”Om dagen filmede vi på gaden med vejsidebomber, om natten sov jeg ikke"

Jo, der er langt fra Vesterbro til Kabul. Selv om synet af en narkoman med nederdelen om hælene og en sprøjte i låret kan være ubehageligt, når man går morgentur med hunden, er det intet at sammenligne med, hvad Afghanistans hovedstad byder på. Det ved dokumentarfilminstruktøren Nicole Horanyi, der, med hunden Frida i snor, møder mig foran sin hoveddør, som ligger i en sidegade til Gasværksvej, et stenkast fra den udmagrede kvindeskikkelse på trappestenen. 

LÆS OGSÅ: "Det skræmmer mig, at man kan gå rundt med en livstruende sygdom uden at vide det" 

Nicole skal om lidt vende blikket tilbage og fortælle om sin tid i Kabul, hvor hun fulgte den 39-årige amerikanske forsvarsadvokat Kimberley Motley, der for en fed hyre repræsenterer udenlandske klienter. Nicoles producent spurgte, om Nicole ville være instruktør på dokumentaren om Kimberley. Nicole sagde ja. Det samme gjorde hovedpersonen. "I kommer bare," sagde hun, som om turen gik til Disneyland og ikke en krigszone. Med på holdet var også krigsfotografen Henrik Bohn Ipsen. Første gang, de tog af sted til Kabul, var i januar 2013, og det følgende år rejste de dertil endnu tre gange. Nicole og Henrik Bohn Ipsen drog også til Kimberleys hjem i North Carolina i USA to gange for at følge hende, når hun var hjemme hos manden og deres tre børn. Ni måneder om året bor og arbejder Kimberley nemlig i Afghanistan.

Nicoles Afghanistan
Jeg elskede allerede Kimberley, inden jeg havde mødt hende. Da jeg blev præsenteret for ideen om filmen, kendte jeg hende ikke, så jeg googlede hende. Det første, der dukkede op, var, at Kimberley havde deltaget i Miss America. Så var jeg solgt. Tænk at være kvindelig amerikansk advokat i Kabul, mor til tre børn, der bor hjemme i USA, og have været med i Miss America. Hende blev jeg nødt til at møde. Kimberley er en meget bestemt dame, hun finder sig ikke i noget pis og er ikke synderlig behjælpelig, men jeg troede på projektet. Vi tog til Afghanistan første gang i januar 2013 og blev der en uge.

LÆS OGSÅ: Amalie er Jehovas vidne: "Det kan godt være grænseoverskridende at banke på folks dør"

Folk rejser jo normalt til Afghanistan med sikkerhedsvagter og kører rundt med skudsikre veste. Det valgte jeg ikke at gøre. Jeg havde valgt Ipsen, som havde filmet rigtig meget i Afghanistan, som fotograf. Han sagde, at det er nemmere at lave en følgedokumentar uden stor oppakning og sikkerhedsfolk. Så bliver man mere synlig i gadebilledet, og det ønsker man ikke. Journalister i Kabul bor typisk i såkaldte safe houses, men vi valgte at bo på det lillebitte hotel Gandamack, hvor BBC-journalister også bor, fordi det ligger ret skjult. Jeg talte også med Kimberley. Hun bor alene i sit eget hus inde i midten af Kabul uden sikkerhedsvagter. Aftenen inden vi skulle rejse, var der en selvmordsbombe i Supreme Court i Kabul. Dér tænkte jeg: "Hvad er det lige, jeg er på vej til at begive mig ud i?"
Du får indbygget paranoia med det samme. Der er så meget militær i gadebilledet. Mænd står overalt med Kalashnikovs og AK-47'ere og ser meget alvorlige ud. Kabul er jo en krigszone og inddelt i jernringe og checkpoints, hvor de stopper alle biler og åbner bagagerummet og kigger med spejle under bilen efter bomber. Du kan ikke bare gå i en lige linje ind på et kontor. Du får tjekket papirer og din taske for våben. De tager din mobiltelefon, og det er dødubehageligt. Alt tager lang tid. Effektiviteten røg fuldstændig.


Filmens hovedperson Kimberley Motley.

En af de første dage var jeg på besøg i Afghanistans største fængsel Pul-e-Charkhi med Kimberley. Det var besøgstid, og der var en kø af kvinder med kæmpeoppakning med mad og børn. Vi skulle igennem et sikkerhedstjek. Jeg ryger hen til en kæmpemama, som skal visitere mig. Bare det, at en kvinde skal røre ved en anden kvinde, er jo fuldstændig uhørt dernede. I løbet af 10 sekunder har hun åbnet min frakke, taget min bh ned, og så befamlede hun mine bryster. Kvinderne i køen syntes, det var morsomt, og hujede. Kimberley så det og skældte sikkerhedskvinden ud. Jeg havde totalt overgrebsfornemmelse og fik det virkelig skidt. Vi er meget eksotiske for dem, fordi vi har en helt anden krop.

Kimberley er den eneste, man kan ringe til i Afghanistan, hvis man er udlænding og er blevet sendt i fængsel. Hun er den eneste udenlandske advokat, der har fået licens til at procedere i det afghanske retssystem. Det tjener hun rigtig mange penge på. Det afghanske retssystem er specielt, fordi de bruger deres grundlov, som de fik i 2004, sharia-lovgivningen, koranen og egne love, som de laver rundt omkring i bjerglandsbyerne. Kimberley har lært systemet så godt at kende, at hun trækker på alle de forskellige love, når hun procederer.

Kimberley er en kompleks dame. Man både elsker og hader hende. Det er portrættet af hende, jeg sætter allerstørst pris på ved filmen. Hun ved godt, at hun ikke er alles kop te. Hun er mega ambitiøs. Hun er vokset op i ghettoen, har taget en jurauddannelse og fandt så ud af, at hun kunne tjene kassen i Afghanistan, så hun kan forsørge sin mand og deres tre børn. Hendes yngste var ikke mere end et år, da hun tog af sted første gang. Er man så en god nok mor? I don't know. Men jeg ville gerne vise kontrasten fra hendes liv i Afghanistan til, når hun kom hjem til sin familie i North Carolina. Hvordan kan man rumme den kontrast?

Hvordan kan man leve i det her land som kvinde? Det tænkte jeg tit. Der var en forventning om, at jeg skulle tage det der tørklæde på. Kimberley går ikke med tørklæde. Hun synes, tørklæder er noget bullshit, men jeg er helt indforstået med, at tørklædet er en del af kulturen. Det er den måde, kvinderne lever på, og det anerkender jeg fuldt ud. Men ud fra min subjektive oplevelse var dét at tage et tørklæde på ret vildt. Der bliver taget noget fra dig, personligheden, udtrykket, friheden. Man bliver til ingenting og degraderet som individ. Du bliver usynlig, og det berørte mig meget. Når vi var rundt og filme, var det mig, der var chefen og tog beslutningerne. Men når vi skulle vise vores tilladelser, gik sikkerhedsfolkene til Ipsen.

Det var så frustrerende at opleve, hvordan kvinder er mindre værd end mænd. Jeg fik latterlig meget respekt for Kimberley. Hun har brugt de første to år på bare at blive set. De har hadet hende. Det gør de stadig, men der er også mange, der accepterer hende, og mændene giver hende hånd, ser hende i øjnene og taler til hende.

Alle kvinder har burka på. De er som blå spøgelser, og det var scary. De få gange på markedet, hvor jeg fik øjenkontakt med en kvinde, og jeg kunne se på hendes øjne, at hun smilte til mig, blev jeg rørt, for man mister kontakten til kvinder. Jeg begyndte at lægge mærke til bittesmå detaljer: sandalerne eller en guldring på fingeren. Dét, der giver fornemmelse af noget personlighed.

Skal du ind på livet af den unge generation, skal du tale om Spiderman. De har alle sammen set de amerikanske film, og de elsker amerikansk popkultur. De må ikke have kærester, men det har de alle sammen. Mor og far ved det bare ikke. De er i gang med at finde den rigtige kusine til dem. De unge vil sindssygt gerne uddanne sig, have et hjem, en bil, kone, børn, et frit liv. De vil have det samme som mig. Men de kunne slet ikke forstå, at jeg er enlig og ingen børn har, fordi de er så familieorienterede. I Afghanistan er individet opløst, og alt handler om familien. Det synes de unge er røvirriterende. Det eneste, de drømmer om, er deres egen lejlighed. De bor 25 mennesker i et lillebitte hus, men der er noget smukt over den måde, de tager sig af hinanden på.

LÆS OGSÅ: Alexandra sagde sit job i filmbranchen op for at forfølge en vild drøm

En morgen vågnede jeg ved en lyd, jeg ikke kunne identificere. Jeg åbnede døren til min bungalow på Gandamack-hotellet og forstod, at det var eksplosioner, der bare blev ved og ved. Jeg tændte for fjernsynet, og så kørte de live-dækning af et Taleban-angreb på præsidentpaladset, som lå 300 meter væk. 13 selvmordsbomber inden for en time. Det var heftigt. Det var på vores anden tur i april 2013. Sikkerhedssituationen eskalerede for hver gang, vi tog til Afghanistan. Alle omkring mig syntes, jeg skulle lade være med at tage af sted, og jeg havde 100 % opbakning fra min producent og filminstituttet, hvis jeg ikke ville tilbage. Men nu havde jeg jo sagt ja til det her projekt, så det ville være en fiasko ikke at tage af sted. Kimberley blev ved med at sige til mig: "Jeg kan jo altid bare hoppe på et fly og tage hjem til min familie, hvis det brænder på." Men det gjorde hun ikke. To timer efter et selvmordsbombeangreb var hun ude på vejen, for så er der jo ingen derude, og det er nemmere at komme gennem byen.


Advokat Kimberley på vej fra møde i Pul-e-Charkhi-fængslet.

Når jeg kom hjem fra Afghanistan, sov jeg i tre dage i træk. Jeg var fuldstændig udmattet. Jeg følte mig aldrig tryg, når vi var af sted. Så bare det at sætte sig ind i flyet, og når det så lettede ... Det var, som om jorden var forgiftet. Og så komme hjem til København, hvor alt er trygt. Jeg ved, jeg kan få mad, jeg ved, jeg kan gå på gaden. Hold kæft, hvor er jeg privilegeret. En af de gange jeg kom hjem, var der udsalg, og jeg havde så dårlig samvittighed over, at jeg ville købe den her taske. De 3.500 kr. kunne brødføde en hel familie. Men jeg købte den alligevel. Verden er grotesk.

Jeg fik et knæk på den sidste tur. Det var i marts 2014, og det var så forfærdeligt. Der blev skudt journalister på gaden, og alle var topparanoide. Jeg havde besluttet, at vi skulle bo på luksushotellet Serena, fordi det har de højeste sikkerhedsforanstaltninger og en beskyttelseskælder. Men mens vi var der, begyndte man at tale om, at der ville komme et angreb på hotellet. Om dagen filmede vi på gaden med vejsidebomber, om natten sov jeg ikke. En svensk journalist blev skudt foran et supermarked 100 meter fra os, og jeg var så vred. Jeg var jo vred på mig selv over, at jeg ikke tog beslutningen om, at vi skulle hjem.

Det værste, der kunne være sket for mig, skete for Kimberley. Dagen efter vi kom hjem fra den sidste tur til Kabul, sidder jeg her i køkkenet med en af mine venner. Så får jeg en besked fra min producent om, at der er Taleban-angreb på Hotel Serena. Det første, jeg tænkte, var: "Der kunne Kimberley godt have tjekket ind", for selv hun var ved at blive bange for at være i sit hus. Så jeg sms'er hende, og hun svarer med det samme: "I am at The Serena hiding. Very scared." Hun gemte sig på et hotelværelse. Nu skulle Kimberley bare hjem! Hun tog selvfølgelig ikke hjem, og hun skåner sin mand og familie for, hvad det er, hun oplever. Jeg har heller ikke fortalt halvdelen af, hvad der er sket. Det kan være svært at forstå for min familie og mine venner, hvad det er, jeg er gået igennem. Det rykker så meget ved hele din logik og fornuft, men også ved din fysik. Jeg havde høj puls hele tiden i tre uger, efter jeg kom hjem fra den sidste tur, og når jeg hørte en helikopter i luften over København, væltede det hele for mig.

Jeg havde ikke brug for at klippe filmen, jeg havde brug for en krisepsykolog. Vi skulle i gang med at se filmoptagelserne igennem, lige efter vi var kommet hjem fra vores sidste tur til Afghanistan. Jeg kunne mærke, at jeg ikke skulle kigge på et eneste frame. Men da vi begyndte at klippe filmen, var det meget opløftende for mig, for der var masser af gode scener, og materialet var godt. Det var jeg meget overrasket over. Jeg havde været i tvivl, om jeg overhovedet var den rigtige instruktør til filmen, fordi jeg var i tvivl, om jeg var villig til at gå langt nok for at få en scene i kassen.

Hvorfor så overhovedet lave filmen? Fordi Kimberleys arbejde er vigtigt. Hun er ligeglad med, hvem hun forsvarer, og om de er skyldige eller ej. Hendes fornemste opgave som forsvarsadvokat er at følge og bruge loven. Det er hendes vigtigste bidrag til den ellers meget nyttesløse invasion af Afghanistan. Selv om hun fremstår som en tough cookie, var det min opfattelse, at hun var særlig blød over for kvindesagerne og de unge kvinder, der er flygtet fra et ulykkeligt tvangsægteskab, hvilket i Afghanistan kan sende dig i fængsel. Filmens kvindeportræt er også meget vigtigt for mig. Kimberleys arbejde giver så sindssygt meget mening for hende, så selv om hun er mor til tre i USA, tager hun af sted til Afghanistan. Det er jo udskældt at forlade sine børn, og den opfattelse udfordrer Kimberley.

Eventyret om Kimberley slutter ikke med Nicoles film, Motley's Law, der har verdenspremiere 17. oktober på Chicago Filmfestival og dansk premiere på CPH:DOX i november. Tv-serien Homelands manuskriptforfatter er nemlig også i gang med at udvikle en tv-serie om Kimberley, så nu skal hun og familien flytte til L.A., fordi Kimberley skal være konsulent på serien. Længere er der ikke fra USA's ghetto, hvor Kimberley er vokset op, over Kabul til Hollywood.


LÆS OGSÅ: Lars Lillholt: Livet har lært mig, at du ikke skal lyve over for kvinder

LÆS OGSÅ: "Du skal være forelsket i dig selv og dyrke lykken" 

LÆS OGSÅ: "Det bedste, jeg ved, er bare kvindebryster under en t-shirt"