Thank you, Dora

Forleden dag måtte jeg stoppe op i forundring midt i madlavningen. Min yngste søn på tre (tre år og tre måneder for at være helt præcis) sad i døråbningen til sit værelse med sit kasseapparat, dybt optaget af at tælle legemønter. Det var nu ikke så mærkeligt.

Det, der forundrede mig var, at det ikke foregik på dansk, men på engelsk. Som det mest naturlige i verden. Jeg tror ikke engang, at han selv lagde mærke til det.

One, two, three….. Han nåede til eleven, så var der ikke flere mønter. Jeg spurgte, hvad han lavede. ’Jeg leger butik’, lød svaret.

Nuvel.

Jeg skal måske lige indskyde, at både min mand og jeg er pæredanske. Vi har ingen britisk nanny, eller tante fra Australien. Jeg har så vidt jeg husker ikke selv talt engelsk til ham før den dag. Men det har Dora. Dora the Explorer.

Hun kom ind i vores liv med min ældste søn, der er fem i dag og har altså nu vundet min yngstes hjerte i en sådan grad, at han vil se hende og vennerne på Ipaden, hver dag.

Dig, der har en tumling i huset, kender hende med stor sandsynlighed. Eller også har du måske undret dig over, hvorfor ungerne råber ’rygsæk!’ eller ’Hugo må ikke hugge’ til fjernsynet.

Jeg indrømmer gerne, at jeg har været en anelse irriteret over de dansk/engelske historier med pigen Dora, der med vennen Boots (aben med de røde støvler), den talende rygsæk og ditto kort, går på opdagelse, og forsøger at undgå, at den frække ræv, Hugo, hugger ting fra dem. Jeg synes, historierne er banale, insisterende og …ja, irriterende. Men lige der i døråbningen til min søns købmandsbutik, sendte jeg hende alligevel en kærlig tanke. For det er hende, der har lært ham at tælle på engelsk blot et år efter, han for alvor begyndte at tale i sætninger på dansk.

Jeg hælder ikke til at terpe med mine børn – i hvert fald ikke nu, hvor de er så små, men jeg synes, at man skal udnytte deres videbegærlighed.

Begge mine børn er nysgerrige, heldigvis. Vi læser om farlige dyr, om gamle dage og snakker om andre lande. For mange af deres venners slægtninge kommer andre steder fra end Danmark. Deres børnehave er multietnisk. Det er deres virkelighed og deres verden. Kina, Tyrkiet, Spanien, Serbien.

Da jeg voksede op i en forstad til Ringsted, var det mest eksotiske i min klasse, min veninde, der var adopteret fra Korea. Sådan er det ikke for mine børn. I deres børnehave har børnene over 20 forskellige nationale oprindelser. De undrer sig ikke over børn med mørk hud eller skæve øjne. Og de undrer sig ikke over andre sprog. De bemærker det dårligt nok.

Det er deres virkelighed (både den rigtige og den virtuelle) og den, de vokser op i. Betyder det så, at de ikke skal kende og værdsætte danske værdier og historie. Nej, naturligvis ikke. Men når lille Otto på tre stolt peger på en ballon, som han udmærket godt ved er gul, og siger ’yellow’, kan jeg kun blive glad inden i. For hvis vores børn bare kan holde fast i en brøkdel af den tolerance, nysgerrighed og naturlighed de viser over for hvad der i voksnes øjne er fremmed, så er vi nået langt. Så hurra for børns videbegær og hurra for Dora.