enormt synd. Der skal være tid til at eksperimentere – også som voksen. Have mulighed for at tage fejl. At få lov til at udbygge og læse videre. Alt det, der er så vigtigt.  

Et skrog

Selv om det ikke ser sådan ud med både en film- og en teaterpremiere inden for den nærmeste fremtid, så har Kirsten Olesen faktisk skåret ned på sine arbejdsopgaver, i takt med at hun er blevet ældre.

– I dag kan jeg ikke kapere så meget. Jeg har ofte været stresset i mit liv. Og det vil jeg ikke være længere. Jeg siger nej til ting, hvis opgaverne falder oven i hinanden. Der er nogle år af mit liv, som jeg slet ikke rigtigt kan huske, fordi det hele handlede om arbejde, arbejde, arbejde. Jeg tænker tit på, hvordan det var at være gift med mig dengang. Jeg skulle også læse i vores sommerferie … Men jeg havde en meget forstående livsven. Så det klarede vi også. Han vidste jo godt, hvad teatret kræver, og hvad teatret indebærer med alle mulige dumme arbejdsforhold og lange arbejdsdage.  

Men selv om de fleste jævnaldrende er gået på pension, er det ikke noget, Kirsten Olesen har aktuelle planer om. Så længe hun kan holde til arbejdet, bliver hun ved. 

– Man bliver jo lidt et skrog, når man bliver ældre. Kroppen bliver slidt. Man får ondt i ryggen, man får ondt i nakken. Man sover dårligt på nye madrasser, når man er på turne … og åååh, hold op. Jeg er ikke så flink til at få lavet motion og burde nok gøre lidt mere, men jeg gør så meget, at jeg kan hænge sammen. Desværre kan hjernen også svigte lidt engang imellem. Vi bliver mere glemsomme, selvfølgelig gør vi det. Det er en del af det at blive ældre. Men altså, så længe jeg kan huske replikkerne, bliver jeg ved på teatret … tror jeg. Nu får vi se. Jeg har mange veninder, som er pensionerede og har et godt liv. Og det kan jeg da godt se. At der kan  være et liv uden for murene. Det er jeg da begyndt at opdage. Det er ikke så skræmmende længere. Men lige nu har jeg ikke tid til det. 

Hun har spillet et utal af roller. Nogle af dem kan hun slet ikke huske. Men der er en, hun mangler. Hun skal ikke tænke længe over, hvilken rolle hun mangler på cv’et, før hun siger:

– Julie … Ha ha ha ….

– Romeo og Julie. Jeg har aldrig fået lov til at spille den der helt søde unge pige. Den der helt sarte, bly, forelskelse. Jeg har nok set for robust ud. Det tror jeg. Hende har jeg til gode. Måske gemmer hun sig inde i mig. For man siger jo, at skuespillere har alle aldre i sig. Men jeg tror nu ikke, at chancen er stor. 

Chancen er heller ikke stor for, at Kirsten Olesen selv finder en ny stor kærlighed. Hun leder slet ikke efter den. 

– Det gør jeg ikke. Det gør jeg slet ikke. Jeg er ikke sådan en, der tror på den eneste ene i livet. Der kan sagtens være mange kærligheder i ens liv. Men jeg orker det ikke, griner hun med et lille suk og forklarer. 

– Jeg orker ikke at starte forfra. Fortælle om mig selv … og forklare og nej … Jeg orker det ikke. Nu har jeg det lige så godt. Men forelskelse kan man jo ikke stille noget op med. Så bliver man jo syg. Og rundtosset. Så kommer det. Men altså. Jeg har det fint, som jeg har det. Det er helt fint.