Frey er højt begavet: "Jeg tror, det er nemmere at være god til fodbold end at være klog"

"Og lige for tiden er det fysik, han er meget optaget af. Sådan er det med Frey," tilføjer hun; "hvis noget interesserer ham, går han op i det med liv, sjæl – og umådelig stor koncentration."

Frey er min niårige nevø, og han er højt begavet. Det har vi i familien ikke altid vidst. Først ved skolealderen blev det for alvor klart. Og alligevel var der masser af tegn inden da. Jeg husker engang, han var på besøg til aftensmad hjemme hos mig, min kæreste og familiens dengang 11-årige pige, Berta, som talte om skolen. På et tidspunkt forstummede samtalen, og et par øjeblikke senere kiggede Frey op fra sin tallerken og brød tavsheden med spørgsmålet: “Berta, hvordan var det egentlig for dig, dengang du startede i skole?” For de tre ældste af os, vakte bemærkningen i første omgang forbløffelse. Fordi ingen forventede, at drengen, som lige var fyldt fire år, ville samle op på snakken på den måde.

Men Frey har på mange måder aldrig været, som børn er flest. Og det er netop dét, vi skal tale om, da jeg en tidlig eftermiddag i maj cykler hjem til hans mor – min søster Cæcilie – i familiens lejlighed på Frederiksberg. I 2019 – den sommer, hvor Frey skulle begynde i 0. klasse – blev hun og hendes kæreste, Per, klar over, at Frey hører til de to procent af landets befolkning, der kan kalde sig højt begavet. En opdagelse, der har fået betydning for Frey og for dem som familie – og som har givet svar på en masse spørgsmål og bekymringer, der pressede sig på i årene inden.

Fra hverdagssnak til niche-emner

"Vi oplevede Frey som et ret normalt barn fra nul til tre år, men omkring fire-årsalderen blev det mere og mere tydeligt, at han var anderledes i forhold til andre børn. Inden da var vi vant til at føre samtaler med ham om alt muligt lavpraktisk – hvad har du lavet i dag, hvad vil du gerne spise, hvad synes du om tegnefilmen. Den slags – men lige pludselig lukkede han lidt i og blev svær at tale med. Medmindre det handlede om et niche-emne, som optog ham", fortæller Cæcilie og husker, hvordan det først var Lego-universet Ninjago, der kom i kridthuset, sidenhen universet og dinosaurer.

"Hvis man spurgte ham om noget banalt, ignorerede han det ofte eller svarede “ja ja”.

Især blev hun dengang bekymret for, om der mon var noget galt. Med hans sociale evner for eksempel. Det slog hende især, når Frey helt uventet delagtiggjorde andre i sine tanker om dét, der fyldte hos ham.

"Jeg kan huske, at vi på et tidspunkt skulle på Eksperimentarium sammen med to af hans børnehavevenner og stod og ventede på bussen. De to andre drenge begyndte at slås med hinanden, imens Frey stod i sin egen verden, og midt i at jeg prøvede at få drengene til at falde til ro, kom Frey med verdens længste historie om rummet og noget med tyngdekraft og atmosfære. Ud af det blå. Jeg kan huske, at en af drengene kiggede på ham og spurgte: “Hvorfor siger du det?”, og Frey kunne ikke rigtig selv svare på det. Jeg tænkte selv det samme – fordi det kom så pludseligt og virkede helt off."

Terapeuten, der plantede et frø

I børnehaven registrerede pædagogerne noget af det samme. Samtidig med at Frey på mange måder fungerede godt og var vellidt blandt de andre børn, satte fantasifulde lege i gang og udviste stor empati, demonstrerede han en udpræget distræthed og tendens til at forsvinde ind i sit eget – på en måde, som fik pædagogerne til at anbefale Cæcilie og Per, at de skoleudsatte Frey et år.

"De oplevede blandt andet, at Frey ikke var god til at modtage en besked, fordi han sad i sine egne tanker, og at han ikke spejlede sig i de andre børns handlinger", fortæller Cæcilie og nævner den daglige rutine med at hente madkasser i børnehavens køleskab som et eksempel på en aktivitet, hvor Frey sjældent fulgte i hælene på de andre små, men i stedet blev i det, han var opslugt af.

"Set i bagklogskabens lys var det nok ikke det rigtige at skoleudsætte ham, og jeg har tit tænkt på, at pædagogerne rådgav os ud fra deres viden, redskaber og det, de kunne observere. Uden at have forudsætningerne for at se, hvad det i virkeligheden handlede om", reflekterer hun.

Imens Cæcilie og Per fulgte børnehavepersonalets råd, forklarede Frey de selvsamme pædagoger om tyngdekraften på månen, tog Lego-manualer i egen hånd og byggede figurer fra æsker, hvor aldersangivelsen var det dobbelte af hans egen, og satte sig grundigt ind i byldepestens historie. Blandt mange andre ting. Og så udviklede han gradvist det, som Cæcilie selv omtaler som særheder, og som styrkede den bekymring, hun tidligere havde haft.

"I seksårsalderen havde han en periode, hvor han var meget bange for visse ting. For eksempel et afsnit af ‘Tintin’, hvor Tintin og co. opdager en mumiegravplads med kister med deres egne navne på. Den scene forfulgte ham og udmøntede sig i tvangstanker, hvor han kun ville sove med sine hænder og fødder over dynen – så han kunne se dem", beskriver hun, "og jeg mindes selv en weekend, hvor jeg havde Frey med i sommerhus og puttede ham med puder under fødderne, hvorefter jeg forsigtigt listede ind og trak dynen omkring ham, så snart han sov.  Han udviklede også en vane med at sutte på kanten af sin blusekrave og sine ærmer, så de blev helt gennemblødte, hvilket blev et alarmsignal for mig", husker Cæcilie.

Hun tog derfor kontakt til en familieterapeut, der hurtigt afdramatiserede de specielle vaner og sagde, at det kunne være udtryk for, at Frey følte sig utryg i nogle sammenhænge. Så længe det ikke tog overhånd, skulle de ikke være bekymrede. 

"Jeg kan huske, at terapeuten til allersidst i vores samtale, imens jeg fulgte hende ud i gangen, og hun stod i alt sit overtøj, sagde: “I kan også overveje, om Frey er højt begavet”. Vi havde snakket om så meget den dag, og jeg var helt fyldt op, men lige netop den kommentar bundfældede sig", fortæller Cæcilie mig.

En svær skolestart

Et års tid senere skulle Frey starte i skole på den lokale folkeskole. Og hans forventninger var tårnhøje.

"Han sagde, at han glædede sig til at lære om rummet – og at jeg bagefter tænkte, at vi nok skulle have forventningsafstemt lidt mere. Efter nogle dage i SFO-introforløbet spurgte han: “Hvornår kommer alt det med rummet?”, og jeg kunne mærke, at han blev så skuffet. I stedet terpede de bogstaver, og han er hverken glad for terperi eller gik op i bogstaver på det tidspunkt. Han er sindssygt god til at lære og huske – men ikke, når han ikke har interessen", fortæller Cæcilie.

Som ugerne gik, mistede Frey lysten til at komme hen på skolen. Han klikkede ikke rigtig med de andre elever, og når Cæcilie eller Per hentede ham, sad han enten sammen med nogen, der var ældre end ham selv, eller alene.

"En dag, hvor jeg hentede ham, stod han og fortalte noget om rummet til en af sine klassekammerater, som begyndte at gå – midt i at Frey var i gang med at fortælle. Det gjorde så ondt på mig, og det føltes som en kniv i hjertet at se sit barn være udenfor på den måde. Det var virkelig en hård tid", konstaterer Cæcilie om det, der endte med at blive til to måneders svær skolestart på kommuneskolen.

"Vi var nødt til at gøre noget, og terapeutens kommentar blev ved med at dukke op, så en dag handlede jeg på det og ringede til Atheneskolen i Søborg (skole for højtbegavede børn, red.) og tjekkede, om der var plads – og det var der. Så ringede jeg til en helt kæde af psykologer for at finde ud af, hvem der kunne lave den IQ-test, der er adgangsgivende til skolen, og endte med at indtale en besked på psykolog Ole Kyeds svarer. Psykologen ringede tilbage samme aften, og to uger senere tog Per og Frey til Ole Kyeds klinik i Lyngby, hvor Frey i fire lange timer blev testet i alt fra paratviden og hukommelse til mønstergenkendelse og matematik."

"Jeg sagde ikke til nogen, at Frey skulle testes", fortæller Cæcilie. " For jeg vidste, det var en lang og hård test, hvilket der var noget mærkeligt i at udsætte ham for, og jeg havde ikke lyst til, at folk skulle se underligt på os, fordi vi havde taget den beslutning. Og tænk nu, hvis det ovenikøbet slet ikke var, som vi troede."

Trivsel frem for præstationer

En gave og et meget forløsende øjeblik. Sådan husker Cæcilie meldingen om, at Freys IQ ligger over 130 – hvilket er den adgangsgivende grænse for optagelse på Atheneskolen.

"Det var, som om alle mine bekymringer med ét ophørte. Fordi vi pludselig vidste, hvorfor han er speciel", siger hun. "Jeg kan huske, at vi kort tid efter var til besøgsdag på Atheneskolen, hvor Frey var med, og noget af det første, der mødte os, var en dreng, der sad og læste i en bog, imens han nærmest spiste hele sin bluse. Det var en kæmpe lettelse for mig at se, for lige dér blev det tydeligt for mig, hvor godt Frey ville passe ind. Det gav mig en oplevelse af, at her ville han ikke blive udstillet eller mobbet eller set på som mærkelig – han ville bare være helt fin, fordi der var andre som ham", siger Cæcilie, som kort tid efter kunne følge Frey af sted til den første skoledag i Søborg. Til at starte med ledsaget af en svag bekymring om, hvorvidt det mon kom til at handle for meget om den høje IQ og resultater og præstationer.

"Vi fandt ret hurtigt ud af, at IQ’en er et redskab på skolen, men slet ikke i fokus hele tiden. I stedet handler det om børnenes trivsel, og når børn er i trivsel, så lærer de også bedre. Mange af børnene på Atheneskolen har oplevet at være i mistrivsel, før de startede her, og har ikke haft de bedste betingelser for at lære. Ikke mindst socialt. På skolen møder de hinanden i øjenhøjde, og de har for eksempel ikke særlig meget struktureret leg, hvilket virkelig styrker deres sociale kompetencer, når de skaber legene sammen", forklarer Cæcilie og beskriver, hvordan fællesskabet samtidig godt kan have karakter af en lille, lukket klub.

"Atheneskolen siger om dem selv, at de er en boble; et lille, isoleret univers, hvor der er meget godhed, men hvor børnene også er afskærmet fra verden udenfor, og hvor de måske kan få et chok, når de kommer på for eksempel gymnasiet. Så det skal vi forberede Frey på til den tid, så godt vi kan. Men jeg vil hellere give ham 10 rare og trygge skoleår, og så bruge lidt ekstra kræfter på overgangen til ‘virkeligheden’, end at han skal kæmpe sig igennem sin skoletid og måske få ar på sjælen."

Dobbelt op på begavelse?

Freys lillesøster, Alberte på tre år, er hjemme med en mild forkølelse og tuller frem og tilbage mellem stuen og børneværelset, imens vi snakker. På et tidspunkt med en stak bøger, som hun opmærksomt bladrer igennem fra sin plads i sofaen. 

"Jeg kan se mange ligheder mellem Frey og Alberte. De har begge en sindssygt god koncentrationsevne, er gode til at skabe ting og kan sidde længe og lege alene. De er begge stædige og retfærdighedssøgende og meget sensitive. For eksempel over for vilde ting, høje lyde og varm mad. En stor forskel er Freys distræthed. Tidligere kaldte jeg det, at han stenede. Nu tænker jeg på det som en hjernerejse, som skolelederen på Freys skole kalder det", smiler Cæcilie.

"Alberte er meget mere nærværende og for eksempel mere lydhør og bedre til at tage sko på, hvis hun får at vide, at hun skal gøre det. Hvilket faktisk er virkelig rart. For jeg føler, at det med distrætheden er bagsiden af Freys høje tankeaktivitet, og det kan være en ret stor udfordring i hverdagen, fordi man som voksen når at gentage sig selv så utroligt mange gange. Bare det at børste tænder på ham kan tage en evighed, fordi han glemmer at holde munden åben, og man får virkelig afprøvet sin tålmodighed. Vi vil virkelig gerne have Alberte ind på Atheneskolen, men man kan ikke måle hendes IQ så tidligt, så det bliver tiden, der må vise, om hun også kvalificerer sig. Det har intet at gøre med, at den høje begavelse er vigtig – det er bare ønsket om at have dem begge på en god skole, hvor de har hinanden", konstaterer hun.

"Vi kredser lidt om Freys distræthed. Fordi det har været – og er stadig – noget, der fylder. Tit og meget. Jeg skal sommetider minde mig selv om, at han er, den han er. Når han for eksempel er langsom til at tage sit overtøj på eller ikke kommer, når jeg kalder, eller glemmer at se sig for, inden han går over vejen. Jeg kan godt blive vred i situationen – hvis han for eksempel er lige ved at gå ud foran en bil – fordi jeg bliver bange, men så snart jeg husker, hvordan han er skruet sammen, kan jeg hvile fuldstændigt i det", siger Cæcilie.

"Generelt synes jeg, det har gjort mig til en meget bedre mor at anerkende og forstå Frey som den, han er. Fordi jeg har meget bedre forudsætninger for at hjælpe og udfordre ham – både der, hvor han allerede har en masse evner, og der, hvor han har brug for hjælp. Tidligere var jeg mere optaget af, hvordan jeg kunne normalisere ham. Nu synes jeg bare, det er dejligt, at han er anderledes, og synes, at han er megasej, som han er. Jeg tror også, at han kan mærke, at jeg oprigtigt og dybfølt rummer ham – og ikke bare forsøger at rumme ham, fordi jeg ikke helt forstår ham."

Netop det med at være opmærksomme på, hvordan de bedst kan støtte Frey, er noget, der ligger Per og Cæcilie meget på sinde. Både i forhold til at komme ham i møde i de emner, der optager ham – som for tiden er alt fra global politik og verdenskrige til diverse opfindelser – og når nogle af hans tanker fører uro eller ængstelse med sig.

"Han bekymrer sig meget om store spørgsmål, og jeg kan mærke, at det er ret udbredt blandt børnene på hans skole. At de bekymrer sig om emner som døden og global opvarmning. Han er også sådan en, der tager regler meget bogstaveligt. Hvis vi for eksempel har sagt, at Alberte ikke må putte små ting i munden, så går han helt sindssygt meget op i den regel. Og panikker, hvis reglen bliver gradbøjet eller ikke overholdt. Det kan skabe bekymringer hos ham, som kan være svære at tone ned. Hvor vi andre måske kan lukke øjnene for nogle ting, fordi det er uhensigtsmæssigt at gå og bekymre sig om dem, har han meget sværere ved det og kan i stedet dvæle ved dem", forklarer Cæcilie. I de situationer skal han nogle gange have lidt hjælp, uddyber hun – til at forstå, hvornår noget er decideret farligt og mindre farligt."

Det gode fundament

Det er to år siden, at Frey begyndte på Atheneskolen, og selvom det ikke længere er nyt for ham og familien, kan omverdenen stadig møde dem med nysgerrighed og undren.

"Per og jeg snakker sommetider om, at det i vores samfund er nemmere at være god til for eksempel fodbold end at være klog. Måske fordi det er lettere at forholde sig til, og fordi det nemt kan komme til at lyde, som om man føler sig bedre end andre mennesker, hvis man italesætter, at man har høj IQ. Selvom det på ingen måde er hensigten. Når jeg fortæller andre forældre, at Frey går på en skole for højt begavede, kan jeg have en fornemmelse af, at jeg implicit tvinger dem til at forholde sig til deres eget barns intelligens. Og jeg oplever tit, at folk begynder at forsvare eller tale deres eget barn op – som om det bliver en slags konkurrence – og som om, at når jeg siger, at Frey er højt begavet, så siger jeg samtidig, at andre børn er lavere begavede. Det kan godt være ubehageligt at skulle forholde sig til. Måske fordi det kan ramme nogen på en særlig måde og røre ved noget, man ikke umiddelbart kan ændre på", siger Cæcilie.

I kølvandet på psykologtesten og optagelsen på Atheneskolen fik Frey selv at vide, hvad der var på færde, og i løbet af sommeren begyndte han at tale meget om at være klog.

"Så kom der en øvelse for os i at lære ham, at det er en lidt speciel ting at gå og fortælle andre. Per har for eksempel snakket med ham om, at man ikke er noget særligt i form af sin intelligens alene, og at man ikke skal tro, at det er en præstation i sig selv. Men at Frey har et godt fundament for at udrette en masse ting – og når han gør det, må han gerne være stolt, fortæller Cæcilie og tilføjer: – I dag er vi nået dertil, hvor han forstår, at sådan er det, og det er en del af ham, men det er ikke noget, han behøver fortælle til alle. Heller ikke til andre børn. På mange måder er tingene landet et sted, hvor bekymringer og tvivl er erstattet af tryghed og troen på en god fremtid", konstaterer hun.

"Jeg føler virkelig, at Frey er kommet i balance, og at han tidligt i sit liv har fået en god forståelse af sig selv, som han kan bruge videre i sit liv. Det bliver en vigtig del af hans historie. Og jeg tror, det er rigtig godt, at vi opdagede det, imens han var så lille, så han ikke risikerer at blive misforstået og få ar på sjælen, men bliver set og mødt, som den han er."