Michèle Bellaiche: "Jeg tror på, at du aldrig møder den forkerte"

Hvilken vej var den første, du gik på?

– Det var en lille hyggelig vej med masser af børn. Jeg kan huske vejfesterne, hvor de voksne sad ude til langt ud på natten, og vi børn fik lov at være oppe så længe, vi ville. Jeg husker det som om, der altid var tryghed, sol og hinkesten. Det var i Taastrup, og dengang jeg lavede Station 2, jokede jeg altid med, at når jeg nu var fra Vestegnen, kunne jeg få fat i alle de hardcore typer. Men faktisk var det et meget roligt villakvarter, jeg voksede op i.

Jeg har en fransk far og en dansk mor, så jeg har to kulturer i mig. Vi var mor, far, storesøster og mig, en klassisk kernefamilie med en twist af det sydlandske. Det var et åbent hjem, hvor alle var velkomne, og der derfor var masser af mennesker. Min mor fik job i filmbranchen, og så begyndte der at komme mange instruktører og skuespillere i vores hjem. Et farverigt hjem, hvor man godt måtte larme. Da vi blev ældre og ville have venner på besøg, var det ofte hjemme hos os. Jeg har prøvet at tage den gæstfrihed med mig i livet. Nogle gange orker jeg ikke at have gæster, men hvis du gerne vil have folk omkring dig, må du aldrig sige nej. Nu har jeg lært, at folk kan tage noget med, eller vi bare kan bestille en pizza. Du kan ikke nå det hele, men du skal ikke sige nej til gæster, fordi du ikke orker.

Din levevej?

– Jeg var sådan et barn, som gik rundt i City 2 med en kassettebåndoptager og spurgte folk, hvad de havde handlet. I dag kan jeg tydeligt se, at jeg elskede at stille spørgsmål, og jeg har altid haft lyst til at lære andre mennesker at kende. Min fars motto er: ”Just ask”. Det er en god regel i livet. Jeg har altid været nysgerrig på andres måde at leve på, og nu er det blevet min levevej at stille spørgsmål.

LÆS OGSÅ: Charlotte Fich om sit livs omvej: "Jeg følte mig som en 19-årig igen"

Jeg er uddannet inden for litteraturvidenskab fra Københavns Universitet, men da jeg tog sidefag i journalistik og formidling, kunne jeg mærke, at det var det, jeg ville. Jeg gik ikke bevidst efter tv, og slet ikke efter at være vært, men da Filmskolen åbnede en linje for tv-tilrettelæggere, søgte jeg ind. Jeg fik at vide, at jeg skulle have lidt mere erfaring, så jeg søgte som praktikant på TV3, hvor jeg fik job på deres nyheder. Derefter var jeg i tvivl, om jeg skulle søge ind på uddannelsen igen eller tage chancen uden. Jeg tog chancen, og nu har jeg lavet tv i 23 år. Det var også et tilfælde, at jeg blev vært. En dag var nyhedsværten på ferie, og afløseren var syg. Afløserens afløser kunne heller ikke komme, og så pegede de på mig. Jeg fik fire timers træning med teleprompteren, og så var jeg på. Jeg troede, jeg skulle dø af skræk, men det gik faktisk meget godt. Kort efter ringede Meyerheim fra TV2 og inviterede mig til en casting, men jeg turde ikke forlade TV3. Først et år efter, da TV3 Nyhederne lukkede, kom jeg over på TV2, og der har jeg været siden.

Hvordan har du det med at blive genkendt på gader og veje?

– Hvis du har et problem med at blive genkendt, skal du ikke være tv-vært. Folk henvender sig til mig og fortæller mig fortrolige ting. De føler jo, de kender mig, men deres tillid kan godt forskrække mig. Jeg går jo ikke ud ad min hoveddør og tænker: Så nu går tv-værten ud ad døren. Jeg er ikke forfængelig, og jeg lader værtsrollen blive hjemme. Jeg kan stadig glemme, at jeg er hende fra fjernsynet.

Hvem er den vigtigste vejleder i dit liv?

– Min far har altid været en god vejleder – både på det bevidste og det ubevidste plan. Han kom til Danmark fra Frankrig som 19-årig, han startede som arbejder på en fabrik og endte som direktør. Han arbejdede sig op fra bunden. Vi kommer ikke fra fine kår, men lærte at spare op, og når der var lidt ekstra på opsparingen, tog vi på ferie. Min far er stadig ham, der kan hjælpe mig, hvis jeg er i tvivl om noget med karrieren. Han har desuden fundet opskriften på det gode og lykkelige liv. Han er optimist og altid positiv og kan være i nuet. Han har lært mig, at der ikke er noget, der er så skidt, at det ikke fører noget godt med sig. Hvis alt føles galt, så sæt dig ud på en øde ø og spis en baguette og tænk dig lidt om, og så skal det sgu nok blive godt igen. Min far siger altid: ”Har vi det ikke godt”? Det er godt at have en, der minder om, hvor lidt der skal til.

Mister du nogensinde vejgrebet?

– Som ung var jeg i et forhold, hvor jeg var utrolig dårlig til at mærke, hvordan jeg havde det. Jeg var hele tiden ovre i ham, og til sidst anede jeg ikke, hvem jeg selv var. Det var en lang periode, hvor jeg var god til at skjule for mine venner, hvordan jeg havde det, og jeg opretholdt den ”perfekte” facade. På den anden side ville jeg ikke være den, jeg er i dag, hvis jeg ikke havde været i den relation. Jeg er blevet mere bevidst om mine mønstre, jeg har fået brudt mange af dem, og jeg er blevet bedre til at mærke efter. Det gør livet mindre kompliceret.

Hvordan er kommandovejen hjemme hos dig?

– Børnene siger, det er mig, der bestemmer, og jeg siger, at det er hunden. Men alt i alt er vi et godt firkløver, der prøver at være demokratiske. Det er mig, der udstikker den overordnede retning, men jeg tager børnene med på råd og er meget bevidst om, at de bliver større, og at jeg ikke længere kan bestemme hvilke strømper, de har på. Josephine vil nemlig gerne gå ud ad døren med to forskellige strømper på, og Phillip har nogle i skrigfarver.

Hvem har fundet vejen til dit hjerte?

– Det har min kæreste, som jeg har fundet for nyligt. Han er en fantastisk blanding af ingeniør og netop uddannet psykoterapeut. Han er en mand, der selv har kigget indad og forstået sine reaktionsmønstre. Han er en intelligent mand, der hviler i sig selv, og det er så befriende at være i en relation med den mand. Jeg tror på, at du aldrig møder den forkerte, for du lærer noget hver gang.

Men nu har jeg mødt en, som er udviklingsmæssigt samme sted som mig. Vi udvikler hinanden i stedet for at afvikle hinanden, som man ser i mange parforhold. Med ham skal jeg bare være mig, og jeg skal ikke forsøge at redde ham. Vi mødtes faktisk på LinkedIn, for han sidder i bestyrelsen for en organisation, der blandt andet hyrer foredragsholdere. Han spurgte mig ret hurtigt, om vi ikke skulle drikke en kop kaffe. Jeg sagde først nej, for jeg var slet ikke på udkig efter en kæreste. Jeg var et godt sted, hvor jeg havde min frihed, og jeg forbandt forhold med alt andet end frihed. Men han var jo en flot fyr, og mine veninder sagde, at en kop kaffe med en mand som ham siger man ikke nej til. Nu har jeg lært, at man godt kan være fri i et forhold.

Hvornår har du stået ved en korsvej?

– Sidste år var min mor dødeligt syg af cancer. Jeg havde brugt flere måneder på at sidde og se film, så jeg kunne være vært på Oscar-aftenen på TV2. Jeg kunne ikke finde ud af, om hun var så syg, at jeg skulle melde afbud. Jeg talte med en læge, og han sagde, at hun havde nogen tid igen. Min mor sagde selv, at jeg skulle tage af sted og lave Oscar-aften. Hun havde arbejdet med film hele livet, så hun var ikke i tvivl om, at jeg skulle af sted. Men havde jeg vidst, at hun ville dø den nat, var jeg ikke taget af sted. Hun døde ved femtiden, mens hun sov, og vi sluttede med at sende klokken seks om morgenen. I stedet for at tage på hotel og sove, som jeg plejer, kørte jeg hjem, og bedemanden kiggede lidt, da jeg stod der en tidlig morgen i fuld makeup og gallakjole.

LÆS OGSÅ: Kristina Trolle skulle indlægges med stress og have fjernet sine silikoneimplantater, før hun fandt ro

Jeg var så spændt, da jeg skulle lave Oscar-aften i år. Ville jeg forbinde det med min mors død? Ville jeg sidde og blive ked af det midt i udsendelsen? Heldigvis er jeg kæreste med en psykoterapeut, og han sagde, at hvis du er bange for sådan noget, skal du få det ud. Så fortalte jeg ham alt, hvad der var sket den aften sidste år, og jeg gennemlevede på den måde det hele igen. Da det blev Oscar-aften, var det slet ikke noget problem.

Hvor er du på vej hen lige nu?

Jeg er stadig vært på TV2, og lige nu laver jeg Go’ Morgen Danmark, som jeg er meget glad for. Derudover holder jeg foredrag om, hvordan man kommunikerer og skaber relationer til andre. Jeg holder også foredrag om at være pårørende til en demensramt. Min mor døde sidste år af cancer, men hun havde begyndende tegn på demens, og siden har jeg også lavet en dokumentar om emnet.

Folk kommer hen til mig bagefter for at sige, at de virkelig kan mærke mig, og de takker mig, fordi jeg tør vise min sårbarhed, for det er et meget sårbart emne at tale om. Men det giver kæmpe mening for mig, og jeg går altid derfra med en god følelse. Når du tør vise din sårbarhed, er det vildt, hvad du får igen. Men man skal nå en vis alder for at turde.