Galoperende udslæt
Mine jordemødre mente, jeg skulle gå til læge. Og eftersom det var fredag eftermiddag var eneste mulighed at ringe til vagtlægen, som jeg var sikker på, ville grine af mig og derefter bede mig om at skide i havet og gøre plads til folk med rigtige problemer. Men til min store overraskelse sagde han, at jeg skulle køre ud til vagtlægen på Hvidovre Hospital. Her blev jeg sendt til akut medicinsk modtageafdeling, hvor en sød jordemoder kiggede på knopperne, der i mellemtiden havde muteret til hele maven og op ad brystet.
Jordemoderen ’kørte en strimmel’, som det hedder, hvilket vil sige, at jeg fik sådan et bånd rundt om maven, der målte babys hjertelyd. Ligesom jeg fik taget blodprøve for at udelukke, at det var min lever, der var årsag til kløen.
Jeg har ikke prøvet at få kørt en strimmel før, og selvom jeg elsker lyden af babys hjerte, så stressede det mig at kunne høre, at babys hjerterytme blev så påvirket af min vejtrækning og mit stressniveau – hvilket bare stressede mig endnu mere.
Efter en times tid konstaterede lægen og jordemoderen, at jeg havde PUPP – et graviditetsudslæt, som spreder sig til hele kroppen, hvis det ikke bliver behandlet.
Lægen ordinerede binyrebark hormon, men det havde jeg på ingen måde lyst til – gravide bliver frarådet at spise panodiler, og så ville hun have, at jeg skulle smøre mig med et af de stærkeste præparater, der findes?! Nej, tak.
Jordemoderen var rigtig sød og sagde, at hun godt kunne forstå min skepsis, men at det altså ville sprede sig, og at jeg måske kunne kradse hul og dermed få en infektion og – som jeg selv havde bemærket – sikkert ikke ville få sovet i nat heller, hvilket ikke er det smarteste så tæt på termin.
Hele vejen hjem fra Hvidovre og ind til apoteket på Vesterbro spekulerede jeg som en gad. Hvad var værst: Binyrebarkhormon eller ikke at have sovet før en eventuel fødsel?
Heldigvis ordnede universet det for mig: da jeg kom ind på apoteket, havde de ikke modtaget recepten med binyrebarkhormon, hvilket jeg tog som et tegn og i stedet købte en flaske zink til at smøre med.
Næste morgen cyklede jeg fluks op i min helsekost (Urtehuset på Gl. Kongevej), hvor der arbejder verdens mest kompetente kvinde, som har en viden om vitaminer, urter, olier og mineraler som jeg aldrig har oplevet hos nogen andre. Hun er niveauer over alle andre.
Heldigvis var hun på arbejde og rådede mig til at tredoble min fiskeolie (fiskeolie hjælper blandt andet til at regulere hormonbalancen), smøre maven ind i en god olie eftersom zinken tager kløen, men også udtørrer huden (jeg supplerede også med aloe vera) og at tage højeste dosis af noget der hedder Urticalcin – homøopatisk tabletter rige på mineraler og baseret på brændenælde, som blandt andet er godt mod udslæt, men også forbløffende mange andre ting. En form for naturens eget binyrebarkhormon.
Og f…. om ikke det forsvandt! Helt uden hard core præparater. Næste dag var kløen væk og efter tre dage var alle knopperne også forsvundet. På nettet kunne jeg ellers læse, at det der PUPP først forsvinder efter fødslen. Så tip hermed givet videre.
Hvor er jeg glad for, at jeg sagde nej til binyrebarken og stolede på det naturlige alternativ.
