Sofie Jama
Foto: Oscar Meyer Sofie Jama debuterer med romanen Et andet menneske, et andet liv.

Sofie Jama: "Der er større forskel på folk i København og Jylland end på somaliere og jyder"

Hun er dansker og somalier, akademiker og aktivist, krigsbarn og småbørnsmor. Sofie Jama, 36, er træt af skønmaleri, tabubelagt seksualitet og kulturelle fordomme, der ukritisk overtages, fordi vores empatimuskel er slap, og vores horisont er indskrænket. Og så er hun aktuel med en bog om omskæring, onani, identitet og udsatte skæbner, der nægter at være ofre.

Det er vildt at møde Sofie Jama. Forfattere er ofte ekstremt bevidste om, hvordan de vejer deres ord og det budskab, de skal nå at afsætte til journalisten. Men der er ingen beregning eller litterær selvfedme over den debuterende Sofie Jama, da jeg møder hende en regntung fredag på hendes stamcafé på Vesterbro.

– Hold kæft, jeg er glad for, at du ikke googlede mig, inden vi mødtes, griner hun, da jeg bekender, at jeg har forholdt mig til hendes roman og hendes historie, men ikke hendes digitale fodspor forud for vores møde.

– Så er vi da fri for de fordomme, der følger med at have været model i London og festet med Remee.

Den spinkle kvinde med den indbydende mund, det kunstfærdigt opsatte hår og de slanke, gestikulerende arme er smuk som landsmanden og topmodellen Iman, men har en levende energi, der ikke burde fastholdes i et foto. De 10 år hun nåede at arbejde som model, var en parentes i hendes liv og ikke et udråbstegn.

Barndommens landskab

– Jeg husker min barndom i Somalia i to dele. Tiden før og efter krigen. I mine minder er landet idylliske landsbyer, hvor kvinder maler korn, maden dufter, pigerne fniser, og der bliver spillet med bolde lavet af strømper. Alt forløb roligt, ligesom en hjerterytme, fortæller Sofie Jama. Jeg genkender landskabet fra de indre billeder, hendes roman har efterladt hos mig.

– Jeg husker farverne i husene som værende vanvittigt skarpe. Kraftig blå og rød. Og så graviditeterne.

De fyldte ekstremt meget. I vores samfund var vi tæt forbundne, og der var altid en tante eller faster, der var gravid. Og dermed potentielt døende. Somalia er det land i verden, hvor flest kvinder dør af at føde. Børnene blev små eksperter i fødsler, for de hørte hele tiden de voksne tale om det. Det var så stor en del af opvæksten, og du var ikke skærmet fra skrigene. Fra fødslerne og over døden.

Sofie Jama konstaterer, at hvad der er hverdag i Danmark, er liv eller død i Somalia. Hun kunne blive helt ulykkelig, når en veninde hostede, fordi det kunne være tegn på tuberkulose. Mennesket er prisgivet Guds vilje, og fordi man er så afmægtig over for døden, overgiver man sig til Gud.

– Islam i Somalia er ikke den, som mange kender fra Golfstaterne. Vores islam handler om tro og nærvær. De voksne var opmærksomme, og der var ikke noget, vi skulle nå. Der var ikke et ur. Der var en sol, der stod op og gik ned, og skyggerne på jorden indikerede, hvor på dagen vi var. Allah var der som en nærværende kraft i hverdagen.

Indtil krigen. Den startede på Sofies første skoledag i 1990, hvor alle flygtede i hver deres retning.

– Jeg blev væk fra min mor og min familie og det liv, vi kendte, hvor vi boede i en by og havde elektricitet, en seng at sove i og sko på fødderne. Vi fandt sammen igen gennem slægtninge og levede uden et fast hjem med to får, to geder, æsler og dromedarer, som nye familiemedlemmer. De var vores mad, varme og transport. Tiden gik i stå. Vi var fri for host og fødsler, var sammen med dyrene og fik fred for andre mennesker. Jeg var 8-9 år på det tidspunkt og følte faktisk en stor ro.
Familien levede som nomader på flugt i Afrika, men mødte en onkel i Etiopien, der havde været i Danmark og set, hvordan livet også kan leves.

– Han kiggede på alle os kloge piger, mig og mine søstre og sagde: “I fortjener bedre.” Jeg var 14, da jeg kom til Danmark, og det var frygteligt. Det var pissekoldt, og lyset forsvandt jo! Det er ikke til at forstå, når du er vokset op med 40 graders varme hver dag. Jeg kiggede i mine gamle dagbøger i morges, og det var især måden, alle grinede på, der var markant anderledes. Jeg var vant til kontrollerede smil, og her havde alle en larmende latter. Hvad var det, de grinede af? Jeg kom på efterskole i Skanderborg, hvor jeg fik en værelseskammerat, der ikke ville bo sammen med mig. Hun troede, der var noget galt med mig, fordi jeg stirrede sådan, når hun grinede med sine venner.

Men der var noget andet, der var mere påfaldende end vejret og den jyske skraldlatter. Det var alle de kulturelle sammenfald, som Sofie også fik øje på.

– Landsbymentaliteten er altså fuldstændigt den samme i provinsen i Danmark, som da jeg boede på landet. Der er et udtalt stammefælleskab. En tribe, som alle vil være en del af. Der er nærmest større forskel på folk i København og Jylland end på somalier og jyder. Vi taler så tit om kulturelle koder som noget, der knytter sig til et land, men det knytter sig langt mere til en kaste og et lokalt fælleskab. Jeg blev kastet ud i en ny kulturkløft, da jeg flyttede til København.

Fra model til forfatter

Da Sofie var 25, vandt hun en skønhedskonkurrence, der indebar en modelkontrakt i London, prestige og masser af penge. Og et liv med fast kæreste, stort hus og fester.

– Jeg løb ind i en kæmpe krise, mens jeg var model. Jeg boede delvist i Soho i London og i et stort hus lige udenfor Aarhus og fik panikangst, da jeg talte med en kassedame og spurgte, hvad hun tjente. Hendes løn gav jo ingen mening i forhold til, hvad jeg kunne tjene på en fotoskydning. Jeg fik det superdårligt over mit liv, og hele min fortid vældede op i mig.

LÆS OGSÅ: Katherine Diez: Især kvinder har det svært med, at jeg både er smuk og klog

Sofie fik posttraumatisk stresssyndrom (PTSD) og survivor guilt, der viklede sig ind i hendes sjæl. Hun misligholdt sin modelkontrakt og forskansede sig i huset i Jylland.

– Jeg skrev løs på noget, jeg troede var lyrik, men det var ren volapyk. Mit hår var fedtet, og jeg gik ikke i bad. Men jeg forsatte heldigvis på mit studie i kulturformidling og arabiske sprog på Aarhus Universitet.

I det akademiske miljø genfinder Sofie Jama det intellektuelle og reflekterede sprog, hun er vant til fra den somaliske stamme, hun kommer fra.

– Barndommen fylder altid i os, ikke kun i vores vaner og minder, men også i vores overbevisninger og fordomme. Nogen filosoffer mener, at mennesket er en ren tavle, tabula rasa, som livet udfylder. Andre, at vi har en fast kerne, der udvikler sig. Jeg tror, vi rummer en fast kerne, men at vores identitet er flydende og foranderlig. Vores fortid er som honning og tjære; jo mere du skraber den af, jo mere klistrer den til dig.

I dag er Sofie Jama skribent, oversætter og nu debuterende forfatter med bogen Et andet menneske, et andet liv. En roman fortalt i tre spor om den omskårede, troende og stærke kvinde fra Somalia, en asylsøgende palæstinensisk dreng og en ældre jødisk kvinde, der mødes i København og danner et skæbnefællesskab. Det tog hende næsten fire år at skrive den, men den trængte sig på til trods for, at hendes privatliv var kaotisk, og den politiske virkelighed i Danmark krævede hendes opmærksomhed.

Særligt én sag er blevet hendes mærkesag.

– Inddragelsessagerne, som der er så stort fokus på, handler om afgørelser, hvor Udlændingestyrelsen har inddraget eller nægtet at forlænge en opholdstilladelse. Det kan være mennesker, der har boet i Danmark i mere end fem år og pludselig får besked om, at de ikke må bo her længere, og man starter altid med somalierne. De er mest sårbare, fordi de ikke ser sig selv som ofre og ikke modsætter sig, når de politiske vinde skifter. De lever i meget lukkede og isolerede miljøer, fordi de er stolte af deres kultur. De blander sig ikke med andre, fortæller Sofie Jama, der selv var meget bevidst om at overtage en dansk identitet, da hun kom til landet.

– Jeg føler mig dansk, og det er nok derfor, at de her sager fylder så meget. Da jeg ville integreres, var jeg nødt til at afskære mig fuldstændig fra den somaliske kultur. Jeg talte ikke sproget, lyttede ikke til musikken og havde ingen somaliske venner. Jeg prøvede at rense mig. Katharsis. Det er den samme proces, hovedperson i bogen, Baraka, gennemgår. Men der skete også noget andet interessant: Jeg blev mere Sofie og mindre en nationalitet. Min egen eksistens blev tydeligere, når jeg ikke var repræsentant for en kultur eller en trosretning.

Sofie Jama
“Jeg håber, at læserne af min bog bliver tvunget til at kigge på deres egne indre liv,” siger Sofie Jama. Foto: Oscar Meyer.

Men hvilke indsigter har hun fået af at stå med et ben i hver lejr?

– Jeg er jo Judas, fniser hun medsammensvorent, da jeg spørger, hvilke fordomme somaliere har over for danskere.

– De mener, at danskerne er kyniske. Vi er afstumpede, og vi tager os ikke af de gamle. Det er derfor, at de også er ret cool, når de bliver smidt ud af landet. De er ikke overraskede over hårdheden i flygtningeafgørelserne. Den er en del af kulturen, og derfor kan man ikke bebrejde os uretfærdigheden. Mere grundlæggende er somaliere utrygge ved danskere, fordi vi ikke er et udtalt gudfrygtigt folkefærd. Og så er man tilbøjelig til at være fordømmende over for de folkeslag, der er det. Jeg hører meget den oplevelse, at “de ikke kan lide os, fordi vi er brune i hovedet,” og de er kede af, at de skiller sig så meget ud i deres påklædning og udseende. Og der er mange negative konfrontationer, der bekræfter forestillingerne. Der bliver råbt meget efter somaliere.

Men hvad så den anden vej?

– Danskerne oplever somaliere som lukkede. De er samfundsnassere, uintelligente og primitive, og så får de mange børn. Det ærgrer mig. Jeg synes jo, at somalierne er et fantastisk folk og er også vild med skandinaverne. Hvis de bare vidste, hvor meget, de har til fælles. Begge grupper har fx en udtalt stammementalitet.

LÆS OGSÅ: Anahita har været i seng med over 100 mænd: "Den offentlige ydmygelse har ramt mig mest"

Sofie kigger mig direkte i øjnene. Og så ned på sin MacBook med noter og tanker, hun ikke vil glemme.

– Det var meget svært for mig at forstå danske kvinders relation til hinanden. I Somalia er vi ikke konkurrenter. Vi er et kollektiv, der holder sammen. Vi tænker på basale ting som mad og overlevelse, så der er ikke tid til at rivalisere. Da jeg kom til Danmark, fik jeg et chok, fordi kvinderne nærmest var fjender. Der var én, der satte ild til mine krøller, og jeg måtte ikke se godt ud og være en bimbo.

Hun kigger ned på sine perfekt manicurerede, metalsorte negle og tilføjer:

– … det er jeg kommet efter siden.

Men de somaliske kvinder kan også lære noget af de danske damer.

– De trænger til at se, at middelmådighed ikke er standard. Alle er ikke lige gode, bare fordi de er lige meget værd. De skal have flere forbilleder og se, at der er noget at kæmpe for, en succes at stræbe imod.

Let’s talk about sex

Sofie Jama praktiserer, hvad hun prædiker og er blevet forbillede. Ikke ved at vise, at vejen til et liv som selvstændig, veltalende og velskrivende akademiker er nem, men ved at bevise, at der ud af kaos kan vokse en grænseoverskridende fortælling om seksualitet, tro og tabu. Modet til at skrive en bog udsprang i Hamborg, hvor hun boede i en periode, mens hun arbejdede for Unicef. Hendes fireårige datter blev pludselig ramt af en voldsom virus, der henlagde hende i koma i 10 dage, Sofia Jama fik fejlagtigt konstateret lymfekræft, og for at føje spot til skade var ægteskabet med ham, hun kalder sin ærkejyske, bedste ven, ved at gå i opløsning.

– Det lyder mere kaotisk, end det var. Men det var en krisetid, der satte tingene i perspektiv. Det værste var tanken om, at jeg kunne miste mit barn.

Datteren blev heldigvis rask, skilsmisse og børnefordeling blev løst i fordragelighed, og Sofie Jama fokuserede på at skrive sin egen bog og ikke en bog af en ny stærk, etnisk stemme i Danmark.Inspireret af den næstekærlighed, hun har set sin mor praktisere.

– I Somalia tilhørte vi den intellektuelle, smukke og snobbede klan, og min mor husede alle de udstødte og de skæve eksistenser, som hun var god til at hjælpe. Da vi senere levede som nomader blev kærlighedens potentiale endnu klarere for mig i de mennesker og dyr, vi mødte på vores vej og blev knyttet til.

Nu giver Sofie Jama den kærlighed videre i romanform, hvor minoriteter, der ønsker opmærksomhed, men ikke en offerrolle, får en stemme.

– Jeg har gjort min hovedperson så realistisk som muligt, og selv om jeg kan identificere mig med hende, er vi meget forskellige. Hun er religiøs, og det er jeg ikke. Jeg er ikke en alvidende fortæller og har savnet, at man kunne tale om den omskårede kvindes seksualitet. Omskæring er jo et greb, der skal afseksualisere og dermed undertrykke kvinder, men de samme kvinder afseksualiseres jo i hele verden, når vi omtaler dem som stakler, ofre og ikke erkender, at de fortsat har en stærk seksualdrift og seksuel bevidsthed.

LÆS OGSÅ: Pernille Rosendahl: ”Jeg har haft nogle år, hvor jeg trak mig helt væk fra verden og ned i et hul”

I bogen beskriver Sofie Jama, hvordan den omskårede hovedperson nærmest bliver hyperseksualiseret af sin omskæring, selv om det er et forsøg på at undertrykke kvinden. For det tænder blot en ny drift og frihedstrang i hende.

– Der tales ikke åbent om den omskårede kvindes seksualitet, onani og orgasme. Men kvinderne sidder i grupper og fniser over frække snakke og fantasier. De udvikler en seksuel subkultur. Man taler ikke om homoseksualitet i Islam. Hvis du er homoseksuel, er du besat af djævlen, eller også bliver du stenet til døde. Men der er virkelig mange lesbiske blandt muslimske kvinder, og fordi det er så forbudt, bliver rammerne meget vildere at overskride.

For somaliske kvinder er langt mere bramfri, end vi måske forestiller os. I kristendommen er sex forbundet med skam, men sådan er det ikke med islam. Det er syndigt at dyrke sex uden for ægteskabet, men inden for ægteskabet er der ingen skam. Der handler det om ren nydelse, og der sker vilde ting bag de lukkede døre, også når husets herre ikke er hjemme.

Ærlighed er stadig det største tabu

Sofie Jamas bog skal ikke være et opslagsværk i somalisk sex. Men den skal nedbryde tabuer. Ikke kun dem, der henhører til Somalia, men også dem, vi er underkastet i Danmark.

– Jeg savnede ærlighed. Derfor har jeg valgt en hovedperson, der fastholder tvetydigheden i, at sex er nydelse og tabu på én og samme tid. Omskæringen er kulturel og ikke religiøs. Det er en måde at kontrollere kvinderne på. Du hører de voksne advare: “Pas på, hun er i brunst!” om små piger i alderen fem til otte, og så hører du dine medsøstres skrig. De bliver uarbejdsdygtige nogle uger efter omskæringen, og derfor bliver den foretaget så tidligt.

Vores blikke mødes. Vi er begge mødre til piger. Sofies datter er otte, min er fire. For første gang i vores samtale opstår en pause, der leder os direkte ind i et dansk tabu.

– Sårbarhed er det største tabu i Danmark. Vi kæmper så meget imod tabet af kontrol og må ikke vise tårer. Det er sindssygt hæmmende, at vi ikke tør stå ved vores fejlbarlighed. Vi vakler jo alle, men ingen står ved det. Vi vil gerne virke overmenneskelige og have styr på alt. Ingen taler om tvivl og viser tegn på svaghed. Det bryder vi os ikke om. Religiøsitet og tro er også vildt tabuiseret. Hvis du siger, at du går i kirke og tror på Gud, kigger folk på dig og siger: “Har du brug for det?” Vi vil ikke stå ved vores skrøbelighed og vores magtesløshed.

Hun rammer lige ind i min danske folkesjæl. Vi må gerne sige, at vi går i kirke juleaften og helst vil sige ja til vores kommende ægtefælle foran en præst. Men vi vil ikke indrømme højt, hvis barndommens Fadervor er en indlysende smertelindring, når vi er bange eller utrygge.

– Jeg håber, at læserne af min bog bliver tvunget til at kigge på deres egne indre liv. De tre personer, jeg beskriver, har hver deres traume. Og selv om du som dansker ikke har været i en tilsvarende situation, kan du sætte dig i deres sted. Vi genspejler deres skæbne. I medierne omtales flygtningene blandt os som skygger. Men måske bogen vil få os til at kigge grundigere på dem og lytte mere til den fortælling, de har, fordi den også giver indhold i vores eget liv. Min bog skal ikke være opdragende. Den skal invitere indenfor. Det er flygtningene, der åbner vores øjne. Også for måden, vi ser på os selv.

Hvem er Sofie Jama?

Sofie Jama

Sofie Jama, født i Somalien i 1982

  • Kom til Danmark som 14-årig
  • Har boet i Skanderborg, Aarhus, Hamburg, London og Kairo
  • Uddannet i kulturformidling og arabiske sprog fra Aarhus Universitet
  • Arbejder som oversætter for de danske myndigheder, skribent for Dagbladet Information og som forfatter
  • Bor i Sydhavnen i København med sin datter på otte år
Se, hvad vi ellers skriver om: Interview, Kvinder du skal kende og Feminisme