Bekymret far med geniale børn

Så går Linnea – eller Datter 2, som jeg ynder at kalde hende. Hun går dygtigt og ustøttet og er rent faktisk tæt på at kunne lunte i halvløb. Hun er ti måneder gammel, hvilket vel egentlig er ret tidligt, men ikke helt så tidligt som hendes storesøster Alicia – Datter 1 – som gik uhjulpet i en alder af otte måneder og næsten kunne stå selv fra fødslen.

Jeg burde vel føle en form for faderlig stolthed over mine fremmelige piger, men der er noget, som gnaver i min sjæl. Min stolthedspose er utæt, om man vil. For Darwin – Søn 1 – tog først sine første skridt dagen før sin første fødselsdag.

“Ét år gammel er vel ganske normalt,” kunne trøstende stemmer berolige, og jeg ville svare “Dagen før, han blev et år gammel tak!”

Jeg ved jo godt, at når det kommer til at gå, så er der en bred margen for, hvad der er normalt. Nogle går tidligt, og andre går senere. Og ét år ligger sikkert midt imellem. Jeg burde være tilfreds. Men nej. For hvis pigerne kunne gå så tidligt, hvorfor kunne han så ikke? Er der noget galt med ham? Er han bagud? Skal jeg opsøge professionel hjælp? Skal jeg få ham byttet?

“Men var der så ikke andre ting, han var hurtigere til end pigerne?” spørger de trøstende stemmer igen. “Han var hurtigere til at tage fra med ansigtet, når han faldt,” kan jeg svare. “Men det er ingen trøst.”

Forurenet eller bare genial?

‘Måske er det noget i familien’, tænkte jeg nervøst og opsøgte baglandet, der var til stede, da jeg var klejn, og som endnu ikke var afgået ved døden. Bare for at blive chokeret over, at jeg selv var tættere på halvandet år, da jeg så småt begyndte at gå.

Så det er mig?! Det er mine mandlige gener, der er retarderede? Det er mig, der forurener familien med beskidt og inferiør dna? Eller, kan jeg skynde mig at rationalisere, er det geniet i mine mandlige gener, der træder igennem? Var Albert Einstein ikke meget lang tid om at lære enkle kompetencer som skosnøring og talens

brug? Skulle Sir Isaac Newton ikke hele livet have hjælp til de simpleste ting? Ikke fordi de var sinker, men netop fordi deres overmenneskelige intellekter tumlede med meget større spørgsmål og derfor ikke kunne bruge energi på lavpraktiske ting, som almindelige dødelige fandt vigtige?

Det må være det. Jeg kan ikke se, hvorfor jeg overhovedet bekymrede mig. Drengen hedder jo også Darwin og ikke et mindre begavet navn som Johnny eller Brian. Han er bestemt til at udrette store ting og er slet ikke sinke. Godt at få det på plads. Pyha.

Tilbage til fremmelige Datter 2, som sikkert sidder inde i stuen lige nu og øver sig på at gå på hænder eller løse regnestykker. Selvfølgelig skal jeg være glad og stolt over, at hun allerede løber rundt i hele huset i så tidlig en alder. Det skal jeg da.

Men så kommer jeg i tanke om alle de trapper, hun nu kan falde ned ad, og alle de knive, krigsøkser og giftbeholdere, vi altid har liggende prekært på bordkanten, som hun nu kan nå. Og så ville jeg pludselig ønske, at hun ville blive liggende helt stille, til hun blev 18. Jeg har ikke brug for de her bekymringer.