Mette er rødhåret - og rasende: "Serien giver de kvinder rødt hår, som vi skal afkode som uattraktive"

Jeg er begyndt på successerien ”Bridgerton”. Et stykke farvestrålende fiktion inspireret af en roman om Londons overklasse i starten af 1800-tallet.

Jeg havde læst, at den skulle være nytænkende i forhold til castet. Woke endda.

Men jeg nåede ikke langt i første afsnit, før jeg noterede mig, at også den serie plumper i og bruger stereotypen, som nok især jeg lægger mærke til: Serien giver de kvinder rødt hår, som vi skal afkode som uattraktive. De uelegante. Sådan nogle, som ingen gider danse med. De små lakridsdimser fra Matadormiks, der altid ligger tilbage som de sidste i skålen.

LÆS OGSÅ: Mette Kirstine Goddiksen er stoppet med at bage kage til sine kolleger af én særlig grund

Jeg slukkede og sukkede lidt over, at vi åbenbart ikke er kommet længere.

Selv er jeg vokset op med børnelitteratur, hvor personer med et snuptag i fordomskassen blev gjort onde eller kiksede ved hjælp af rød hårpragt. Eksempelvis hos min helt, Ole Lund Kirkegaard: ”Topper hed en dreng – og køn, det var han bestemt ikke.

Hans hår var rødbrunt, næsten som rustent jern”. Jeg har sunget med på Allan Olsens ”De får rødhårede unger og fattigmandshjælp”. Jeg har set Harry Potter – og du gætter aldrig, hvilken hårfarve den lidt komiske og lidt sølle Weasley-slægt har? Jeg kunne faktisk blive ved … For eksempel ved at nævne den årlige ”Spark en rødhåret-dag”, som nogle finder enormt sjov.

Men hvad med Pippi? tænker du måske. Hun er da sej! Det er hun helt klart. Men som lille, småbuttet, rødhåret og fregnet otte-årig pige med skæve bisser blandt blondiner med blå øjne drømmer man om at ligne Tornerose. Dengang havde ingen Disney-prinsesser rødt hår.

Jeg var dér, hvor jeg ikke brød mig om at tage bussen i dagtimerne, fordi de store vinduer kastede for meget lys på mig, der i mit eget hoved lignede et monster. Et selvlysende monster med en orange manke, som fangede alle menneskers opmærksomhed.

Og apropos Pippi: Som 15-årig hungrer man ikke efter evnen til at løfte en hest. Man håber på en dag at få en kæreste. Man vender ryggen til imfællesbadet, fordi de pokkers hår på tissekonen også er forræderisk rødhårede.

”Åh, hold op med at være så nærtagende”, som min mor sagde, når jeg en sjælden gang blev kaldt brandbil eller rødt apparat (sjældent, fordi jeg havde en stor, stor storebror i den jungle, som vi kaldte skolegården).

”De er bare misundelige”, som hun sagde.

LÆS OGSÅ: Mette er blevet "sober curious" - og det skyldes hendes 16-årige døtres syn på alkolhol

Det vidste jeg nu godt, de ikke var. Jeg købte heller ikke argumentet med, at mange jo farvede håret rødt helt frivilligt. Jeg blev faktisk lidt irriteret på de veninder, der tog min hårfarve, men ikke behøvede at tage den kridhvide hud, fregnerne og de lyse bryn og vipper samt fordommene og de åndede kommentarer om temperament. De snød og åd jo bare pynten på kagen. Og de kunne anytime gå tilbage til at være blonde.

I dag er jeg stolt mor til rødhårede tvillingepiger, der heldigvis har det godt med deres hårfarve. Og de vokser lykkeligvis op i en tid, hvor Ed Sheeran sætter pigehjerter i brand, hvor rødhårede skuespillere også castes til roller som de attraktive – og hvor vi i det hele taget har et vågent øje på, at der skal være plads til diversitet og fordomsfrihed, for eksempel i forhold til kropstyper, køn, hudfarve og seksualitet.

”Bridgerton” er på mange måder et produkt af vores bedre, mere rummelige tid. Men serien har et par blinde pletter. Den er en hest, der er et irriterende mulehår fra at komme i mål. Og nej. Trods hårfarven har jeg ikke kræfter nok til selv at løfte den derhen.