Marie var 51, da hun skiftede sit trygge job ud med noget helt andet

Hvad fik dig til at skifte branche og blive bedemand?

"Jeg havde gået med tanken i nogle år, fordi døden også var en del af mit arbejde som jordemoder. Det, der gjorde udslaget, var mødet med en bedemand i forbindelse med et dødsfald i min familie."

"Hun gjorde et stort indtryk og viste mig, hvor vigtigt det er, at en bedemand lytter og forstår. Jeg inviterede hende på kaffe og bad hende fortælle om bedemandsfaget. Umiddelbart bagefter sagde jeg mit faste job op."

Hvad måtte du sige farvel til?

"Det var jo trygt og godt at være ansat i kommunalt regi, og jeg havde søde kollegaer, men jeg var måske også en anelse metaltræt og oplevede, at arbejdsbetingelserne stille og roligt udviklede sig i den forkerte retning i forhold til mine værdier, så det var helt oplagt, at jeg skulle lave et jobskifte."

"Selvom jeg elskede at hjælpe en nybagt familie godt på vej, så har jeg ikke fortrudt mit valg. Som bedemand er mine sanser 100 procent skærpede, for der er virkelig noget på spil. Når det handler om liv og død, kræver det, at man gør sig umage – hver gang."

"En fødsel husker du resten af livet. Sådan er det også med en vigtig afsked. På den måde er arbejdet som jordemoder og bedemand to sider af samme mønt, men i hver sin ende af livet."

Hvad har du opnået ved at skifte fra fødsel til død?

"Med min egen lille enkeltmandsvirksomhed, Maries Begravelser, kan jeg træde til med hele min personlighed og mit engagement samtidig med, at jeg kan trække på min erfaring som både jordemoder og familieterapeut. Jeg skal tune mig ind på, hvilken familie jeg har med at gøre, hvem den afdøde var, og hvordan jeg kan inddrage hele familien, så alle får en fin afsked."

"Ofte bliver børn og unge lidt glemt, når de mister et vigtigt menneske, en forælder eller bedsteforælder, så jeg forsøger at kalde hele familien sammen for at høre, hvad der er vigtigt for hver enkelt. Helt opsummeret vil jeg sige, at jeg har skærpet mine sanser og er i dén grad til stede, fra de pårørende ringer første gang, og til det sidste punktum er sat."

Var der noget, du var bekymret for?

"Selvfølgelig har jeg helt klassisk været bekymret for, om jeg kunne leve af det, og om jeg kunne finde ud af det. Det er jo en helt ny verden med en del administrativt arbejde, man skal have styr på, og en ny arbejdskultur med nye ”kollegaer” i form af kordegne, præster, krematorie- og kirkegårdspersonale."

"I forhold til alder har jeg slet ikke været bekymret. Det skyldes muligvis, at jeg har en faglig baggrund, jeg altid kan vende tilbage til."

Hvad er det bedste ved dit nye arbejdsliv?

"Det, der giver mig allermest glæde, er at have familiesamtaler. Jeg har mange rørende familiesamtaler om døden."

"Min fornemmeste opgave er at prøve at forstå de pårørende; uanset om det drejer sig om forældre, der har mistet et spædbarn, børn og unge, der har mistet en forælder, eller en voksen eller ældre, der har mistet sin livspartner. At være sammen med dem midt i sorgen."

"Det er et privilegie og en kæmpe gave at blive inviteret ind i andre menneskers liv. At skabe tillid og tryghed, når livet er sorgfuldt og sårbart."