Alenemor til et donorbarn: ”Det hårdeste er ensomheden”
At skulle have en fremmed mands sæd op i sig? Det virkede overraskende væmmeligt på Nadia.
Da jeg var 24 år, fik jeg at vide, at jeg nok ikke kunne få børn.
Jeg havde en kæreste på daværende tidspunkt, som ikke ville have børn lige nu. Det fyldte ikke så meget lige på tidspunktet, men det gjorde det efter et år. Jeg ville inderligt gerne i gang med at lave børn, for jeg vidste ikke, hvor længe det ville tage, eller hvor meget hjælp jeg ville få brug for. Så vores forhold gik i stykker.
LÆS OGSÅ: Gravid med ukendt donor: “Det er et kærlighedsbarn”
Da jeg blev 27 år, begyndte jeg at lege med tanken om at få et donorbarn, hvis manden ikke dukkede op. Jeg kan ikke huske, hvorfor jeg blev opmærksom på dén mulighed. Men da jeg efter et par år stadig ikke havde fundet en mand, begyndte jeg at tænke mere alvorligt over det. Jeg lavede en aftale med mig selv om, at hvis jeg stadig ikke havde fundet en mand, når jeg blev 30, ville jeg have et barn alene.
Da jeg så blev 30, ville jeg alligevel lige se, om jeg ikke snart mødte én. For jeg ville meget gerne familielivet. Lige siden, jeg har været barn, har jeg vidst, at jeg ville være mor.
Men så skete der noget, der satte skred i tingene.
Det var lidt ulækkert
I forbindelse med min menstruation begyndte jeg at få nogle alvorlige smerteanfald, som gjorde, at jeg et par gange måtte til observation på skadestuen. Lægerne fandt ud af, at jeg havde en stor syste i æggestokken, som havde udvidet den. Jeg gik i panik, for én ting var at få at vide, at jeg muligvis ikke kunne få børn. En anden ting var helt at få fjernet æggestokken, som jeg dog fik lov at beholde.Operationen gik fint, og lægerne sagde, at det ikke så ud som om, der ville være hindringer for, at jeg skulle kunne blive gravid. Dén melding fik mig til at skride til handling. Og jeg kontaktede en fertilitetsklinik i Århus.LÆS OGSÅ: Kend din fertilitetsbehandlingDa jeg første gang sad med listen over sæddonorer i hånden, havde jeg meget svært ved at forholde mig til det. Jeg syntes faktisk, at det var lidt ulækkert, at jeg skulle have en fremmed mands sæd ind i mig. Så der gik et par måneder.Jeg vidste på forhånd, at jeg ville have en åben donor, så min søn, Sylvester, der i dag er knap tre år, vil have muligheden for, når han bliver 18 år, at opsøge sin donorfar. Det valg, synes jeg, at han skal have.Hvilken mand ville jeg selv vælge
Da jeg tog donorlisten frem igen senere, efter at have vænnet mig mere til tanken, kiggede jeg i første omgang på donorernes profession: Hvilken mand ville jeg selv vælge, og hvilke typer har jeg tidligere været sammen med? For en stund var jeg også ude i at vælge en mørk donor, fordi mulatbørn er så smukke, men jeg endte med at gå efter mørkt hår og grønne øjne, ligesom jeg selv har, så mit barn trods alt vil kunne spejle sig i mig, når der nu ikke kommer til at være nogen far.Efter jeg havde valgt min donor, var jeg klar til at blive insemineret. Først efter et halvt år og fire forsøg blev jeg gravid. Jeg aborterede i andet forsøg.Det tog et halvt år, men føltes som ti år.LÆS OGSÅ: ”Prisen for kunstig befrugtning er urimelig”Jeg syntes, det var fantastisk at være gravid. Selvfølgelig kunne jeg godt føle et lille stik i hjertet, når jeg så andre gravide med deres mænd, der nussede maven, kyssede panden og synes, at deres gravide kærester var de smukkeste i verden. Men rent praktisk, var det ikke et problem. Det var det følelsesmæssige, jeg savnede. Men det fyldte ikke så meget, da jeg var så glad for min voksende mave og tanken om mit kommende barn.Min omgangskreds støttede mig også og vidste, at beslutningen, jeg havde taget, var min og ikke oppe til diskussion. Det at få et barn – om man er én eller to om det – er en meget følsom ting. Og jeg har ikke oplevet noget modstand. Alle glædede sig på mine vegne, da de vidste, at det var min store drøm, der nu ville gå i opfyldelse.Veer i tre døgn
Min søster var der, da jeg fik veer. Det havde hele tiden været meningen, at hun skulle med til fødslen, men det endte med, at min mor også var med. Jeg havde veer i tre døgn, og det hele mundede ud i et kejsersnit, så min søster var den første, der holdt min lille søn.Jeg havde aftalt med min mor på forhånd, at hun skulle være der de første 14 dage efter fødslen, ligesom hvis der havde været en far. Vi nåede dog ikke at være hjemme særlig længe, før vi blev indlagt igen, da lægerne ikke havde fået fjernet alle hinderesterne efter moderkagen, og jeg derfor havde fået en svær betændelse.Jeg var simpelthen så syg. Og Sylvester blev syg af at blive ammet, fordi jeg havde fået penicilin og smertestillende. Vi var indlagt i fem uger. I starten var min mor der, da jeg ikke selv kunne skifte Sylvester, fordi jeg var så dårlig. Jeg kunne ingenting. Men da jeg senere blev overflyttet til børneafdelingen, var det bare mit nyfødte barn og mig.LÆS OGSÅ: ”Vi fik børn via donor”Det var hæsligt, og jeg græd enormt meget. Jeg var så ked af det, for det var jo ikke den måde, det skulle have været på. Han sov meget lidt, og jeg fik slet ikke noget søvn. Jeg havde været forberedt på, at det ville blive hårdt, men ikke at det ville gå galt. Jeg overvejede at ringe til klinikken for at høre, om to års-reklamationsretten også gjorde sig gældende hos dem.Dengang tænkte jeg en del over, at der er alle gode grunde til, at man skal være to om at få et barn. Uanset om det går galt, eller om det går godt, har man brug for opbakning og hjælp til alle de praktiske ting.Ensomheden
Efter jeg var kommet mig over den svære start, og hverdagen begyndte, gik det rigtig okay. Men jeg fik meget hjælp fra min mor, som bor i nærheden.I dag er Sylvester knap tre år. Når jeg ser tilbage på min tid som alenemor, må jeg sige, at det hårdeste er ensomheden. Den havde jeg ikke forventet. Jeg kom jo ud på café osv. om dagen, da jeg var på barsel, men om aftenen – også i dag – når Sylvester sover, så er der ikke andre. Så sidder man dér alene i sofaen. Det har været den største udfordring: Ensomheden der følger med.Alt det praktiske omkring en baby er ikke udfordrende for mig som alenemor. Det er alligevel ofte kvinden, der går på barsel og dermed ender med at stå for mange af de praktiske ting. Men når ens barn skriger hele dagen, kan man ikke bare lige give det til nogen eller se frem til, at der kommer én hjem om fem minutter og tager over.LÆS OGSÅ: Ægdonation: Camilla donerede ni ægMen i sidste ende tror jeg ikke, at det er så meget anderledes at være alene om et barn end at være to. Bortset fra det med, at der ikke er nogen, der kommer hjem, og at man ikke har en livline, som man på godt og ondt kan dele alt med. Jeg kunne da godt bruge en mand til at fortælle mig, at jeg er en sej og god mor, når jeg står helt grådkvalt og fyldt op af den kroniske dårlige samvittighed, der følger med moderskabet.Altid foretrække at have en mand
Selvfølgelig er der ikke andre end mig, der sidder og kigger på Sylvester hele tiden, men hans bedsteforældre og min søster har været med fra starten af og været der enormt meget. Og så har jeg nogle gode veninder, som giver mig lov til at fortælle om alle de ting, andre normalt ikke gider høre om. Men fordele ved at få et donorbarn tror jeg ikke, der er. Jeg ville altid foretrække at have en mand. En af de eneste fordele er måske, at jeg helt og aldeles selv har kunnet bestemme min søns navn.
Jeg kan se på babybilleder af min søn, at han har nogle træk, som han ikke har fra mig, og jeg tænker meget over det, især nu, hvor Sylvester er så stor, at han godt ved, at der er noget, der hedder “far”. Han ved godt, at han ikke har en far. Det har jeg fortalt ham, og det kan i ny og næ stikke lidt i mit hjerte, men skal ikke overføres til ham. Han er jo ligeglad, og har det godt. Han kender ikke til andet end at være uden en far, og i dag er vi familier på så mange måder. Det vigtigste er, at vores børn føler sig elsket og har det godt. Er valgt til og ikke valgt fra.
Jeg håber, der kommer en mand ind i vores liv, som kan udfylde en faderrolle. Men jeg søger ikke efter en kæreste lige nu. Det er simpelthen for svært at gøre fra sofaen, for netdating er ikke mig pt. Jeg vil hellere finde en i virkeligheden.
Selvom det har været og er rigtig hårdt at være alenemor, så har det været det hele værd. Sylvester er det eneste, jeg nogensinde har været helt sikker på i mit liv.
Nadia Staldgaard er 35 år og arbejder som freelanceillustrator og billedkunstner. Du kan følge hende på Instagram @singlemormeduglethaar2 og på hendes hjemmeside nadiastaldgaard.dk, hvor du bl.a. kan følge hendes finurlige tegneserie og læse om hendes liv som enlig mor til et donorbarn.
LÆS OGSÅ: Mor til donorbarn: Ikke tid til at vente
LÆS OGSÅ: Ufrivillig barnløs: 'Jeg følte mig ikke som en rigtig kvinde'
LÆS OGSÅ: Sådan føles det at få to børn alene
