Giv et blad i julegave. Priser fra 149 kr. Klik her →

Rufus Gifford og Stephen Devincent
Foto: Les Kaner

Rufus Gifford og manden Stephen DeVincent elsker Danmark

Rufus Gifford: “Stephen og jeg har fået en stor kærlighed til Danmark”

De laver ikke ret tit mad, men de har alligevel lavet en kogebog. De tror på, at Danmark har en vigtig funktion i verden på trods af landets lille størrelse. Og måske stiller Rufus en dag op til det amerikanske præsidentvalg. Kom helt tæt på det amerikanske ambassadørpar.

Hvis USA var en mand, ­ville han se ud som ­Rufus Gifford. Den amerikanske ambassadør i Danmark gennem de seneste tre år er inkarnationen af The American Dream Guy. Høj. Bredskuldret. Mørkt hår med let gråsprængning. Perfekt, hvid tandrække. Stort smil. Dyb stemme. Ulasteligt klædt på den helt casual ­måde. "Hi, nice to meet you" – øjenkontakt – og fast håndtryk. Og som om det i­kke var nok. Hans ægtefælle, Stephen ­DeVincent, der træder ind i havestuen på Rydhave, ­­ambassadørboligen, ­nogle minutter senere, er ­lige så amerikansk og afsindig nydelig. Et charmerende par. Et talende par. Og et par, der er faldet fuldstændig for Danmark og danskerne. What's not to like?

Rufus og Stephen har inviteret på ­kaffe i anledning af deres nye kogebog. Kogebog?, tænker man uvilkårligt, laver de overhovedet mad selv her i det imponerende hus, hvor man på mindre end fem minutter når at møde to bevæbnede vagter, en omhyggelig presserådgiver og en stuepige?

Rufus: – Hvis jeg kun skal tale om mad, bliver det et meget kort interview...

Den bemærkning giver en del af svaret.

Så du laver ikke mad, Rufus?
Stephen: – NO!
Rufus: – Ha, ha, jeg laver da mad.
Stephen: – I kogebogen er der en opskrift på pandekager, dem laver Rufus. Og de er fantastiske.
Rufus: –Og jeg står for alt med grillen om sommeren. Vi griller meget, især om søndagen, når der ikke er personale i ambassadørboligen. Jeg laver også tilbehøret.
Stephen: – Og ellers laver vores kok mad til os, vi laver ikke mad så tit.
Rufus: – I vores normale liv hjemme i USA ville Stephen lave det meste af vores mad.
Stephen: – 90 procent! 95...

LÆS OGSÅ: Giv et abonnement i gave

Mad er kultur
Så er arbejdsdelingen på plads. Og forundringen over kogebogen intakt. Men faktisk giver det meget mening med en kogebog, siger Rufus Gifford, for mad er kultur. Og kultur er det, som han har sat øverst på dagsordenen i sin tid i Danmark.

Rufus: – Da jeg kom til Danmark, ­tænkte jeg over, at jeg ville opnå mere end det, der ligger i den traditionelle definition af at være ambassadør. Jeg ville have indblik i den danske kultur. Det er min opfattelse, at hvis man skal lære et land og et folk at kende, skal man forstå traditionerne, maden, sproget, vanerne og helligdagene, for det er det, der skaber en kultur, og det er det, der gør et land unikt. Så noget af det første, vi gjorde, var at bruge vores ferier med danskere, og vi gik til julefrokoster, til påskefrokoster og var til sankthansbål. Vi opdagede ret hurtigt, at danskerne, i modsætning til amerikanerne, har mange traditioner. I USA har vi Thanksgiving og 4th of July, men ikke så meget andet. Selv julen er forskellig fra familie til familie. Stephen og jeg voksede op tæt på hinanden, men vi har fejret jul på helt forskellige måder. Det har været ret sjovt for os at opleve de danske skikke og vaner, for de er alle med til at bringe mennesker tættere sammen. Så når vi nu har lavet en kogebog, handler det om det samme. Vi vil gerne dele et element af amerikansk kultur med danskerne. Der er nogle enkelte danske retter i bogen, som vi elsker – gløgg og æbleskiver, hvis man kan kalde det en ret – men ellers er bogen fuld af vores amerikanske yndlingsretter. Boston-æggesalat, amerikansk pizza, Stephens kalkunburger og cremet New England-clam chowder for bare at nævne et par stykker. I min optik handler diplomati i bund og grund om at bringe kulturer sammen, og for mig er mad meget vigtigt i den sammenhæng. Soft diplomacy – ja, det er det – ingen tror, at man kan løse de store problemer og udfordringer ved at lave en kogebog, men jeg håber, at folk ved at kigge i vores kogebog, måske vil forstå USA lidt bedre. Og også forstå, hvad vi ­laver her i ambassadørboligen, hvor vi har været værter ved hundredevis af arrangementer.

Et forgangsland
Rufus og Stephen kom til Danmark i august 2013. Med det amerikanske valg lige om hjørnet, kan de se en ende på deres tid i Danmark, for med en ny præsident, kommer en ny ambassadør. Hvis Demokraterne vinder, håber parret at ­kunne blive i Rydhave indtil sommeren 2017, men hvis Republikanerne vinder, skal de efter al sandsynlighed forlade Danmark allerede i januar, når den nye præsident tiltræder.

Hvad har I lært om Danmark i de tre år, I har været her?
Rufus: – Oh, gosh, so much! Stephen og jeg har fået en stor kærlighed til Danmark. Da vi kom hertil, vidste vi ikke, hvad vi skulle forvente. Vi var meget optimistiske, men vores oplevelser her har langt oversteget vores forventninger. Den vigtigste grund til det er, at vi har fået så utrolig god kontakt til danskerne. Den gensidige sympati mellem amerikanere og danskere har virkelig rørt mig. Når vi tænker på at skulle sige farvel, vil det blive virkelig hårdt at forlade huset og jobbet, som jeg elsker, men det hårdeste vil blive at sige farvel til de mange danskere, som har taget os til sig og behandlet os med respekt og varme. Vi har fået virkelig gode venner i Danmark. Livslange venskaber. Men du spørger, hvad vi har lært, og der må jeg sige, at vi virkelig har fundet ud af, at et land med blot 5,7 millioner indbyggere kan gøre en forskel. Danmark er foregangsland, når det gælder grøn energi og menneskerettigheder. Og I har fantastiske virksomheder, som ændrer verden til det bedre. Jeg tror på, at ethvert menneske med de rette værdier kan ændre verden. Som Robert Kennedy engang sagde: "Ripples of hope cascade our words and changes the world". Altså, ringene spreder sig, hvis man kaster selv den mindste sten ned på en stille vandoverflade. Det er det, som Danmark har gjort i mange sammenhænge. Min frygt er dog, at i disse tider, med politisk polarisering, hypernationalisme og højreorienteret populisme, kan et lille land som Danmark – og andre lande i Europa – finde på at trække sig fra den internationale scene. Det ville ikke være godt, for verden har brug for lande som Danmark, og verden har brug for, at Danmark bliver ved med at gøre det, som I har gjort hidtil.

Stephen: – Jeg tænker først og fremmest på, at Danmark var det første land i verden, der tillod to mennesker af samme køn at indgå registreret partnerskab. Det var grunden til, at vi valgte at blive gift her i Danmark sidste år. Vi ønskede at ære Danmark for, hvad I havde opnået på det område allerede i 1989.

LÆS OGSÅ: Sidse Babett Knudsen: “Når man sidder derude - i verden - bliver man simpelthen så stolt af sit land”

Gift i Danmark
Netop brylluppet sidste år på Københavns Rådhus er en af de oplevelser, som både Rufus og Stephen nævner som de største i Danmark.

Stephen: – Vores bryllup varede nærmest en hel uge. Først kom Rufus' familie, og så kom min familie og alle vores venner. Min mor døde to måneder før, vi blev gift. På en måde var det en velsignelse, at hun døde inden, for hun var med mig i tankerne, og jeg behøvede ikke at være bekymret over, at hun var derhjemme og ­ikke kunne være med. Min mors ældste søster stod ved min side til brylluppet og skrev under som vidne, og det var meget stort for mig, at hun påtog sig den rolle...

Stephen holder op med at tale og kæmper med tårerne. Han får samlet sig og fortsætter.

Stephen: – Vi var sammen i det, og det var vigtigt. Og for mig var det hele som en drøm. Den her smukke kombination af danskere og amerikanere. Og mennesker fra alle samfundslag. Fra repræsentanter fra den kongelige familie til ministre og venner – det er noget af det, der har været så specielt for os her i Danmark, at vi har lært så mange at kende.

Rufus: – Der var også amerikanske ambassadører fra ti andre lande, der fløj ind for at være med, det var helt vidunderligt, at de gjorde det for os. Vi følte også, at danskerne fejrede dagen med os, at folk var glade for, at vi valgte at blive gift her, og det kom nok lidt bag på os, at så mange bakkede op.

Hvordan er det anderledes at være gift, end ikke at være det?
Stephen: – Jeg synes, det giver en endnu større dybde i vores forhold.

Rufus: – Brylluppet var et af de øjeblikke i ens liv, som man ikke tror, man vil opleve. For bare ti år siden ville jeg aldrig have drømt om, at det kunne ske, tænk at blive gift det sted, hvor de første to mennesker af samme køn blev gift. Der er en dybde i det, som er meget svær at sætte ord på. Hvis mit yngre jeg havde vidst, at det ville blive muligt, ville det have gjort så mange af de ­svære nætter, da jeg var 15-16 år, så meget bedre. Så jeg er evigt taknemmelig for det øjeblik. Det var det øjeblik i mit liv, hvor det gik op for mig, at mennesker ændrer sig, og samfund ændrer sig. Det var så lykkeligt et øjeblik, og jeg er så taknemmelig for, at Danmark gav os den mulighed.

Stephen: – Ud over brylluppet må jeg fremhæve vores hverdag her i Danmark som en af vores største oplevelser, selvom det måske er et underligt svar. Hverdagen i det her hus. Og at gå med vores hund, Argos, i Charlottenlund Skov eller Bernstorffsparken, den naturlige skønhed, der er her, og den daglige kontakt med danskerne. Vi har været her i tre år, det er det længste, vi har boet sammen noget sted, og jeg opfatter Rydhave som vores hjem. Jeg sætter pris på hver eneste dag her, og jeg nyder hvert øjeblik, særligt nu, hvor vi ved, at vi ikke skal være her så meget længere.

Rufus: – Jeg husker vores første morgen her. Det var en lørdag, og Stephen og jeg løb en tur i Dyrehaven. Vi kom ud på den ­åbne ­slette ved Eremitageslottet, vi løb ned ad bakken, solen var fremme, og der var dyr over det hele – jeg får helt gåsehud nu, hvor jeg snakker om det – og jeg kan huske, at vi stoppede op og kiggede på hinanden med følelsen: Wauw – det er fantastisk – vi kommer til at kunne lide det her. Siden har jeg nydt at se stolen stå op over Øresund hver morgen, jeg har sat pris på at prøve at flyve F16, jeg har været på Grønland og har overnattet med Siriuspatruljen, jeg har nydt at tale for ­unge mennesker rundt omkring i landet – der har været så mange store oplevelser. Og alle de øjeblikke definerer min filosofi om, hvordan jeg gerne vil udføre jobbet som ambassadør. På et tidspunkt talte jeg for de unge på Herning Gymnasium, og en dreng ­rejste sig og spurgte, hvordan det føles at være ambassadør for et land, der torturerer deres fanger. Jeg elskede det spørgsmål, for det gik op for mig, hvor vigtigt det er at svare åbent og ærligt på sådanne spørgsmål, når man repræsenterer sit land. Den dreng har været medvirkende til, at jeg har brændt så meget for mit job.

Hvad svarede du?
Rufus: – Jeg sagde, at jeg ville svare på tre måder: Som et menneske er jeg frastødt, som amerikaner er jeg flov, og som ambassadør er jeg stolt, fordi lande ofte ikke indrømmer, når de laver fejl, men det har USA gjort under Obamas administration. Vi har stået ved, at opførsel ikke altid stemmer overens med de værdier, man gerne vil stå for, og det var godt at få det ud af posen. Det skal diskuteres, og det er det blevet. Vi skal ikke gemme de mørke kapitler i vores historie væk. Vi skal turde stå ved dem med åbenhed, medmenneskelighed og sårbarhed.

Præsidentdrømme
Rufus og Stephen ved endnu ikke, hvad de skal, når deres tid i Danmark er forbi, men de er godt klar over, at det er noget, de snart må begynde at overveje. Stephen, som er dyrlæge, har været hjemme i USA og arbejde på dyreklinikken i perioder, men ellers har han brugt tiden i Danmark på at styre husholdningen og alle de arrangementer, ambassadørparret har afholdt. Han har også arbejdet med bevarelse af den vilde natur flere steder i verden, blandt andet i Grønland, så hans arbejde er ret fleksibelt.

Stephen: – Vi har snakket om at flytte til London, så vi kan blive i Europa. Vi er kommet til at elske Europa.
Rufus: – Men det afhænger af mit job, og jeg ved endnu ikke, hvad jeg skal lave bagefter.

Jeg har hørt, at du måske overvejer at stille op som præsident?
Rufus: – Ha, ha, det er alt for præmaturt at tale om. Og nu kan du høre, at jeg begynder at falde over ordene...

Han holder en af sine sjældne pauser i talestrømmen.

Rufus: – Altså, tanken om, at jeg ­skulle blive USA's præsident, er lige så usandsynlig lige nu, som at jeg skulle blive CEO for Apple. Jeg ville elske begge de jobs. Men realiteten er, at ingen af de jobs er sandsynlige. Betyder det så, at jeg aldrig ville aspirere til dem? Nej, det betyder, at det da godt kan være, at jeg vil prøve at gå efter det en dag, men jeg tænker ikke så langt frem. Jeg er et meget realistisk menneske. Nu og her vil jeg fortsætte med at fokusere på det, jeg har arbejdet med i Danmark. Ingen tvivl om det. Jeg tror på forbindelsen mellem kulturer – og det vil jeg fortsætte med at arbejde på i en eller anden form.

Hvad tænker I om den amerikanske valgkamp lige nu?
Rufus: – Det kan jeg ikke svare på, det må Stephen gøre.

Stephen griner højt og svarer ikke.

Rufus: – Altså, jo, jeg er bekymret over tonen i valgkampen mere end noget andet. Jeg tror på, at politik skal bringe det bedste frem i folk, noget vi har set hos så forskellige præsidenter som John F. Kennedy, Ronald Reagan og selvfølgelig Obama. Men indtil nu har tonen være ­deprimerende negativ. Jeg er blevet mere patriotisk ved at have været væk fra USA, og jeg er utrolig stolt over den retning, vores land er gået i de sidste ti år. Jeg håber, at vi kan fortsætte ad den sti, men desværre er det ikke det, der sælger lige nu. Det, der sælger, er frygt og polarisering, og jeg håber virkelig, at det ændrer sig.

Stephen: – Jeg håber selvfølgelig, at ­Hillary vinder for vores lands og verdens sikkerheds skyld. Det kan Rufus ikke sige. Men det kan jeg.

Rufus: – Mit problem er, at jeg altid kigger fremad mod næste skridt. Derved taber jeg øjeblikket og værdsættelsen af nuet. Men Danmark har lært mig begrebet hygge. Hygge er bedst defineret ved ideen om skabe et øjeblik, der er helt ­specielt. Som varmer dit hjerte. Hygge centrerer sig om nuet. Jeg øver mig i ikke at se for langt frem i tiden – i alle henseender – men det er klart, at det har betydning, hvem der vinder valget, også i forhold til, hvor hurtigt vi har brug for en ny adresse, vi kan skrive på vores flyttekasser! 

LÆS OGSÅ: Sofia fik brystkræft: “Det er vigtigt også at fortælle den gode historie”

Rufus Gifford og Stephen DeVincent om...
Yndlingsretter
Stephen: – Hvis det var mit sidste måltid, skulle det bestå af kylling og pasta. Normalt bruger vi fuldkorns­pasta, men til det sidste måltid skulle det være den hvide slags, tror jeg.

Rufus: – Det afhænger af årstiden. Om sommeren er der ingen tvivl om, at det gør mig lykkelig at sidde udenfor med en burger og en øl eller et glas rosé. Og på en kold dag..., jeg er en comfort food guy, så jeg elsker Stephens kyllinge og pasta-ret, for den minder mig om dengang vi havde et helt ­andet liv. Vi har den her fancy lifestyle nu, men da vi boede i Chicago, var det altså i en lille og ikke særlig fancy lejlighed.

Dansk mad
Rufus: – Jeg har ikke lært at forstå leverpostej! Jeg havde aldrig smagt sild, før jeg kom til Danmark, men det var noget af det første, jeg fik her, og det smager meget bedre, end jeg havde troet. Og jeg er endda ikke the seafood type. Jeg er vild med alt fra Lagkagehuset, især flødeboller. Jeg prøvede at tage flødeboller med til USA i kufferten, men de eksploderede!

Stephen: – Vi er også glade for sten-biderrogn, vi ser frem til sæsonen.

Danske kvinder
Rufus: – Det er nok de mest ­smukke kvinder som nation betragtet. Helt ærligt. Det synes vi begge.

Stephen: – Vores følelser for danske kvinder går længere end bare til udseendet...
Rufus: – Men de er smukke.
Stephen: – Og det er mændene ­også – det fortæller vi alle vores venner i Staterne.

Rufus: – Jeg synes, at der er en særlig classiness, ­toughness, modernity, ­worldliness, styliness and intelligence associeret med danske kvinder. Danske kvinder har en mening om tingene, hvilket jeg elsker, og de har en stor appetit på livet.

LÆS OGSÅ: Emma Holten: “Der er masser af feminister, der synes, jeg er en klovn”

LÆS OGSÅ: Andreas Mogensen: "Vores hverdag ville ikke fungere hvis Cecilie arbejdede fuldtid"

LÆS OGSÅ: Mød kvinden bag verdens første bæredygtige skobutik

Rufus & Stephen

Rufus Gifford, 42, USA's ambassadør i Danmark siden 2013. Er kandidat i amerikanske studier og teatervidenskab og tidligere manuskriptforfatter i Hollywood. I 2004 gik han ind i politik for at få valgt John Kerry til præsident, hvilket ikke lykkedes. Var i en periode politisk rådgiver i Californien, og i 2007 mødte han Barack Obama og var med i begge hans præsidentkampagner.

Stephen DeVincent, 57, er uddannet dyrlæge. Blev gift med Rufus Gifford den 10. oktober 2015 på Københavns Rådhus.

"Ambassadørens køkken - 50 diplomatiske opskrifter fra Rydhave"

Rufus Gifford og Stephen DeVincent er aktuelle med bogen ”Ambassadørens køkken – 50 diplomatiske opskrifter fra Rydhave”, Lindhardt og Ringhof, 168 s., 199,95 kr. 

Se, hvad vi ellers skriver om: Bøger og Interview