En lille stjernekigger

Torsdag den 8. april 2010 startede mine veer. Det var seks dage over terminen, og jeg havde ventet og ventet på, at dagen skulle komme. Fire uger forinden havde vi været igennem et vellykket vendingsforsøg, da min egen jordemor havde konstateret, at babyen endnu ikke stod rigtigt i bækkenet.

Efter en hel dag med veer var der til sidst cirka fem minutter mellem veerne, og min mand og jeg besluttede klokken fire om morgenen at køre til Hillerød Sygehus. Da vi ankom på fødegangen, var humøret højt. Jeg klarede mig fint igennem veerne og havde fået sovet nogle timer, inden vi kørte.

Den første jordemor vi mødte på fødegangen, troede ved første øjekast ikke, at jeg havde veer, før hun konstaterede, at jeg allerede var åbnet fem centimeter. Min mand var ved min side og var en rigtig god hjælp under veerne.

Strandet stjernekigger.

Da jeg var åbnet otte centimeter, skete der bare ikke mere. Det hele gik i stå, og smerterne blev virkelig kraftige. Det viste sig, at baby var en stjernekigger og ikke kunne komme videre, men stødte mod mit skamben. En stjernekigger er et barn, som bliver født med ansigtet vendt op mod himlen, det vil sige, at barnet kigger op i loftet og ikke ned i gulvet, som ved en normal fødsel.

Smerten var ubeskrivelig, og jeg kunne ikke klare mere. De næste par timer var meget hektiske. Jeg fik akupunktur, indtil narkoselægerne kunne komme og lægge en epiduralblokade, men det hjalp ikke noget som helst, og lattergassen havde heller ingen effekt mere. Heldigvis blev blokaden lagt efter ret kort tid.

Samtidig tog de en prøve fra babys hoved for at sikre, at alt var i orden og en blodprøve fra mig i tilfælde af, at vi skulle ud i et akut kejsersnit.

Læs på næste side, om Marianne blev afskrækket fra at føde igen…

Jeg husker ikke den tid særlig godt, for der var virkelig mange mennesker på stuen, og jeg lå med store smerter. Baby lå stadig og trykkede på mit skamben, og det gjorde også ondt mellem veerne.

På plads, baby!

Da epiduralblokaden var blevet lagt, fik jeg lov til at sove en halv times tid. Der havde vi været på fødegangen i næsten otte timer, og jeg var træt.

Efter mit hvil skulle jeg op og lave nogle øvelser for at se, om det var muligt at få vredet baby rundt, så den lille kunne komme ud af sig selv. Der sker det med en stjernekigger, at de skal lave et andet vrid i ryg og skuldre for at komme ud, end når de ligger normalt.

Det lykkedes heldigvis mig selv og jordemoren at få baby vredet rundt uden yderligere hjælpemidler, og efter en pressefase på cirka 30 minutter kom lille skønne Johanna til verden. Hun var lidt misformet i hovedet, fordi hun havde stået forkert så lang tid, men efter et halvt døgns tid var hovedet helt normalt igen.

Selv om det var en rigtig hård fødsel, er det ikke noget, der har afskrækket mig. Jeg havde en helt fantastisk jordemor, der hele tiden tænkte tre skridt frem, og selv om det til tider virkede meget uoverskueligt og hektisk, formåede hun at skabe ro, og jeg var ikke på noget tidspunkt nervøs.