Da Rumle blev filmstjerne
Den 16. december blev 5-årige Rumle landskendt, da han fik sin debut som yngste barnestjerne i familiefilmen ‘Min Søsters Børn vælter Nordjylland’. Vejen til filmlærredet har været sjov, nervepirrende og lærerig, men hans mor og far har også haft deres tvivl: Hvad vil en filmrolle gøre ved deres dreng?
Faktaboks
Hvad var det sjoveste ved at være med i filmen?
“Jeg synes, det sjoveste var at sige: “Nu er der krig!” Når Pusle (Rumles søster i filmen, red.) sagde: Vi banker dem”, og de andre sagde: “Mener I det?”, så sagde jeg: “Nu er der krig.
Det var altså rigtig sjovt.”
Hvad var det sværeste ved at være med i filmen?
Hmm. Det ved jeg ikke. Der var ikke noget, der var det sværeste.
I en lejlighed på Vesterbro i København løber en lille dreng rundt og leger. Rumle Risom, der fyldte 5 år i forgårs, går i børnehave, elsker sin playmobil-borg – og at råbe ‘prut’. En helt almindelig dreng. Næsten. For på væggen i hans værelse hænger noget, få 5-årige har: En stor filmplakat med hans eget billede og navn på. Rumle spiller nemlig en af hovedrollerne i filmen ‘Min Søsters Børn vælter Nordjylland’, som havde premiere i landets biografer den 16. december.
Filmen er en nyindspilning af den danske klassiker fra 1966. Rumle spiller Blop, den yngste i en fræk børneflok på fem, der sætter deres professoronkel på en hård prøve, da han skal passe dem.
Rumle synes, at plakaten er flot, og han ved, at han er med i en film. Men ellers er han upåvirket af, at han om lidt bliver dansk barnestjerne. Det er hans familie ikke. Hans forældre og ældre søskende er temmelig stolte af deres søn og lillebror. Som hans far, Ole Risom, siger med et grin: “Det sjoveste er, at han pludselig er blevet en VIP.”
Det havde ingen i familien Duus Risom regnet med, da de i januar for snart et år siden trodsede en snestorm for at komme til casting på filmen.
Spændingen stiger
En kold og hvid januardag i 2010 strømmer det ind med piger og drenge i Thura Films lokaler i Lyngby. En af dem er Rumle. Han er kommet med sin far, mor og storesøster Freja på 13 år, fordi hun gerne vil have en rolle i filmen med Peter Mygind i voksen-hovedrollen.
Rumle er med, fordi hans forældre har kørt Freja og en veninde til casting. Da det går op for familien, at filmholdet også søger en lille dreng til rollen som Blop, slår de til, selv om de ikke tror på idéen.
Thura Film søger en dreng på 3 år, Rumle er på det tidspunkt lige blevet 4 år. Og hans far Ole noterer sig, at der er nok om buddet. I alt 1.000 børn er mødt op.
“Der var sort af mennesker,” siger Ole Risom. Rumles mor, Isabel Duus, går med Rumle ind til casting, mens Freja bliver castet med de større børn, og far venter udenfor. Inde i studiet svarer Rumle på enkle spørgsmål om sit navn og alder. Han skal også klappe og synge. Rumle nægter at synge, så da castingen er overstået, regner Isabel Duus ikke med at høre mere fra Thura Film. Men det gør hun. Filmselskabet ringer kort tid efter og beder Rumle om at komme til casting igen. Isabel Duus siger ja.
“Jeg syntes, det var spændende men også helt uvirkeligt. Jeg tænkte ikke så meget over, om han ville få rollen eller ej. Det var bare en sjov oplevelse, og Rumle syntes, det var sjovt at være med og sige små replikker,” fortæller hun.
Men efterhånden som tiden går, stiger spændingen. Filmselskabet kan ikke beslutte sig for hvem, der skal spille Blop. Hver gang telefonen ringer, lyder den samme besked: “Vi vil gerne se jer igen.” En gang med nogle af de andre børn. Så i et rigtigt filmstudie med instruktøren. Så med atter nye børn.
“Det betød stadig ikke noget for os, om Rumle fik rollen, selv om vi selvfølgelig var smigrede over, at de roste Rumles talent,” siger Isabel Duus. Men til sidst ville vi bare gerne have en afgørelse.
“Vi havde et liv, arbejde og en familie at tage hensyn til. Så hvis Rumle fik rollen, ville det jo få stor indflydelse på vores tid og hverdag. Derfor ville vi gerne have et svar,” siger hun. Efter mange ugers venten kommer svaret. Rumle får rollen som Blop. Familien er overrumplet.
Læs om familiens bekymringer på næste side>>
Stolthed og skepsis
Hjemme hos familien skal alle vænne sig til den nye situation. Freja ville gerne have haft en rolle i filmen, men den heldige blev i stedet lillebror. Freja er alligevel pavestolt. Det er resten af familiens store børn også.
Alle Rumles tre søskende dyrker kreative interesser. Jonas på 19 år er professionel trommeslager og har sit eget band. Ida på 16 år spiller violin og går på orkesterefterskole. Freja på 13 år synger, spiller teater og har et par år forinden haft en stor rolle i en turnerende musical. Ole Risom modtager dog nyheden med en vis portion skepsis.
“Det første, jeg tænkte, var ‘åh nej’. Jeg orkede det simpelthen ikke,” fortæller han. Ole Risom pendler til Jylland hver uge til jobbet som misbrugsrådgiver, og han har svært ved at få arbejde og familieliv til at hænge sammen.
“Jeg kan huske, hvor meget energi det krævede, da Freja var med i ‘Anni’ (musical, red.), og hvor meget opmærksomhed, der gik fra de andre børn, fordi alt kun handlede om musicalen i den periode. Så jeg vidste, det ville blive hårdt, og jeg gad ikke være en del af det – velvidende at jeg ville blive en del af det,” siger han.
Som far er han også bekymret for Rumle. Er det sundt for en 4-årig at komme frem i rampelyset? “Jeg var bange. Jeg forestillede mig alt muligt. En dag læste jeg en artikel om Lille Per fra Far til fire-filmen, der havde haft en skrækkelig oplevelse med at være barnestjerne. Det overførte jeg straks til Rumle,” fortæller han.
Misundelse og bekymring
Isabel Duus, som er pædagog, har også sine tvivl.
“Jeg tænkte meget over, om jeg havde ret til at tage det valg for ham,” siger hun. Hun spiller forskellige scenarier igennem I hovedet. Hvad nu hvis Rumle midt i det hele ikke vil være med mere? Hvordan kan hun sikre, at familiens andre børn også bliver set og hørt, når Rumle bliver centrum for al fokus?
Hun har også hørt skrækhistorier om barnestjerner, der får problemer senere i livet. Dem bliver hun mindet om, når folk i omgangskredsen bekymret spørger til Rumles nye filmrolle. En enkelt siger ligefrem, at Rumle nok vil blive misbruger, når han bliver voksen.
“Det var nok bare misundelse. Jeg svarede, at jeg tror, at der skal mere end en filmrolle til at få folk ud i misbrug,” siger hun. Heldigvis er mange også meget positive og synes, at filmrollen lyder spændende. Selv ser Isabel filmrollen som en stor oplevelse, som hun gerne vil give sit barn. Rumle elsker at optræde og være sammen med andre, og han har nydt castingerne. Det bliver hendes ledetråd.
“Jeg kunne jo se, hvor sjovt, han syntes, det var. Vi havde mange gode timer sammen ude på gyngen i gården, da vi øvede replikker til castingen. Det var lige så godt som at spille computerspil eller lege sammen,” siger hun.
Læs om hvordan selve optagelserne foregik på næste side>>
Vendepunkt
Da optagelserne går i gang, skal der filmes i to måneder, og de skiftes til at tage med Rumle. Første del foregår i Nordjylland, og det bliver et vendepunkt for tvivlen.
Både far, mor og storesøster Freja rejser med til Skallerup Klit, hvor der bliver kælet for dem. De bor på et wellness-center, tager på ture og bliver rystet godt sammen med resten af filmholdet, børneskuespillerne og deres forældre. Om dagen tager mor med Rumle på arbejde. Meget tid er ventetid mellem de scener, hvor børnene skal være med. Den fordriver de sammen med en barnepasser med at tegne, lave modellervoks og lege. Det er hyggeligt, men også en udfordring for børnene skal være klar på minuttet, deres kostumer må ikke blive griset til, og de kan ikke lege ude, da de ikke må blive solbrændte.
Om aftenen hygger familien med de andre forældre til børneskuespillerne. Med dem kan mor og far vende deres tanker om, hvordan de bedst støtter Rumle gennem processen. Børnene leger, og Rumle er i sit es.
Han bliver glad for holdets lydmand, Haakon, og fascineret af hans mikrofonstang. Det fører til sjove anekdoter som den aften, de optager en bålscene på stranden. Alle rister pølser over bålet, kameraerne snurrer, men så vifter Rumle med sin pind og udbryder: “Nu er jeg Haakon!” Scenen må selvfølgelig tages om.
Opholdet i det nordjyske bekræfter Rumles forældre i, at deres dreng trives fint med projektet. Han morer sig, har et naturligt talent for at spille og er tryg.
“Martin (instruktøren, red.) har sat grænsen, hver gang Rumle var utryg ved noget. Som at køre ned ad en stor vandrutschebane. Men vi får også hele tiden at vide, at Rumle er virkelig god til selv at sige fra, når der er noget, han ikke vil. Det fortæller mig også, at han er tryg og har tillid til filmholdet,” siger Isabel Duus.
To verdener
Efter Nordjylland foregår resten af optagelserne i København. Nogle dage er han alene på arbejde, men det passer Rumle fint. Han er glad og glæder sig hver dag til at filme. Den store opmærksomhed, han får på filmsettet, rykker nogle grænser.
“På filmsettet vartede folk ham op og sprang rundt for ham, mens vi herhjemme forlangte og forventede noget andet af ham. Det var nogle gange svært for ham,” siger Ole Risom.
Det ændrer sig efterhånden, som Rumle vænner sig til situationen. I hans børnehave mærker pædagogerne intet til filmprojektet. Rumle er den dreng, han altid har været.
Rumle er stadig glad for lydmanden Haakon. For de andre børn. Og for sin filmonkel. Ole Risom får tårer i øjnene den dag, Rumle og Peter Mygind ses efter flere uger, og hans søn kaster sig i armene på sin ven. De voksne ved, at det varme forhold vil slutte en dag.
“Vi skal jo ikke sidde herhjemme og drikke kaffe med Peter Mygind. Når filmen er færdig, er forholdet færdigt,” som Isabel siger.
Men filmselskabet sørger for en blid overgang. Holdet mødes i de perioder, hvor optagelserne står stille. Rumle får en scrapbog med filmfotos og et kærligt brev fra Peter Mygind.
“Man skal også huske, at børn har midlertidige relationer i mange andre sammenhænge. For eksempel i en dagpleje,” siger Isabel. Rumle vil også se alle snart igen, for familien har sagt ja til at lave tre film i alt.
Det bedste og værste
For familien har filmen været en stor oplevelse. Forældrene er enige om, at det bedste har været at opleve deres søns glæde, hans varme forhold til sine ‘kolleger’ og hans naturlighed, for eksempel når han har improviseret under optagelserne. Men de har også lært, at en film er en stor mundfuld.
“Det værste har været at få tingene til at hænge sammen herhjemme,” siger Isabel Duus. De glæder sig til næste omgang, men er ikke sikre på, at de vil takke ja, hvis Rumle får andre filmtilbud fremover. Det vil afhænge af filmen, instruktøren og betingelserne. Blandt andet om de igen må være sammen med Rumle på settet.
“Jeg vil have ret til at være der, hvis Rumle får brug for mig,” siger Isabel Duus. Hjemme på Vesterbro gør familien sig klar til den store premieredag og til næste fase: Berømmelsen.
Rumle skal optræde i tv og på presserundtur I hele landet. Det er lige så uvirkeligt, som da han fik rollen. “Vi tager det, som det kommer,” som Ole Risom siger.