Vicki Berlin

Foto: Trine Bukh "Jeg kom med på et afbud. Og stod og åd ved buffeten, da der var pressebriefing, fordi ingen kendte mig. Men programmet gjorde mig landskendt overnight."

Vicki Berlin om en svær tid: "Folk skrev, at jeg var fed og talentløs"

Hvert årti har sin egen fortælling. Her er det skuespiller Vicki Berlin, som tager os med gennem sine aldre.

0-10 år (1977-1986): Bornholmerfærger og bambusskov

"Jeg voksede op i Espergærde nord for København. I en familie, hvor pengene var små, men nærværet og sammenholdet stort. Vi var tre børn, og min mor valgte at gå hjemme, mens vi var små. Det betød ikke, at hun var over os hele tiden. Tværtimod tror jeg, at hendes valg og tilstedeværelse i hjemmet satte os fri og gjorde os mere selvstændige. Hun var der hele tiden, selv om hun selvfølgelig var optaget af hus, have og husholdning, så det føltes trygt at være i mit eget selskab. Jeg legede i havens helt 80’er-klassiske bambusbuske, der udgjorde en perfekt jungle for de små, blå smølfer, som jeg – ligesom alle andre danske børn – samlede på i de år."

"Om sommeren, når de andre fra klassen kørte på bilferie eller tog på charterferie til syden, tog vi færgen til Bornholm. Vi deltes om en firemandskahyt og kunne sove to børn i forlængelse af hinanden i en enkelt køje. Da vi blev for lange, skiftedes vi til at sove på et medbragt liggeunderlag på gulvet. Jeg husker det som helt vildt hyggeligt, tæt og sjovt. Min mormor og morfar hentede os på havnen. Der var altid sol, varme klippestrande og et enormt loftsrum med tilsyneladende uudtømmelige skatte. Legetøj, hatte og gamle Anders And-blade. Jeg syntes, jeg fandt noget nyt og fantastisk hver eneste sommer. Men måske glemte jeg det bare fra gang til gang og opdagede det på ny det næste år."

LÆS OGSÅ: Annette Heick: ”Det er okay at føle sig svigtet af den, der er syg”

"Vi var en familie, der gjorde os umage, arbejdede hårdt og sparede op til det, vi ønskede os. Alt det har jeg taget med mig. Jeg købte min første og eneste bil kontant, for det er simpelthen sådan, jeg er opdraget. Jeg var et ret stræbsomt og perfektionistisk barn. Og det kan være en enorm styrke, men også en forbandelse. Jeg tror, det har givet mig et drive, som har bragt mig langt, men det er også slidsomt. Det er noget, jeg har skullet lære at håndtere."

10-20 år (1987-1996): Artige teenageår

"Når jeg ser tilbage på mine teenageår, kunne jeg godt ønske mig, at jeg havde været mere rebelsk. Ikke noget med stoffer eller farlig knallertkørsel. Bare lidt mindre autoritetstro. Jeg kan huske, at jeg en efterårsdag gik forbi en stor bunke indhegnede blade sammen med to veninder. De sprang over hegnet og hoppede i bunken. Råbte og hvinede med røde og gule blade dalende omkring sig. Jeg stod bare og kiggede på. Det faldt mig simpelthen ikke ind at gøre noget, man ikke måtte. I dag ville jeg ønske, at jeg havde sprunget i de blade sammen med mine to bedste veninder."

"Jeg var en dygtig og målrettet elev, men det ændrede sig i udskolingen og gymnasiet. Ikke fordi jeg blev mindre ambitiøs, mit fokus lå bare et helt andet sted. Som 14-årig var jeg blevet del af Espergærde ungdomsskole, hvor vi satte rockmusicals op og dyrkede teatersport. Og det åbnede en verden, som jeg blev fuldstændig opslugt af. Jeg blev simpelthen lykkelig af det og fandt ud af, at jeg var god til det. Fik pludselig store roller. Kaninen i Alice i Eventyrland og den forkælede prinsesse i Klodshans. Jeg havde det komiske i mig, som fik mig til at skille mig ud blandt de andre piger."

"Jeg har altid haft svært ved at slippe min hæmninger, og det er først noget, jeg er ved at lære nu. Modet har det også været knapt med, men jeg elskede at stå på den scene, så jeg gjorde det trods nerverne. Det gav mig noget selvtillid, jeg ikke før havde følt, så det stod fuldstændig klart for mig, at det var det, jeg ville og måtte gå benhårdt efter. Det handlede ikke om succes og stjernestatus, men om at få lov til at gøre netop det – føle mig fri og modig. Og lykkelig!"

"Jeg søgte ind på Statens Teaterskole allerede som 18-årig. Det blev det første af fem afslag. Hvis jeg havde vidst det i dag, havde jeg mistet modet. Men dengang havde jeg ungdommens håb og naivitet i mig. Og så var jeg jo hjemmefra udstyret med en tro på, at man nogle gange – faktisk nok altid – skal arbejde hårdt for at få det, man ønsker sig."

20-30 år (1997-2006): Kampen for at lykkes – og rædslen over at komme i mål

"Da andet, tredje, fjerde og femte afslag kom, føltes det så hårdt, at jeg ikke vidste, om jeg kunne klare flere. Jeg gjorde nogle halvhjertede forsøg på at forestille mig, at jeg skulle være noget andet. Astronom eller blomsterbinder. Men kunne mærke, at der var ikke andre muligheder end skuespillet. Mine forældre bakkede mig op. De sagde: ”Man bliver ikke lykkelig, hvis ikke man gør det, der gør en lykkelig.” Det var vildt sejt af dem. Jeg er ikke sikker på, at jeg selv med ro i maven ville kunne have rådet et barn til at fortsætte med så mange afslag."

"Jeg søgte ind på den private uddannelse Teaterskolen Holberg. Betalte det hele selv og var hverken berettiget til SU eller kollegieværelse. Det var et slid. Jeg læste om dagen, var kontrollør på Betty Nansen Teatret og Edison Teatret om aftenen og gjorde rent i weekender, og når der var tid i hverdagene. Men jeg var vildt glad for skolen og mærkede, hvordan jeg rykkede mig og udviklede mig i mit fag."

"Måske var det også derfor, det var hårdt at blive mødt med en snobbet attitude, da jeg blev færdig. Der findes en konsensus om, at intet er lige så fint kunstnerisk som skuespillerskolen. Jeg møder den stadig i dag. Selv om jeg har arbejdet et helt liv som skuespiller, mens andre, der er uddannet på Statens, aldrig er slået igennem, så er jeg stadig ikke en ”rigtig” skuespiller."

"Jeg mærkede det selvfølgelig tydeligst i begyndelsen af min karriere. Der var ingen job, og ingen døre åbnede sig. I stedet begyndte jeg at lave standup. Som én af meget få kvinder dengang. Jeg var god til det, selv om det var et alt for hårdt miljø for mig, og jeg er alt for følsom til den rå tone. Men jeg blev opdaget og blev en del af satireserierne Gintbergs store Aften og Tjenesten, der først blev et hit på radio og senere fortsatte på tv."

"Da gennembruddet kom, kom det bragende og væltede mig totalt omkuld. Jeg havde drømt om at stå på scenen, men aldrig om berømmelse. Den virkelighed kom som et chok."

LÆS OGSÅ: ”Jeg er vokset op med en idé om, at arbejde skal være hårdt for, at det er godt”

30-40 år (2007-2016): Forbudt forelskelse og ægte kærlighed

"Det var slet ikke meningen, at jeg skulle være med i Vild med dans. Jeg kom med på et afbud. Og stod og åd ved buffeten da der var pressebriefing, fordi ingen kendte mig. Men programmet gjorde mig landskendt overnight. Måske var det en del af forklaringen på, at gennembruddet føltes så overvældende. Jeg slog ikke igennem med mit fag, men som amatørdanser, og berømmelsen kom pludseligt og som et totalt chok. Jeg havde det virkelig svært med at være et ansigt på spisesedler og i de kulørte blade."

"Sådan et menneske, som alle troede, de kendte, og havde en holdning til. I dag har jeg fundet en måde at komme rundt om det, så det gør mindst muligt ondt. Men dengang slog det mig fuldstændig ud. Folk skrev, at jeg var fed og talentløs. På formiddagsbladenes kommentarspor og i min egen indbakke. Altså, hvad er det for noget? Hvem får sig selv til at skrive sådan? Det er kun blevet voldsommere med sociale medier, men jeg kommer aldrig til at forstå det."

"Jeg var lykkelig for at blive engageret af Bornholmerrevyen. Det føltes som en sejr og en blåstempling af, at jeg først og fremmest var skuespiller. Og revyerne har på mange måder tegnet min karriere. Men jeg synes, det har været svært at se, hvordan min succes er blevet beskrevet i medierne – som en kometkarriere. Uden noget som helst blik for alle de år med afslag, hårdt arbejde, billetsalg og trappevask. For mig var der aldrig noget kometagtigt over det. Det var en 12 år lang kamp."

"I 2008 forelskede jeg mig i Nikolaj (Tarp, red.), der på det tidspunkt var instruktør på Tjenesten. Det var det helt forkerte tidspunkt, men samtidig helt rigtigt. Jeg var i et forhold og havde slet ingen intentioner om at forelske mig i en anden. Men det gjorde jeg. Efter en alvorlig tænkepause fandt vi sammen, og vi giftede os året efter."

"Vi har købt villa i Hvidovre og havde indtil for nylig en flok på tre hunde. I dag har vi to tilbage, og de drenge er mit et og alt. Jeg kan godt lide børn og nyder at være sammen med mine niecer, men jeg har aldrig villet have mine egne. Jeg tror på, at man skal give alt, man har, hvis man vælger at sætte små mennesker i verden. Måske fordi mine egne forældre indrettede sig sådan, at én af dem kunne være hos os. Lykkeligvis har Nikolaj det på samme måde. Og på trods af bedrevidende røster, der har sagt ”åh, det ændrer sig nok”, så har det aldrig ændret sig. Det er det rigtige valg for os."

40-  (2017-): Nye begyndelser og veganske måltider med Woody

"Der kan være en følelse af at være kommet i mål, når man runder de 40 og har etableret sig privat og professionelt. At man måske kan slappe lidt af og hvile på laurbærrene. Sådan har jeg det bare slet ikke. Jeg føler, at det først er nu, jeg for alvor skal til at tage mig sammen og sørge for at holde mig selv og min krop ved lige, så den stadig kan det, den skal. Jeg træner målrettet og spiser i dag fuldstændig vegansk."

"Jeg spiser på den måde 100 procent for dyrenes skyld, men kosten har den skønne bivirkning, at den holder mig sund og slank og stærk. Og det er sådan, jeg har lyst til at have det – og sådan jeg får kraft og energi til at fortsætte og udvikle min karriere. Jeg har i vid udstrækning dyrket det komiske. I satire og revyer. Og jeg elsker det, men jeg har også altid gerne villet dramaet. Og så skete det lige pludselig."

"Jeg blev castet i Ruben Östlunds nye internationale film Triangle of Sadness. Rollen stod mellem mig og Elisabeth Moss. Og jeg fik den! Det har været helt fantastisk. Surrealistisk og vildt. Jeg spiller blandt andet over for Woody Harrelson. Altså, den Woody Harrelson! Og under optagelserne gik det op for ham, at vi begge er dedikerede veganere. Han havde selvfølgelig sin egen kok på settet, men han inviterede mig til at tage af hans mad. Og så sad vi der, Vicki og Woody, og spiste vegansk sammen med de andre skuespillere. Det var helt afslappet og naturligt."

"Det er sindssygt angstprovokerende at stå i noget, der på mange måder føles så nyt. En film på engelsk, det har jeg aldrig gjort før, og jeg føler mig lige så nervøs og usikker, som da jeg startede for 26 år siden. Men også helt utrolig spændt. Og ret stolt. Jeg er stadig perfektionisten. Hende, der vil gøre det rigtigt. Og rigtigt godt."

Om Vicki Berlin, 44 år

  • Uddannet skuespiller.
  • Fik sit gennembrud i standup og blev siden en fast del af holdet bag satireserien Tjenesten, som hun både medvirkede i og skrev for.
  • Har spillet i flere revyer – blandt andet Bornholmerrevyen, Cirkusrevyen og Odense Sommerrevy – som hun i dag også skriver for.
  • Aktuel i Odense Sommerrevy. Og senere på sommeren i den internationale film Triangle of Sadness.
  • Gift med instruktør Nikolaj Tarp.
Se, hvad vi ellers skriver om: Karriere, Film og Interview

610x200_woordy_dmjpg.jpg