Som 19-årig fik Mathilde Lundberg en nedsmeltning - og den lærte hende noget vigtigt

Mit første minde

– Jeg er opvokset i Emdrup og har boet der det meste af min barndom, men på grund af min fars arbejde som pilot boede vi to år i Vietnam, fra jeg var seks, til jeg var otte år. 

Jeg husker tydeligt min første skoledag på en international skole, hvor jeg var det eneste lyshårede barn. Jeg kunne ikke sproget og anede ikke, hvad der skulle ske, men lynhurtigt følte jeg, at jeg havde fundet mine bedste venner, blandt andre Clementine fra Myanmar, som var helt vidunderlig og lige så fuld af løjer, som jeg selv var.

Som barn var jeg på mange punkter meget rolig, men når man lærte mig at kende, havde jeg meget på hjerte og elskede at optræde og få folk til at grine. Jeg var ikke klassens klov, men klovn derhjemme. 

Tiden i Vietnam fylder stadig meget i vores familiehistorie, fordi den var så særlig. Det var mit første møde med skolen, men også med en helt anden kultur, og jeg oplevede det som fantastisk – varmen, den friske frugt og alle de søde mennesker. 

Min mor, far, storesøster og jeg er meget tætte, og det tror jeg blandt andet er formet af den oplevelse, hvor vi tog ud og bare var i en boble med hinanden.

Mit første vigtige venskab

– I sjette klasse skiftede jeg skole, og den første dag spottede jeg tre piger fra klassen, som så så seje ud. Den måde, de talte med hinanden på, ville jeg gerne være en del af.

Det blev jeg heldigvis, og det føltes virkelig som at finde min flok. Vi deler humor og er som fire vandfald, når vi mødes – uudtømmelige for snak. Vi har altid elsket at analysere os selv og udfolde verden sammen. 

Der er aldrig noget, der har været for stort eller småt, så vi har en delt nysgerrighed på mange ting, og selv om jeg ikke har levet længere, end jeg har, er vi blevet hinandens vigtige livsvidner.

Jeg har lyst til at sige, at mine venskaber betyder hele verden. Jeg skal helst se mine venner mange gange om ugen eller bare være i kontakt med dem. Jeg læste engang en artikel af journalist Ditte Giese, som skrev, at hun havde en evig længsel efter at have den tæthed med sine venner, som hun havde, da de var teenagere, og det kan jeg genkende. 

Jeg kan godt blive nostalgisk over den særlige måde at være sammen på som helt ung – i én lang aftale, der aldrig rigtig slutter, og hvor man ved, præcis hvad der foregår i de andres liv. 

Det efterstræber jeg på en eller anden måde stadig, selv om jeg godt ved, det ikke altid kan være sådan. Men vi holder fast i hinanden ved at være rummelige over for, når nogen er i en fase med en ny kæreste eller flytter et andet sted hen, og selv om vi i en periode ikke ses så tit, ved vi, at venskabet er lige stærkt.

Min første erfaring med skuespil

– Skuespillet blev konkret for mig, da jeg startede på Eventyrteateret i Søborg. Da tænkte jeg: Gud, det er her, alle de andre er – alle de andre tosser, der også synes, det her er det fedeste i verden! 

Jeg var begyndende teenager, og sideløbende med at være teenagehormonel, hvor alle kiggede på hinanden og holdt fester, var det særligt at finde et fællesskab, der både var legesygt og dejligt frit og uskyldsbevarende, fordi der stadig var plads til at optræde i trikot ved siden af hinanden.

Min glæde ved skuespil er en kombination af mange ting, men netop legen betyder meget. Det er en legende måde at være i livet på og at udforske tilværelsen. Både med hovedet – i det psykologiske arbejde med at forstå, hvorfor mennesker agerer, som de gør – og med kroppen, som rummer alt det, man ikke kan forklare eller sætte ord på. Det er bare krop og udtryk.

Jeg har altid haft noget i mig, der skulle kanaliseres ud den vej, og det betyder meget for mig at kunne røre ved noget i andre mennesker eller bevæge dem med det.

Min første inspiration

– Humor har altid inspireret mig. Jeg så mange humoristiske ting med mine forældre og fik lov til som ret lille at se programmer som Rytteriet og Normalerweize, selv om det var for voksne. Jeg syntes, Hella Joof og Peter Frødin og Bodil Jørgensen var de sejeste, fordi de alle har et glimt i øjet og en særlig humoristisk tæft. Jeg har stadig en særlig forkærlighed for ting med en flig af humor i sig og ting, der ikke er for selvhøjtidelige. 

Det bor i mig både som menneske og som skuespiller som noget, der er uundgåeligt at bruge i en eller grad. Jeg har let ved at se det sjove i meget, og det er en enorm hjælp, når tingene går skævt eller galt.

LÆS OGSÅ

Hun forlod sit ægteskab for at være sammen med sin affære – og indså alt for sent, at det var hendes livs største fejl

Jeg blev forelsket og svigtede min familie.

Min første store rejse alene

– Jeg havde fransk på højt niveau i gymnasiet, så da jeg var 17, tog jeg en måned til Paris mellem 2.- og 3.g. De første to uger boede jeg hos en fransk familie og gik på sprogskole, og de sidste to boede jeg alene i en lille kvistlejlighed. 

Jeg havde trang til at udforske verden, og det var vidunderligt at være der alene og sjovt at stå på egne ben. Jeg elskede at føle mig selvstændig og bare gå af sted og mærke efter, hvad jeg havde lyst til, når det kun var mig. 

Den rejse var en virkelig stor ting, og jeg følte mig på en måde forandret, da jeg kom hjem, fordi jeg havde været ude og prøve mig selv af som voksen og skubbet lidt til, hvad jeg turde.

Rent fysisk var jeg også forandret. Jeg plejede at have meget langt hår, helt ned til lænden, og havde haft det i mange år – det var næsten sådan en beskyttelseskappe af hår – men helt frankofil som jeg var, fik jeg klippet en fransk page i Paris. 

Da min mor hentede mig i lufthavnen, så hun det ikke. Hun var så optaget af et eller andet, at jeg til sidst selv måtte spørge, om hun ikke kunne se noget forandret.

Min første store krise

– Det var surrealistisk, at jeg kom ind på skuespillerskolen, første gang jeg søgte. Det var på ingen måde noget, jeg havde regnet med, og jeg var kun 19 år, så pludselig skete det hele på én gang. Jeg skulle flytte hjemmefra til Odense og starte på skolen samtidig, det var ret overvældende. 

Hvor meget, forstod jeg nok først på bagkant.

I løbet af det første år fik jeg en nedsmeltning, og det er nok det tætteste, jeg har været på at have angst. På det tidspunkt forstod jeg ikke, hvad det handlede om, men jeg fandt ud af, at jeg havde gået og holdt sammen på mig selv, fordi jeg gerne ville kunne klare det hele på egen hånd.

Som hold skulle vi til Aarhus og hjælpe den nye årgang, og inden vi tog af sted, havde jeg slet ikke lyst, uden at jeg kunne finde ud af hvorfor. 

Da jeg kom derover, mødtes jeg med min meget gode ven, som gik på skolen i Aarhus, og da han spurgte, hvordan jeg havde det, begyndte jeg pludselig at græde. 

Jeg kunne mærke, at jeg blev nødt til at tage hjem, så jeg pakkede mine ting og ringede til rektor og sagde, at jeg tog af sted.

Selv om der var stor forståelse, var det en overvindelse for mig at sige det højt. Det var en følelse af at være svag og at jeg ikke kunne klare det, som jeg gerne ville. Samtidig var der en stor styrke i at finde ud af, at det ikke var så farligt at sige fra. 

Jeg forsatte på skolen som hidtil, men jeg fandt ud af, at det var vigtigt at mærke efter, hvornår jeg pressede mig selv for meget, så oplevelsen var en god læring for mig.

Mit første hjem

– Det var både vildt overvældende og vildt fedt at flytte hjemmefra som 19-årig. Jeg har altid haft trang til at udforske verden alene, for lige så social jeg er, lige så meget har jeg lyst til at være i mit eget selskab, så jeg kan lade op og få energi til verden. 

Fra en meget tidlig alder har jeg også været glad for at tage i biografen og på café alene og rejse alene.

Da jeg flyttede til Odense, fik jeg en hyggelig lille lejlighed, hvor jeg virkelig nød at bo. Skolen var så sindssygt social, men hvor nogle af de andre kunne forsætte i det uendelige med at lave noget, også efter at timerne var slut, kunne jeg ikke vente med at komme hjem og spise en frysepizza og bare være alene – indtil det hele startede forfra igen dagen efter.

Men lige så skønt det var at bo selv, lige så vidunderligt var det at komme hjem til København og få vasket tøj hos mine forældre og blive nusset i håret, mens der var nogen, der lavede mad.

Min første optagedag på 'Dag & Nat'

– Vi filmede tv-serien i et studie i Herlev, hvor hospitalet var bygget op som et kæmpestort og virkelig imponerende set. Vi havde ingen prøvedage haft, så noget af det allerførste, der blev filmet, var mig, der prøvede rollen af over for Ann Eleonora Jørgensen og Anders W. Berthelsen. 

Jeg skulle holde min egen indre dommer lidt i ave, når den dukkede op, men mest af alt følte jeg mig ret fri i det.

Lone Scherfig var en enormt opmuntrende instruktør, så jeg lærte virkelig at stole på det, jeg laver, og ikke være bange for at byde stort ind. Og så sugede jeg bare inspiration til mig fra hele det her mega fede hold. 

Jeg var så glad for at få den rolle, fordi der var masser af give sig i kast med som skuespiller. Min rolle, Amanda, er virkelig en karakter, der siger nogle ret vilde ting og ikke fornemmer sociale koder, så jeg skulle finde ud af, hvorfor hun handler, som hun gør, og at skabe en karakter, der også virker sympatisk.

Det er to år siden, vi optog serien, og jeg har heldigvis været forskånet for mange pauser i mit arbejde. De pauser kan være underlige, fordi man går fra noget meget intenst med stort sammenhold til ingenting, og det kan føles rodløst og uden struktur. Så mangler man pludselig sit band.

Det bliver en ting, jeg skal lære at forholde mig til, som kræver is i maven og en evne til at fylde tiden ud med at blive inspireret eller måske arbejde på en ide, man selv har. Og så at have tillid til, at tingene nok skal flaske sig, og at intet varer for evigt. Hverken the highs eller the lows.

Min første gang, jeg følte mig stærk

– Jeg kan ikke huske en decideret første gang, jeg har følt mig stærk – for mig ligger styrken i alle de øjeblikke, hvor jeg har kunnet samle mig selv op. Som efter en hjertesorg eller i arbejdssituationer, hvor jeg har følt mig presset. 

Jeg ved, at jeg kan finde tilbage til at være okay, fordi jeg er så heldig at have en enorm tryg og solid base i min familie og mine venner. Det giver mig en grundlæggende følelse af at være elsket og grebet.

Jeg har ikke altid været lige god til at bede om hjælp – det øver jeg mig stadig på. Jeg vil gerne løse tingene selv, men hver gang jeg rækker ud, tænker jeg, jamen menneske, hvorfor startede du ikke bare med det? 

Gang på gang bliver jeg bekræftet i, at jeg har nogle enormt kærlige og kloge mennesker omkring mig, som hellere end gerne vil lytte og grine lidt af det hele.

Bevægelse er også en vigtig vej tilbage på sporet for mig, og jeg fået kanaliseret både glæde, sorg og frustrationer ud den vej. Siden jeg var barn, har jeg danset for mig selv hver dag. Hvis jeg for eksempel sad fast i en opgave, låste jeg mig inde på badeværelset, skruede op for musikken og dansede en halv time, og jeg bruger stadig dans, træning eller en løbetur til at komme videre. 

Nogle gange skal der bare frisk luft til for at få tankerne på plads. Jeg har nok et ret lyst sind, så jeg finder ofte hurtigt tilbage til et positivt sted. Men jeg øver mig i at acceptere, at det også er okay ikke at have det okay. Og at det ikke er farligt at mærke det svære. 

For når jeg tør det, bliver vejen videre ofte kortere.

LÆS OGSÅ

Hvordan bryder jeg ud af gamle mønstre?

En læser har skrevet til Nillou Zoey Johannsen og beder om råd til, hvordan hun kan bryde ud af gamle roller og mønstre. Læs svaret her.