Dans dig glad til ALT for damernes årlige danse-event i København

Marie Louise Wille: "Jeg har været så skide moralsk, at det er til at brække sig over"
Marie Louise Wille

Marie Louise Wille

Marie Louise Wille: "Jeg har været så skide moralsk"

Skuespiller Marie Louise Wille er god til at sige, hvad hun mener, men ikke hvad hun føler. Efter en opvækst i et politisk miljø er følelserne i stedet blevet gemt væk bag låste toiletdøre og indlullet i høj moral. I dag har hun fundet det bedste sted at slippe sine følelser fri: På scenen.

Hun stod på handicaptoilettet med ansigtet badet i tårer. Under dansktimen på Roskilde Gymnasium havde hendes klasse analyseret tekster fra eksistentialister som Sartre og Camus, og filosoffernes budskaber om, at der ingen mening var med livet, havde ramt Marie Louise Wille. Med våde øjne havde hun rejst sig, revet døren til klasseværelset op og søgt ly på handicaptoilettet, og her stod den 17-årige pige nu og følte sig ramt på livsnerven. De stolper, hele hendes verdensopfattelse hidtil havde stået så solidt på, dirrede.
– Da det gik op for mig, at der muligvis ikke var nogen mening med livet, måtte jeg græde. Det var uoverskueligt og angstprovokerende. Jeg var vokset op med en politisk tankegang, som gav enormt stor mening i mit univers. Tænk, hvis det hele bare var noget, vi selv fandt på?! Tænk, hvis der slet ikke var nogen mening? Det var så forfærdeligt, og jeg kunne mærke, at tanken gjorde mig syg i sjælen, siger Marie Louise.
Da følelserne var under kontrol, tørrede hun øjnene og gik tilbage til klasseværelset. Opfyldt af skuffelse og håbløshed, men det skulle ingen se. Det her var hendes første skridt på vej væk fra kommunismen, og det var topfølsomt.

Hjemmet, der stak ud
Med en krans af hvide krøller flagrende omkring ansigtet, skridter Marie Louise Wille ned ad mellemgangen i sin lejlighed i Århus. Hun smiler stort. Sammen med sin familie rykkede hun teltpløkkerne op fra Vesterbro og flyttede hertil for to år siden – både fordi de trængte til luftforandring, og fordi hun og hendes mand, skuespiller Thomas Bang, har fået fast arbejde som en del af ensemblet på Aarhus Teater. Med et "ahhhh!" slår hun sig ned i stuen, der har vinylplader i reolen og udsigt over den jyske hovedstads banegård.
For at forstå, hvorfor en ung pige låser sig inde på handicaptoilettet og græder over eksistentialistiske digte, skal vi tilbage til Marie Louise Willes barndomshjem. I 70'ernes Fløng: En lille parcelhusby mellem Roskilde og Taastrup. Ud over Marie Louise Wille selv, boede der også tre søskende, en mor, der var pædagog, og en far, som var lektor i dansk og filosofi på RUC. Hos dem blev der diskuteret mere end i andre hjem. Der var højrøstede debatter. Ordskælv. Paroler i alle tonelejer. For Marie Louise Wille kom fra et hjem med holdninger. Og bongotrommer.
– Vores familie stak ret meget ud, for mine forældre var kommunister og hippier. Hvor andre gik i kirke om søndagen, gik vi måske til politiske møder, kinesisk lotteri eller en Chile-koncert. Kommunismen var for mig noget følelsesmæssigt – en udefinerbar kamp mod uretfærdighed og for en bedre verden. Men uden det var udtalt, kunne jeg tydeligt mærke, at det virkelig ikke var dét, som alle mennesker mente i Danmark – og i særdeleshed ikke i en lille by som Fløng, siger Marie Louise Wille.
Hun husker for eksempel, at nogen engang spyttede efter hendes forældre, da de solgte det kommunistiske arbejderblad Land og Folk.
– Den slags gjorde mig ked af det og lidt flov. Jeg husker også, at en dreng havde opsnuset, at mine forældre var kommunister, så sad han lige bag mig i klasseværelset og hviskede: "Kommunistunge! Kommunistunge!" Jeg forestiller mig, at det nok er ligesom at være medlem af Jehovas vidner: Man vidste, hvem der var en del af miljøet, man kendte de andre kommunistunger og havde en stiltiende forståelse for hinanden. Det var en slags parallelverden. Jeg synes på mange måder, det var fantastisk, men det var alligevel ikke noget, jeg skiltede med udadtil.

LÆS OGSÅ: Søren Malling - "Det letteste i verden er at gå fra hinanden"

Følte kun indeni
De politiske værdier vandt over barndommens forlegenhed, så som ung meldte Marie Louise Wille sig under de røde faner og blev næstformand i Dansk Kommunistisk Ungdom. Blandt andet var hun tre måneder i Moskva med andre ungkommunister for at diskutere marxismens fremtid efter Murens fald. Hun advokerede for selvstyre, størst mulig lighed og fælleseje af materielle goder, men det politiske engagement krævede samtidig en saglighed, som op gennem ungdommen tvang hende til at lægge låg på sine følelser:
– Den periode var den sværeste i mit liv, for jeg var meget alene om de store følelser. Jeg havde det her enorme paradoks af at føle ting så stærkt, samtidig med at jeg var et meget moralsk menneske. Jeg har altid været et meget socialt menneske, men når der kom de der følelser... Ingen vidste, hvad der foregik helt inde i mit hjerte, og det var belastende, for dét, der foregik, var eksplosivt.

Dilemmaet, at instinktet brøler én ting og fornuften noget andet, har i mange år været en tung sidevogn til Marie Louises livshistorie. Hun mærkede det første – men langt fra sidste – gang, da hendes gymnasiekæreste dansede med en af byens smukkeste piger. Hun var køn og sang som en drøm.
– Alle syntes, hun var sååå sød, imiterer Marie Louise med en stemme, der har taget plads i en forvreden falset.
Det viste sig, at pigen havde misset det sidste tog, og Marie Louises kæreste inviterede hende hjem til sig.
– Jalousien gnavede i mig, men i det miljø, jeg kom fra, var jalousi en laverestående følelse – er du jaloux, har du allerede tabt. Det var det mest skamfulde overhovedet, så jeg blev handlingslammet, siger Marie Louise Wille.

Som så mange gange før hankede hun op i sig selv, låste sig inde på toilettet og kom først ud, da hun havde fået kontrol over sine følelser. Hun kunne godt selv se det absurde i situationen, da de alle tre steg om bord på natbussen, og hun følte sig godt dum, da hun selv stod af ved sit hjem, mens hendes kæreste og den anden pige kørte videre hjem til ham.
– Jeg skulle bare have sagt "Hvis I gør det, er der ikke noget mellem os to længere". Men jeg var opdraget med, at det var taberagtigt at reagere på de laverestående følelser, så i stedet spillede jeg det spil, at jeg ikke var jaloux i håb om, at jeg gik ud af det som den, der var større.
Da hendes kæreste fortalte, at han havde været i seng med den anden pige, hørte Marie Louise hans ord i en tilstand, der føltes som et fald. Men hun beholdt ham og rullede sig selv ind i et trekantsdrama, hvor det for Marie Louise kun gjaldt om at virke som et stort menneske, selvom hun vidste, at hendes kæreste var forelsket i en anden.
– Jeg havde en forvrænget forestilling om kærligheden som noget, man kan kontrollere. Jeg lod, som om jeg kunne rumme det, samtidig med at jeg var sindssygt ulykkelig. Selvom jeg havde mistet alt – både for ham og min egen værdighed – blev jeg hos ham for ikke at blive associeret med følelser som jalousi og forsmåelse. Jeg var større end det. Det ødelagde noget i mig, og det gik op for mig, at det er uhyre svært at kombinere følelser og moral. Men de fejltagelser, man laver, gentager man i håb om at finde ud af, at man handlede korrekt helt fra starten, så jeg har undertrykt mine følelser i alt for mange parforhold gennem livet. Jeg begik den samme fejl igen og igen ved ikke at sige, hvordan jeg havde det og stort set kun handle ud fra det, der ser moralsk bedst ud. Jeg har været så skide moralsk, at det er til at brække sig over...

Scenen åbner op
Da kommunismen brød sammen omkring 1990, skete der igen noget inde i Marie Louise. Hun måtte kæmpe med den del af sig selv, som politikken var flyttet ind i og havde møbleret med alle sine overbevisninger:
– Når jeg ser på det i dag, havde jeg en meget blåøjet og naiv opfattelse af kommunisme som noget, der kunne redde andre mennesker. En udefinerbar kamp mod uretfærdighed og for en bedre verden. Jeg anser det ikke som en sekt, jeg var vokset op i, men det er en helt særlig måde at tænke på. En måde, som det tog mig mange år at give slip på. Blandt andet har kommunisme gjort en hel samfundsklasse til den fødte Sorteper. De dårlige mennesker. Der ligger en retorik om, at du per definition har en højere moral, når du er elektriker eller værkstedsmedarbejder, end når du er advokat eller læge, og det er fandeme ikke rigtigt.

Hun hæver stemmen:
– Det er en løgn!
– Det er en løgnehistorie at sige, at de amoralske mennesker findes i nogle særlige samfundsklasser. Det er en racistisk måde at se mennesker på, og det har været utroligt svært for mig at lægge fra mig.

LÆS OGSÅ: Sabroe - Mænd skal have sex, som de lyster

Efter flere forsøg kom hun i 1998 ind på Statens Teaterskole i København. Hendes kæreste Thomas, som hun havde mødt, mens hun var vært på musikprogrammet Puls, fik en plads på teaterskolen i Odense. Hans far sponserede "kærlighedsklippekort," så de dyre rejser mellem Odense og København i hvert fald ikke skulle bremse kærligheden, og det skete heller aldrig. I dag er de gift, og for Marie Louise er der et før og efter Thomas.
– I dag reagerer jeg meget mere på min intuition. Thomas har altid været sådan én, som utrolig mange kvinder sværmer omkring, og hvis en kvinde smiler på en helt bestemt måde, der er lidt for indladende, så tror jeg, at jeg ret tydeligt viser, at han er min. En snert af jalousi er sgu okay, for det er jo også et tegn på, at man stadig elsker hinanden efter så mange år, hvilket ikke altid er en selvfølge. Når man har et forhold og en familie, handler det meget om, hvem der handler ind, og hvem der ordner vasketøjet, og langsomt kan fyrværkeriet forsvinde. Faktisk har jeg det tit, som om mit arbejde er en form for elsker – for det er teatret, der får alt det sjove. Det er der, vi leger og har det skægt, siger Marie Louise Wille.

Afløb for følelserne
Hun kan ikke forestille sig et andet arbejdsliv, for med årene gik det op for hende, at der er en helt særlig grund til, at hun valgte skuespilkarrieren – frem for den politiske vej. Da Marie Louise Wille første gang stod på en teaterscene, opdagede hun nemlig noget besynderligt: De punkter, der i privatlivet var så bløde, at hun havde bygget en mur omkring dem, kom frem, når hun stod på scenen. De private følelser, hun aldrig brød sig om at dele med nogen, fik endelig en undskyldning for at blive luftet. Den rasende jalousi kom ud gennem rollen som Kristin i "Frøken Julie" på Kalaidoskop Teater, den kærlige medfølelse som Kitty i "Anna Karénina," på Aalborg Teater og for tiden er det følelsen af bragende begær og magt, Marie Louise Wille får luft for i rollen som Marquise de Merteuil i Aarhus Teaters "Farlige forbindelser."
– Jeg er vild med min rolle lige nu: Hun tør handle og sige, hvad hun vil have. Det udfordrer både mig og en holdning i det offentlige rum om, at det er godt at være et offer. Hvis offentlige personer ublu siger, hvad de ønsker og ikke ønsker, så er de nogle krukker.
– Nogle krukker! gentager hun.
– Selvom du ødelægger dig selv, din familie og dit arbejdsliv ved at være et menneske, der ikke sætter grænser og vender det døve øre til dine instinkter, så bliver vi ved med at fortælle den historie, at det er den eneste rigtige måde at være på, for så er du et dydigt og rigtigt menneske, siger Marie Louise – helt bevidst om, at hun selv har været en del af den historie det meste af livet.

– Når jeg tænker tilbage, kan jeg se, at de perioder i mit liv, hvor jeg har haft det allersværest, er de perioder, hvor jeg ikke har været på teatret. Det miljø, jeg er opvokset i, krævede hele tiden en saglighed og en fornuft, som gav mig en ophobning indeni. Det var ikke holdbart. I dag betror jeg mig til nogle få mennesker, men jeg arbejder jeg stadig på ikke at gemme følelserne indeni. Det kan være svært, for når man har en idé om, hvordan tingene bør være, og de følelser, der opstår, ikke matcher ideen, har jeg gang på gang undertrykt dem. Jeg ved, at det er en utrolig dårlig idé ikke at lytte til sine instinkter, men det er en konstant faldgruppe for mig.

LÆS OGSÅ: Krimiforfatter - Livet er skrøbeligt

Marie Louise Wille

43 år.
Gift med skuespiller Thomas Bang og mor til Tallulah på 12 år og Uma på 3 år.
Blev færdiguddannet i 2002 og få år efter præmieret med teaterverdenens fornemme Reumertpris for sin birolle i "Frk. Julie" på Kaleidoskop.

Da DR var på udkig efter nye talenter til deres nye tv-serie "Sommer," fik Marie Louise Wille en af hovedrollerne – som fotografen Mille Kaiser. TV-serien blev en kæmpe succes, og de fleste danskere lærte hen over sommeren 2008 skuespillerinden med det karakteristiske mellemrum mellem fortænderne at kende.

Hun har blandt andet haft roller på Det Kongelige Teater, Betty Nansen Teater og Aalborg Teater.

Sidder i bestyrelsen for Dansk Skuespillerforbund.
Se, hvad vi ellers skriver om: Interview