Birgitte fik en drømmefødsel

Lørdag morgen den 31. juli klokken ti minutter over fire vågnede jeg ved, at det føltes, som om min baby stod på et endnu ukendt organ nederst i maven.

Jeg var gået otte dage over termin, men alligevel faldt det mig ikke straks ind, at det måtte være veer. Først da denne ‘trampen’ kom hver tiende minut, faldt tiøren.

Helt fra starten af min graviditet havde jeg fået tudet ørerne fulde med formaninger om ikke at tage for tidligt på fødegangen, så min kæreste fik besked på at spille lidt computer eller surfe på nettet, mens jeg ville se en film.

Det var den dårligste film, jeg nogensinde har set, nok også fordi jeg absolut skulle op at stå og trippe rundt, inden veerne kom. Så længe jeg var i bevægelse og huskede at trække vejret dybt, var veerne ikke så slemme.

Desuden skrev jeg tidspunktet for stort set alle veernes begyndelse ned i min telefon. Det blev en frygtelig lang liste og lyder måske skørt, men faktisk tror jeg, at det tog noget af smerten, at jeg var så opmærksom på at skrive det hele ned.

Ni-en-halv centimeter!

Ved frokosttid gik vandet. Jeg havde forventet en kaskade af vand, men det sev lige så langsomt, fordi, fik jeg senere at vide, babys hoved stod så langt nede i bækkenet og ‘dækkede’ for udgangen.

Kort efter at vandet var gået, var der kun fire-fem minutter mellem veerne, der varede næsten et minut hver.

Jeg ringede til fødegangen for at høre, om det var tid til at komme, og en jordemor sagde forholdsvis roligt ‘ja, kom I bare ind nu. Bare kør med det samme’.

På grund af de mange formaninger om ikke at komme for tidligt af sted tog vi den dog fortsat med ro, og min kæreste kom til at køre til Aalborg Sygehus Syd i stedet for til Sygehus Nord, hvor barselsgangen er. Det kunne jeg dog ikke se det helt sjove i på det

tidspunkt.

Læs mere om fødslen på næste side >>

På barselsgangen undersøgte en jordemor mig, og hun kunne til vores overraskelse meddele, at jeg var ni en halv centimeter åben. Det havde vi slet ikke regnet med, for det gjorde stadig ikke forfærdelig ondt.

Jeg fik en kittel på, og min kæreste løb af sted for at flytte bilen fra korttidsparkeringen. Kort efter begyndte presseveerne, og først da gik det vist op for mig, at jeg virkelig var i fødsel.

Da alt var gået så hurtigt og forholdsvis smertefrit indtil da, havde vi begge en idé om, at fødslen ville være overstået på ingen tid.

Derfor blev pressefasen på en måde den længste del af fødslen samt den mest smertefulde, men det blev aldrig nødvendigt med smertelindring, og humøret var også højt hele vejen.

Efter knap halvanden time kom Frida til verden. Jeg var så overstadig og lettet over, at det hele var gået så nemt, at jeg efter at have fået Frida i armene råbte ‘det vil jeg gerne gøre igen!’. Så tog min kæreste sig af det med tårerne …

Tag det, som det kommer

Efter fødslen har det ærgret mig, at jeg havde hørt så mange skrækhistorier inden. Selvfølgelig er det godt at forberede sig på sin fødsel og sætte sig ind i, hvad der skal ske.

Men det er også vigtigt at tage tingene, som de kommer, være åben for alternativer samt at lytte til de gode historier undervejs i graviditeten.

Måske mange gravide ville nyde deres graviditet mere, hvis der var mere fokus på de gode fødselsberetninger. Nu har jeg i hvert fald gjort mit til at fremme de postitive fødselstanker.