Svend Brinkman Interview Alt for damerne scroll-down
Foto: Peter Nørby ”Rigtig meget af det, der har livsafgørende betydning, det er noget, der sker med os. Det er ikke noget, vi beslutter os for," lyder det fra Svend Brinkmann i dette ærlige interview.

"Det er en befrielse IKKE at være sin egen lykkes smed"

Ud af pennevenskabet med 90-årige Lili er der for Svend Brinkmann vokset en form for selvudvikling, han ikke behøver at gøre nar af. Den handler om, at vi ikke kan styre alting selv – livet formes også af tilfældigheder og af skæbnen. Og skæbnen er det, der giver tilfældet en vedvarende betydning, som da Svend til en gymnasiefest kyssede på Signe, som han ikke havde valgt at forelske sig i.

Af Marie-Louise Truelsen
Livsstil ALT for damerne

En sommerdag i 2018 modtog Svend Brinkmann et brev. Et håndskrevet brev. Han er vant til at modtage bunker af e-mails, men rigtige breve modtager han ikke så tit. Og da slet ikke håndskrevne. Brevet viste sig at være fra en 90-årig kvinde. Hun havde læst Svends bøger, og hun undrede sig over, at han i bogen ”Ståsteder” havde skrevet, at han aldrig under sin psykologiske uddannelse var stødt på emnet ”menneskelig værdighed”. Kvinden mente nemlig, at værdighed er helt afgørende for et menneskes liv, og hun havde selv brugt 33 år i psykoanalyse for at nærme sig det.

– Jeg syntes simpelthen, at det var så sjovt at modtage et brev fra sådan en gammel dame – det må jeg godt kalde hende – så jeg svarede hende selvfølgelig. Jeg har selv anklaget psykologien for at springe over mange begreber, der handler om, hvad det egentlig vil sige at være et menneske, herunder spørgsmålet om værdighed. Så jeg syntes, det var interessant, at hun også bragte det på banen, og at hun selv livet igennem havde arbejdet på at komme til at leve et liv i værdighed. I brevet var der også et digt, som handlede om en ung piges kærlighed til en tysk soldat under Anden Verdenskrig. Jeg fornemmede, at pigen kunne være brevskriveren selv, og at der lå en stærk og alvorlig historie bag, som måske var grunden til hendes søgen efter værdighed.

De første breve blev til flere, og pludselig var de to nærmest blevet pennevenner. Svend lagde på et tidspunkt et billede af en del af det første brev på Facebook og fik mange reaktioner på det. Også fra Politikens Forlag, der mente, at der måske kunne være en bog i den historie. Og det var der. ”Vi er det liv vi lever” er titlen på bogen, der udkommer den 25. marts, og det er en bog, der fortæller den gamle kvindes livshistorie, og hvor Svend samtidig kommer med sit bud på en psykologi, der tager skæbnen alvorligt. At vi er det liv, vi lever. Og at livet måske er lagt mindre op til os selv og vores frie valg, end vi tror. I bogen hedder kvinden Lili, men det er ikke hendes rigtige navn. Hun har ønsket at være anonym, for historien om den unge pige, der havde en sommerforelskelse i en tysk soldat, er netop hendes egen, og hun har stadig – så mange år efter – en angst for, hvad folk vil gøre ved hende, hvis de finder ud af, at hun var en ”tyskertøs”. Først når hun har lukket sine øjne for sidste gang, må Svend afsløre, hvem hun var.

– Ud over at det var hyggeligt at korrespondere med en ældre kvinde, så var der også noget stof i hendes liv, som jeg syntes var spændende. Skæbnens betydning. Tidligere erfaringers og handlingers vægt senere i livet. At vi ligesom er holdt fast af noget i vores liv, som vi måske ikke kan slippe væk fra, heller ikke efter 33 år i psykoanalyse, men som vi kan forsone os med og lære at leve med. Det er noget, jeg har interesseret mig for i flere år. Det her med, at vi ikke er guder, konger eller dronninger i vores liv, der bare kan alt, hvad vi vil. Vi kan noget, men vi må også lære at leve med noget. Og det er vi måske ikke så gode til. Vi vil gerne fikse alting. Ændre alt, som er svært. Løse problemerne.

– Det hjælper psykologer, coaches, terapeuter og selvhjælpsbøger med, men vi skal også – mener jeg – lære at leve med noget. Forsone os med noget. Og det eksemplificerer Lilis liv på fornemmeste vis. Man kan godt være et handlekraftigt og et stærkt menneske og samtidig – for at bruge et af tidens tabuord – være offer for noget også. Vi siger altid, at man endelig ikke må gøre sig til at offer eller trække offerkortet. Det er altid meget negativt. Men jeg tror på, at medmenneskelighed, hjælpsomhed og solidaritet udspringer af, at vi forstår, at mennesker også er ofre. Vi er aktører og kan være handlekraftige, ja, men vi er også ofre for vilkår og kræfter, som vi ikke bestemmer over. Og det er jo grunden til, at vi skal hjælpe hinanden.

– Det er sådan nogle slagord som at ”lykken er et valg” eller at ”man er sin egen lykkes smed”, men hvis det var rigtigt, var der jo ingen grund til at hjælpe den ulykkelige, for så havde vedkommende jo selv valgt det. Det er udtryk for en ekstrem individualisme, som jeg mener er helt fejlagtig. Meget af det væsentlige i vores liv, det, der handler om etik og om at være der for hinanden og drage omsorg for hinanden, det kan ikke forstås, hvis ikke vi har med i billedet, at vi også er ofre for omstændighederne. Det er helt fundamentalt, hvis man begynder at tænke det igennem.

– Vi bliver født af forældre, vi ikke selv har valgt. Vi bliver født på et bestemt tidspunkt i historien, vi ikke selv har valgt, og under nogle vilkår, vi ikke selv har valgt. Vi vokser op og lærer et sprog, vi ikke selv har valgt. Jeg ville da hellere være vokset op og have lært fransk, hvis jeg havde kunnet vælge, men det blev så dansk, og så må jeg få det bedste ud af det. Hvis man begynder at tænke sit liv igennem, så er det jo næsten ingenting, der er op til os som individer. Ekstremt meget er givet på forhånd. Opgaven er at blive klar over det. Lili har brugt trekvart liv på at prøve at forstå, hvordan de begivenheder, hun har været udsat for, har påvirket hendes liv. Og selv når man har haft en skæbne som hendes, hvor der er noget, man er ”skyldig” i – noget som har været forkert – så er der en form for værdighed i at erkende det. Og forstå dets betydning.

Den alternative forståelse af psykologien, som Svend er fortaler for med udgangspunkt i Lilis historie, kan sammenfattes i tre teser. Psykologi bør tage udgangspunkt i menneskers levede liv. Det levede liv skal forstås som en tråd – en livstråd – der eksisterer i kraft af sine forbindelser. Og denne tråd er en del af det, som man kan kalde livstæppet – det fælles liv for mennesker. Livstæppet er langt større end det enkelte menneske og udgør en slags bagtæppe – eller skæbne – for det, som det enkelte menneske oplever.

– Måske skal vi ikke fokusere så meget på den indre psyke, som vi tror, vi bærer rundt på, men i stedet blive bedre til at se på det liv, folk faktisk lever, og som er sammenvævet med alle mulige andre menneskers liv. Når jeg taler om livstråde og livstæppe, har det rod i både den gamle græske mytologi og i de nordiske norner, der spandt livstråden. Der er en grund til, at det billede af tråde, der bliver vævet og flettet, går igen i mange mytologier. Det peger på noget vigtigt i vores liv og skæbne, som vi desværre – synes jeg – har mistet blikket for. Det, at vi er forbundne. Vi har det med at tænke på psyken som sådan en beholder, vi bærer rundt på. Du sidder der med din psykiske beholder, og jeg sidder her med min beholder. Men det er jo ikke sådan, livet er.

– Relationer er sammenfletninger af liv. Jeg kan selvfølgelig handle og gøre ting, men jeg er ikke eneforfatter til det liv, jeg lever. Jeg er ikke eneforfatter til min livshistorie. Jeg er bestemt medforfatter, og jeg er nok den vigtigste medforfatter – for jeg har jo ejerskab til mit liv – men historien var jo i gang, før jeg blev født. Jeg trådte ind i den, og nu må jeg fortælle den videre og forsøge at blive klar over, hvad det egentlig er for noget, jeg er en del af. Men der synes jeg, at det moderne menneske har en tendens til at sige: ”Jeg er min egen lykkes smed, og alting begynder forfra, hvis jeg vælger, at det skal. Jeg kan starte fra nul og kappe alt til fortiden”. Det tror jeg simpelthen ikke er rigtigt, og jeg tror også, at det giver et ulykkeligt liv i sidste ende, hvis ikke man forstår livstrådenes betydning. Fortidens betydning. Skæbnens betydning.

Hvem er Svend Brinkmann?

  • Født i 1975.
  • Professor, ph.d i psykologi og forfatter til bøger som Gå glipStåsteder og Stå Fast.
  • Aktuel med bogen Vi er det liv vi lever, der udkommer den 25. marts 2021.
  • Holder foredrag, skriver og anmelder for Politiken og har været vært på forskellige radio- og tv-programmer.
  • Gift med Signe Winther Brinkmann. Sammen har de datteren Ellen og sønnerne Karl og Jens.

Hvordan vil du definere livet?

– Livet betyder jo to ting. Der er det biologiske liv: At man er levende. At man har stofskifte, et bankende hjerte og iltmolekyler i blodet. Det har vi biologi og fysiologi til at beskæftige sig med. Men vi skal også have nogle videnskaber, der beskæftiger sig med det at LEVE et liv. Når de på engelsk siger ”get a life”, mener de ikke at være levende i biologisk forstand. De mener, at man skal få sig en livshistorie. Gøre noget. Være en del af noget. Og hvad er så det? Mit bedste bud på, hvordan man skal få sig et liv, handler om forbindelser. Om relationer, tråde og spor. Ja, et livstæppe. Når barnet undfanges, hæfter det jo på morens krop inde i livmoderen. Der er en navlesnor, der skal klippes, og så er der sidenhen de psykologiske navlesnore, som på mange måder varer ved livet ud. Så vi er nærmest helt bogstaveligt talt forbundet til hinanden.

Det er jo også et dejligt nemt billede at forstå?

– Ja, og vi har altid forsøgt at sætte billeder på psyken. I løbet af 1800-tallet havde man fået industrialiseringen, der bl.a. var båret frem af dampmaskiner med energiomsætning, og Freud forestillede sig, at psyken havde den samme form for energiomsætning, bare med psykisk energi. Hvis man holder et låg nede på en gryde, der koger, så giver det modtryk. Og på samme måde, hvis man undertrykker ubevidste drifter, så vil der være et modtryk. Helt tilbage i 1600-tallet, hvor man havde opfundet det mekaniske ur, troede man, at både psyken og hele universet var sådan et mekanisk ur, der bare tikkede af sted. Så i dag, hvor rigtig mange er begyndt at strikke og hækle, kan det være, at folk vil være meget modtagelige over for mit forslag til en ny metafor, ha ha.

Hvis Svend skal slå ned på skæbnen i sit eget liv, hiver han mødet med sin kone op af hjernebarken.

– Man kan jo blive helt skør i hovedet af at tænke på, hvor tilfældigt noget er, som viser sig at have helt livsafgørende betydning. Jeg mødte min kone, da vi gik i gymnasiet og begge var med til at lave en musical. Vi havde kigget lidt på hinanden, men på en måde var det helt tilfældigt, at vi lige fandt sammen den sidste aften, hvor vi havde spillet musicalen. At vi kyssede på hinanden. Og at vi aftalte, at vi skulle mødes igen. Altså, det er jo helt vildt mærkeligt, at de børn, vi har fået sammen, og det liv, vi har bygget op, helt præcist kan stadfæstes til det øjeblik, hvor vi sådan rigtigt fik øje på hinanden. Det var jo ikke noget, vi valgte, selvom den slags tit bliver fremstillet sådan. At vores liv ændrer sig i det øjeblik, man træffer en beslutning: Nu går jeg den vej! Men rigtig meget af det, der har livsafgørende betydning, det er noget, der sker med os. Det er ikke noget, vi beslutter os for. Jeg besluttede mig jo ikke for at blive forelsket.

Men du besluttede at kysse hende?

– Så meget som man nu kan beslutte noget i den tilstand, ha ha. Meget sent og efter meget alkohol og med høj musik. Jeg tror snarere, at det er sådan, at man opdager, hvad man har gjort, og så kommer beslutningen til at handle om, hvordan man vil reagere på sine handlinger. Skal man så mødes næste dag efter det kys? Jeg tror, vi træffer langt færre beslutninger, end vi går og bilder os ind, og det er noget, som også har vundet indpas i sproget. Vi spørger hinanden: ”Hvad valgte du at gøre?”. Og får svaret: ”Jeg valgte at …”. Hver gang jeg hører det, tænker jeg, jamen, det var da ikke et valg, det var bare noget, der skete. Og nu er det ikke fordi, vi skal snakke om gud og guderne igen, men mine elskede, gamle grækere mente jo, at det var guderne, der bevægede os.

Helt fysisk?

– Ja. Lige nu sidder jeg bare og taler. Jeg beslutter jo ikke, hvad jeg vil sige, før jeg sidder og hører mig selv sige det. Jeg finder ud af, hvad jeg vil sige i samme øjeblik, som du hører, at jeg siger det, og jeg selv hører det. Hvem er det egentlig, der taler. Er det mig, eller er det guderne. Skæbnen? Det ubevidste? Hvad er det? Jeg har selvfølgelig ansvaret for, hvad jeg siger, men det er jo mere på den måde, at jeg hører, hvad jeg siger, og så kan jeg trække det i mig, eller jeg kan indrette det næste, jeg siger, ud fra, hvad jeg lige har sagt. Men det er jo en helt anden måde at se livet på, hvis man forstår, at der sker ting med os, som vi ikke selv er herre over.

– Når vi bliver forelskede, er det ikke noget, vi kan beslutte os for. Det sker bare. Og jeg mener, at et godt liv er et liv, hvor man holder sig åben over for de impulser, der arbejder igennem en. Kultiverer sin opmærksomhed. Jeg tror, at rigtig meget af det, der gør et godt liv, handler om opmærksomhed snarere end om vilje. Det handler ikke om at træffe valg hele tiden. Det handler om at være opmærksom på, hvor man er, hvem man er med, hvad der sker, og hvad det er for en verden, man er en del af.

Hvad er forskellen på tilfældet og skæbnen?

– Det er et godt spørgsmål… Man kan måske sige, at skæbne er det, som giver tilfældet vedvarende betydning. Der er selvfølgelig mange tilfælde, som ikke har nogen særlig betydning. Men så er der nogle tilfældigheder, som netop indskriver sig i livshistorien, skaber nogle knuder på livstråden eller knytter nogle livstråde sammen. Som man ikke bare kan ignorere. Ligesom det var tilfældigt, at Lili som helt ung blev forelsket i en tysk soldat, og at det skete den sommer under Besættelsen. Det kunne lige så godt have været en anden ung mand, hun var blevet forelsket i. Men da det først var sket, kunne hun ikke bare sige, at det var lige meget. At det ikke var sket, eller at det ikke havde betydning. For det havde det. Og så bliver det skæbnen.  

Har du nogensinde bevidst lagt dit liv i skæbnens hånd?

– Det ved jeg ikke… altså, på en måde gør man jo det hver gang, man skifter spor eller prøver noget nyt. Vi ved jo ikke, hvordan det vil gå. Jeg kommer også til at tænke på sygdom, når du spørger sådan. Hvis man er alvorligt syg, og behandlingen er udsigtsløs, så kan man sige: Nu lægger jeg mit liv i skæbnens hånd, der kan ikke gøres mere. Sådan noget har jeg ikke været ude for. Endnu. Det kan være, det kommer, vi skal jo alle sammen blive gamle og syge og dø på et tidspunkt. Men jeg har grundlæggende den indstilling til livet, at det er godt at forberede sig og gøre sig umage. Derefter må man have lov til at sige, nu har jeg gjort, hvad jeg kan. Og hvis det ikke lykkes, så er det ikke min skyld. Det er godt at kunne sige det. Og det skal man øve sig lidt i.

Det er ikke nemt at fralægge sig skyld?

– Nej, og noget er man jo også skyld i. Det er jo ikke altid, man gør sig umage. Og så må man tage det på sig.  

Netop alder og det at skulle herfra fylder noget i både Lilis og Svends liv. Svend har i sit arbejde studeret sorg i mange år, og Lili har opfundet begrebet ”undergangsalderen”.

– Det er ikke et begreb, jeg har hørt om før, og det er et udtryk for hendes sproglige fantasi. Undergangsalderen hentyder til den alder, Lili er i nu. En alder, hvor hun bliver svækket for hver dag, der går. Og det ved hun godt. Den mand, hun elskede og var gift med hele livet, døde for nogle år siden, og hun gør sig virkelig umage for at holde sig aktiv. Hun går to timer rundt i gaderne hver dag, og hun bor i en ejendom med rigtig mange trapper, som hun skal op og ned ad. Men hun ved godt, at livet rinder ud. Og hun er så gammel, at det nok er legitimt at tale om undergangsalderen.

Har det ændret din opfattelse af alder og livets afslutning at tale med Lili?

– Måske. Men jeg tænkte i forvejen rigtig meget over endelighed og død og sorg. Jeg har i mange år forsket i sorg og tabserfaringer og har skrevet om det, men det er klart, at det er specielt at have sådan et helt liv udfoldet foran sig, som jeg har fået med Lilis. Hvor både hun og jeg kan se, at nu nærmer det sig enden. Så jo, det har nok ændret mig lidt at tale med Lili, og måske handler det også om den tid, vi er i, med corona og usikkerhed. Jeg har altid været en ekstrem tryghedsnarkoman, men det er begyndt at ændre sig lidt. Nu er jeg 45, og jeg kan ikke bare udsætte alting. Hvad venter jeg på? Og det kan godt være, at Lili har påvirket mig lidt der, selvom jeg ikke engang er halvt så gammel som hende. Tiden opleves mere og mere komprimeret, jo ældre man bliver, hvilket er lidt ærgerligt at tænke på, men så kan man jo øve sig i at opfinde måder, man kan strække tiden lidt.

Hvordan?

– For eksempel ved at gøre som Lili, der bruger meget tid på at tænke, skrive, læse og lade sig inspirere af bøger, operaer og kunst. Den langsomme, eftertænksomme måde at forholde sig til sit eget liv på. Frem for det, vi gør, som er den hurtige. Den Facebook- og Instagram-agtige måde. Se hvad jeg kan, se hvad jeg gør, se hvor jeg har rejst hen. Det tror jeg faktisk er med til at komprimere vores tidsopfattelse yderligere. At det hele tiden er de hurtige, endorfinudløsende kommunikations-måder, vi har med hinanden. Det kan noget at føre dagbog. Hvad har jeg egentlig lavet i dag eller det sidste år?

– Der er mange, der går til mindfulness og dyrker meditation og yoga, hvilket udspringer af en østlig tradition. Her i Vesten har vi de gamle grækere. Sokrates kunne stå og falde i staver. Tænke. Han havde den her indre daimon, som også betyder skæbne, der talte til ham. Så der er masser af gammel tradition for at dyrke eftertænksomheden. Tankefuldheden. I stedet for mindfulness skal man måske overveje thoughtfulness. Hvis jeg ikke havde været så kritisk og ironiserende over for selvudvikling og sådan nogle teknikker i årenes løb, så kunne jeg have skrevet en hel bog om Lilis principper for selvudvikling. Eller rettere – dannelse. Det vil jeg hellere kalde det. Lili sidder ikke og mediterer eller dyrker mindfulness, men hun går ture, og hun bruger kunst og kultur på en meget aktiv og reflekteret måde.

– Og hun forholder sig til sit eget liv gennem skrivning. Der er nærmest et komplet program for selvudvikling – eller i hvert fald selvforsoning – i det. Det at få hold på sig selv i det her virvar, som livet er med alle de kræfter, vi ikke selv er herre over. Det er også det, jeg tror, Lili mener med værdighed. Det kan godt være, at mange ting sker tilfældigt, men det behøver ikke betyde, at JEG skal være tilfældig. Jeg kan godt forpligte mig, holde ord, være loyal og tage opgaverne på mig. Som Lilli gjorde, da hun passede sin demente mand de sidste år.

Lilis mand fylder meget i bogen. Han var bokser og lidt af en bulderbasse, men de havde et dejligt ægteskab livet igennem. Der er ingen tvivl om, at hun mistede noget af sig selv, da han døde. Der kom uorden i hendes livstæppe, og hun har behov for at tale om ham. Hun har opfundet endnu et vidunderligt begreb, som er en let omskrivning af kirkens begravelsesritual. Hun siger: ”Af ord skal du igen opstå”. Og det er netop det, hun efterlever. Hun sætter ord på hans liv også.

– Det er nemlig rigtig fint. De døde kan ikke længere tale for sig selv, så det er vores opgave at gøre det. Vi er talspersoner for de døde. Og vi skylder dem også at tale om dem. Hvis man tager det her sprog om livstråde, der bliver knyttet sammen, alvorligt, så mister man noget af sig selv, når tråden bliver revet over eller noget trævler op. Vi er kun det liv, vi lever, i kraft af, at vi lever det med andre.

Du mistede din far i 2017, har det givet uorden i dit livstæppe?

– Ja, jeg synes, det var for tidligt, han døde, han nåede lige at blive 75 og var syg i nogle år. Jeg tror, at jeg stadig nærmest dagligt tænker på ham. Nu har jeg heldigvis læst en masse om sorg, og jeg ved, at det er godt, at jeg tænker på ham. Det var frygteligt før i tiden, for folk troede, at hvis ikke de holdt op med at tænke på den døde, så kunne de ikke komme videre. Og hvis de ikke nærmest glemte de døde, så var der noget galt med dem. De gamle freudianske sorgteorier handlede om virkelig at kappe båndet til den døde og så i stedet reinvestere den psykiske dampmaskine i nye relationer. Det har gjort meget skade. I dag siger man heldigvis, at man skal holde båndet til den døde levende og stærkt. Du skal blive ved med at tale om det, og der er ikke noget galt med dig, selvom du dagligt længes efter dem, der er døde.

Hvad vil du gerne have, at læserne tager med sig fra din bog?

– Jeg vil gerne have, at de kan sænke skuldrene lidt. Og at de måske siger: ”Okay, ved første øjekast så det faktisk ud som om, at det var lidt irriterende, at jeg ikke var min egen lykkes smed. Men nu hvor jeg har læst bogen og tænkt over det, så synes jeg faktisk, at det er befriende.” Det håber jeg vil være en reaktion. Det tager jo en byrde fra folks skuldre. Og så håber jeg selvfølgelig, at de vil synes, at Lilis historie er værd at læse. 99,999 procent af alle liv, der leves, bliver jo ikke bevidnet i bogform, men der er forhåbentlig mange, hvis liv og historie bliver fortalt af børn og børnebørn. Af ord skal du igen opstå. Men Lilis liv vil slutte med hende. Hun har ikke børn og børnebørn. Og det er også en tanke værd. Jeg var lige ved at sige, hvad skal vi dog gøre med alle de døde, hvis liv ikke bliver fortalt? Vi kan jo ikke lave et arkiv over dem, men alles liv fortjener på en eller anden måde at blive fortalt. Det var tilfældigt – eller måske skæbnen – at Lili skrev til mig, og at jeg og forlaget kunne se en idé i at lave en bog. Der er noget alment menneskeligt i at sætte sig spor. At ens liv på en eller anden måde ikke har været forgæves. For vi er det liv, vi lever. 

Se, hvad vi ellers skriver om: Interview, Psykologi og Livsstil
Tilbage til toppen