Mathilde Falch: "Jeg følte, det var pinligt, at min far var kendt"

Hvilken vej var den første, du gik på?

"Det var Holmevej i Søborg, hvor jeg boede i et gult hus med min mor, far og to storesøstre. Vi havde have op til den børnehave, hvor mine søstre gik, så jeg husker bedst vejen over for at hente dem sammen med min mor. Min far havde øvelokale i kælderen, ligesom jeg selv har i dag. For mig føles det som at være rigtig voksen, når man har sit eget øvelokale, og det har altid været min drøm."

"Mine forældre er skilt i dag, men de var sammen i 36 år, og det er sjældent i rockbranchen. Der var gang i den, for mine søstre og mig og vores forældre er alle samme nogle, der kan lide at lave noget og har mange kreative ideer, så hver dag var der nogen i huset, der optrådte med noget. Vi var også meget af sted, og jeg tror, jeg havde min første festivalsæson, da jeg var et halvt år gammel. Vi var et væld af tanter og onkler, fætre og kusiner, der hvert år tog af sted og sov i telt på festivalerne. På den måde var min barndom nok lidt anderledes... Hvad er egentlig det modsatte af rytme?"

LÆS OGSÅ: Connie Nielsen: "På en måde slog jeg vores mor-datter-forhold ihjel"

"I går var jeg til min venindes fødselsdag, og vi sad og hyggede, lige til det blev puttetid for børnene, og så kørte min mand og jeg hjem med vores søn. Der tænkte jeg på, hvordan jeg tit selv faldt i søvn på en højtaler et sted. Der er noget trygt i at falde i søvn til lyden af ens forældre, der snakker – når de ikke er fulde altså. Den slags var der også i min barndom, og det fyldte meget, selv om det ikke foregik derhjemme."

Hvornår har du mistet vejgrebet?

"Jeg blev syg som teenager med anoreksi og var på et tidspunkt så langt nede, at jeg ikke ville leve længere. Jeg lå i seks måneder på en lukket afdeling og havde opgivet alt. Den dag jeg blev indlagt, fik jeg at vide, at jeg måske ikke ville overleve. Det endte med, at det var min somatiske tilstand, der fik mig indlagt på psykiatrisk afdeling, for jeg var fuldstændig udhungret. Der var en vagt, der holdt øje med mig 24 timer i døgnet, fordi jeg var så selvmordstruet."

"Jeg måtte ikke bevæge mig, fordi jeg ikke måtte bruge noget energi. Jeg lå decideret og kiggede ind i en væg, mens jeg planlagde, hvordan jeg kunne komme herfra, men jeg havde ikke muligheden for at hente en kniv og gøre det."

"Da det blev jul, stjal jeg en julekugle, smadrede den og gemte skårene. Lige da jeg skulle til at tage mit eget liv, gik det op for mig, at jeg havde lyst til at leve. Jeg rev sonden ud af min egen næse og gik ud på gangen og sagde, at jeg var rask. Jeg var lige blevet 18 år og dermed myndig, så jeg udskrev mig selv."

"Jeg fik tilbudt en plads på et opholdssted, men jeg vidste, at jeg skulle gennem det her selv, så jeg flyttede ind i en lejlighed med min guitar og mit keyboard, og derfra blev sangskrivningen mit vendepunkt. Jeg har været rask i mere end 12 år, men jeg taler stadig om det, fordi jeg ved hvor hårdt, det stadig er at få hjælp."

"Jeg var ikke så god til at være ung, men jeg tror, jeg er god til at være voksen. Jeg har i hvert fald fået et godt voksenliv. Når jeg ser tilbage, ved jeg, at min viljestyrke betød meget for at komme tilbage til livet, men det var også den, jeg i flere år havde brugt destruktivt. Når jeg møder unge med lignende lidelser, siger jeg altid: "Tænk på, at al den styrke også kan bruges konstruktivt." Det var sådan jeg vendte det for mig selv. Hvis jeg kan sulte mig selv, kan jeg også det modsatte."

LÆS OGSÅ: Hun blev friet til med pommes frites: 7 ting, du (måske) ikke vidste om Katinka Bjerregaard

Hvem har fundet vejen til dit hjerte?

"Kort tid efter jeg var flyttet til København, mødte jeg Jesper, som er fantastisk, rolig, sød og sjov. Jeg troede aldrig, jeg skulle blive forelsket i en god og stabil mand, men det gjorde jeg, og det var vildt. Vi lå tre måneder på en sofa og kiggede på hinanden, og så spurgte han, om vi skulle giftes. Jeg var 20 år, men det gav mit liv så meget mening at elske ham og blive elsket. Det var os to mod verden, og han elsker også min crazyness."

"I en periode havde jeg nok idylliseret det med at være ung og leve på kanten, have et misbrug og aldrig føle ansvar, men nu skulle jeg finde ud af at være kreativ og samtidig være en god mor og en god kone. Da vi blev gift for ni år siden, var vi så nyforelskede, at det var det, vi fejrede. Hvis vi blev gift i dag, ville det være en mere moden og testet kærlighed, vi fejrede."

Hvordan fandt du din levevej?

"Jeg har altid skrevet og spillet musik, og som barn spillede jeg tværfløjte i et salsaband. Dengang ville jeg ikke være forsanger. Da jeg kom på idrætsefterskole, var jeg den eneste, der kunne en akkord, og det gav mig mod på at synge. Men jeg tænkte aldrig på det som en karriere, for jeg var vist mere i retning af enten psykologi eller teologi. Da jeg var 18 år, lavede jeg mit eget pladeselskab og begyndte at udgive min musik."

Hvordan har du det med at blive genkendt på gader og veje?

"Da jeg var barn, flyttede vi til en lille by, og der følte jeg, at det med, at min far var kendt, var ret pinligt. Folk måtte ikke tro, at vi troede, vi var noget. Det har jeg kæmpet meget med, for jeg følte altid, at jeg skulle gå og smile og hilse, jeg repræsenterede jo min far og var bevidst om, at mange mennesker mente noget om os. Jeg fik engang afsløret en legekammerat i, at hun kun besøgte mig, fordi hendes mor gerne ville komme og hente hende igen hos Michael Falch. Jeg gik også ret meget op i, at han ikke måtte aflevere mig, når jeg for eksempel skulle på lejrskole."

"Jeg er et rigtigt antennebarn, så jeg har altid lagt mærke til, når folk kiggede, snakkede og tog et billede. Nu er jeg flyttet til Birkerød, og jeg har lyst til at være en del af mit lokalmiljø. Sidste år tog jeg initiativ til en række "åben have"-arrangementer i kvarteret, hvor man kom på besøg hos hinanden. Det tog ligesom brodden af det, for her er jeg bare Jespers kone og Leos mor, og så er alt det andet lige meget."

"Dengang jeg var barn, kunne det jo tage tre kvarter at købe en liter mælk med min far, fordi han skulle snakke med alle. Men det må aldrig fylde så meget for mig, så når jeg møder mennesker, er jeg venlig, men mit nærvær med Leo er vigtigere."

LÆS OGSÅ: ”Ligesom en god vin, bliver hun kun dejligere med årene”: 7 ting, du (måske) ikke vidste om Malte Ebert

Hvem er den vigtigste vejleder i dit liv?

"Det er helt sikkert Jesper, men hvis jeg skal tale længe og dybt med nogen, er Jesper ikke den rette, for han er ikke en føle-føle-mand. Så er det min bedste veninde Charlotte, som også synger kor og spiller keyboard i mit band. Generelt er mit band mine bedste venner, og vi har den regel, at der er mindst én, der skal have grædt, inden vi når Storebæltsbroen i tourbussen. Den bus er vores terapirum, hvor man gerne må fylde lidt."

Hvor er du på vej hen lige nu?

"Jeg har brugt corona til at lave et nyt album, Solen Brænder, som blandt andet handler om at blive mere voksen. Så ringede TV2 pludselig og spurgte, om jeg ville være med i Toppen af poppen. Jeg har altid været mig selv, min egen booker, mit eget pladeselskab og lavet min egen PR. Måske handlede det om, at jeg gerne ville undgå at komme alt for meget ind i branchen og blive for kendt."

"Jeg elsker at spille musik, skrive sange og optræde, men jeg vil helst ikke være alt for meget på, når jeg ikke er på scenen. I mange år har jeg været en af landets flittigste til at turnere, og den del af branchen elsker jeg højt, men jeg er ikke interesseret i hitlister og kendis-delen. Det skal helst ikke fylde for meget i mit liv. Jeg er jo vokset op i det, og jeg har oplevet mange blive afhængige af succesen og opmærksomheden. Det vil jeg ikke."

"Så jeg skulle tænke mig om, da TV2 kontaktede mig. Jeg ringede straks og spurgte Jesper, og vi blev enige om, at Toppen af poppen er et format, jeg gerne vil være med i. Og jeg hyggede mig meget under optagelserne blandt andet med Hjalmer (søn af Kim Larsen, red.). Selv om vi har meget til fælles, har vi faktisk en meget forskellig opvækst, og det var rørende at høre ham fortælle om sin far."