-
Christina sidder bag kassen i Min Købmand – og ”hun er et lyspunkt”, mener kunderne
-
Patrice er kassedame i Kvickly: ”Jeg får rigtig meget tilbage”
-
I SuperBrugsen kan du møde Lene: ”Der sker noget med mig, når jeg kommer på arbejde”
-
Lene arbejder i Netto: ”Jeg er tit blevet spurgt, hvordan jeg kan smile så meget”
-
Lonni arbejder i Rema: ”Hvis jeg har en dårlig dag, så forsvinder det dårlige, når jeg sidder ved kassen”
-
Nu kan du stemme: Hvem er Danmarks sødeste kassedame m/k 2026?
-
Her er alle de indstillede: 147 søde kassedamer m/k
-
Vinderen er fundet: Her er Danmarks sødeste kassedame m/k 2025
-
Her er alle de indstillede: 226 søde kassedamer m/k
-
Vinderen er fundet: Her er Danmarks sødeste kassedame m/k 2024
-
Ulla blev helt rørt, da hun modtog opkaldet: ”Jeg har aldrig prøvet sådan noget før”
-
Da en kvinde gav Joan det helt specielle brev, trillede tårerne straks ned ad kinderne
-
Da hun mistede sin mand, blev særligt én ting vigtig: Nu hyldes 81-årige Bente for det
-
Nu kan du stemme: Hvem er Danmarks sødeste kassedame m/k 2024?
-
Vær med til at indstille Danmarks sødeste kassedame m/k 2024
-
Vinderen er fundet: Her er Danmarks sødeste kassedame m/k 2023
-
Nu kan du stemme: Hvem er Danmarks sødeste kassedame m/k 2023?
-
Her er alle de indstillede: 350 søde kassedamer m/k
-
Finalist til Danmarks sødeste kassedame: Marianne kan gøre selv en trist dag god
-
Finalist til Danmarks sødeste kassedame: Mia er blevet lidt af en lokal berømthed
Anja redder heksebørn i Nigeria: ”Det værste var ensomheden og frygten i hans øjne”
Gennem de seneste 12 år har Anja Ringgren Lovén reddet 92 heksebørn i Nigeria. Hendes egen opvækst har været med til at ruste hende til at klare mange uforudsigelige situationer – og dem er der nok af, når man driver et børnehjem og redder børn fra en tragisk skæbne.
Anja Ringgren Lovén har været fascineret af det afrikanske kontinent, siden hun var barn. For når hun og hendes søstre ikke kunne spise op, sagde deres mor: “Tænk på de sultne børn i Afrika.”
“Jeg kan huske, at min søster og jeg havde en diskussion på vores værelse, om vi faktisk kunne sende mad derned. Ja, det var min mor, der satte tankerne i gang og fik mig til at interessere mig for Afrika, sult og børns vilkår, og i skolen lavede jeg altid projekter om Afrika og klippede det afrikanske kontinent ud i pap. Når folk spurgte, hvad jeg ville, når jeg blev stor, svarede jeg: “Jeg skal enten være cowboy eller redde børnene Afrika.”
I dag er Anja grundlægger af den 12 år gamle organisation Land of Hope – tidligere kendt som DINNødhjælp – som indtil videre har reddet 92 børn fra en hård skæbne som heksebørn i Nigeria.
Hjælpegenet kommer nemlig også hjemmefra ligesom interessen for Afrika.
“Min far var alkoholiker, og min mor var ekstremt omsorgsfuld. Det var to modpoler, men jeg formåede at vende min fars svigt til motivation for at opnå mine mål. De blev skilt, da jeg var tre, så jeg og mine søstre og mor boede i lille rækkehus i Frederikshavn. Vi havde ikke meget at gøre med, men der var kærlighed og tryghed.”
Da Anja blev student, var hun klar til at tage ned og redde de børn, hun havde tænkt på i så mange år.
“Det er dyrt at komme til Afrika som frivillig. Min mor arbejdede på plejehjem, og der var ingen guldske i mit barndomshjem. Jeg fandt på at blive stewardesse for at tjene penge samtidig med, at man ser verden., men så blev min mor syg, så jeg sagde jobbet op for at passe hende. Hun døde, da jeg var 23 år, og jeg kan nærmest ikke huske årene efter,” forklarer hun.
Anja levede et vildt liv med druk og udskejelser, men da hun blev 30 år, stoppede hun op og spurgte sig selv: Er du lykkelig? Har du nået dine drømme?
“Jeg manglede jo stadig at komme til Afrika og hjælpe, så jeg solgte alt, hvad jeg havde, og sagde mit job op i en tøjbutik,” husker Anja, som rejste til Malawi og Tanzania som valgobservatør for Folkekirkens Nødhjælp.
10.000 børn om året
Et par år forinden havde Anja set en dokumentar om nigerianske heksebørn. Det havde hun aldrig hørt om.
“I Nigeria beskylder man børn for at være hekse, torturerer dem og slår dem ihjel. Det er et omfattende problem, og faktisk har Unicef anslået, at omkring 10.000 børn årligt bliver udpeget som hekse, hvorefter præster kræver penge af familien for at ‘hjælpe’ dem.”
Derfor stiftede Anja sin egen hjælpeorganisation sammen med sin kæreste, David, som er nigerianer og jurist. Det var faktisk på parrets allerførste hjælpemission i 2013, at hun fik den største oplevelse til dato.
De skulle hjælpe en dreng, som var blevet erklæret heks, hvilket betød, at ingen i landsbyen vil have noget med ham at gøre. Hans familie ville ikke se ham, han sov i det fri, og de andre børn ville ikke lege med ham. Der var endda nogle i landsbyen, som planlagde at slå ham ihjel.
“Da jeg kom ud i landsbyen, så jeg drengen i hullet og snavset tøj. Jeg kunne se ensomheden i hans øjne. Han hverken blødte eller havde fået bank eller var udmagret. Jeg gik over i bilen og satte mig ind og græd, mens jeg tænkte: Kan jeg overhovedet klare det her? Det værste var ensomheden og rædslen i hans øjne. Tortur og tæsk kan man jo håndtere med plastre og forbinding,” forklarer hun.
Anja og David tog ham med tilbage til det børnehjem, de var tilknyttet i starten, og et år senere etablerede de deres eget børnehjem. Derudover har Anja et enormt arbejde med at skabe opmærksomhed på problemet med nigerianske heksebørn.
Hun giver interview på lokale tv- og radiostationer, taler med høvdinge og laver lokale oplysningskampagner. Organisationen har desuden lokale ambassadører, som kan give Anja og hendes medarbejdere besked, hvis et barn er i fare, fordi det er blevet erklæret ‘heks’.
“De lokale ambassadører er vores øjne og ører, men vi er også gode venner med politiet, for vi skal have deres godkendelse til at tage børnene med os – ellers er det kidnapning,” forklarer Anja, som til dato har reddet 92 børn i Nigeria.
Hun ser dagligt sit arbejde bære frugt, og hun har for eksempel lige været vidne til, at et af de børn, hun har reddet, er begyndt at læse på universitetet.
“Det er ret vildt at hive et forsømt barn ud af en busk og så se dem gå på universitetet,” konstaterer hun.
Hellere skole og mad end ipads
Anjas egen søn er ti år, og han er en stor del af arbejdet.
“Han har været verden rundt sammen med mig og blandt andet mødt Dalai Lhama. Faktisk var han i Nigeria, da han kun var tre måneder gammel, ligesom han har været rundt i verden til alle former for konferencer og prisuddelinger.”
Anja skåner ham dog også for meget af det arbejde, hun selv deltager i.
”Han skal ikke ud i felten og opleve torturerede børn, men han er med i alt på børnehjemmet. Han er meget opmærksom på, om der er en, der trænger til at komme hjem og besøge sin mor, eller en, der trænger til at komme til læge. Lige nu er han mest optaget af, at han synes, at alle 92 skal have en Ipad,” griner Anja. Det er der dog ikke penge til nu i organisationen, for der er 92 børn, der skal i skole og have mad, og centeret, der mest minder om en lille landsby. “Vi har nået rigtig meget mere, end jeg havde turdet håbe på.”