Når prestige ikke er nok: "Jeg følte mig som en fiasko og havde svært ved at komme ud af sengen"

Først kunne Louise ikke forstå, hvad stemmen i den anden ende af røret sagde. Hun stod i en stald på Midtfyn, midt i sit job som hestepasser, da opkaldet kom. Et opkald, havde ventet på, og som kunne ændre hendes liv.

Stemmen i telefonen bekendtgjorde over for Louise, at hun var en af de særligt udvalgte, der havde fået en elevplads hos Mærsk. Over 1.000 unge havde søgt om at komme til at arbejde for A.P. Møller på Esplanaden i hjertet af København, men kun 25 havde klemt sig gennem nåleøjet.

– Jeg var helt befippet, men skyndte mig at sige tak, og så ringede jeg til min mor, fortæller 33-årige Louise Brandstrup fra Oure på Fyn.

– Jeg var så stolt. Der var prestige i at have fået elevplads hos Mærsk, og jeg var sikker på, at jeg skulle være manager, udstationeres i Mellemøsten og flytte rundt på containere resten af mit liv.

Målt og vejet konstant

13 år efter opkaldet er blazerjakken skiftet ud med en hvid kittel, for Louise har endegyldigt forladt Esplanaden.

– Mærsk er et gammelt firma med mange traditioner og PH-lamper på skrivebordene. Jeg var stolt af at være en del af det, men det var ikke et rart miljø at være i, siger hun i dag.

– Jeg begyndte som elev sammen med 25 unge, som var voldsomt konkurrencemindede. Alting handlede om at få de bedste karakterer og komme hurtigst muligt frem. Jeg var også selv ambitiøs, men jeg fandt mig aldrig til rette.

Hun havde tidligere læst på universitetet, så rent fagligt kunne hun godt være med, men usikkerheden sled på hende.

– Vi blev hele tiden bedømt, og jeg følte altid, at jeg ikke gjorde det godt nok. Jeg var så trist og ked af det, og det påvirkede mine resultater, erkender hun.

– Jeg følte mig som en fiasko, og til sidst havde jeg virkelig svært ved at komme ud af sengen om morgenen, fordi jeg stod foran endnu en dag i trædemøllen.

Samtidig følte hun sig ensom i København, og weekenderne brugte hun hos kæresten i Odense.

Louise har arbejdet i hjemmeplejen på Langeland i seks år. Foto: Alexandar Søndergaard.

Farvel til ledestjernen

Det var ikke en nem beslutning, men det var den rigtige. Efter lidt over et år følte Louise ikke længere, at Mærsks ikoniske syvtakkede stjerne var hendes ledestjerne. Hun opsagde sin elevplads – den plads, hun havde tilkæmpet sig foran tusinde andre.

– Vi blev hele tiden belært om, at vi var den ene procent, der havde klaret den, men jeg var faktisk stolt over, at jeg formåede at sige fra. Jeg havde ikke ladet mig lokke af prestigen, men prioriterede mig selv og stoppede, siger Louise.

Hun vendte hjem til Fyn og tog en uddannelse som revisor. Under finanskrisen blev hun fyret fra sit revisorjob og takkede ja til et vikariat i hjemmeplejen på Langeland, for så havde hun noget at lave, mens hun skrev ansøgninger.

Hendes første besøg var hos en ældre dame, der var lam i den ene side af kroppen. Louises kolleger havde advaret hende om, at kvinden altid var sur, men det oplevede Louise aldrig.

– Jeg opdagede, at jeg faktisk var rigtig god til at arbejde med mennesker. Det var en ny opdagelse, at jeg havde noget i mig, som jeg ikke tidligere havde kendt til, siger Louise.

Hun savnede ikke sit strukturerede fag med regneark og udregninger, der skulle gå op, selv om det var noget ganske andet at køre rundt til de ældre mennesker.

– Jeg var simpelthen så glad, når jeg kom hjem. Man får med det samme respons på, om det man laver, er godt eller skidt. Det kunne jeg virkelig godt lide, for hos Mærsk blev vi hele tiden bedømt, men der kunne gå tre måneder, før vi fik dommen, påpeger Louise.

Flov over arbejdet

Louise begyndte at lege med tanken om at søge ind på social- og sundhedsuddannelsen, men sagde det ikke højt.

– Jeg holdt det for mig selv, fordi der er så mange fordomme om faget. ”Kan du ikke blive andet, kan du altid blive hjemmehjælper”, vrænger hun.

– Folk tror, vi kun gør rent og tørrer røv, men det er altså en brøkdel af vores arbejde.

Louise kunne dog ikke helt holde arbejdsglæden inde, for en dag spurgte hendes mor, hvorfor hun ikke søgte ind på uddannelsen.

– Der faldt en sten fra mit hjerte, da hun sagde det, fordi jeg var bange for, at folk skulle tænke, at jeg ikke kunne mere, hvis jeg tog den uddannelse, siger Louise.

Hun blev optaget på uddannelsen og fandt hurtigt ud af, at det kræver sit at blive sosu-assistent.

– Det er en uddannelse, hvor man virkelig lærer sig selv at kende. Den handler lige så meget om at udvikle sociale og personlige kompetencer, som hvad står i en bog, fortæller hun.

– På skolen mødte jeg et helt andet miljø end hos Mærsk. Her var mennesker, der bekymrede sig om hinanden og det arbejde, vi udførte.

To måneder før hun blev færdig på skolen i 2013, fik hun job hos hjemmesygeplejen på Langeland, og det har hun ikke fortrudt.

– Det bedste ved mit fag er, at jeg gør en forskel. Jeg kan se, at en borger pludselig kan gå på toilettet selv eller gå ti skridt med sin rollator på grund af det, jeg har gjort. Det meste af vores arbejde handler om at hjælpe folk til selvhjælp, siger Louise.

På sociale medier følger hun med i, hvordan hendes gamle klassekammerater gør karriere hos Mærsk rundt om i verden.

– Det kan da godt give et lille stik, for det kunne jo have været mig – og alligevel ikke, for jeg har lært at, prestige ikke fylder dit hjerte op. Det gør arbejdsglæde.