Sigurd Barrett

Sigurd Barrett om 24 års aldersforskel på ham og kæresten: ”Jeg kan afvise myten…”

Kan man tillade sig at sætte børn i verden, når man selv snart får børnebørn? Og kan man overhovedet deltage i forældremøder som 70-årig? Det er nogle af de overvejelser, som den 54-årige entertainer Sigurd Barrett gjorde sig, da han valgte at stifte familie med sin færøske kæreste Heidrun, som er 24 år yngre end ham. Det fortæller han blandt andet om i bogen ”Modne Mænd 3”, der udkommer den 12. oktober, og som ALT.dk har fået lov til at bringe nogle uddrag fra.

Om sin skilsmisse:

”Jeg havde ikke troet, at jeg skulle blive skilt. Nogensinde! Jeg havde heller ikke troet, at jeg skulle møde en ny kæreste. Eller at jeg skulle have børn med to forskellige kvinder. Jeg har endda tidligere selv set ned på andre, der gjorde det. Jeg tænkte, at sådan kan man da ikke leve. Så det har været en kæmpestor livslektie for mig, at man aldrig skal se ned på, hvordan andres liv former sig eller på de valg, andre træffer, for det er deres valg.

Vi kan alle sammen have nogle grunde til at gøre det, som vi gør. Grunde, som andre ikke kan forstå. Men det er så let at stemple hinanden og sige: ’Sådan kan han ikke tillade sig at agere!’ eller ’Han er bare ligeglad med andre.’ Jeg er ikke ligeglad med nogen som helst. Og vi skal ikke dømme hinanden. I forhold til vores egne valg, så må vi i hver situation tænke os om og mærke efter. Hvad siger fornuften? Hvad siger hjertet? Og huske på, at hver gang vi tilvælger noget, så fravælger vi jo noget andet.”

(…)

Du blev skilt i 2011 efter 21 år. Hvordan oplevede du det?

”Vi havde mange gode år, hvor vi undte hinanden at kunne gøre det, som vi hver især ville. Men som med alt muligt andet var der også dårlige og svære ting, og når vi lagde det hele sammen – ja, så nåede vi bare et sted hen, hvor vi ikke kunne mere. Det var en sorg at blive skilt og også et nederlag. Først og fremmest fordi, at jeg altid havde troet, at tingene var sort-hvide. Hvis man var sammen, så var man sammen, og hvis man var sund og rask, hvorfor var man så ikke bare sammen?

Jeg havde aldrig forstået, at folk kunne blive skilt, indtil jeg pludselig selv stod samme sted. Jeg forelskede mig i en kvinde, og vi flyttede også sammen. Hun havde tre børn, og jeg havde fem. Det var sindssygt spændende, men også meget kaotisk. Det var en vild tid i mit liv. Jeg kan huske, at vi var inde på en restaurant i Sverige, og så sagde jeg: ’Otte børn og to voksne.’ Og tjeneren sagde bare: ’Åh, Herre min Gud.’ Men det var også for svært, og det gik heller ikke. Efter dette brud mødte jeg Heidrun, som jeg forelskede mig i og i dag har to små børn med.”

(…)

Om fortrydelser:

”Nu er jeg 54 og står med syv børn og min 30-årige færøske kæreste Heidruns og mine to små døtre er under et og to år gamle, så skal jeg i stedet til at være mere hjemme? Og hvad med mine store børn i alderen 15 til 26 år? Det kan jo også være, de synes, at deres far godt kunne være lidt mere til stede. Så skal jeg gå den ene eller den anden vej? Det er nogle utroligt svære overvejelser at stå med, og det bliver spændende, om jeg, den dag hvor jeg ligger på mit dødsleje, synes, at jeg traf de rigtige valg undervejs.”

Men det giver ikke rigtig nogen mening at fortryde dem. For jeg ved, at jeg har haft hjertet og ansvarligheden med i alle de valg, som jeg har truffet i mit liv, og jeg har virkelig tænkt mig godt om, før jeg traf dem. Og selvom de nogle gange gjorde ondt, ikke kun på mig.”

Om aldersforskel og børn:

Har du mødt udfordringer på grund af Heidruns og din aldersforskel på 24 år?

”Da jeg mødte Heidrun og blev vild med hende, ville jeg da gerne have haft, at vi havde været jævnaldrende. Det var ikke aldersforskellen, jeg faldt for. Det var hende! Jeg var glad for hende, som den hun var, og jeg så mere aldersforskellen som en udfordring end som et argument for, at vi skulle være sammen. Så det var faktisk mere en forhindring, netop fordi nogle kigger skævt til det.

Det har naturligvis været mærkeligt for vores venner, for i nogle af mine venners øjne er hun jo meget ung, og for hendes venner er jeg jo meget gammel. Og jeg kan afvise myten om, at man føler sig ung, fordi man er sammen med en ung kæreste. I virkeligheden føler jeg mig mere gammel nu, og vi ser da forskelligt på mange ting.”

(…)

Hvilke overvejelser har du haft i forhold til at sætte børn i verden i din modne alder?

”Ligesom hvert eneste af mine første fem børn var en kæmpe gave, så er mine to yngste det også. Jeg elsker dem alle syv uendelig højt. Jeg har naturligvis overvejet, om jeg kan tillade mig at sætte børn i verden i min alder, hvor jeg selv snart får børnebørn. Hvor går grænsen? Er det synd for dem at nå frem til deres konfirmation, og så er deres far sådan en form for bedstefar? Sidder jeg mon som 70-årig stadig til forældremøder henne i skolen?

Jeg har simpelthen valgt at sige: ’Heidrun og jeg er glade for hinanden, og vi vil begge gerne have børn, og så må vi gå til opgaven med den største glæde og kærlighed, som vi overhovedet kan.’”

Sigurd Barrett: Pianist, entertainer, komponist og forfatter

  • Født 20. januar 1967 i Rødovre.
  • Sigurd Barrett havde sit første professionelle job som 22-årig i 1979, han tog musisk studentereksamen på Viborg Katedralskole i 1979, og han blev cand.phil. i musikvidenskab fra Aarhus Universitet i 1992 med speciale i russisk rock.Sigurd Barrett fik sit folkelige gennembrud og blev landskendt i Danmark med tv-programmerne ‘Sigurds Bjørnetime’ og ‘Hit med Sangen’ på DR1. Senere fik han sit eget tv-show ‘Sigurds Ulvetime’, og han var med til at skabe tv-programmerne ‘Sigurd og Symfoniorkestret’, ‘Sigurd og Big Bandet’ og ‘Sigurd og Operaen’, som introducerede henholdsvis klassisk musik, jazz og opera for børn.
  •  Sigurd Barrett har lavet mere end 250 tv-programmer, optrådt i 17 lande, udgivet mere end 30 cd’er, mere end 50 bøger og en lang række videoer, dvd’er og brætspil. Han har som historiefortæller skabt og udgivet store og små vigtige fortællinger for folk i alle aldre – altid tilsat sine egne sange. Han har desuden komponeret de fem musicals ‘En Skærsommernats Drøm’, ‘Valhalla’, ‘Sigurds Danmarkshistorie’, ‘Sigurd fortæller om de græske guder’ og ‘Juleevangeliet - the Musical.’
  • Sigurd Barrett har modtaget en lang række priser og legater gennem sit mangeårige arbejde, og han har opnået fire guldplader og en platinplade for salget af sine albums. Han blev optaget i Kraks Blå Bog i 2003.

Kilde: Modne Mænd 3

Om mandetrilogien ”Modne Mænd”

Modne-Maend-3.jpg

Mandetrilogien ’Modne Mænd’ består af tre samtalebøger med kendte danske mænd, skrevet af forfatter Bo Østlund.

Den første udkom i 2016, hvor 24 kendte mænd fortalte om nogle af livets store spørgsmål – herunder Troels Kløvedal, der fortalte, at han var døende. 

Nu afsluttes mandetrilogien med endnu to værker.

I august udkom ’Modne Mænd 2’ med 14 nye samtaler og den 12. oktober udkommer ’Modne Mænd 3’, hvor nedenstående kendte danskere åbner op og fortæller om deres livs op- og nedture:

Rane Willerslev

Sigurd Barrett

Morten Kirkskov

Kim Bildsøe Lassen

Poul Krebs

Jesper Wung-Sung

Leif Sylvester Petersen

Niels Ellegaard

Brian Holm

Pelle Hvenegaard

Ole Christian Madsen

Jes Holtsø

Søren Hauch-Fausbøll

Alfred Josefsen

Jesper Buhl

Læs mere på www.heatherhill.dk og www.modnemaend.dk

Bogserien bliver til efteråret også til en stor podcast af samme navn.