Sine Gerstenberg: Der er to typer kvinder i verden, og hver dag skal vi vælge, hvem af dem vi er

Der er to typer kvinder i verden. Der er dem, der viser, hvor skabet skal stå. Og så er der er dem, der viser dig, hvordan printeren virker. Vi møder dem begge til forældremødet, i kantinen og på kontoret. Og hver dag skal vi vælge, hvilken en af dem vi selv vil være.

Da jeg valgte at blive selvstændig efter et lykkeligt arbejdsliv som fastansat lønmodtager, blev jeg ikke kun rost for mit mod eller lykønsket med mine fremtidige opgaver. Og jeg blev heller ikke opfordret til at skrive den længe ventede samtidsroman om regnbuefamilier på Nørrebro eller til at starte den virksomhed med økologiske bambussugerør, jeg muligvis havde en fuld strategiplan klar til i skrivebordsskuffen. Jeg blev først og fremmest lykønsket med den vidtstrakte, uendelige frihed, jeg øjensynligt havde i vente.

De fleste tror nemlig, at selvstændig betyder fri. Ingen chefer, ingen tidsregistrering, ingen afmålte omsorgsdage eller kedelige sammenkogte retter i kantinen. Ingen nedskæringer, sparerunder eller urimelige krav. Bare en lind strøm af smarte arbejdsdage på Starbucks iført høje hæle og en Macbook i skødet, som man i ny og næ skriver en kvik og åndfuld klumme på, mens man hænger ud med alle de veninder, man forsømte, mens man var almindelig lønslave.

Sandheden er bare en helt anden. Desværre og heldigvis. For det første, du afgiver, når du bliver selvstændig, er glamouren. Det næste er friheden. For i kraft af at du bliver din egen chef, vinder du ikke bare dig selv som indpisker, du får også et hav af nye arbejdsgivere og kolleger. Alle dem, der knytter sig til de opgaver, som du vælger at forfølge. Mest af lyst, men så sandelig også for at kunne betale noget så prosaisk som rugbrød og havregryn, termosokker og skolefotos. Og det er her, at hende med printeren og hende med skabet kommer ind på scenen. Hende, der måske gerne vil vise dig, hvor skabet skal stå, er også hende, der muligvis ”glemmer” at sige godmorgen og fortælle dig om næste fredagsbar og lære dig, hvordan kaffemaskinen virker. Hun har mest af alt brug for at demonstrere, at ikke alene har hun vist arbejdspladsen, hvor hendes skab skal stå, hun vil også minde dig om, at der ikke er så meget som en hylde ledig til dig i det skab.

LÆS OGSÅ: Tammi Øst: "Folk tror, at jeg er stærkere, end jeg er"

Og så er der hende med printeren. Hende, der ser dig og smiler med øjnene, når du kommer ind som deltidsjobberen i hendes fuldtidsgesjæft. Hende, der ved, at det ikke bare er svært at gå selvstændig, men at det simpelthen er decideret angstprovokerende at være ”New Kid On the Block” til hvert eneste møde og ved hver aflevering af en opgave, man ikke har prøvet før. Og derfor spørger hun dig, om du ikke vil med hende i kantinen (”det er vist nok mexicansk i dag”). Hun minder dig om, at man ikke behøver at spise morgenmad hjemmefra, hvis man kommer en fredag, for der er der både grovbrød og basser. Og hun viser dig ikke bare, hvor printeren står, men også hvordan den fungerer. Ja, hun printer endda for dig, når printeren vælger at afvise dig, fordi du er den sidst ankomne i dens elektroniske hukommelse, og den ikke gider rumme endnu et navn.

Da jeg var freelancer som nyuddannet, mødte jeg nærmest kun skabsdamerne. Og jeg græd. Meget. Men tiderne skifter. Og selvom vi stadig har lang vej til ligeløn og lige rettigheder, så er der et punkt, hvor vi har sejret. På søstersolidariteten. Aldrig før har jeg mødt så mange printer-kvinder. Og på ALT for damernes redaktion er det faktisk den eneste slags, der findes.