Interview med Kasper Winding og Simone Bendix
Foto: Rasmus Weng Karlsen Det flyder over med croissanter og café au lait i den lille handelsgade i Paris, Rue des Martyrs, hvor Simone og Kasper bor.

Interview med Kasper Winding og Simone Bendix

“Man er så sindssygt selvcentreret, når man er nyforelsket"

Skuespillerinden og designeren Simone Bendix, 48, og musikeren Kasper Winding, 59, har været uadskillelige i 30 år, for de stoler på hinanden, også selv om livet flirter med dem i ét væk. De seneste 14 år har de boet i Paris, hvor de konverserer i højere luftlag, lader dagene ogarbejdet flyde sammen og spiser østers om lørdagen.

Simone og Kasper har tre daglige ritualer.

Hver morgen dyrker de yoga på stuens plankegulv i den højloftede lejlighed i det 9. arrondissement. Det har de gjort i 10 år, hver dag, samme program. Imens hopper datteren Polly på otte rundt og hiver dem i buksebenene. Sønnen Pablo på 16 sover stadig. Han kunne ikke forestille sig noget værre end at lave strækøvelser med 'de gamle'.

LÆS OGSÅ: Casper C. og Isabel: "Der er kun ét problem i aldersforskellen"

Når Simone og Kasper har fulgt Polly i skole efter morgenmaden, går de en lang tur gennem Paris' gader og parker, gerne Palais Royal eller Tuilerierne. Tidligere løb de, men det er bedre at gå, for så kan de trække vejret og tale sammen imens og lægge mærke til årstidernes skiften i platantræernes kroner. Når de kommer hjem, går de i bad og klæder sig ordentligt på for hinanden. Joggingbukser er en uskik. Og når de spiser aftensmad kokkereret af Kasper af de blåprikkede tallerkener, fortæller Polly, Pablo, Simone og Kasper hver især om de gode oplevelser, de har haft i løbet af dagen. For der er altid sket noget godt. Nå ja. Og så er der det ugentlige ritual i vinterhalvåret, hvor Simone og Kasper hver lørdag går rundt om hjørnet hen til vinhandleren og spiser østers til frokost, for det smager så sindssygt godt.

Men spørger du Kasper, hvad der er dagens, ugens, årets højdepunkt, svarer han: hver morgen, når han vågner. Tænk, at være så heldig endnu en gang at vågne op. Og så ved siden af Simone, som han har gjort det hver dag i 30 år. Når han altså ikke er i London eller andetsteds for at lave musik. Eller hun er i Italien for at besøge sin tvillingesøster, som hun designer tasker med under navnet Edition Poshette.

Fra trægulv, renskurede fortove, ellipsebord og dobbeltseng til en sfærisk atmosfære. For Simone og Kaspers ritualer er stort set de eneste forankrede holdepunkter for vores samtale. Simone og Kasper ikke alene hæver sig over, men svæver over den slags dagligdags hændelser. Logistik og praktik er ikke interessant. Livet er for kort simpelthen. Her i den fireværelses flyder konversationen og kreativiteten. Man er vel i Paris.

Simone og Kasper bor i en lille gade, der kunne få Woody Allen til at sætte sig i instruktørstolen og skabe endnu et pariserdrama med Rue des Martyrs som kulisse. Den stejle handelsgade med den søde duft af baguetter og croissanter, som kun boulangerier kan udsende, blomsterhandlere, der fylder fortovet med pæoner og liljer, køkkentøj-, is- og chokoladebutikker, en tabac med en mand med rund mave og roterende kyllinger foran slagterbutikken, der er Paris' bedste ifølge Kasper. Gaden har også en virkelig god italiener, som for nylig har åbnet butik nede i bunden. Det er der, ingredienserne til dagens frokost kommer fra. Men inden vi sætter os i de hvide Eero Saarinen-stole under de sølvfarvede Tom Dixon-lamper i den store stue med åbent køkken og får tomatsalat med mozzarella, basilikum og olivenolie samt pølse, skinke og baguette, viser Kasper vej ad den lange, smalle gang til hjemmestudiet bagerst i lejligheden.

Et lille værelse med småternede gardiner for vinduerne, tætpakket med et skrivebord, en MacBook, foran et par store højttalere, et klaver, et keyboard, en guitar, et nodestativ, en tamburin, et sæt trommestikker og et hav af ledninger, der slanger sig hen over gulvtæppet. Og en harpe, som er Pollys. Reolen vidner om Kaspers fascination af film og fotografier. Den er pakket fra gulv til loft med gamle film, polaroider og analoge kameraer. Kasper stiller en kop myntete på bordet, trækker stolen ud, trykker play og lister ud på sine bare fødder. Jeg får som den første fra pressen fornøjelsen af at lytte til Kasper Windings nye album, som resten af verden kan høre til august. De elektroniske kompositioner kalder på sommer med saxofon og fuglefløjt og bliver suppleret af den franskamerikanske sangerinde Lola Delons souljazzede vokal. Det var egentlig ikke meningen, at sangene skulle blive til et album. Men sådan er det med Kasper og musikken, fotografierne og skriverierne. Hvis ikke han gjorde det, ville han blive tosset.

LÆS OGSÅ: Medina: "Jeg har aldrig haft en kæreste før, der gav mig overskud, aldrig"

Tilbage i stuen arrangerer Kasper frokosten ved det lange køkkenbord. Over køkkenskabene står en overvældende samling af vaser, kander, lysestager, skåle i azurblåt glas i alle havets nuancer, vi taler flere meter. Over pejsen er en tilsvarende kollektion i mælkehvid. På spisebordet en skål med iriserende æggeformede sten. Simone har noget med glas og transparens. Og alt mulig andet. Det ses. Simone elsker markeder, at finde gamle sager med historie. Kasper er et marked oppe i hovedet og har derfor brug for rene linjer omkring sig og ville hellere bo i et hjem, den brasilianske arkitekt Oscar Niemeyer havde indrettet. Sådan blev det ikke, og det er i bund og grund heller ikke det, der betyder noget. Men det var nok alligevel meget godt, at Kasper ikke var hjemme den weekend, Simone strøede om sig med guldglimmer overalt i lejligheden.

Det er den største forskel på de to. Den ene kan kun tænke kreativt og arbejde i rod, den anden hader synet af musikinstrumenter, selv om det er levebrødet. Kunsten har de til fælles. Simone peger rundt og fortæller om værkerne, der hænger på alle vægge, står på gulvet, i kaminen og er printet på hendes taskedesign. Ved de store vinduer, der vender ud mod den franske altan med oliventræer og gaden, hænger et fotografi af den franske kunstner Louise Bourgeois, storsmilende og mangerynket i sort-hvid. Det fik Kasper med en personlig hilsen fra den danske fotograf Marc Høm til sin 50-års fødselsdag. Kunsten fylder, også i hovedet. Det er ikke for ingenting, at Kasper er klædt i breton-stribet bluse, og at sønnen hedder Pablo. Picasso er forbilledet, for han kunne sit håndværk og troede på, at alt kan lade sig gøre, så længe man gør det ordentligt. Det blev til stor, ubesværet kunst. Sådan er det også med kærligheden herhjemme. Det er hårdt arbejde, men Simone og Kasper gør sig umage, og så bliver kærligheden uundværlig og evigt berigende.

Forelskelse – helst ikke
Simone og Kasper mødte hinanden, da Simone var 18 og Kasper 29. Kasper havde i forvejen to sønner, Julian med skuespillerinden og modellen Brigitte Nielsen og Oliver med modellen og fotografen Pia Tryde. Den mindste var kun halvandet, og det sidste, Kasper tænkte på, var at indlede et seriøst forhold, og da slet ikke med en, der knap nok kunne kalde sig voksen endnu. Men da Kasper så et tv-program med den unge skuespillerinde, som hans venner havde optaget til ham, var han solgt. For hun fik ham til at grine, og det er det vigtigste. At være omkring mennesker, der kan få én til at grine. Det var et interview, hun gav i forbindelse med filmsuccesen fra 1985 Den kroniske uskyld, hvor hun spillede hovedrollen Helle. Et halvt år gik, og en aften i Paris gav de kindkys og har været sammen lige siden. Kasper vidste ret hurtigt, at Simone ikke bare skulle være en affære.

- Jeg kan ikke forklare det på andre måder, end at Simone har en ældre sjæl gemt i en yngre krop. Hun påtog sig vanvittig hurtigt ansvaret for mit liv og mine børn. Det kan godt være, hun ikke syntes, det var sjovt, men hun gjorde det. Det var helt uforståeligt. Jeg var vild med hende, og hun gav mig en tro på, at det kunne lade sig gøre, siger Kasper.

Kort tid efter de havde mødt hinanden, blev Simone optaget på The Bristol Old Vic Theatre School i England. Kasper selv havde nået toppen af poppen med hittene Sjæl i flammer og Kom nu hjem, og tror man på, at man skal stoppe, mens legen er god, var det måske slet ikke et tosset tidspunkt at forlade Danmark på. Flytningen til England gav Kasper fred til at gå ubemærket i gaderne igen.

- Simone havde fået en fantastisk mulighed for at blive uddannet på en af verdens bedste teaterskoler. Den vej ville og skulle hun gå. Så nyttede det ikke noget, hvis jeg ville den anden vej. Det handler om at være åben og se det positive i den vej, livet tager dig, siger Kasper.

Det er mange år siden, at Simone og Kaspers forelskelse blev til kærlighed. Heldigvis. Forelskelse er ikke noget for Kasper.

- I et kærlighedsforhold begynder man med desserten, og det er jo helt forkert. Man begynder med det, der kun indeholder sukker. Når forelskelsen holder op, er det ligesom at komme ned fra et sukkerhigh. Man sidder tilbage og er sur over, at det ikke kunne fortsætte. Jeg har aldrig været særlig vild med at være forelsket, for jeg er uproduktiv og kan ikke arbejde, fordi jeg pludselig er styret af noget andet, siger Kasper. Det kan faktisk ikke understreges nok, hvor opslidende forelskelsen er, også for resten af verden.

- Man er så sindssygt selvcentreret, når man er nyforelsket. Der er kun ens egen lillebitte verden og slet ikke plads til at være kærlig over for ens omverden. Kærligheden er bedst, når man udfordrer hinanden og kan tale om andet end "gud, hvor er du bare dejlig". Hvis du ikke kan tale om andet, har du ikke et forhold, men en affære, siger Kasper.

Simone og Kasper taler og taler. Mest Simone. Men når Kasper åbner munden, lytter hun. De taler mere og mere om deres arbejde. Tidligere har de hver især dyrket deres egen forretning, men hvorfor ikke bruge hinanden, når den, de stoler mest på, er lige dér til at gribe fat i? Kasper tager billeder til Simone og søsterens hjemmeside Edi-tionposhette.com, og Simone giver Kasper feedback på hans musik.

- Jeg har været dybt misundelig på Kasper, som bare har kunnet gå ind i sit studie og lave musik. Det kan man ikke som skuespiller. Der er du hele tiden afhængig af andre, instruktører, medskuespillere, locations. Nu styrer jeg selv, hvordan taskerne skal se ud, og hvordan processen skal være. Det er jeg vild med. Vi er blevet bedre til at bruge hinanden i vores job. Vores samarbejde vander og plejer vores kærlighed. Kaspers mor siger noget ret sødt: "People who play together, stay together," siger Simone.

I en periode faldt efterspørgslen efter Simone på de skrå brædder. Men så var der casting til musicalen Les Miserables på Londons velrenommerede West End Theatre.

- Kasper sagde: "Men du synger så dårligt, Simone." Du ville ikke have, at jeg skulle have det job, for du vidste, at det ikke ville være godt for mig. Og du havde jo ret, selv om jeg var desperat efter at få et job. Vi er blevet bedre til at sige til hinanden, hvor vi skal hen, guide, lytte og tage imod, siger Simone.

- Det har aldrig gjort nogen noget godt at synge dårligt, pointerer Kasper.

- Men Jane Birkin og Brigitte Bardot sang altså heller ikke godt dengang, forsøger Simone sig.

- De kunne til gengæld noget helt, helt andet, siger Kasper og smiler smørret. Simone vender øjne og griner.

Vi tager en portion tomatsalat mere og samler den gode olivenolie op med brødet. Det buzzer på dørtelefonen, og et par minutter senere kommer Pablo ind fra den dunkle, snirklede trappeopgang med bordeaux gulvtæppe. Han har netop været til terminsprøve. Simone spørger, hvordan det gik. Et par grynt er svaret, og så er han inde på sit værelse. Simone følger efter. Om et par måneder venter studentereksamen, hvor han bl.a. skal op i dansk, som er hans valg af 'eksotisk sprog', selv om han taler det nogenlunde, og dansk er det sprog, de taler sammen derhjemme. Simone taler ubesværet fransk, engelsk og italiensk, mens Kasper er langt bedst på sit modersmål og engelsk.



Gift efter 28 år
For halvandet år siden blev Simone og Kasper gift. Kasper har friet til Simone tre gange. De første to gange bed hun ikke på. Men en aften, hvor de sad her ved spisebordet og talte om livets skrøbelighed og omsorg for hinanden og børnenes fremtid, gav Simone efter.

- Inden jeg sagde ja, mente jeg, at man skal være fri til at elske hinanden, og at man ikke skal føle sig for sikker på hinanden. Jeg var bange for at føle mig indespærret. Men når du først har hengivet dig til ægteskabet, får du et meget større perspektiv på kærligheden, som overskygger angsten for, at garnet strammer. Jo mere du giver, jo mere bliver der at give af. Kærlighed er en uendelig kilde. Det var rigtig smukt at finde ud af, da vi blev gift, siger Simone og fortæller om fordelen ved, at det perfekte ikke findes.

- Den historie, vi har sammen, binder og kræver noget af os. Det kommer ikke af sig selv. Det er et arbejde at blive i kærligheden. Men det er det mest givende og belønnende arbejde, man kan få. Man må ikke tage kærligheden for givet. Det gode har altid opvejet det dårlige i vores forhold. Altid. Vi er også blevet bedre og bedre til at fokusere på det gode, for det perfekte findes ikke, og jo mere man fokuserer på det gode, jo mere vokser kærligheden. Man skal opføre sig ordentligt, siger Simone.

Simone fik altså ikke ret med hensyn til ægteskabet. Det viste sig at være en god beslutning at sige ja.

- En af de heldigste dage i ens liv er den dag, man finder ud af, at man ikke har ret. Når ens ungdomsstædighed bliver slået ned. Jeg kan huske en periode, hvor jeg blev ved med at rende panden mod en mur. Så gik det op for mig, at det jo ikke er resten af verden, der er idioter, og så kiggede jeg indad. Det var jo mig, der var galt på den, siger Kasper.

- Det var sindssygt attraktivt. Da du fandt ud af, at jeg havde ret, og du tog fejl, driller Simone og stiller igen ind på den seriøse tone.

- Do you wanna be right, or do you wanna be happy? Er det ikke rigtigt?

Lykke og ro er ikke for meget at forlange i lejligheden i Paris eller i livet generelt. Men de to størrelser kan være svære at finde. Det vil Kasper lave om på. I 11 år har han sammen med hotelejer og tidligere balletdanser Alexander Kølpin, arkitekten Morten Langebæk og forretningsentreprenøren Michael Eide arbejdet på at bygge et fredshus i København. Huset er designet af den japanske arkitekt Junya Ishigami og den danske arkitekt Johnny Svendborg, er formet som en gigantisk sky og er lige så stort som Pantheon i Rom. Det skal kunne bruges af alle. Et sted, du kan gå hen for at trække vejret dybt, og som skal kunne inspirere til personlig refleksion. I midten skal der være en sø, hvor du kan flyde rundt i din egen åkandeagtige båd. Kasper og kompagnonerne har fået tilladelsen til at bygge fredshuset i Nordhavns-bassinet i København for mange år siden. Der er bare en lille detalje, og det er de 270 mio. kr., det koster at finansiere det. Et overambitiøst projekt?

- Fred kan aldrig blive ambitiøst nok. Vi fandt hurtigt ud af, at en lille idé er lige så besværlig at udføre som en stor. Jeg ved ikke, om nogen vil kalde mig naiv, men jeg tror på, at sådan noget kan lade sig gøre. Også fordi, hvis det ikke kan lade sig gøre, er livet ikke rigtig sjovt, siger Kasper, der selv har transformeret sig fra utålmodig til rolig.

- Tidligere kunne ting ikke gå hurtigt nok. Det skulle ske nu, nu, nu!, og jeg kunne råbe og skrige ad folk i telefonen. Pludselig finder du ud af, at alting ikke kan gå lige så stærkt, som du ønsker det. Fredshuset er et godt eksempel. Du kan ikke være sikker på timingen i livet, men det er ikke det samme som at sige, at det er en dårlig idé, siger Kasper og vender tilbage til kærligheden.

- Jeg er overbevist om, at Simone synes, jeg kan være pisseirriterende. Men det handler om ikke at vælte ud med det og kritisere. Den amerikanske filminstruktør Mike Nichols, der stod bag The Graduate, nåede inden sin død at være gift med den amerikanske nyhedsjournalist Diane Sawyer i 26 år. De sagde, at hemmeligheden bag deres ægteskab var, at de spurgte hinanden i stedet for bare at tage ting for givet. "Jamen, du kunne da godt have vidst, at jeg ville have det sådan her?!" "Nej, det vidste jeg virkelig ikke!" siger Kasper.

Simone har også set Kaspers tålmodige side vinde frem.

- Du har været så vedvarende med fredshus-projektet og har fået en større tålmodighed, også med vores børn. Du leger og laver musik med Polly, og hun er lykkelig for det. Det har du ikke gjort i samme grad med dine andre børn, siger Simone og understreger vigtigheden af at fremelske hinandens gode sider.

- Vi skal hylde de ting, vi gør for hinanden, og lægge mærke til de kærlige ord og handlinger. Der er en sød lille italiensk sang, der lyder noget i retning af, Simone synger på italiensk og oversætter:

- "Det er lige meget, om jeg ikke er smuk, for min kæreste er maler, og han maler mig, så jeg bliver smuk." Det handler om, hvordan vi ser hinanden. Hvis vi ser hinanden som dem, vi gerne vil være, så er vi det! Det kræver rigtig meget at tænke sådan. Men som med alt andet er den der lige pludselig. Vi elsker hinanden mere, end da vi mødte hinanden, siger Simone.

Kasper sætter trumf på med David Bowie.

- "Når vi bliver ældre, bliver vi dem, vi altid skulle have været." Det sagde Bowie. Da jeg lærte Simone at kende, lå der en frygt gemt dybt i hende, som pludselig kunne komme til udtryk som trold af en æske. Den er blevet mindre, og hun er blevet mere åben og tolerant. Jo længere jeg kommer frem i livet, jo mere finder jeg ud af, at det er det smukke, der er det vedvarende. Med det smukke mener jeg generøsitet. Man tror, det smukke er banalt, og at det vil gøre ens liv kedeligt. Men det er det smukke, man husker. Det, der spreder sig, siger Kasper.

Da Kasper var ung, var han omvendt tiltrukket af det grimme.

- Musikken kunne ikke blive støjende og grim nok, og de stoffer, jeg tog, var også støjende og grimme. Det inspirerede ikke til noget godt i mit kærlighedsliv. Det er en fase, man skal igennem, men man skal skynde sig igennem den, siger Kasper.



Vi har croissanten!
Det er tid til dessert. Ikke i overført betydning, forelskelsen, men jordbær, hindbær og blåbær og sukkerkringler. Simone skyller, skiver i stykker og retter an. Hun er familiens dessertkok. Nu må vi tage det sure med det søde, selv om det nu ikke bliver spor syrligt.

Hvilke tanker har I gjort jer om utroskab?

- Vi har altid været sikre på, at vi havde hinanden. Helt fra starten har vi troet på, at vi ikke ville få noget bedre et andet sted. Vi leger ikke med den ild, siger Simone.

- Man kan være utro på mange måder. Jeg mener, at man allerede er utro, hvis man ikke stoler på hinanden. Da jeg var ung, havde jeg en ven, der ikke kunne lade være. Utroskaben var som en sygdom, han ikke kunne kureres for. Jeg var meget fordømmende. Hvorfor gjorde han dog det? Men det var noget totalt sludder. Man skal ikke blande sig i, hvad andre mennesker gør, siger Kasper.

- Man kan ikke ændre den anden, man kan kun ændre sig selv. Du ændrer dig lige så stille over årene, og lige så stille ændrer den anden sig også. Og pludselig går man i takt, siger Simone og kommer så i tanke om engang, hvor hun undrede sig over en god vens opførsel.

- Da min veninde havde små børn, vaskede hun appelsinerne, inden de blev pillet, også selv om de var økologiske. Jeg kunne slet ikke være i nærheden af det. Men når jeg nu ser på to skønne teenagedrenge, har de bestemt ikke taget skade. Heller ikke min veninde. Den eneste, der har taget skade, er mig. Det er ikke mit job at være dommer over andre folks liv. Man skal vælge sin egen vej, siger Simone.

Simone og Kasper har altid gjort det på deres egen måde, som mere og mere er blevet parisermåden. Når du går ind i en forretning i Paris, siger du goddag og farvel. Når du er i Paris, kigger du den, du siger goddag til, i øjnene. I trappeopgangen og på gaden. Og når du ikke kender den person, du hilser på, særlig godt, tiltaler du ham eller hende som De. De franske dyder er værd at holde på, for de bidrager til, at man opfører sig ordentligt. Og at man fejrer livet. Da terrorangrebet ramte Paris i november sidste år, gik der ikke mere end 24 timer, før pariserne igen sad ude ved cafébordene. Det oplevede Simone og Kasper som en stor forskel fra New York, som de besøgte lige efter 11. september-angrebet i 2001. Newyorkerne blev aggressive og paranoide.

- Franskmændene er i forvejen meget udadvendte, men de blev det i endnu højere grad lige efter angrebet. Meget kan man tage fra os, men vi kan i hvert fald sætte os på en café og have det rart med hinanden, siger Simone.

- Vi har croissanten!, siger Kasper ironisk kærligt.

Den franske livsstil tiltaler dem. Fordi man tager sig lidt mere sammen i Frankrig. Og fordi man taler sammen. Særligt i Rue des Martyrs, hvor de bor.

- Det er the French way of shopping. Når du går fra en butik til en anden og får alle historierne. Det er ligesom at læse avis. Vi skal bare have været væk en uge, så spørger alle, hvor vi har været, siger Simone.

Da Kasper var ung, boede han ad flere omgange i New York. Han har stadig et ømt punkt for byen. Men han er med på, at Paris er mere gæstfri. Det er noget, de dyrker her på tredje. Med maven fuld og hovedet toppet med gode ord pakker jeg mine sager sammen. Nede i tasken finder jeg værtindegaven, som jeg har glemt alt om. Rugbrødet fra Lagkagehuset. Det var måske noget, man ville sætte pris på som udlandsdansker?

- Hvordan kunne du vide, at det rugbrød, jeg bagte i morges, mislykkedes? spørger Simone begejstret.

Selvfølgelig bager de deres eget rugbrød. I bytte giver hun mig et håndtegnet kort over, hvor den fine butik og den gode restaurant ligger, og lægger tre af stenene fra fadet på spisebordet i min hånd.

- De bringer lykke.

Det kan ikke være andet end i kærlighed.

LÆS OGSÅ: "Kvinder er nødvendige for at skabe fred i verden, bæredygtig udvikling og vækst"

LÆS OGSÅ: Mascha Vang: "Hvis jeg var helt blæst i knolden, tror jeg ikke, det havde varet ved"

LÆS OGSÅ: Andrea Elisabeth Rudolph: "Det var ikke min drøm at møde en gift mand, men det gjorde jeg, og derfra gik det meget hurtigt"

Simone og Kasper

• Simone Bendix, 48, slog igennem som skuespillerinde i rollen som Helle i det store danske filmhit Den kroniske uskyld fra 1985. Nu designer hun tasker med sin tvillingesøster. Find dem på Editionposhette.com.
• Kasper Winding, 59, er en af Danmarks mest succesfulde musikere siden 80'erne, hvor han fik hele Danmark til at synge med på Sjæl i flammer og Kom nu hjem. Han har skrevet og produceret musik for C.V. Jørgensen, Caroline Henderson, halvsøsteren Alberte Winding og franske Sébastien Tellier. Til august er han aktuel med sit nye album Fuck Dance – Let's Art. "Vi må ud af hedonismen og tilbage til fordybelsen," siger Kasper om titlen. Tjek Kasperwinding.com. Kasper Winding er bestyrelsesformand for House of Peace, et fredshus, der skal bygges i Københavns Nordhavn. Læs mere om projektet på Houseofpeace.dk.
• Kasper har to børn, Julian og Oliver, fra tidligere forhold, og sammen har Simone og Kasper Pablo på 16 og Polly på otte.
Se, hvad vi ellers skriver om: Interview og Kærlighed