Klumme: Lyder du som dig selv?

Husker du de første gange, du hørte en optagelse af din egen stemme? Rædselsfuldt.

Det syntes jeg dengang, og det er i virkeligheden ikke blevet meget bedre.

Jeg bliver stadig chokeret over, hvordan min virkelige stemme adskiller sig fra dén, jeg har inde i mig selv. Og den indre stemme er virkelig god til at skælde ud, når den hører den ydre: Puha. Hvorfor har du den dybe, bryske lyd, når alle andre kvinder spytter sarte roser ud?

LÆS OGSÅ: Klumme om #metoo: ”Det er tydeligt, at der er forskel på generationerne”

Videnskabeligt er min stemme defineret af stemmebåndenes længde, tykkelse og elasticitet, tungens placering i svælget og af, hvordan muskler i mellemgulvet og luften i lungerne blander sig og sender min unikke lyd ud i verden.

Men den slags fakta er man lidt ligeglad med, når man slukøret sendes ned til alt-stemmerne i kirkekoret, mens Marie-Louise med de blonde krøller og strutkjolen fyrer den af som sopran. Solo! Hvem gider være Darth Vader, der står og pruster bag den blide fe?

Ikke mindst i scoringssituationer har jeg fundet min mørke røst problematisk. Derfor har jeg mere eller mindre bevidst prøvet at gøre min stemme lysere, blidere og mere syngende, når jeg har haft brug for sympati. Og jeg er ikke den eneste, der gør det. Jeg har flere gange lyttet til damer, der tvinger stemmen op i et unaturligt lyst leje, især når de griner af en attraktiv mands jokes. Man virker ganske
enkelt sødere, mere feminin og ufarlig sådan.

Jeg har også oplevet fænomenet blandt sundhedspersonale eller andre mødre i børnehaven: De begynder pludselig at tale med små musestemmer, når de vil signalere omsorg. Engang var jeg til fødselsforberedelseskursus for tvillingemødre hos en jordemoder, der i fuld alvor lå under et bord og brugte hænderne som en slags hånddukker, der med en påtaget lys barnestemme sagde ting som ”og når jeg kommer ud, så får mig ondt i mavsen, hvis mor spiser krydret mamse”.

Intet voksent menneske bør rode rundt dernede. Da slet ikke, hvis hun er pinligt ædru og skal udstråle vid og autoritet i forhold til andre voksne. Du har for sevan scoret et sindssygt snit, læst til jordemoder og har al mulig grund til at tage dig selv alvorligt. Især fordi jeg som nervøs førstegangsfødende har brug for et fyrtårn, ikke en diskokugle, der flakker nervøst rundt.

LÆS OGSÅ: Kønssociolog Cecilie Nørgaard om sexismen: “Det her jo ikke et oprør mod mænd”

Men jeg gør det selv i en light-udgave, når jeg skal sige noget foran flere mennesker. Hvis jeg ikke tager mig selv i nakken, så ryger min stemme op i en unaturligt lys og mere luftig toneart. Jeg føler mig vel mere likeable på den måde. Jeg bruger den lysere lillepigestemme for at undgå at fylde for meget. For at signalere, at mig behøver I sandelig ikke tage alvorligt.

Engang var jeg til professionel stemmetræning. Jeg blev rost for min mørke klang, da den gjorde, at jeg blev taget mere seriøst end én med en lys kvindestemme. Tyg lige på den.

Min niårige datter undrede sig en dag over, hvorfor drengene gjorde deres stemmer helt vildt lyse og ”skingre”, når de skulle drille pigerne ved at imitere dem. Som om pigestemmer i sig selv er latterlige …
Prompte svarede jeg: Men så skal du bare brøle ”så klap da kaje” med din vildeste Metallica-stemme.
Barnligt. Jeg skulle overhovedet ikke have understøttet det her kønsstereotype idioti med, at der er mere seriøsitet og status i det mørke og maskuline. Og feminin fuckability i det lyse.

Jeg bør holde mig for god til – her 35 år efter – at tænke ”tag den, Marie-Louise. Du kan score, men min stemme er i det mindste seriøs”.

Når jeg altså tør.