Mød Nikolaj Coster-Waldau

Der er ikke ret mange mennesker på Lyngby Hovedgade en mandag morgen i foråret, når det er seks-syv minusgrader udenfor, og klokken knap er 10. Alligevel er der ét sted, som er endnu mere tomt: den lokale Sticks’n’Sushi i Magasins stueetage i den københavnske forstad. Måske ikke så underligt, da køkkenet først åbner senere, og det formentlig falder de færreste ind at nøjes med en kop kaffe på en sushirestaurant. Men selv om Nikolaj Coster-Waldau sidste år havde 32 returflyvninger til og fra sine internationale skuespiljob, bor han et stenkast fra Lyngby Hovedgade, og set i det lys giver det vel i grunden god mening, at vi mødes her på en mennesketom restaurant.

Det er ikke, fordi jeg ligefrem har forestillet mig, at Nikolaj Coster-Waldau skulle blive kørt til døren i en limousine efterfulgt af et større entourage og iført mørke solbriller og hættetrøje, men at han ankommer alene på cykel, er alligevel lidt af en overraskelse. Der er trods alt tale om den mest omtalte danske skuespiller i udlandet for tiden.

Det kan godt være, at der herhjemme er en tendens til en nærmest sektlignende dyrkelse af danske skuespillere med international succes, fordi de trods alt ikke bliver sprøjtet ud af teaterskolerne i så lille et land. Og det kan godt være, at Nikolaj Coster-Waldau gør, hvad han kan for at tale det ned ved at sige, at “det jo bare er et arbejde”. Men Nikolaj Coster-Waldau er noget særligt. Den 42-årige skuespiller har ikke bare haft én enkeltstående rolle i en udenlandsk film eller tv-serie. Han har stort set ikke lavet andet, siden han debuterede fra Statens Teaterskole for 20 år siden og året efter bragede igennem med Nattevagten i 1994.

Ikke spor glamourøst

I dag er det ellers ikke længere nødvendigt at nævne Nattevagten i samme sætning som Nikolaj Coster-Waldau. Til gengæld er det for tiden næsten umuligt at nævne den anmelderroste amerikanske HBO-tv-serie og seermagnet Game of Thrones uden at nævne den danske skuespiller. Den mere end almindeligt hypede tv-serie, som var med til at starte de seneste års bølge af tv-serier, der er lige så dyre og omfattende at producere som spillefilm, og som får tilsvarende stor opmærksomhed, har for alvor åbnet døre for den danske skuespiller. I april var der premiere på sci-fi-filmen Oblivion, hvor han spiller over for bl.a. Tom Cruise og Morgan Freeman, og netop nu er han aktuel med gyserfilmen Mama, som er produceret af Guillermo del Toro (Pans labyrint og Børnehjemmet) og har Jessica Chastain (kendt fra bl.a. The Help og Tree of Life) i den kvindelige hovedrolle.

“Det er klart, at seriens succes betyder, at det kan give nogle andre job. Rollen i Mama fik jeg, fordi Guillermo del Toro havde set mig i Game of Thrones, så den har en direkte effekt,” siger han.

Game of Thrones har mere end nogen anden rolle skabt opmærksomhed omkring ham i den internationale presse. Alligevel er Nikolaj Coster-Waldau ikke den type skuespiller, som medievant fejer spørgsmål af vejen med hele og velovervejede sætninger. Tværtimod virker han afslappet og måske endda en anelse nervøs, når han jævnligt kører den ene hånd igennem det halvlange hår, mens han undskylder sine lange svar, eller at han indimellem glemmer, hvad spørgsmålet var, når han er nået til slutningen af en sætning.

Hvor nogle skuespillere er meget lavere eller højere og mere eller mindre fyldige i virkeligheden, end de ser ud på det hvide lærred, er Nikolaj Coster-Waldau præcis, som han ser ud på film og tv. Faktisk er han så overbevisende med de brede skuldre og ditto kæbe, at der ikke skal megen fantasi til at forestille sig, at han pludselig ifører sig fuld rustning, hiver sværdet op af bæltet og giver sig til at angribe en tilfældig mand på gaden. Til trods for seriens indiskutable succes har det ikke ændret Nikolaj Coster-Waldaus opfattelse af sig selv.

“Det er, som om man meget gerne vil have, at det skal være enten-eller i Danmark, og man taler meget om stjerner, og hvem der har mest succes lige nu. Da jeg havde lavet tv-serien New Amsterdam, læste jeg en masse artikler om, at jeg var en ‘total fiasko’ og en ‘katastrofe’, og det kunne jeg slet ikke genkende. Ligesom jeg heller ikke kan genkende det med, at jeg nu skulle være en helt vild succes.”

Nikolaj Coster-Waldau opfatter nærmere bare sig selv som heldig, fordi han har været i stand til at leve af skuespillet i så mange år. Offentlige optrædener på fx den røde løber ser han mere som et nødvendigt onde end glitter og glamour.

“Det er ikke spor glamourøst. Der skal tages en masse billeder, og der står måske 50 journalister, du skal nå at tale med. Du skal på en måde sælge en vare, og det er en del af arbejdet,” siger han.

Ingen dårlig samvittighed

I sin nyeste film Mama spiller Nikolaj Coster- Waldau dobbeltrollen som tvillingebrødrene Lucas og Jeffrey. Forretningsmanden Jeffrey mister alt under finanskrisen i 2008 og myrder i desperation sine kolleger og sin kone. Han tager derefter sine to døtre som gidsler og flygter ud i en skov med planen om at tage livet af dem alle tre. Flere år efter finder tvillingebroderen Lucas pigerne alene i skoven, og sammen med kæresten Annabel tager han børnene til sig, men pigerne gemmer på en mystisk hemmelighed. Selv om gysergenren ikke er helt fremmed for Nikolaj Coster-Waldau, er det alligevel første gang, han spiller med i en decideret spøgelsesfilm.

“Jeg er stor fan af Guillermo del Toro, og Jessica Chastain er fantastisk. Jeg kunne også godt lide, at manuskriptet starter som en helt anden type film, hvor man tænker: “Det her er sådan en historie, hvor en far mister besindelsen og går amok og får et sammenbrud,” og så ender den et fuldstændig andet sted,” siger han.

Alligevel har han endnu ikke set den færdige Mama. “Jeg har kun set den i en halvfærdig version med dårlig lyd, for jeg kan slet ikke holde ud at se gyserfilm. Jeg bliver virkelig skræmt af dem.” Mama er dog ikke kun en film om overnaturlige væsener, der dæmoniserer en mere end almindeligt hårdt prøvet familie. Det er også en film om, hvad det vil sige at være gode og egnede forældre. Nikolaj Coster-Waldau ved godt, at han ikke selv er en helt almindelig far, der spiser hjemme hver aften, men han mener ikke, at det er det, der er afgørende for hans forældreevner.

“Jeg har aldrig tvivlet på, om jeg var en god forælder. Jeg ved, at jeg giver mine børn nogle udfordringer, fordi jeg ofte er ude at rejse og er meget fraværende i perioder. Det er nogle valg, jeg har taget, og jeg bruger ikke så meget energi på at have dårlig samvittighed. Jeg synes ikke, jeg kan gå og pibe over det, når jeg selv har valgt det. Det er jo mig, der er den voksne, og så må jeg stå inde for det,” siger han. For ham består rollen som far nærmere af noget helt grundlæggende, som ikke handler om, hvor meget han er til stede fysisk, eller hvor ofte han ringer hjem.

“Jeg synes, det vigtigste er, at man støtter sit barn 100 % i bare at være til. Jeg tror, at langt de fleste forældre elsker deres børn helt betingelsesløst, men det kan være svært, fordi man som forælder helt instinktivt kan komme til at sige: “Du skal da spille fodbold. Jeg var simpelthen så glad for at spille fodbold. Kunne du ikke tænke dig at prøve det?” Det er skide kompliceret at være forælder,” siger han.

Mediernes magt

Nikolaj Coster-Waldaus egen barndom foregik i den lille landsby Tybjerg på Sydsjælland med to ældre søskende og forældre, der nåede at blive skilt og gift igen, mens han var barn. På Wikipedia står der, at “faderen var alkoholiker”, og at han var “skyld i meget af det kaos, som Coster-Waldau følte, der var i hans barndomshjem.” I dag kan han godt fortryde, hvad han tidligere har fortalt om sin opvækst.

“Når jeg ser tilbage, ville jeg nok ønske, at jeg aldrig havde fortalt, at min far var alkoholiker. Det var den rigtig triste del af hans liv, men det er jo ikke hele sandheden om ham. Der var også mange gode ting,” fortæller han. Han benægter ikke, at faderen i perioder var fraværende, men siger:

“Han prøvede, så godt han kunne. Der var ingen tvivl om, at han elskede sine børn. Han var bare virkelig uheldig og kunne ikke styre det med øllerne. Men han var aldrig ondskabsfuld eller voldelig. Jeg har aldrig haft et had til min far. Tværtimod.”

Som voksen har han godt kunnet se, at der var problemer, og dengang drømte han da også ofte om kernefamilien, som han forestillede sig, at den var i vennernes hjem. At der var mere orden i sagerne. “Som barn virker problemerne altid fuldstændig enorme i forhold til andres. I dag tror jeg ikke på, at der er nogen familier, der ikke har deres problemer. Min mor elskede os og gjorde alt, hvad hun kunne for os. Det gav en enorm tryghed. Det kan godt være, at der var kaos, og at min mor og far ikke kunne finde ud af det, men jeg var aldrig i tvivl om, at jeg kunne være tryg.”

Historien om skuespiller- ens opvækst er ikke den eneste, medierne har interesseret sig for gennem årene. Det har tilsyneladende også været svært for flere at forstå, at han i 16 år har holdt sammen med den samme kvinde, den 42-årige grønlandske skuespillerinde Nukâka Motzfeldt. Helt galt gik det i 2008, da han skulle lave et interview til et amerikansk medie i forbindelse med tv-serien New Amsterdam, hvor han spillede hovedrollen. Her blev han spurgt, om han troede på evig kærlighed.

“Jeg havde på det tidspunkt været gift med min kone i 12 år, så jeg sagde for sjov, at jeg da nogle gange tænkte: “Is this really it?” Alle grinede ad joken, for jeg var jo slet ikke i tvivl om, at jeg havde fundet kvinden i mit liv. Men det endte med overskrifter både i USA og herhjemme om, at jeg tvivlede på, om hun nu var mit livs kærlighed. Der lærte jeg, at man skal tænke sig om, før man udtaler sig,” siger han.

Duften af Danmark

Nikolaj Coster-Waldau fandt tidligt ud af, at han ville være skuespiller. En af grundene var, at han var meget genert som barn. “Det var noget, jeg var virkelig hæmmet af og tænkte utrolig meget over. Jeg fandt ud af, at jeg som skuespiller kunne slippe det fuldstændigt, fordi jeg spillede en rolle,” siger han.

Det stod også tidligt klart, at det var i udlandet, at han så de største karrieremuligheder efter succesen med Nattevagten i 1994. “Jeg har altid vidst, at jeg gerne ville til udlandet og arbejde. Jeg tror, det var en kombination af almindelig udlængsel, og at det var engelske og amerikanske skuespillere, jeg så op til, og som inspirerede mig. Dem ville jeg gerne arbejde sammen med. Jeg tænkte: “Det må da kunne lade sig gøre.” Det var nok fordelen ved, at jeg var så ung dengang,” siger han.

En anden ting, der har karakteriseret hans karriere, er, at han ikke har været så bange for at være med i film, der ikke nødvendigvis stod til at blive hverken de store publikumssucceser eller prisvindere. “Jeg har aldrig haft en masterplan. Hvis jeg nogensinde har haft en plan, så har det været at lave så meget forskelligt som muligt. Gode skuespillere er efter min mening dem, der holder deres niveau også i dårlige film,” siger han og fremhæver bl.a. Michael Caine og Morgan Freeman som gode eksempler på den type skuespillere.

Nikolaj Coster-Waldau har medvirket i alt fra gysere til western, komedier og actionfilm og går snart i gang med at indspille den romantiske komedie The Other Woman sammen med bl.a. Cameron Diaz. Men der er én ting, han bevidst har fravalgt. På nær en enkelt SAS - reklame har han sagt nej til reklamer som indtægtskilde.

“Jeg kan sagtens forstå, at folk gør det, men man kan bare ikke se bort fra, at reklamer har en stor visuel magt. Hvis du står i en eller anden gul velcrodragt og skal sælge noget, bliver det husket. Jeg har i forvejen brugt 15 år på ikke at blive nævnt som ‘ham fra Nattevagten’, men det var trods alt en filmrolle.”

Selv om han har koncentreret kræfterne i udlandet med roller i film som bl.a. Black Hawk Dawn (2001), Kingdom of Heaven (2005) og Blackthorn (2011), har der også været danske film på listen. Bl.a. Vildspor (1998), Rembrandt (2003) og Ved verdens ende (2009). Alligevel ser han mest sig selv som international skuespiller. “Jeg tænker ikke så meget over, at jeg er dansker, når jeg er i udlandet. Der er jeg bare én ud af mange tusind skuespillere.”

Når Nikolaj Coster-Waldau drager i kamp som Jaime Lannister i Game of Thrones eller spiller over for store stjerner som Tom Cruise og Jessica Chastain, er det da også let at glemme, at han overhovedet er dansk, og evnen til at tale engelsk helt uden accent er heller ikke uden betydning for, at han stort set konstant har været i arbejde de sidste 20 år. Men hjemlandet har alligevel en helt særlig betydning for ham, og det er ikke kun familien og vennerne, han savner under de lange udlandsophold.

“Jeg savner duften. Det kan lyde mærkeligt, men der dufter bare anderledes i Danmark. Lyset er også anderledes. Det er bare ‘hjem’. Derudover er der jo alt det klassiske og latterlige med, at jeg altid får enormt ondt i maven, fordi jeg spiser alt for meget rugbrød, når jeg er hjemme. Det er helt barnligt: “Nej, hvor har jeg savnet rugbrød,” og så har jeg mavepine i to dage bagefter.”