Jeg er en gråd labil tudeprinsesse

Kan man tude til Aftenshowet? Og til Lis Sørensen? Ja, det kan man åbenbart godt. Man kan ligefrem hulke.

Jeg har ikke fjernsyn, men jeg kom tilfældigvis til at se Aftenshowet, hvor de havde lavet et medley over de seneste 60 års mest betydningsfulde tv-udsendelser med klip fra blandt andet Matador og andre nostalgiske godter. Og så begyndte jeg sgu at sidde og snøfte i sofaen. Men det var ingenting i forhold til den tur køretur, hvor jeg stor-tudede – som i hulkede – hele vejen fra København til Sydsjælland. Hvorfor? Fordi min iPod spillede Lis Sørensens ’Sigøjnerblod’ fra 1987.

Jeg er i det hele taget gået lidt i barndom. Min mor købte på et tidspunkt en Enya-plade, som hun hørte meget, og jeg husker den vinter som en god og tryg tid. Og pludselig kan jeg, nærmest udefra, se mig selv klikke ’køb’ inde på iTunes. Enya?! Jeg tør slet ikke tænke på, hvad mine hipster dj-venner har at sige til det.

Men det er vel bare musikkens svar på at begynde at spise syltede agurker med nutella.

Der er i hvert fald ikke så meget at gøre. Jeg har lyst til blød musik og bløde film. Det duer heller ikke længere med franske kunstfilm – jeg vil bare have Hollywood med stort H.

Det meste af mit ’normale tøj’ duer heller ikke mere. Jeg vil helst have farver på. Det virker forkert med sort og gråt og læder – det er alt for hårdt at putte udenpå min mave, hvor der ligger et lille fint væsen.

Jeg tænker, at det er fordi, jeg har brug for blidhed og omsorg og tryghed.