Den dag Uh-Uh forsvandt

Da Kaspers lille brune abekat blev pist væk i parken, kom far Thure på en alvorlig faropgave. For hvordan forklarer man en ulykkelig halvandetårig, at hans bedste ven er væk?

Da jeg sad ved siden af Kasper i bus 4A på vej hjem fra Frederiksberg Have, kæmpede jeg med krummede tæer for at aflede hans opmærksomhed fra den tomme plads i hans armkrog.

Den plads havde stort set hele hans halvandet år lange liv været reserveret en helt speciel ven: Den brune stofabe, han selv havde døbt Uh-Uh.

Uh-Uh var kommet til Danmark fra Waikiki Beach på Hawaii sammen med Kaspers mormor, og han havde siden ankomsten i det kolde nord boet i Kaspers seng og stort set ikke forladt hans side. Indtil den dag Kasper og hans far tog i Frederiksberg Have for at få en lørdag eftermiddag i solskin til at gå.

Abe med ble

Den startede egentlig godt: Kasper mosede rundt i sandkassen på legepladsen, mens Uh-Uh tog en velfortjent slapper på puden ved siden af sandslottet.

Men verden er fuld af fristelser, og skoven ved siden af sandkassen var så spændende, at Kasper inden længe blev revet væk fra ingeniørarbejdet i sandet og ind i skoven. Her gik det ned under, op over og langs træstubbene, indtil tørsten slog til, og vi trak tilbage til klapvognens sikkerhedsnet af vandflasker, bananer og ikke mindst dynens trygge favn.

Det var først, da jeg havde pakket Kasper godt ned i vognen, at det gik op for mig, præcis hvor skelsættende denne tur blev: Uh-Uh var forsvundet fra sin plads på puden!

Den ellers så overskudsagtigt kølige far mistede for en stund fatningen. For Uh-Uh var altid med. Han skulle sidde med ved morgenbordet, han skulle have skiftet ble, han skulle vaskes, og han skulle puttes.

Kort forinden var et forsigtigt forsøg på at hentyde, at Uh-Uh ikke måtte komme med i vuggestue, endt i et hysterisk anfald, der ville have fået Naomi Campbell til at ryste på hovedet af forargelse og tænke ‘damn, en krukke ham dér!’.

Sms-plan for afledning

Efter en kort eftersøgning erkendte jeg, at den lille hawaiianske abekat var forsvundet, og jeg stod for første gang over for en af forældrerollens grimme opgaver: Jeg skulle forklare Kasper, at hans bedste ven var væk. At han ikke længere kunne kramme sin abe, når han skulle sove. At han aldrig mere ville vågne op med Uh-Uh og lege med ham, inden far eller mor kom og hentede dem begge ind i den store seng. Og at Uh-Uh aldrig mere ville trøste ham, når han røg på røv og albuer.

Vi klarede turen hjem i 4A, uden at Kasper opdagede, at hans ven var væk. Og far fik sms’et mor på vejen og aftalt strategien: Første gang han nævnte Den Unævnelige, fik han Kaninen stukket i favnen, og så skulle vi ellers aflede, det bedste vi havde lært.

Det virkede, og der gik ikke længe, før Kaninen overtog førsteparketten i Kaspers armkrog. Men jeg vil sent glemme den aften, hvor min lille søn kom ind i stuen i sit nattøj og kaldte: “Uh-Uuuh … ?” Og bagefter gik ind i soveværelset og kaldte. Derefter badeværelset og sit eget værelse. Og efter lidt tid kom ind til sine forældre og helt stille spurgte: “Hvor’ Uh-Uh henne?”

Tænk, at der skulle gå halvandet år, fra Kasper blev født, til jeg lærte, hvad det vil sige at være far …

SKRIVES PÅ SKIFT AF:

Brian Mørk, komiker og far til Alicia på 6 år og Darwin på 1½ år.

Mads Barner-Christensen, livsstilsekspert og far til Cornelius på 7 år, Hannibal på 4 år og Giulia på 1½ år.

Thure Kjær, journalist og far til Kasper på 2 år.