Nikolaj Coster-Waldau: Derfor ser jeg ikke Game of Thrones med min familie

Seermagneten ’Game of Thrones’ får i øjeblikket skærme til at gløde verden over, men hjemme hos Nikolaj Coster-Waldau er der slukket for fantasy-dramaet, når familien er samlet. Faktisk mangler hans kone hele syv sæsoner, før den ottende overhovedet giver mening, fortæller verdensstjernen i ny video til ALT.dk.

Der er er ikke mange ildspyende drager og døde, hvide zombier i fjernsynet, når familien er samlet hjemme hos Game of Thrones’ danske stjerne, Nikolaj Coster-Waldau.

Nok glæder han sig til seernes reaktioner på kulminationen af de seneste knap 10 års arbejde, men når det kommer til familien, vil han helst være fri for at optræde som sin karakter, Jamie Lannister.

Det fortæller verdensstjernen, der i øjeblikket er akutel i seriens ottende sæson, i en ny video, der er produceret for ALT.dk.

– Vi ser sjældent noget sammen, hvor jeg er med, eller hvor Nukâka (hans kone, red.) er med. For selvom folk siger ”I er jo vant til det”, så er det sgu mærkeligt at se nogen, man kender så intimt, lade, som om de er noget andet. Det er i hvert fald mærkeligt for mig, og det er også mærkeligt for mine børn, så det gør vi ikke, siger han i videoen, som du kan se øverst i artiklen.

LÆS OGSÅ: Faker’s guide til Game of Thrones: 11 insider-tips der får dig til at lyde som en vaskeægte fan

Hans hustru gennem mere end 20 år, skuespiller og sanger Nukâka Coster-Waldau, har da også langt igen, før det overhovedet giver mening at se afslutningen på den serie, der har gjort hendes mand verdensberømt.

Hun mangler nemlig godt og vel 63 timers forhistorie, hvis hun skal forstå, hvad der foregår.

– Nukâka skal stadig i gang med at se det (Game of Thrones, red.). Hun har syv sæsoner, hun skal se, før det giver mening, fortæller en smilende Nikolaj Coster-Waldau, der i øvrigt har svært ved at se noget som helst tv med sin familie i nærmeste fremtid, da han netop er fløjet til Canada for at optage filmen ’The Silencing’.

Har givet talentet videre

Generelt fylder skuespillet meget hos familien Coster-Waldau, hvor det ikke længere kun er mor og fars præstationer, vi kan se på lærredet. Deres to døtre, Filippa og Safina på henholdsvis 18 og 15 år, har nemlig planer om at følge i forældrenes fodspor og gøre karriere i skuespilfaget.

En drøm, Nikolaj og Nukâka kun støtter op om.

– Lige meget hvad fanden de vælger at bruge deres liv og deres tid på, så har både mig og Nukâka altid prøvet at opfordre dem til at lave noget, som de synes er spændende. Som de virkelig har lyst til, og som de kan dedikere sig til. Lige meget om det er skuespil, eller hvad det nu er, så giv jer hundrede procent. For jo mere man giver, jo mere får man ud af det, siger han.

Familiens yngste, Safina, har allerede haft sin debut i DR’s julekalender ’Theo & den magiske talismand’, mens Filippa debuterede i en kortfilm tilbage i 2014.

Men det er ikke uden en lille snert af faderlig bekymring, at Nikolaj Coster-Waldau nu sender sine døtre ud i den branche, han efterhånden selv har stor erfaring med. For det kræver typisk nederlag i læssevis, inden succesen endelig rammer.

LÆS OGSÅ: Nukâka Coster-Waldau: I en periode gjorde jeg mig usynlig

– Jeg elsker mit arbejde, så at skulle sige ”nej, det skal I ikke gøre, det her er for hårdt”, har jeg ikke lyst til at sige. Men det er klart, at det kan jeg måske godt tænke. For lige nu står jeg her, og jeg laver presse, og det er Game of Thrones, og det er fantastisk, men hvis man ser tilbage – jeg har jo været i gang i hvad, 25 år – så er der jo tusindvis af afslag og tusindvis af gange, hvor man får at vide ”nej desværre, det var ikke godt nok.” Og selvom man får at vide, at man ikke skal tage det personligt, så er det jo personligt, siger han og tilføjer:  

– Den (branchen, red.) kan være hård. Specielt når man er yngre, indtil man lærer at vænne sig til det, eller indtil man ligesom bliver nedsammenbrudt. Og som far tænker jeg selvfølgelig ”årh, nu skal de igennem det lort”. Guderne skal vide, at det kan være svært nok at være ung i dag i forhold til at føle, at man passer ind, og ser man rigtig ud og alle de ting. Men, igen, passion. Lav noget, du er passioneret omkring.

Du kan se hele interviewet med manden bag karakteren Jamie Lannister i videoen øverst i artiklen. Her fortæller Nikolaj Coster-Waldau også om et følelsesladet farvel til ’Game of Thrones’ og om den rolle, der for snart 10 år siden gjorde ham verdensberømt.

Se, hvad vi ellers skriver om: Serier, Video, Kendte og Interview