Sofie Hagen: "Ingen ved mere om sundhed end tykke mennesker"

Sofie Hagen grinede ikke ret meget som teenager. Hun kunne i perioder ligge i sin seng i dagevis uden at orke at gå i bad eller tage tøj på. Som de fleste andre, der lider af en depression. Derfor var det heller ikke så mærkeligt, at hendes mor kom styrtende og flåede døren op, da der en dag pludselig lød latterbrøl fra datterens værelse. Sofie Hagen havde set sit første standupshow på tv. Nogle år senere, efter gymnasiet, oplevede hun for første gang standup live i Huset i Magstræde i København. Hun havde bronkitis på det tidspunkt og grinede så meget, at hun kastede blod op. Efter showet overhørte hun nogle tale om, at en af komikerne havde "skrevet sin joke om" siden sin sidste optræden.

"Det var der, det gik op for mig, at comedy er et håndværk. Der ligger rent faktisk en teknik bag, som man kan lære. Jeg troede bare, at de gik op på scenen og sagde noget sjovt," siger den 27-årige komiker.

Sofie Hagen vil ikke påstå, at hun er født med funny bones. Faktisk fandt hun først ud af, at hun var i stand til at få folk til at grine, et par år efter hun begyndte at lave comedy.

"Der var aldrig nogen, der havde sagt, at jeg var sjov. Jeg havde aldrig overvejet, at jeg skulle blive komiker. Det er jo ikke noget, en karrierevejleder vil anbefale dig. Jeg hadede at stå på en scene. Jeg havde kun én monolog i skolekomedien i femte klasse, og ellers var jeg altid postkasse eller træ."

Til gengæld har hun altid skrevet. Stile, dagbøger, sange, digte og utallige e-mails til pennevenner i udlandet. Så da hun opdagede, at standup, hendes største interesse, faktisk handlede om at skrive, var hun nærmest ustoppelig. Sofie Hagen købte stabler af bøger om standup. Hun læste alt om, hvordan man bygger en joke op. At man altid skal overraske, at det sjoveste ord skal komme sidst, og at k-ord lyder skæggere end s-ord. Hun lærte udtryk som tags, setup, punchline og laughs per minute, og hun begyndte at hænge ud med komikerne efter showene. En sen nattetime, hvor de garvede af slagsen ikke længere gad høre hende fable om sine komikerdrømme, bad de hende komme tilbage ugen efter, hvor hun ville få et spot på fem minutter. Derefter gik det stærkt. Den ene scene tog den anden, og med stor opbakning fra comedy-miljøet blev Sofie Hagen hurtigt et navn. Efter få år føltes Danmark klaustrofobisk, og hun flyttede til London. Det britiske publikum elsker hendes selvudleverende og til tider akavede humor og hendes jokes om forliste forhold, kropsidealer og sine psykiske op- og nedture. Som da hun i en optræden i BBC Radio 1 fortalte, hvordan en fyr engang forsøgte at score hende ved at sige, at han aldrig havde været sammen med "en af hendes slags" før:

"Han fik det til at lyde, som om vi havde en særlig klub, en slags organisation for fede mennesker, hvilket ville være fantastisk. Hvor vi mødtes og lavede en masse inaktiviteter sammen. Bare hang ud og drak sovs. Og så havde vi én dag, hvor vi lod, som om vi var tynde, og sagde ting som: "Jeg har en talje!", "Jeg kan være på et flysæde!" og "Jeg putter chips i en skål, før jeg spiser dem – jeg har alt for meget tid!"

Også de britiske anmeldere er vilde med hendes stil, og hendes show Bubblewrap er blevet belønnet med flere priser. I danske medier har du måske set hende beskrevet som komikeren, feministen og kropsaktivisten, som udlandet opdagede, før vi selv gjorde. Som hende, der er tyk, men elsker sin krop, og hende, der som en stor del af sin generation bruger sociale medier temmelig offensivt. Hun smider gerne en selfie på Instagram med stort grin og endnu større mave hængende afslappet ud over buksekanten med teksten: "Finally I'm beach body ready." Og hun skriver ting som: "I am so sorry. It's just that I'm superhot and it's a pretty photo" under feriebilledet fra Bali. Men hun har ikke altid troet så meget på sig selv.

LÆS OGSÅ: "Freja er den første pige, jeg har været sammen med"

Psykopater og salathoveder
En rigtig Morten Korch-oase på godt og ondt. Sådan beskriver Sofie Hagen den lille by Søndersø på Fyn, hvor hun voksede op med en enlig mor og en fem år yngre lillesøster. Sådan et sted, hvor børnene "legede med tønder" på byens eneste vej, og hvor der ikke var højere til loftet, end at børnene gemte sig i buskene, når byens eneste 'fremmede', en tyrkisk mand på 93 år, kom forbi. Sådan skulle Sofie og søsteren ikke vokse op, mente moren, og familien flyttede til betonklodsen Farum Midtpunkt i den københavnske forstad. Sofie Hagen var ikke som de andre. Hun gik i træsko og farvekoordineret tøj fra top til tå, mens de andre trak i 90'ernes technobuksetrend. Hun blev mobbet, men svarede altid igen og fik mere end en gang "de der små lortedrenge" til at græde. Hun var altid sikker på, at hun havde ret. Men selvsikkerheden var ikke synonym med selvtillid. Langtfra.

Da hun var omkring otte år, skrev en skolesundhedsplejerske i nogle papirer, at Sofie Hagen var på vej til at blive svært overvægtig. Selv mener hun, at hun ligner en ganske almindelig otteårig på billeder af hende selv fra den alder.

"Min mor blev vildt bange og begyndte at sætte mig på alle mulige diæter. Hun ville jo ikke have, at jeg blev syg."

Men moren var samtidig fabriksarbejder og enlig mor til to børn, og mad var ikke en stor prioritet.

"Jeg smagte min første avokado, da jeg var 19. Min mor hadede at lave mad og blev rasende, hvis der var mere end tre ingredienser i en ret. Vi anede ikke, hvad konceptet salat gik ud på. Vi troede, at det betød, at man skulle spise et salathoved."

Samtidig tilbragte hun meget tid hos sin mormor og bedstefar, eller mormorens anden mand, for han har "heldigvis ikke reproduceret sig selv," som hun siger. For moren havde sent fri, og det blev til mange lange eftermiddage i selskab med bedstefaren, som hun ikke tøver med at kalde "stærk psykopatisk." I bedsteforældrenes hjem var der en lædersofa, der larmede, hver gang man flyttede sig det mindste. Når det skete, skruede bedstefaren fjernsynet op på fuld skrue, indtil de to piger igen sad musestille. En dag stillede han en stor kage foran Sofie og sagde: "Jeg har købt den her kage, fordi jeg elsker dig, og hvis du også elsker mig, så spiser du den. Men du må ikke blive tyk." Når hun skulle hentes af sin mor, kunne han sige ting som: "Nu må vi se, om hun kommer. Hun ryger jo, så det kan godt være, at hun er død. Det kan også være, at hun er stukket af med en mand."

Som pre-teenager flygtede Sofie Hagen ind i sin drømmeverden, hvor hun i flere år dyrkede det britiske boyband Westlife nærmest religiøst. Men da hun voksede ud af fangirlæraen, kom depressionerne.

"Jeg tror ikke engang, at jeg vidste, hvad en depression var, før jeg pludselig ikke kunne komme ud af sengen og passe min skole. Jeg tænkte jo ikke: "Nå ja, jeg kan mærke, at jeg er ked af det over nogle ting, der skete i min barndom." Det er nok det mest frustrerede ved en depression. At man ikke ved hvorfor, men bare kan mærke, at man er ked af det. Man er vant til, at der er en grund," siger hun.

Det var også derfor, hun begyndte at skære i sig selv. For når der var blod, var der en grund. 

LÆS OGSÅ: "Indimellem føler jeg, at jeg er i et hamsterhjul, jeg ikke kan hoppe ud af"

Opgøret med selvhadet
Hvad der præcist ledte til, at Sofie Hagen udviklede en spiseforstyrrelse, har hun, trods ni års terapi, stadig ikke helt afdækket. Men sundhedsplejerskens tidlige fokus på hendes vægt og bedstefarens indvirkning er svære at ignorere som brikker i det puslespil. Spiseforstyrrelsen hedder BED (Binge Eating Disorder), også kendt som overspisning eller tvangsspisning, og selv om Sofie Hagen i dag kan flashe bar hud på Instagram og stå foran 500 mennesker og sige, at hun elsker sin krop, så man rent faktisk tror på hende, vil hun aldrig helt kunne slippe den. Højst holde den på afstand. Hun vil fx aldrig glemme, hvor mange kalorier der er i størstedelen af al mad. Hun har brugt op mod 15 år af sit liv på at forsøge at tabe sig med flere hyldemeter af slankebøger fra folk som Dr. Phil, Dr. Atkins og Allen Carr. Hun har været på Weight Watchers og på Tankekuren, som gik ud på, at man kunne tabe sig, hvis man gik en anden vej hjem, hun har spist mad kun i samme farve og har været på palæo, før det overhovedet blev et fænomen. For slet ikke at nævne karate, svømning, spinning, badminton og alle de andre sportsgrene, hun har forsøgt sig med i bestræbelsen på at tabe sig. Et sted mellem 50 og 100 kure vurderer hun at have været på.

"Det er jo størstedelen af mit liv, jeg har haft det her fokus. For mig handler træning ikke om den her dejlige følelse i ens krop eller om at kunne sove bedre eller trække vejret dybere. Hvis jeg så meget som nærmer mig et fitnesscenter, begynder min hjerne at blande sig: "Nu har du spist en salat. Hvad nu, hvis du lige sprang aftensmaden over og drak vand i stedet for at spise morgenmad? Du kan også bare holde op med at spise brød ..." siger den til mig."

Vendepunktet kom ved mødet med kropsaktivisten Andrea Storgaard Brok, da de to en kort periode læste russisk sammen.

"Hun havde hår under armene og gik ikke med bh, og jeg var overrasket over, at hun slet ikke tænkte på, hvad hele verden tænkte om hende. Og det gik op for mig, at man faktisk godt kunne lade være med at tænke på det. Hun præsenterede mig for det her kæmpe miljø af ufattelig smukke, seje og cool kæmpestore kvinder, der elsker sig selv og promoverer selvkærlighed på bl.a. sociale medier og blogs," siger Sofie Hagen, der bl.a. fremhæver den amerikanske yogainstruktør Jessamyn Stanley som et af forbillederne for body positivismbølgen.

Ifølge Sofie Hagen er den generelle opfattelse af fedme som usundt en sandhed med store modifikationer. Det er tydeligt, at hun har læst op på sagen, og hun gennemgår grundigt, hvad hun ved om den nyeste fedmeforskning, og retter mig, da jeg siger 'overvægtig'. Det hedder bare tyk, "fordi overvægt og undervægt signalerer, at der er forkerte kropsstørrelser."

Hun taler om, at det er sygdomme som diabetes og forhøjet blodtryk, der er farlige, og ikke fedmen i sig selv, og at masser af tynde mennesker også får de sygdomme. Og så taler vi om, hvordan det påvirker hende og andre tykke mennesker at blive råbt ad på gaden, at blive kaldt "fede ko" og "klamme luder" på Facebook og om ydmygelsen i at skulle stille sig op på badevægten hos lægen, fordi hun beder om p-piller. Selv om hun godt ved, at hun måske kan dø af en hjerte-kar-sygdom, ved hun også, at hun har haft selvmordstanker, hver gang hun har forsøgt at tabe sig, og "hvad er mest usundt?" som hun siger.

"Vi har alle sammen accepteret, at det at være tyk er noget dårligt, og at tynd er idealet. Jeg har selv købt ind i den tankegang i årevis. Folk tror jo bare, at vi er dovne. Når man er tyk, siger folk ofte til én: "Nu skal du høre. Det, du skal gøre, er at indtage færre kalorier, end du forbrænder." De tror, at det er, fordi vi ikke har forstået, at kage er usundt. Men der er ingen, der ved mere om sundhed end tykke mennesker. Vi har prøvet det hele i smertefulde detaljer. Vi har kastet op, vi har svedt, så vi er besvimet af det, vi har prøvet alt, fordi vi har lært, at vi er forkerte."

Internationalt er der da også flere og flere, der som Sofie Hagen har skabt en karriere på trods af, at de ikke ligner gennemsnittet af kvinder i populærkulturen. Det gælder fx Girls-forfatter og skuespiller Lena Dunham og skuespillerinde og komiker Rebel Wilson, der bl.a. har spillet med i Bridesmaids. Men vi er stadig ikke helt i mål, mener Sofie Hagen.

"Rebel Wilson er jo virkelig sej og cool i en film som How to Be Single, hvor hun går med stramt tøj og har et sexliv, men hun får jo ikke lov til at knalde nogen af modelmændene. Lad hende nu knalde Brad Pitt. Så kan vi snakke om det."

LÆS OGSÅ: "Jeg lever nok ikke det typiske ungdomsliv"

Hokus pokus kroppen i fokus
Men ærlig talt er Sofie Hagen også en smule træt af at tale så meget om sin krop. Jeg spørger, om det ikke er en uundgåelighed, at hendes krop kommer i fokus, når hun så ofte bruger sine shows på at tale om netop at være tyk, og hvilke fordomme hun møder i den forbindelse.

"Nu siger jeg noget rigtig anti-jantelov. Jeg er den første danske standupkomiker, der har fået en så succesfuld karriere i udlandet. Jeg har vundet en pris, som et fåtal af komikere i verden har vundet (Foster's Edinburgh Comedy Award for Best Newcomer 2015, red.). Jeg slog omkring 600 mennesker i det her show. Jeg har en af de bedste og største agenter i England, jeg har vundet rigtig mange priser, og jeg kan leve af det, jeg laver. Min karriere indtil nu har været rigtig imponerende, og så er det da semi-irriterende, at det ikke er en stor nok sensation i sig selv. At jeg først skal igennem, at jeg er tyk og kan lide min krop. Hvilket burde være en selvfølge og ikke en sensation."

Point taken. Når hun laver interviews i England, taler hun meget mere om, hvordan hun skriver jokes, men hun er også godt klar over, at der på flere områder er stor forskel på England og Danmark.

Sofie Hagen forelskede sig med det samme i den britiske comedy-scene. Ikke den, hun kalder klubscenen, hvor folk er fulde og på polterabend og bare gerne vil høre 'pikjokes', og som ifølge komikeren kan sammenlignes lidt med danske Comedy Zoo. Nej, det var den mere sofistikerede og prestigebårne festival/teater-scene, som hun – i mangel af bedre ord på dansk – kalder den type scene, hvor de dygtigste komikere optræder. Som Soho Theatre, hvor hun også selv har optrådt med sit show Bubblewrap. Hvor publikum ikke er fulde, men møder op for at se et godt show, præcis som hvis de skulle se en musical eller en opera. På den scene er der stort fokus på det, Sofie Hagen kalder anerkendelse af privilegier. Som komiker skal man med andre ord være bevidst om, at man er født med visse fordele, hvis man fx er mand, hvid eller heteroseksuel eller – det allerværste – alle tre dele. Og er man mere privilegeret end gennemsnittet, skal man ikke lave jokes om dem, der ikke er.

"Man skal være politisk korrekt for at stå på den scene. Publikum kan gå fra kæmpe grin til komplet stilhed, hvis der er en, der laver en joke om voldtægt. Det er ikke, fordi publikum er snerpede, de er meget intelligente. Men hvis du er mand og begynder at tale om kvinder, trækker publikum sig lidt tilbage, for så ved han jo ikke, hvad han taler om," siger Sofie Hagen, der begyndte at kalde sig feminist efter mødet med comedy-scenen i London.

Den beslutning faldt dog ikke i lige god jord blandt nogle af de danske komikerkolleger, og et par af dem har blokeret hende på Facebook. Ingen nævnt, ingen glemt. Der var også ham, der ringede og spurgte, om han skulle komme forbi og knalde hende, hvis det kunne 'kurere' hende. Hun ærgrer sig over, at politisk korrekthed er et skældsord i Danmark, hvor London hylder feminismen og forsøger at gøre op med ting som sexisme, homofobi og transfobi.

"I Danmark tænker vi: "Åh nej, vi skal endelig ikke ende som Sverige." Men i England synes de jo, at Sverige er så progressive, og at det er fedt, at de har et ord som 'hen'. Det er så mærkeligt at være i England og tale om, at sexisme er en stor ting i Danmark, og at feminisme er et skældsord. Men politisk korrekthed handler jo i virkeligheden bare om, at man siger: "Hey, lad være med at være en kæmpe idiot over for folk, som i forvejen ikke har det så nemt.""

LÆS OGSÅ: "Der var ikke noget, der hed brune og hvide problemer, for vi kom alle i skole med blå mærker"

LÆS OGSÅ: Kære Mor og Far: Jeg ville ønske, I var stoppet med at drikke. Så ville I stadig være her i dag

LÆS OGSÅ: "Jeg prøver at komme mig over mit knuste hjerte vha. min dagbog, dansk poesi og øl"