Bæ bæ hurra!

Skynder mig lige at sige undskyld med det samme, for dagens tekst handler om noget, der er skide møghamrende ulækkert og stinker og sviner og er ud over det hele! Ja, det drejer sig om bæ og bræk…

Nu har hun været syg i en hel måned, lille Elisabeth. Altså ikke bare sådan lidt småsløj og småskrantende, men sådan rigtig blivehjemme-fra-vuggestuen-syg, og med strenge ordrer fra institutionen om først at komme, når barnet ikke har kastet op i to dage. Vuggestuen har åbenbart oplevet forældre, der lidt for hurtigt har returneret deres unger, og jeg forstår godt forældrene!

Fordi: Normalt er vi optaget af, om Elisabeth har lært nye ord og selv kan stige af gyngehesten uden at få kraniebrud. Men i disse dage er vi mere som arkæologer, der tager på opdagelsesrejse i fyldte bleer. Og det er ikke Den Hellige Gral fra fortiden, vi vil finde, i stedet er vi på jagt efter tegn på fremskridt i babyens indre huler. Lad os bare kalde filmen Shitiana Jones og Numsens Forbandelse. Det, vi leder efter, er noget, der kunne minde om fast afføring. Dagens store spørgsmål er nemlig ‘nå, hvilken farve grøn er der så i dag?’ Er vi ude i noget grågrønt-grumset-Limpopoflods- noget? Eller er vi mere ovre i noget Ganges-mudder, sådan med et svagt strejf af okker og røde jernaflejringer? Hold nu kæft, hvor er det irriterende!

På Tuc, chips og gåsevin

Det har stået på i flere uger og næsten efter en helt fast skabelon: To nætter, hvor sengetøjet skal vaskes – to gange. Herefter to dage, hvor der bliver spist endeløse rækker af Tuc og chips og drukket vand. Ja, du læste rigtigt. Lægen sagde, det var godt at spise saltkiks, så nu har vi en junkie, der jubler, hver gang hun ser reklamer med Jørgen fra Kims. Efter de to gode dage tager vi lige et smut i vuggestuen, og næste nat starter vi forfra med at fylde den nyindkøbte vaskemaskine fra Miele helt op.

Det mest irriterende er dog, at vi ikke ved, hvornår der er bedring. Havde det så bare været et brækket ben. Det ved man da, hvad er, og man kan cirka regne ud, hvornår det er groet sammen, men nu er vi på mere flydende grund. Og sådan noget smitter også, åbenbart. Så både mor og far og storesøster og farmor og farfar har også lige måttet en tur under dynen.

Men der har også været gode dage. Dage, hvor man ser smil brede sig på forældrenes læber. Dage med mere lagkage end – ja det andet. Nemlig de dage, hvor bleen ligner noget fra de gode gamle dage. Tænk, at man kan blive SÅ glad for at se en lort!

Det er i grunden underligt hvor meget, man kan elske et andet menneskes afføring – men sådan er det at være forælder. Og nu tænker du måske, at det bare er noget, JEG oplever. Men lad nu være – alle forældre har beundret tarmsystemets mirakler, især når der pludselig kommer en potte på banen, og du stolt kan give dig tid til at nyde et par vellagte klatter. Bare rolig, det er helt naturligt, og du er ikke den eneste idiot på planeten.

Når enden er god …

Jeg håber, enden er nået … om jeg så må sige. Efter en aften, hvor det lykkedes vores stakkels syge pige at kaste op udover sin lige så stakkels far og skide på hans hjemmesko, fik vi en snak med hendes læge. Nu skulle der gøres noget. Så vi fik besked om at sende en prøve til et laboratorium. Ja, vi skulle sende en bæ med posten. Det var altså lidt underligt at stå med kuverten i hånden og læse på postkassen, at ‘forsendelser må ikke indeholde penge’ – men åbenbart gerne lort! Og man siger ellers, at penge ikke lugter, nå, nu venter vi på svar. Håber i øvrigt, at kuverten er tilstrækkeligt frankeret. Det ville være lidt surt, at få brevet sendt retur …