SPONSORERET indhold

Om venskab: "Når man har passeret de 30, er det ikke nemt at gå ud og finde nogen, man har fuld tillid til"

Skuespillerne Stephania Potalivo og Neel Rønholt lærte hinanden at kende under indspilningerne til TV 2-serien ”Mercur”. På kort tid har de udviklet et nært venskab, som de husker at tale om vigtigheden af.

Af:: Emma Kleist Christensen / video: Cecilie-Marie Elling Helmersen Foto: Helle Moos
02. jan. 2019 | Livsstil | ALT for damerne

Det var ved at være sent på aftenen. Så sent, at Stephania måtte åbne den øverste knap i sine lidt for stramme bukser og lægge sig hen over en række stole for at hvile sig. Også selvom hun var til fest med kollegaer og professionelle filmfolk.

Det var her, at det gik op for Neel, at hun og Stephania ville blive gode veninder.

– Jeg kunne med det samme mærke på Stephania, at hun bare var 100 procent sig selv. Normalt til sådan nogle arbejdsrelaterede fester kan det godt være lidt svært, hvem man lige skal snakke med, og hvordan man skal være. Men jeg kunne med det samme mærke på Stephania, at hun var fuldstændig afslappet. Og det tiltrak mig helt vildt meget, fortæller Neel Rønholt, mens hun sidder ved siden af sin nu gode veninde på Bistro Royal i København.

De to skuespillere har været veninder, siden de lavede TV 2-serien ”Mercur” i 2016. Under indspilningerne til serien havde de grint og haft det sjovt, men det var først dén aften til afslutningsfesten, at deres forhold blev til et venskab.

– Det er sjovt med mig og Neel. Vi har faktisk gået i folkeskole sammen, men dengang snakkede vi ikke sammen, fordi Neel gik to klasser over mig, siger Stephania, og Neel følger op:

– Men til afslutningsfesten på ”Mercur”, hvor vi sad ved siden af hinanden, der var det bare som om…

– Så skete der magi, afslutter Stephania.

Det er nu lidt over to år siden, de lærte hinanden at kende. De har ikke en lang årrække eller gamle minder at basere deres venskab på, men alligevel er der ingen tvivl om, at de to har et nært forhold. De forklarer selv, at de har et af de venskaber, hvor de altid kan slappe af i hinandens selskab, og hvor det ikke betyder så meget, om der går lang tid mellem aftalerne.

– Jeg tænker egentlig, at ordet søstersind er meget godt til at beskrive det venskab, vi har. For man kan godt være søstre, selvom man ikke er i familie: Det handler om, at man har en særlig connection. Det, der er specielt ved at være ”søstre”, er, at man står sammen lige meget hvad, og lige meget om man er uvenner, eller hvad der end sker, så rummer man den anden fuldstændigt, forklarer Neel.

– Det er egentlig ret unikt. For når man har passeret de 30, er det ikke nemt at gå ud og finde nogen, som man har denne her fulde tillid til. Vi har ikke en masse historie sammen, men kan alligevel være helt os selv, når vi er sammen, tilføjer Stephania.

Ingen stress

Mens de snakker, kigger de to veninder smilende på hinanden. De afslutter gang på gang hinandens sætninger, og når Stephania siger noget sjovt, skraldgriner Neel og lægger en hånd på sin venindes arm. På et tidspunkt lyder der en lille barnestemme fra babyalarmen, og det er ikke kun moren Neel, der bekymrer sig om den lille pige, der ligger i en barnevogn uden for restaurantens vindue.

– Du må altså gerne tage hende med ind, siger Stephania omsorgsfuldt og rejser sig for at kigge ned i barnevognen. Neel går udenfor og tjekker til sin datter, som hun konstaterer har brug for at sove lidt endnu.

– Stephania er sindssygt god til at sætte sig ind i andres situation. Altså virkelig sætte sig ind i, hvad der er vigtigt for mig, og så respektere, at det måske ikke er det samme, som er rigtigt for hende. Det gør det virkelig nemt og meget afslappet for mig at være veninde med hende. Jeg har to børn og arbejde og har næsten ikke haft noget barsel, så hvis jeg så skulle gå og have dårlig samvittighed over for hende, ville venskabet meget hurtigt blive en stressfaktor, fortæller Neel, der igen har sat sig ved Stephanias side.

– Jeg synes, det er vigtigt at kunne se, hvor ens veninde er i livet. Særligt når de har børn, så må man tage hensyn til dem. For det er jo klart, at Neel har mindre tid end mig, når hun har to børn, men det skal jeg jo ikke gå og være sur over. Det er jo ikke fordi vi bliver mindre gode veninder af, at der går lang tid, mellem at vi ses, understreger Stephania.

Stephania Potalivo
Foto: Helle Moos.

Venskab er ikke det eneste, der binder Neel og Stephania sammen. Da de mødte hinanden, var det igennem et arbejde, hvor de begge spillede roller i samme aldersgruppe. Noget som ifølge de to kvinder lige så godt kunne have udviklet sig til et uvenskab som det modsatte.

– Det er svært at være kvinde i vores branche, fordi der ikke er så mange roller. Man er lidt mere trængt op, og man føler en større konkurrence. Jeg har også selv prøvet at have de her negative følelser over for kollegaer og tænke sådan noget som ”ej mand, så fik hun kraftedeme rollen igen”. Men de følelser har mig og Stephania aldrig haft over for hinanden, fortæller Neel.

– Vi kunne lige så godt have været konkurrenter, men det er vi ikke. Jeg bliver så glad på Neels vegne, hvis hun fortæller mig om et eller andet sejt job, hun har fået. Jeg tror, at jeg har det sådan med hende, fordi jeg helt oprigtigt kan mærke, at hun også er sådan over for mig, når det er den anden vej rundt. Vi vil udelukkende hinanden det bedste, understreger Stephania.

LÆS OGSÅ: Susanne Bier: "Jeg er ikke sådan en, der går til fest og ligesom - knips - bare bliver festens midtpunkt"

For selvom de to veninder har meget til fælles, er de langtfra ens, og derfor kan de bruge hinanden som støtte i den til tider hårde branche, de begge er en del af.

– For mig har det virkelig været en kæmpe gave at møde en, der laver det samme som mig. Jeg har faktisk ikke særligt mange skuespiller-veninder, fordi mit liv også gerne må handle om andet end skuespil, fortæller Stephania og uddyber:

– Jeg kan nogle gange blive usikker i forhold til det, jeg laver, og tvivle på, om jeg er god nok. Når jeg laver mange værtsjobs og tv, kan jeg for eksempel godt blive bange for, om nogen tænker, at jeg ikke er en "rigtig" skuespiller. Der er det bare så dejligt, når jeg er sammen med Neel, fordi hun virkelig er god at sparre med, og hun ser altid på, hvad der er rigtigt for mig.

– Ja, for udefra kan det godt se ud, som om man kører med klatten, men derfor kan jeg godt gå og være nervøs over et eller andet eller synes, det hele er lidt svært, tilføjer Neel.

Neel Rønholt
Foto: Helle Moos.

Giv komplimenter til relationen

At få et nyt venskab som Neel og Stephanias er ikke nødvendigvis nemt, mener de to. For selvom de selv beskriver starten på deres venskab som ”magi”, krævede det også mod at springe ud i et nyt venskab i en voksen alder.

– Selvom vi ikke kendte hinanden, har jeg altid syntes, at Neel var ret skøn. Jeg tror, det er vigtigt ikke at være bange for at være opsøgende over for andre, hvis de virker skønne, siger Stephania.

Kvinder kan nemlig have en tendens til at frygte de pinlige situationer, der kan opstå i starten af et nyt venskab, mener Neel og Stephania. Men de to er enige om, at de fleste i virkeligheden ville blive glade for at få en kompliment fra en fremmed eller blive inviteret på kaffe af en potentiel ny veninde.

– Vi kan godt være bange for, om det er pinligt eller mærkeligt, hvis jeg spørger, om hun har lyst til at gå ud og drikke en kop kaffe. Men man skal have modet til at turde give det en chance, og hvis det ikke går, så går det jo bare ikke, siger Stephania.

– Nej, så har man jo ikke mistet noget, tilføjer Neel, som selv sammenligner starten på deres venskab med en datingsituation, hvor de begge var interesserede i hinanden, men skulle have mod til at åbne sig.

– Vi var heldigvis ret gode til at være ærlige omkring, hvad vi syntes om hinanden. Vi turde sige ”ej, jeg er bare så glad for, at vi snakker sammen”. Men det kræver mod at sænke sine parader og aktivt vælge at give noget af sig selv, understreger hun.

Efter en times snak og utallige grin begynder Neels datter at give mere lyd fra sig, og moren må gå ud og hente sin datter. Det betyder dog ikke, at snakken bliver mere anstrengt mellem de to, men i stedet, at Stephania mellem sætningerne smiler og pjatter med den lille pige.

LÆS OGSÅ: Olivia Joof: “Der vil altid være nogen, der taler grimt om mig, men tilgiv, tilgiv, tilgiv”

– Det mest fantastiske ved Neel er, at hun er så ægte. Hun har så meget ro og overskud – selvom du måske ikke altid selv føler det – men det har du altså, og det gør det mega rart at være sammen med dig, siger Stephania og fortsætter:

– Nogle gange, når vi har mødtes og snakket, så føles det nærmest som at have været på et helt yogaretreat. Ikke fordi jeg nogensinde selv har været på yogaretreat, men jeg tror, det må være den samme følelse, griner Stephania.

– Ja, det er derfor, vi ikke behøver at træne, tilføjer Neel og bryder ud i en latter. Lidt efter kigger hun tænksomt på Stephania og siger så:

– Jeg tror faktisk også, at noget af det, vi har været gode til i vores venskab, både er at give hinanden komplimenter, men også at give vores relation komplimenter. Og det, tror jeg, er virkelig vigtigt. Altså at kunne sige ”hvor er jeg glad for, at jeg har dig til at snakke med”. For så italesætter man, at man værdsætter, hvor glad man er for den snak, vi lige har haft. Så handler det ikke kun om dig eller om mig, men om det, der er imellem os.

– I virkeligheden er det de små ting, der skal til i et venskab. Du behøver ikke gøre et kæmpe nummer ud af det, men bare det at skrive en sød besked eller huske at sætte ord på, hvor glad man egentlig er for den anden person; det betyder virkelig meget, understreger Stephania.

Anbefalet til dig