Nynne Bjerre: "Det er måske dét, som gjorde, at jeg ikke følte mig tilpas i mit køn"
SPONSORERET indhold

Nynne Bjerre: "Det er måske dét, som gjorde, at jeg ikke følte mig tilpas i mit køn"

I et opslag på Facebook delte journalist Nynne Bjerre Christensen sine bekymringer omkring et lovforslag, hvor regeringen vil tillade juridisk kønsskifte for børn. Fordi det fik hende til at tænke på sin egen barndom. Siden er det væltet ind med beskeder til den tidligere tv-vært.

Af: Susanne Baden Jensen Foto: Privat/clausboesen.dk
23. aug. 2022 | Livsstil | ALT.dk

På den helt almindelige villavej i det nordvestlige København er det let at spotte Nynne Bjerres hus. For ofte holder der en kæmpe firhjulstrækker ude på gaden. Det er hendes Land Rover, ikke hendes mands.

Og den bil er ikke tilfældigt valgt. Den trækker nemlig tråde til hendes barndom.

En barndom, som den tidligere Deadlinevært fredag i sidste uge valgte at sætte nogle ord på. Under overskriften ”Om fucked up kønsidentitet” delte hun et opslag på Facebook, som i skrivende stund er delt af over 13.000 danskere og liket af mere end 25.000.

Hun tager imod mig i døren og med to glade golden retrievere, der løber rundt mellem benene på os, sætter vi os i en solplet i villahaven med en kop kaffe for at tale mere om det meget debatterede opslag.

På forsiden af avisen Jyllands Posten læste Nynne Bjerre onsdag morgen, at regeringen har planer om at stille et lovforslag, hvor det op til forældre at give samtykke til, om deres barn må få et juridisk kønsskifte helt fra de er nul år.

Og det satte tanker i gang i den 47-årige journalist.

”Jeg kan frygte, at vi med den type lovgivning, hvor man lader det være op til forældrene selv at afgøre, om ens barn skal skifte juridisk køn, kan komme til at ramme nogle af den slags som børn, som jeg selv var. Der er en hård kerne af børn, som har alvorlige kønsmæssige anfægtelser, og som ender med at blive transkønnede eller identificere sig som sådan. De skal naturligvis have hjælp. Men min frygt er, at der nogle ringe omkring dem, som kan blive inspireret, ligesom jeg selv tror, at jeg ville være blevet. Jeg ville måske have fået bildt mine forældre ind, at jeg selvfølgelig skulle være dreng. Det var helt konkret det, der fik mig til at tænke, at jeg måske skulle fortælle min historie,” forklarer hun.

nynne ung.jpgNynne Bjerre Christensen som ung. (Foto: Privat)

Barndommen

Nynne Bjerre er vokset i 1980’erne på et landbrug vest for København i det, hun betegner som ”en ganske almindelig” familie. Med en storesøster, en far, der var tomatgartner, og en mor, der var sygeplejerske.

På de andre gårde rundt om boede hendes bedsteforældre og familie med fætre og kusiner, som hun voksede op sammen med. Og netop hendes fætre, syntes hun, havde nogle helt andre opvækstvilkår.

”Det er ikke, fordi mine forældre gjorde forskel, men når jeg kiggede mig omkring, syntes jeg bare, at drenge havde et sjovere liv. De legede mere, de havde mere magt. Alt det maskuline tiltalte mig meget mere. Jeg forbandt kvinder og kvindefag med noget meget omsorgsorienteret, der skulle hjælpe og støtte mænd. Og det syntes jeg var uinteressant.”

Helt fra barnsben klippede Nynne Bjerre sit hår helt kort. Hun syntes, at ”veninder og venindesnak” var kedeligt. Hun spillede fodbold. Hun var fascineret af fætrenes motorcykler, og hun legede med biler, aldrig med dukker.

”Jeg havde allerede dengang en Land Rover, altså en elektrisk bil i mini-format, som ligner den, der holder ude foran huset i dag,” griner hun.

Når familien skulle i Magasin for at købe nyt tøj, fik hun lov til at gå i drengeafdelingen. For det var kun den slags tøj, hun kunne lide at gå i. Særligt én type tøj fik det til at vende sig i hende.

”Kjoler var min værste fjende. Utvivlsomt,” lyder det prompte. Dem undgik hun, og det fik hun lov til. På nær én gang.

”Jeg kan huske, at til min konfirmation satte min mor foden ned og sagde, at vi blev nødt til at finde noget, som vi begge to kunne være tilfredse med, fordi hun syntes ikke, at bukser var det rigtige den dag. Så vi fandt nogle mamelukker, en slags bukser, jeg kunne have på under, og et skørt udover. Men jeg var stadigvæk meget korthåret, jeg var stadig "dreng". Det var en tung dag at komme igennem med den kjole.”

Når den unge Nynne kiggede rundt i samfundet på fx statsministre, erhvervsledere, professorer, følte hun ikke, at hun havde nogen, hun kunne spejle sig i.

Hjemme foran det fysiske spejl på børneværelset havde hun også sig egen lille hemmelighed.

”Når jeg kiggede mig selv i spejlet, lavede jeg netop de her positurer,” siger hun og illustrerer det ved at flekse sine overarme og skyde brystkassen frem.

”Og så kan jeg huske, at jeg nogle gange proppede en sok i underbukserne for at se, hvordan jeg så så ud. Det var ikke noget, jeg gik og promenerede med. Det var for at se, hvordan jeg så ud, og jeg syntes virkelig, at jeg var flottere på den måde. Men det var også forbundet med en hel masse skam, for det var "dumt" og "forkert", så den kom hurtigt op igen,” husker hun følelserne dengang.

”Da puberteten ramte, var det selvfølgelig også sorgfuldt – og for mit vedkommende ikke præget af nogen form for nysgerrighed. Kun en fornemmelse af, at det her ikke var holdbart, altså at jeg ikke kunne gå rundt og ligne eller opføre mig som en dreng, når jeg fik bryster. Det blev for mærkeligt. Det var ikke, fordi jeg var deprimeret, men lige hvad køn angår, kunne jeg ikke gennemskue, hvordan jeg skulle håndtere det. Det er derfor, at jeg i opslaget på Facebook åbner for, at jeg i den fase som 10-12-13-årig måske godt kunne have være én, der tænkte, om jeg var et godt sted, hvor jeg var?”

"Børn er ikke færdige"

Nynne Bjerre ved ikke, om hun reelt dengang ville være dreng, eller om hun var en pige, der bedst kunne lide såkaldte ’drengeting’, og det er også derfor, at debatten ifølge hende er svær at tage.

”Jeg må blive dig svar skyldig, for jeg ved det ikke. Men jeg kender mig selv som en meget overbevisende person, så jeg tror godt, at jeg kunne - hvis det var dét, jeg havde sat mig for - have overbevist mine forældre om, at vi skulle gå ned på kommunen og få et andet tal for enden af mit cpr-nummer. Så er jeg lidt mere i tvivl om, hvad der derefter ville være sket; ville det være et skridt ned ad en vej, der for mig var uafvendelig, hvor jeg så også ville have pubertetsblokkere? Det ved jeg ikke rigtigt,” forklarer hun.

Og netop den tvivl, som hun selv oplevede som barn, var derfor, at hun skrev debatoplægget.

”Der er dem, der siger, at min stemme ikke har noget at sige hos dem, som virkelig har problemer – og det er jeg helt med på. Det er også det, som jeg når frem til; jeg er ikke transkønnet. Den var jeg heller ikke dengang, Jeg var bare... Pige på en anden måde. Ligesom man kan være dreng på en anden måde. Og måske ville jeg også have identificeret mig som nonbinær, hvis jeg levede som barn i dag? Det ville jeg nok. Jeg ville stadigvæk ende som kvinde, men som barn ville jeg nok have syntes, at den nonbinær-bevægelse har meget for sig. Og det kan da også sagtens være, at jeg som voksen ville kunne se noget i det for mig, men stadigvæk var det rigtige for mig at fastholde mit køn og være pige på min egen måde. Eller kvinde. I det hele taget er det måske gammeldags kønsopfattelser, som har gjort, at jeg ikke følte mig tilpas i mit køn. Og der kan vi så håbe, at vi som samfund med tiden bliver endnu mere rummelige.”

Nynne Bjerre understreger, at der er en hård kerne af børn, som er transkønnede eller på vej ind i det, som skal have hjælp og en udredning af fagpersonalet på Sexologisk Klinik. I den gruppe er der også børn, som vil have glæde af et juridisk kønsskifte, men i så fald bør fagpersonale, som psykologer og terapeuter, være med til at træffe den afgørelse.

Hun frygter, at når man siger juridisk kønsskifte er for alle, at så er man med til at almengøre man noget, som er for de få.

”Jeg er helt klart ikke transkønnet – og var det heller ikke dengang. Jeg led ikke af kønsdysfori. Jeg tror, at jeg led af det, som man i dag vil kalde ”kønsubehag”. Men jeg kunne godt være blevet inspireret af den bevægelse, og det er derfor, jeg synes, at man skal være EKSTREMT forsigtig, når det angår børn. Børn er ikke "færdige", før de har været igennem puberteten. På det tidspunkt er de i højere grad på plads med deres kønsidentitet.”

At være "drengepige" har intet at gøre med at være transkønnet. Det er to vidt forskellige ting,” har kritikere af dit oplæg blandt andet skrevet til dig. Altså at du ikke forstår forskellen. Hvad tænker du om det udsagn?

”Jeg prøver at redegøre for, at hvis man er egentlig transkønnet, skal man have hjælp. Jeg har ladet mig fortælle, at der bliver henvist omkring 150 børn om året til Sexologisk Klinik, så hvis regeringen vil gøre noget for de børn, kan de starte med at sørge for, at der er en udredningsgaranti, så de ikke skal vente i halve og hele år, som jeg forstår, at de faktisk gør i dag. Men det er så en anden snak.

Men mit argument er helt klart: Nej, jeg er ikke transkønnet, og jeg er heller ikke én, der havde kønsdysfori dengang, men pointen er, hvem skal identificere det? Det skal forældrene så i dag i forhold til det juridiske kønsskifte ifølge dette lovforslag.

Og hvordan sondrer man som forældre mellem, hvad der er et transkønnet barn, og hvad der ikke er et? Det er der jo ikke nogen, der kan. Du kan jo ikke sige; Nå men, Bjarne, du er jo tydeligvis én, der ender med at blive transkønnet, mens du, Alma, i gråzonen.

Masser af beskeder

Nynne Bjerres betragtninger på Facebook har fået mange til at bakke hende op, mens andre ikke er enige.

Tænkte du, at du med dit oplæg kunne bidrage med en stemme, som du ikke føler er blevet hørt?

"Ja, jeg kan konstatere, at der er en enorm modstand blandt såkaldt ’almindelige’ mennesker imod identitets- og kønsdiskussioner. Der er også en generation, som har meget svært ved at forstå debatten om køn som en social konstruktion. Jeg synes selv, at debatten bliver meget polariseret, og når man får at vide, at man er ”en gammel idiot”, holder man op med at sige noget. Der manglede måske noget ilt i den debat, men jeg synes jo også, at det er supersørgeligt for de unge, som er i tvivl om deres liv, at de får at vide af de gamle, at de bare er forskruede oveni hovedet. Men helt ærligt er jeg ikke sikker på, at jeg tænkte så langt, inden jeg skrev mit oplæg... Jeg har 5.000 venner på Facebook, og måske 1.000 følgere, og det plejer at gå ret stilfærdig for sig. Hvis jeg lægger et godt billede op ad hundene, får det måske 300 likes.”

Facebookopslaget er delt over 12.000 gange, og der er mange mennesker, der også har skrevet privat til Nynne Bjerre både på mail, sms og Messenger.

Fælles for beskederne er, at de er skrevet i en positiv ånd.

”Der er også nogle transkønnede, der har skrevet til mig, at den erfaring, de har, bestemt er ikke den, som jeg beskriver, og at de ikke tror, at dét, jeg har oplevet, har noget at gøre i den her debat. Men de har gjort det på en høvisk og sød måde. Der er forældre til transkønnede børn, der har skrevet, at de er dybt forvirrede og ikke ved, hvad det rigtige er, men tak for den her stemme. Og så er der MASSER, som har skrevet, at: Jeg havde det ligesom dig, da jeg var barn. Jeg vidste ikke, hvor jeg skulle gå hen, men jeg ser også med stor bekymring på udviklingen, fordi jeg landede i mit køn, og det har jeg haft god grund til at være meget glad for.

Og så er der bare en helt masse søde mennesker, som har skrevet, at debatten trængte til mit opslag - og lige hvad dem angår, tager jeg det lidt mere afslappet, fordi de måske ikke har haft kontakt med problemstillingen. Jeg synes, at de interessante tilbagemeldinger er dem fra, som har noget på spil og som har haft det svært. De kan være enige eller uenige, men de fortæller om, hvorfor de lander på en af siderne af synspunktet, og først og fremmest er der en masse tvivl i alle de mails og beskeder. Ligesom i mit eget tilfælde.”

Hvordan synes du, at vi kan løse det her allerbedst?

”Det er virkelig 1.000 kroner-spørgsmålet. Det ved jeg ikke, men jeg tror ikke, at det er ved mudderkastning eller foragt for hinandens synspunkter. Det civiliserede ville jo være at sige: Lad os nu lytte til børnene. Men jeg er ikke sikker på, at vi skal lytte SÅ meget til dem, for de er jo børn. Måske vi skal overlade det til folk, som har forstand på det, og lade dem vurdere, hvad børn har brug for. Og det er ikke sikkert, at det er børnene selv eller deres forældre."

Anbefalet til dig